Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
861Visninger
AA

16. Ubah

16
Ubah

Jeg åbner langsomt øjnene. Jeg er godt nok træt. Jeg ved faktisk ikke engang om jeg kan huske hvad jeg lavede sidst jeg var vågen. Af hvad jeg kan huske, spillede jeg Superquest sammen med Mike. Men hvad lavede vi så bagefter? Jeg kan huske et eller andet med Batman...

Pludselig opdager jeg, at jeg bliver båret. "Mikey?" Jeg ser op, og genkender straks hans fregner og hans store blå øjne. Han ser ned på mig og smiler. Et dejligt, muntert smil. "Godaften!" Jeg blinker et par gange og ryster kort på hovedet. Mikey går op ad trappen med mig i favnen, på vej hen mod sit værelse. "Raph jagtede mig uheldigvis væk fra tv'et. Det ser ud til at han får sin vilje... Igen!" Han går ind på værelset og hen til sin høje seng. "Men det gør ikke noget. Vi laver bare noget sjovere!" Jeg smiler til ham og nikker. Men da jeg kigger op på hans seng, er jeg sikker på at jeg ser forvirret ud. "Hvordan vil du bære mig op i den?", spørger jeg med forvirring i stemmen. "Jeg bærer dig ikke!" Mikey begynder at grine, tager fat i mine håndled og får mig til at holde fast i sengekanten. Så tager han fat i mine ankler og løfter mig. "Træk dig selv op! Go Ubah, go Ubah!" Jeg smiler, og trækker mig selv op med Mikeys hjælp. Da jeg er kommet op, hopper Mikey op ved at holde fast i sengekanten med den ene hånd, og svinger sine ben over. "Du klarede den!", siger jeg og smiler. "Jeg ved godt, at jeg er god!" Mike griner. "Men jeg er altså ikke ligeså ninja, at jeg kan gøre ligesom dig." Mikey laver luftkys til begge sider og bukker for mig. "Jeg ved godt, at jeg er god!" Jeg griner og klapper ad ham. Da Mikey sætter sig ret op, gør han det lidt for hurtigt og kommer til at knalde hovedet op i loftet. "AV!" Han tager sig til hovedet og bukker sig sammen. "Mikey! Skete der noget?" Han løfter hovedet og kigger på mig. Jeg kan se, at han har tårer i øjnene, så jeg lægger min ene hånd på hans og spørger: "Gjorde det ondt?". "Nej! Overhovedet ikke!" Mikey sætter sig ret op med armene over kors og kigger på mig med store øjne. Jeg tror, at han prøver at spille modig. Han er jo trods alt en dreng! Og så er han også virkelig sød… ”Øhm.. Lad os snakke om noget andet!”, siger han og skifter emne.

”I piger var jo mennesker før, ikke? Og jeg vil rigtig gerne have at vide hvordan det er at være menneske! Lad os starte med…” Det føles som om at jeg er en superstjerne og Mikey er en journalist. Men ikke den ubehagelige slags journalist. ”Hvor kommer du fra, Ubisoft? Var det ikke Danmark, eller hvad det nu hed?” Jeg får en smule ondt i maven over hans spørgsmål, men jeg ignorerer det. ”Jeg kommer faktisk fra Somalien. Men jeg kom til Danmark da jeg var lille, og det var i folkeskolen jeg mødte Zelina, Christine og Chili. Jeg gik i klasse med Zelina og Christine, men Chili gik i en anden klasse. Jeg lærte faktisk først Chili at kende i femte klasse.” Mavepinen bliver en smule kraftigere. Jeg tror, jeg er ved at få hjemve. Mikey kigger på mig med store øjne. ”Hvad med din familie? Kom de med dig til Danmark?” Jeg nikker. ”Jeg… Jeg har… Jeg har en masse søsk-” Jeg kan ikke holde til det. Hjemveen kommer brasende og giver mig en mavepuster. Straks bryder jeg ud i gråd. Jeg bukker mig sammen og skjuler mit ansigt i mine håndflader. Mine kinder bliver varme af de strømmende tårer og jeg kan mærke mine skuldre ryste. Jeg savner min familie. Jeg savner dem så forfærdeligt meget. ”Ubah, Ubah!” Michelangelos arme lægger sig om min skuldre, og han hiver mig ind til sig. Hans hånd stryger sig over min ryg. ”Bare rolig, Ubah…” Jeg gemmer mit ansigt i hans skulder og slipper alt ud. Jeg græder, hikster og ryster. Det er uudholdeligt. ”Ubah…?” Mike får mig væk fra hans favn og han holder fast i mine overarme, så jeg kigger ham direkte i øjnene. ”De Lilla Drager og Bishop kan ikke finde jer. I er ikke oppe på gaderne længere. I er sikkerhed. Du er i sikkerhed. Hos os, hos mig.” Mit blik flyttes og jeg kigger ned i mit skød. Men Mikey sætter sin pegefinger under min hage, og får mig til at kigge op igen. ”Og jeg vil aldrig, aldrig, ALDRIG lade nogen som helst gøre dig fortræd.” Mikeys søde ord giver mig en dejlig, varm følelse indeni og alt det negative og hjemveen siver langsomt ud af min krop. Jeg sukker et dybt og langt suk. Lukker kort øjnene. ”Tag en dyyyyb indånding…” Jeg gør hvad Mikey siger og trækker ilt ind igennem munden. Holder vejret i få sekunder. Og puster så ud.

Mikey... Han kan altid gøre mig glad igen. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville møde en som ham. Eller ja, selvfølgelig, han er en kæmpe skildpadde, men… Det er hans personlighed. Han er ligeglad med alt det dårlige, der sker omkring ham. Han kan altid vende det negative til det positive. Han er min allerbedste ven, den bedste jeg nogensinde har haft. Han er jo sød, sjov og positiv. Og... Det føles som om at mit hjerte altid banker hurtigere i hans nærvær. Det lyder ret underligt, nu hvor vi kun har kendt hinanden i, hvad, to dage? Men vi er allerede så tætte venner, bedste venner. ”Ubisoft?” Jeg ryster kort på hovedet og kigger på ham. Tårerne er størknede, og mine kinder føles underlige. ”Jeg glemte helt min gave til dig!” Gave? Jeg elsker gaver! Mikey smiler et stort, dejligt og opmuntrende smil, vender sig om og stikker sin hånd under sin hovedpude. ”Jeg fik den af Mester Splinter. Han havde lavet den specielt til dig!” Jeg smiler. ”Til mig?”

”Ja, til dig!” Han trækker sin arm væk fra hovedpuden. I hånden har han et langt, lilla stykke stof med to huller i. ”Vend dig om!”, ”Okay.” Jeg fniser stille og vender mig med ryggen til Mikey. Stoffet lægger sig om mit hoved, og jeg lukker øjnene for ikke at få stoffet i øjnene. Stoffet er blødt, og det føles behageligt. Men jeg kan ikke mærke stoffet på mine øjenlåg? I baghovedet, kan jeg mærke at Mikey binder en knude på stoffet, og stoffet rør blidt ved min ryg. Jeg åbner forsigtigt det ene øje, og finder ud af at hullerne i stoffet passer til de steder, hvor mine øjne er. ”Tadaa!”, siger Mikey. Han får mig til at vende mig om. ”En banana! Jeg mener bandana!” Mine hænder lægger sig om mit hoved, og min højre hånd finder knuden. Jeg mærker lidt længere nede. Det føles som om at jeg har en hestehale af stof. Jeg gisper begejstret. ”Nu ligner jeg jo jer!” Mike smiler og rødmer en smule. ”Det var ret synd for dig, at du mistede håret i mutationen… Så derfor bedte jeg Splinter om at lave en bandana til dig! En stor en, så jeg kunne binde den i en hestehale og det ville være ligesom at du havde fået dit hår igen! Og den er endda lilla!” Min yndlings farve! Nurh, Mikey! ”Jeg er rigtig, rigtig glad for den! Tak, Mikey.” Jeg falder ham om halsen og giver ham det største knus i verdenen. Mikey lægger armene om mig og griner. Og pludselig kommer den varme, dejlige følelse igen. Men det er ikke krammet.
Mikey kyssede mig på kinden.

Tænk, at der allerede er gået to uger. Der er sket virkelig meget! Eller... Det ved jeg faktisk ikke, Chili render bare rundt og laver ting og snakker lidt med Donatello, Zelina er meget sammen med ham der Raph og Christine er også lidt væk. Men det er bare så sjovt at være sammen med Mikey! Og jeg er også blevet forelsket i ham, nu indrømmer jeg det altså. Han er bare så sød på alle måder! Han har jo også hjulpet mig med at komme højt op i niveau i Superquest. Nu til at lære at stå ordentligt på rulleskøjter. "Kommer du, Ubisoft?", råber Mikey nede fra spisebordet. Jeg sidder inde på værelset og er i gang med at få nogle lidt for store rulleskøjter på. Jeg får hurtigt bundet en sløjfe, og rejser mig op. Ups. Jeg mister balancen og flagrer vildt med armene for at få den tilbage igen. "Whoooaaa!", jeg hviner. "Ubah?" Mikey kommer løbende op ad trappen og ind på værelset. Da han ser at jeg er lige ved at falde, skynder han sig hen og griber mig. "Jeg har dig!" Han retter sig op med mig i favnen. Jeg kan se, at hans skateboard er spændt fast bag hans skjold i bæltet. "Bare gå ned ad trappen nu, Mike." Han kigger undrende på mig. "Kan du ikke selv gå ned?" Øøh... "Jooo... Men jeg er bare meget... doven!" Mike misser med øjnene og kigger mistænksom på mig. Så smiler han. "Godkendt!" Han drejer om på hælen, går ud af værelset og ned ad trappen. Hans stærke arme, der holder mig i hans favn, giver mig en dejlig følelse indeni og jeg kan ikke lade vær med at smile.

Mike går stille og roligt forbi køkkenet, og henne ved udgangen sætter han pludselig i løb. Jeg griber hurtigt fat om hans nakke, for jeg er bange for at han taber mig, selvom jeg alligevel føler mig tryg hos ham. Med mig i favnen, løber Mikey igennem tunnellerne. Jeg har stadigvæk svært ved at finde rundt hernede, så jeg har faktisk ingen anelse om hvor vi er. Mike løber rundt om et hjørne, og lidt længere nede af tunnelen sætter han mig ned. ”Tak, Mike. Du var mit eneste håb!” Han smiler stort til mig og rækker tommel op. ”Så lidt, ærede Ubisoft! Nå, skal vi ud og køre?” Øh... Jeg kan ikke rigtig køre på rulleskøjter. Men hvis alle andre kan, så burde jeg da også kunne! Og så svært kan det da heller ikke være, vel? ”Ja, for... Jeg er virkelig, virkelig god til at stå på rulleskøjter! Jeg mener det!”, siger jeg og griner nervøst. Jeg nikker en smule nervøst til Mikey, men han ser ikke ud til at bemærke det. Han tager fat i sit skateboard, der er sat fast bagpå i hans bælte, trækker det op og sætter det på jorden. ”Hvem kommer først til enden af tunnellen?!”, spørger han og sender mig et frækt smil. Hans fod skubber skateboardet hurtigt frem, og efter få sekunder er han flere meter foran mig. Jeg kigger nervøst ned på min fødder, på de sorte rulleskøjter med orange neonfarvede snørebånd. Tja, jeg bliver vel nødt til at forsøge, selvom jeg nok slår mig ret hårdt hvis jeg falder. Forsigtigt ruller jeg frem, men allerede der mister jeg balancen. Hjulene ruller for hurtigt og min arme begynder at svinge hurtigt rundt i alle retninger, mens jeg tipper bagover. Uden min vilje, kommer jeg til at skrige, men jeg når ikke at ramme jorden før jeg mærker et par hænder om livet på mig. ”Jeg har dig!” Mikey! Han trækker i mig og hjælper mig op og stå igen. Jeg vender mig besværligt om og da Mikey ser mit ansigtsudtryk, begynder han at grine. ”En ninja lader aldrig hans yndlings pige i stikken! Huyah!” Han laver 90 grader, eller hvad det nu hedder, med sine underarme og bukker let i knæene. Så smiler han, som sædvanlig.

”Jeg havde på fornemmeren, at du rent faktisk ikke var så god til rulleskøjter alligevel.” Da han begynder at grine, kan jeg ikke lade vær med at grine med mens jeg rødmer. Da jeg læner mig fremover med hånden på maven, mister jeg balancen igen, men denne gang tipper jeg forover. Mike når ikke at reagere denne gang og jeg ramler lige ind i ham. Med armene om halsen på ham og mine læber presset imod hans. Alle mine muskler spændes straks, jeg rødmer stærkt og jeg gør store øjne. Åh nej. Hvad vil han gøre? Hvad hvis han bliver vildt sur på mig? Det ville ikke være særligt godt... Jeg går en smule i panik, men pludselig lægger Michelangelo armene om mig og trækker mig tættere ind til sig. Mine muskler slapper automatisk af, da jeg mærker Mikeys stærke arme og mit hjerte banker ti gange hurtigere end sædvanligt. Hans ene hånd begynder at lege med min banana, eller nej, det hed en bandana. Kysset gør mig gladere end jeg har været nogensinde i hele mit liv og jeg har bare lyst til at være sammen med Mikey for evigt.
For evigt og altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...