Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
857Visninger
AA

27. Raphael

27

Raphael

 

"Vi gør det for deres skyld. Pigerne har nærmest fået traumer af det her. Vi kan ikke gå rundt, uden at gøre noget, for at de får det bedre.", siger jeg og læner mig opgivende tilbage i stolen, der hører til spisebordet ude i køkkenet. Der er gået to uger siden April kom hertil, og om tre dage er det Zelinas fødselsdag. April er ved at falde godt til hernede. Hun har ingen steder at bo, når hun ikke har hendes far. Derfor bliver hun nødt til at bo hos os. Og det er Donatello tydeligvis glad for. Dog virker det ikke til, at Leo er ligeså fornøjet, men ingen ved hvorfor. "Jeg er enig.", siger Leonardo og rejser sig fra sin stol. "Men hvor skulle vi få kostumer og pynt fra?" Jeg har ikke engang lyst til at komme med en smart kommentar til Leos spørgsmål. Jeg er alt for træt. "Dude, hvor får slet ikke brug for kostumer. Vi er allerede superseje mutanter." Mikey læner sig tilbage i stolen med hænderne i nakken. Leo himler med øjnene. "Fint, men hvad med pynten?" Ja, vi har aldrig nogensinde holdt en rigtig halloween, så vi har ingen pynt. Jeg aner heller ikke hvor vi skulle få det fra, siden vi er kæmpe mutanter og ikke bare kunne gå ind i en butik og sige: "Hey, øhm, vi tænkte bare på, om I havde noget halloweenpynt, som vi kunne bruge til vores fede fest nede i kloakkerne, for at berolige vores veninder, der bliver jagtet af mennesker, som meget gerne vil slå dem ihjel." Nørden bryder ind: "Måske kunne April hjælpe os?"

 

"Hjælpe jer med hvad?" Vi drejer alle sammen hovederne for at kunne se April, der kommer gående med hendes røde hår sat op i en knold, en lilla T-shirt på og løse sandfarvede bukser. "Hey April!", siger Donnie og hans stemme knækker over midt i sætningen. Han klør sig genert i nakken og kigger ned i bordet. Pft. Jeg gider ikke den der nørde-romance lige nu. Egentlig vil jeg bare gerne snakke med Zelina. Hun har virket så optaget i det sidste stykke tid. "Vi planlægger en slags halloweenfest.", svarer Leo, og Mikey tilføjer: "En vildt sej én!" April hæver det ene øjenbryn og sætter den ene hånd på hoften. "Allerede i maj? Jamen det er jo først oktober om fem måneder?" Okay, hun har måske fat i noget. Jeg forstår nu heller ikke, hvorfor vi skal planlægge så tidligt. Leo trækker lidt på den ene skulder. "Vi må starte noget før, det tager et stykke tid for nogen som os, at få alting klar. Vi ville egentlig gerne spørge dig, om du kunne skaffe noget pynt til os?" Jeg kigger op mod mit værelse. Jeg ved Zelina sidder deroppe. Mit hjerte længdes efter at gå op til hende og holde hende i mine arme. Men jeg tør ikke. Og jeg kan ikke holde det ud. "Jo, klart." April smiler, mens hun leger med en løs tot hår, der ikke kom med op i knolden. "Jeg kan også betale det for jer, hvis det er." Jeg kigger undrende på hende. Vil hun virkelig betale for noget halloweenpynt, der alligevel bliver gemt væk resten af året og så også for nogen, hun kun har kendt i to uger?

 

En skrabende lyd kommer henne fra indgangen til dojo'en og da jeg drejer hovedet, ser jeg Chili og Ubah komme ud. Chili kommer hen imod os, mens hun gnider sit ene øje. "Hey Chili." Jeg smiler til hende og rækker min knyttede næve ud mod hende. Hun puffer til min næve med hendes egen. "Hey Raph." Hun ser træt ud og er sort under øjnene. Hun gaber endda også. "Hvad har du lavet?", spørger April og retter lidt på hendes trøje. Chili trækker en smule på skuldrene, mens hun stadig gnider hendes ene øje. "Jeg har lavet nogle træningsøvelser sammen med Mester Splinter og Ubah. Hun har jo valgt at blive trænet helt op til at blive kunoichi nu." Det er rigtigt nok, og jeg forstår også hvorfor Ubah ombestemte sig. Alle pigerne er blevet virkelig skræmte over det, der skete med Chili og Zelina. Det ser især ud til at have påvirket Christine. Hun tør nærmest ikke engang at gå ud i tunnelerne. April går hen til Chili og lægger en hånd på hendes skulder. "Måske burde du lægge dig ned og få lidt hvile? Du ser enormt udkørt ud." Chili nikker langsomt og uden at sige noget, går hun hen mod trappen.

 

"Chili, vent lige!", Donnie rejser sig op fra sin stol og går hen til Chili. Hendes mørkeblonde hår svinger vildt om skuldrene på hende, da hun drejer hovedet og hendes smil ser forhåbningsfuldt ud. Jeg ved bare, at Donnie ikke har tænkt sig, at sige det, hun håber på. Jeg kan se det på ham. Stakkels Chili. "Jeg har tænkt over det her et stykke tid, og..." Undskyld, hvad? Det lyder som om, at han vil erklære hans kærlighed til hende, men det er jo tydeligt at se hvor optaget han er af April her for tiden? Tog jeg nu fejl alligevel? "Ja, Donnie?", spørger Chili og smiler. "Jeg har lagt en madras under min seng, så du kan sove for dig selv. Jeg tænkte bare lidt, at det måske var en smule grænseoverskridende for dig, at vi skulle sove så tæt sammen." Chilis smil blegner langsomt og hendes grå øjne ser pludselig helt bedrøvede ud. Nej. Jeg havde ret. Jeg vidste det. "Øhm... Okay så. Det, øh, det har jeg det vel fint med." Jeg synker en klump. Nej, det har hun ikke. Jeg ved ikke, om de andre kan se det på hende, men det kan jeg. Chili vender sig hurtigt om og går med hastige skridt op ad trappen. Uden at sige en lyd, forsvinder hun ind på hende og Donatellos værelse. Jeg kan mærke, at jeg pludselig begynder at føle mig mere skidt tilpas, end jeg er i forvejen.

 

Don vender tilbage til hans stol og sætter sig tungt på den. I lang tid er der stilhed. Selv ikke jeg tilføjer noget. Men det gør Mikey: "Det var ret akavet.", siger han og griner nervøst. "Årh, hold dog mund, Mike.", snerrer Donnie, helt uventet. Jeg er ved at blive forvirret nu. For det første: Er det ikke mig, der har den irriterede rolle? Og for det andet: Så plejer Don ikke at opføre sig på den måde. Alle opfører sig så mærkeligt lige nu. Jeg har ikke lyst til at sidde her længere. Jeg kan tydeligt mærke stemningen lægge sig tungt og negativt over os, og det er ubehageligt. Jeg rejser mig brat op og klasker min håndflade på bordpladen. "Nå, I gutter må planlægge videre uden mig. Jeg har noget, jeg skal ordne." Leo sender mig et strengt blik, men jeg giver igen ved at gengælde hans blik. "Raph-", prøver han, men jeg afbryder hårdt: "Planlæg. Uden. Mig." Jeg når lige at smadre min knyttede næve ned i bordet, før jeg går op ad trappen og op på balkonen. Jeg bliver nødt til at snakke med Zelina, jeg kan ikke holde ud at blive væk fra hende længere.

 

Før jeg går ind på mit eget værelse, marcherer jeg hen til Donatellos værelse. Da jeg stikker hovedet ind, ser jeg Chili ligge på madras, med ryggen til og et tyk tæppe over sig. Hun lader vidst som om at hun sover, men jeg ved at hun ikke gør det. "Chili, jeg vil gerne snakke med dig." Hun vender sig om og sætter sig irriteret op. Hun sender mig et vredt, træt og udmattet blik og hendes hår sidder vildt om hendes hoved. "Lad mig være i fred, Raph. Jeg gider ikke snakke med nogen lige nu." Så let giver jeg ikke op. "Hold nu op. Jeg vil bare gerne-" Men hun afbryder: "Jeg sagde, at du skulle lade mig være." Hun lægger sig ned med ryggen til igen og trækker tæppet godt op om ørerne. Hun er jo ligeså umulig, som jeg kan være engang imellem. "Jeg vil bare gerne have, at du skal vide...", jeg vender mig om, men kigger mig en sidste gang over skulderen og hen på Chili. "... At jeg godt forstår, hvordan du har det." Hun svarer ikke, men rykker kun en smule på sig. Jeg sukker. Måske skulle jeg alligevel bare lade hende være i fred. Når jeg har brug for at være alene, prøver mine brødre jo heller ikke at forhindre mig i det.

 

Jeg går ind på mit eget værelse, der ligger lige ved siden af Donnies. Zelina sidder på min motionsbænk med Dons bærbar på skødet. Da jeg træder ind, løfter hun straks hovedet og sender mig et fantastisk smil, der nærmest får mig til at snuble over mine egne ben. "Hva' så, Zeze?" Hendes hale svinger blidt fra side til side, mens hun klapper på den ledige plads ved siden af hende. Hendes bevægelser er glidende og elegante. "Kom og se!" Det er et stykke tid siden, vi sidst har tilbragt tid sammen alene. Jeg savner det, mere end noget andet lige nu. "Zeze, jeg ville egentlig gerne snakke med dig om noget. Du har virket så... Jeg ved ikke, optaget, her på det seneste. Hvorfor? Hvad har du lavet? Jeg savner at se gyserfilm sammen med dig.", siger jeg og griner kort, mens jeg går hen og sætter mig ved siden af hende. Jeg kigger lidt den anden vej, for jeg kan mærke mine kinder er blevet varme. Jeg er ikke så meget til, at folk ser min blide side. Zelina har bare en evne til, altid at få mig til at vise den. "Det er jeg ked af, Raph. Jeg har bare haft så travlt med at researche."

 

Jeg drejer hurtigt hovedet og kigger ind i hendes smukke blå øjne. Researchet? Hvad skulle hun researche på, hvis det ikke handlede om Star Wars, Batman eller nogen af hendes andre interesser? "På hvad?", spørger jeg med en undrende stemme, der kom til at lyde lidt lysere, end jeg ønskede. Hvorfor skulle jeg lige fejle, når det er Zelina, der sidder ved siden af mig? Zelina kigger på mig uden at sige noget, for et kort øjeblik. Hendes ansigtsudtryk skifter hurtigt fra glad til alvorlig. Mit hjerte springer et slag over. Jeg kan mærke bekymringen stige. "Chili og jeg blev jo angrebet for et par uger siden... Du husker godt, at Chili fortalte, at jeg slog manden med sprøjten ikke? Jeg ramte ham midt i ansigtet, så hårdt at han fik næseblod. Jeg tog fat i Chili og løb ned fra taget og ned ad vejen, ned i kloakken. Men det er egentlig ikke dét. Det jeg snakker om er, at normalt ville hverken Chili eller jeg have klaret sådan en situation. Da jeg slog den fyr, slog jeg hårdere, end jeg havde troet mig selv muligt. Jeg kunne løbe stærkt nok til at undslippe, mens jeg slæbte på halvdelen af Chilis vægt, da hun ikke kunne støtte på den anden fod." Jeg kigger forvirret på hende, jeg er ikke sikker på, hvad det er hun prøver at fortælle mig. "Ja, og?", spørger jeg forvirret. Måske lød jeg lidt for ligeglad dér... Det her er anden gang jeg fejler i Zelinas selskab i dag. Det går da bare strålende for mig.

 

Zelina sukker med et smil, og forklarer så videre: "Som sagt, så ville hverken Chili eller jeg normalt have kunnet klare sådan et slagsmål. Jeg slog så hårdt, at jeg gav manden næseblod. Jeg ved godt, at vi har trænet til at blive kunoichi'er, men alligevel følte jeg ekstra styrke og ekstra fart. Lad os tage dig og dine brødre som et eksempel: I blev jo muterede, da I var små skildpaddeunger, nemlig på grund af den mærkelige substans. Lad os tage Donatello: Han har bygget en masse maskiner ud af skrammel og han kan løse selv de sværeste ligninger. Vi ved alle, at han har et utroligt højt IQ. Højere end noget andet menneskes IQ." Jeg gør store øjne. Pludselig begynder jeg at forstå, hvad hun snakker om, selvom det godt kunne lyde som en af Donnies virkeligt indviklede ligninger, som han før har prøvet at få mig til at forstå. "Og dig, Raph: Du er jo den stærkeste af os alle sammen. Du kan lægge selv de største fjender, der måske er ti gange større end du er, i gulvet. Du nedlægger alle i familien i armlægning. Leo har en utroligt hurtig tankegang, derfor er han så god til at lægge planer selv i de mest stressende situationer. Mikey er nærmest ligeså hurtig som selve lynet. Og ja, Splinter er utroligt vis og mestrer nærmest i alt. Selvfølgelig, der er nogle, der er meget stærke, kloge eller hurtige, men tænk lige over det; Vi er alle mutanter, mikset med menneskets DNA, men vi er stærkere og hurtigere end normale mennesker. Hvordan kan det være?" Wow. Jeg havde aldrig forestillet mig Zelina gå så dybt ned i noget så simpelt, som en slåskamp mellem hende, Chili og Bishops mænd. Men hun har fat i noget. Jeg har aldrig tænkt over vores mutation på den måde.

 

Jeg kigger på hende med store øjne. "Mutationen... Substansen... Så, Zelina, det du siger er, at slimet har gjort os til en slags... supermutationer?" Hun nikker. "Jeg har ikke kunnet finde nogle hjemmesider om selve substansen, eller TCRI, som det jo også er kaldt. Men jeg fandt et billede, meget langt ude på internettet." Hun tager fat i bærbaren og drejer den hen mod mig, så jeg kan se billedet på computeren. Det er en knust glasbeholder, flækket lige midt på, så de små glasskår ligger over det hele. På beholderen står der "TCRI". Der er ingen grøn substans på billedet, kun den knuste glasbeholder, der ligger på hård, grå, kold asfalt. "Men tænk lige over det her; Man kan ikke finde noget som helst om TCRI på nettet og jeg blev nødt til at lede i flere timer, for at finde det her billede. De mutationer mennesket kender til, er ikke et miks mellem menneskets og dyrets DNA. Og hvis ingen kender til TCRI, jamen hvor kommer mutagenet så fra og hvor bliver det skabt?" Nu forstår jeg det endelig. Zelina har undersøgt TCRI, selvom der nærmest ingen information var, men alligevel har hun kunnet finde ud af så meget, bare ved hjælp af hendes egne oplevelser og hendes egen geniale og intelligente hjerne. TCRI må være hemmeligt, siden ingen ved noget som helst om det, og det er på grund af deres mutagen, at vi alle blev muterede.

 

"Zelina..." Hun kigger på mig med hævede øjenbryn. "Nu kan vi måske finde ud af mere om hvorfor vi er til, takket været dig. Nu kan vi måske finde ud af, hvem vi er.", siger jeg og da jeg kigger på hende, kan jeg ikke lade vær med at smile. Hun smiler igen. "Du er genial!" Jeg lægger mine ene arm over hendes skuldre og hun lægger også hendes ene arm om mit skjold. "Jeg er glad for, at jeg kan hjælpe jer. Og for at være helt ærlig, vil jeg også gerne selv vide, hvordan fanden alt det her kunne ske med os piger." Jeg kigger ud mod åbningen til mit værelse. "Vi må sige det til de andre. Med Donnies hjælp, kan vi sikkert komme hurtigt frem i efterforskningen." Jeg rykker mig væk fra Zelina, rejser mig og knæler overfor hende. "Du lyder som en, fra en krimiserie.", tilføjer hun og griner, mens hun puffer blidt til mig med hendes albue. Hendes blå øjne stråler som solen og hendes smil varmer på samme måde som den gør, på en varm sommerdag. "Zelina, tro mig, når jeg siger det her: Det du har gjort, betyder utroligt meget for os. For mig.", jeg kan mærke, at jeg rødmer. Nervøst klør jeg mig i nakken. "Tak." Da jeg kigger på Zelina, ser hun væk. Ser jeg bare syner, eller rødmer hun rent faktisk? "Årh, det er ik-" Jeg holder min pegefinger op foran hende, og hun afbryder sig selv. "Jeg mener det virkelig.", siger jeg og smiler. "Hey, Raph?" Hendes stemme er som sød musik i mine ører. "Ja?", spørger jeg og kigger undrende på hende. Hun kigger på mig med et hævet øjenbryn og hendes blik ser en smule strengt ud. "Du ved godt, hvilken dag det er om tre dage, ikke?" Jeg griner og lægger min hånd på hendes skulder, mens jeg smiler til hende. "Selvfølgelig gør jeg det. Det er den smukke pige, Zelinas fødselsdag. Hvordan skulle jeg kunne glemme det?"

Faktisk har jeg allerede hendes gave klar.

Jeg håber bare hun vil forstå tanken bag den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...