Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
873Visninger
AA

24. Ubah

24

Ubah

 

Mine øjne kører langsomt over på hver af mine tre veninder. Først Christine med sit bølgede blonde hår og blå bandana, der sidder skråt overfor mig. Hun kigger kort tilbage på mig, men kigger så hen på Zelina. Zelina sidder overfor mig med blikket rettet mod bordet, hovedet hvilende på sin ene hånd, og hendes brune hår dækker den ene side af hendes ansigt. Chili sidder ved siden af Zelina og kigger på hende med et bekymret ansigstsudtryk. Vi sidder alle fire ved bordet i køkkenet. Jeg folder hænderne og kigger ned. En af enderne på min lilla bandana falder over min skulder, og dækker halvdelen af min brystkasse. Det er underligt at se mine hænder være orange, og ikke mørkt hudfarvede. Det har godt nok taget mig lang tid, at rent faktisk forstå, at jeg ikke er et normalt menneske længere. "Zeze?", kan jeg høre Chili sige, hvilket får mig til at løfte hovedet. Zelina kigger op på Chili. Der er tavshed mellem os alle i få sekunder, men så bryder Christine ind. "Hvordan har du det?" Zeze har haft det skidt siden den dag hun fandt Chili oppe på overfladen. Altså, skidt som i syg. Zelina trækker lidt på skulderen og vender øjnene mod bordet. "Det føles som om, at mit hoved koger." Chili sætter sin hånd for hendes pande: "Det gør det også.", siger hun og nikker svagt. "Så må du nok have feber... Måske skulle du gå i seng og hvile?" Zelina sukker og kigger igen op på Christine. "Tro mig, jeg har prøvet hele dagen.", svarer hun og laver en fejende bevægelse med hånden, "Og alligevel render jeg jo også rundt herhjemme, som man jo gør på en sygedag." Hun smiler let og kigger ned på sine fødder under bordet. "Og Raph har lånt mig hans sutsko. Men lad vær med at fortælle ham, at jeg har vist dem til jer."

 

Chili begynder at grine og lægger en hånd på Zelinas skulder. "Nåårh, store stærke Raph går med hjemmesutter! Hvor sødt!" Christine og jeg griner også med. Zelina kan heller ikke lade vær med at fnise, men hun dasker Chili på den ene arm og smiler skævt. "Hey, I må ikke drille ham på den måde!", hun spidser læberne i et smil og trækker lidt op i skuldrene. "Han er altså sød!" Nåårh! Der er vidst én, der er forelsket i Raphael! "Ikke for at være ond mod ham, vel, men han kan godt være lidt voldsom engang imellem.", siger Christine og smiler, mens hun småler. Zeze vugger lidt med hovedet, mens hun trækker på mundvigen. "Du kender ham altså heller ikke godt nok, Chris." Ved siden af Zelina rejser Chili sig op: "Ja, men vi er nu heller ikke forelskede i ham, så...", hun begynder at grine, mens hun humper hen til vasken og køkkenskabene, og Zelina smiler, mens hun lægger armene over kors. "Don't mob mig." Chili drejer hovedet, mens hun åbner et af skabene. "Jeg mob dig", svarer hun og griner igen. Vi andre begynder at fnise.

 

Det er lang tid siden vi sidst har gjort det her. Siddet sammen, alle fire, og egentlig bare snakket og grinet. I al den her tid har vi alle nærmest gået i vores egne verdener. Selvfølgelig var det også svært da vi kom til New York og blev jagtet på gaderne i næsten en hel måned, hvor vi med nød og næppe overlevede, fordi vi for det første kun kunne spise hvad der var spiseligt nok fra skraldespandene, og fordi vi også blev skilt ad. Jeg var så bange i den tid, jeg var helt alene. Lige meget hvor mange steder jeg ledte, kunne jeg ikke finde pigerne. Jeg var så træt. Jeg var så sulten. Og ikke mindst tørstig. Da en gruppe Lilla Drager pludselig fandt mig og løb efter mig, skyndte jeg mig at flygte. Da de var ude af syne, ledte jeg efter et gemmested, for selvom jeg ikke kunne se dem, kunne jeg stadig høre dem. Så før de nåede frem, hoppede jeg hurtigt ned gennem en åben kloakrist. Jeg fik det skidt af at stå i kloakvandet. Men jeg nåede kun at gå få skridt inden jeg faldt om af udmattelse og sult.

 

Jeg er vildt glad for, at Mikey fandt mig i tide. Ellers kunne jeg måske have været død. Da jeg vågnede, var det første jeg så, Mikeys ansigt. Det først ejeg gjorde var at skrige af angst og forvirring, men Mikey prøvede ikke på at få mig til at falde ned. Han begyndte også at skrige. Han veg tilbage, lagde en hånd på brystkassen og sagde: "Årh, vær sød ikke at gøre sådan noget! Jeg hoppede næsten ud af mit skjold!" Da han sagde det, sad jeg bare pivstille og kiggede på ham med store øjne. Han smilte bare til mig og præsenterede sig selv som Michelangelo, men han sagde, at jeg bare kunne kalde ham Mikey. Da jeg (stammende) fortalte ham hvad jeg hedder, gjorde han store øjne og smilte, mens han sagde, at jeg havde et sejt navn. Og da jeg så, hvor åben, smilende og glad han var, følte jeg straks, at jeg var tryg hos ham. Han modtog mig med åbne arme, og gav mig et stykke pizza mens jeg fortalte ham min historie. Han spurgte hele tiden interesseret ind til mig, hvilket gjorde mig rigtig glad. Trods hans næsten ukendte udseende, virkede vi så ens. I starten var jeg ret genert, men eftersom Mikey spurgte om en masse og fortalte en masse fede jokes, begyndte jeg at åbne mere op og begyndte også at fjolle sammen med ham. Han tilbød mig, at han skulle vise mig rundt i kloakkerne og møde hans brødre, hvilket jeg takkede ja til. Lige da vi stødte på hans brødre, stødte vi også på pigerne. Sidste gang vi alle sad sammen uden nogle andre, og snakkede må have været før vi tog på ferie. Det er meget lang tid siden!

 

Jeg ryster kort på hovedet og vågner op fra mine tanker. Chili kommer humpende tilbage til sin plads og stiller et glas vand foran Zelina. Zelina smiler til Chili: "Aww, tak Chili. Hvor er du sød." Chili hæver øjenbrynene. "Du er syg. Du har brug for drikkelse.", hun kigger kort ned i bordet, men så op på Zeze igen. "Og forresten så..." Chili lægger armene om Zelina i et knus. "Så vil jeg gerne takke. Tak for, at du reddede mit liv, Zelina. Uden dig, havde de taget mig. Eller værre." Zelina krammer igen og smiler med lukket mund. "Jeg gjorde hvad jeg skulle gøre. Husk nu, hvad jeg altid siger til dig: Vi er bedste veninder. Vi hænger sammen. Hvis nogen prøver at tage dig fra os, vil jeg gøre hvad som helst for, at det ikke sker." Jeg spidser læberne en smule og kigger hen på Christine. Hun kigger ikke igen. Jeg flytter blikket, og det ender på Zelina.

 

"Hordan kunne du klare alle de folk, Zeze? Vi har kun trænet i noget med tre måneder, og du er allerede totalt ninja!", siger jeg og laver en ninja bevægelse med mine arme. Zelina kigger smilende på mig, men hendes smil blegner hurtigt. "Jeg ved det ærligt talt ikke. Da jeg så Chili omringet af alle de... mænd slog det ligesom bare klik, og alle mine tanker forsvandt. Jeg reagerede bare. Men alligevel, føltes min krop anderledes. Jeg var hurtigere end normalt. Stærkere end normalt." Christine kigger ud i luften, mens hun tager sig til hagen. Hun ligner en, der kunne være med i en reklame, sådan en der sidder og tænker dybe tanker mens hun kigger ud af vinduet, det ser sjovt ud, hehe! Chili lægger hovedet på skrå og kigger undrende på Zelina. "Men jeg har også hørt, at når ens kære er i fare, strækker ens evner sig længere. Man kan løfte mere end man plejer at kunne, man kan hoppe højere end man plejer at kunne, og så videre." Zelina ryster på hovedet og kigger tilbage på Chili. "Det kunne godt have været det, men det tror jeg ikke. Selvfølgelig, jeg ville gøre hvad som helst for at få dig i sikkerhed, men det her var... anderledes. Jeg gav den fyr en blodnæse! Hvis det skulle have været som det plejer, ville jeg kun gøre ham øm. Jeg kunne have dig humpende ved siden af mig, men stadig løbe hurtigere end jeg normalt ville kunne. Da vi for første gang gik ned i kloakken, blev vi alle tre,", hun kigger fra Christine og hen på Chili, "nødt til at løfte kloakdækslet alle tre. Denne gang kunne jeg løfte det alene. Jeg klarede mig hele vejen hjem. Og det gjorde du også, Chili." Der bliver stille mellem os alle, og vi kigger rundt på hinanden. "Der er sket et eller andet. Men hvad, ved jeg ikke."

 

Jeg løfter armene og bøjer albuerne, så jeg flexer med overarmene. "Måske er vi blevet superninjaer, ligesom drengene!", siger jeg med et smil. "Hed det ikke kunoichi?", tilføjer Chili og hæver et øjenbryn. Christine nikker. "Ja, i hvert fald når det gælder en kvindelig ninja." Jeg sukker og vifter med hånden. "Og hvad så, ninja lyder altså meget sejere!" Zelina tøver et kort øjeblik, men tager sig så til hagen og kigger på os andre. "Men seriøst... Det er mærkeligt. Og det skræmmer mig faktisk lidt. Ikke nok med, at vores udseende ser helt anderledes ud... men jeg føler mig også forandret på en måde. Har I ikke lagt mærke til det? Det stads... Den der grønne, underlige substans vi rørte med... Hvad hvis den har gjort mere mod os, end vi troede?" Der bliver stille. Vi kigger rundt på hinanden, uden at sige et ord. Stilheden er ubehagelig.

 

Pludselig høres lyden af murstensvæggene, der flytter sig fra hinanden, og jeg drejer hovedet. Drengene er kommet tilbage. Mikey er kommet tilbage! Jeg smiler, rejser mig ivrigt op og løber hen til Michelangelo. "Mikeeey!" Hans blå øjne begynder at stråle af glæde og han smiler sit dejlige muntre smil. "Ubisoooft!", han løber hen mod mig, og da vi mødes griber han fat i mig, løfter mig op og drejer mig rundt i luften. Jeg giver ham et hurtigt kys på munden og smiler. Leo, Raph og Don går forbi os og hen til pigerne, der også har rejst sig op. Da jeg drejer hovedet hen mod de andre, kan jeg se Christine skynde sig hen til Leo, der giver hende en varm omfavnelse. Raph knuger nærmest Zelina ind til sig, mens Chili og Donnies kram ser mere almindeligt og venskabeligt ud. Jeg ved ikke, jeg har hørt noget om, at Christine og Leonardo er kommet sammen, ligesom mig og Mike? Men jeg er ikke helt sikker endnu.

 

Chili kigger på Donatello med et bekymret ansigtsudtryk. "Hvordan ser det ud deroppe?" Don kigger først hen på Leo og så tilbage på Chili. "Vi stødte ikke på nogle af Bishops mænd, og heller ikke nogle af De Lilla Drager. Vi ledte også i området i nærheden af den forladte gade, men vi så ingen medlemmer. Så jeg gætter på, at det er sikkert at gå op på overfladen. Så... Chili, jeg vil gerne tage dig med op på tagene her i løbet af ugen, hvis du altså har lyst." Jeg smiler, da jeg ser Donnie rødme en smule og klø sig i nakken. Chili trækker en smule op i skuldrene og svarer: "Det vil jeg gerne, Donnie." Nåårh, han inviterede hende på date! Okay, måske ikke en date, men... en date! Sådan en... Tur-under-måneskinnet-mens-vi-snakker-om-alt-muligt-date!

 

"Hey, Zeze...", jeg drejer hovedet og kigger på Raph. Måske vil han også invitere Zelina på date! Zelina kigger op på Raph og nikker med et tilhørende 'Mhmm?'. "Siden vi må komme op på overfladen og alt det, vil jeg vildt gerne vise dig New Yorks Chinatown! Det er vildt fedt at være der om aftenen!" Zelina kigger nervøst på Raph, men hendes blik sænkes hurtigt og hun kigger ned i gulvet. "Det vil jeg vildt gerne, Raph, men... Kan vi gøre det i morgen? Jeg... har noget jeg skal ordne.", hun kigger hen på Donnie. "Don, må jeg låne din bærbar?" Han kigger på hende med et hævet øjenbryn. "Øh... Ja, det må du vel gerne. Men vær sød at smadre den. Jeg er virkelig træt af at skulle reparere den, hver gang Mikey bliver lidt for sur på sit spil." Han sender Mikey et skarpt blik. Jeg træder ind foran Mikey og sætter hænderne på hofterne. "Hey, det er altså ikke Mikeys skyld, at den ilddrage ikke bare vil lade ham komme i højere level, Donnie!" Mikey lægger armene over kors. "Ja, bro, du har ingen anelse om hvordan det er, at være fanget i et level bare på grund af en dum drage!"

 

"Jeg går op til Spike...", kan jeg høre Raphael sige stille, og ser ham gå op ad trappen og ind på ham og Zelinas værelse. Don kigger på Leo med et bekymret udtryk i ansigtet. Da jeg drejer hovedet, ser jeg Zelina gå hen til Donatellos bærbar med et alvorligt ansigtsudtryk.

Jeg har en dårlig fornemmelse i maven, og jeg føler en stille angst snige sig ind i mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...