Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
847Visninger
AA

19. Raphael

19
Raphael

Vi står otte mutanter på to rækker, ansigt til ansigt, med cirka fire meters afstand. Pigerne i den ene række, og mine brødre og jeg i den anden. Mester Splinter står med fronten mod de to grupper, og med hænderne bag ryggen. Alle eleverne står i kampposition, klar til at gå på hinanden. Faktisk er det pigerne, der skal gå på os, men før de gør det, skal vi gennemgå vores kata... Igen. De har kun fået øvet kata de sidste gange, i dag skal de prøve kun og bruge benene til, at nedlægge en fjende. Mester Splinter har vist og lært dem hvordan det skal gøres, nu skal de også bare gøre det selv. Modstanderne ser sådan her ud: Ubah mod Donnie, Christine mod Mikey, Zelina mod Leo, og Chili mod mig. Chili ser anspændt og nervøs ud. Jeg kan se hendes kæbemuskler spænde og løsne sig hele tiden. Hun har ikke prøvet og kæmpe mod mig før. Det her er ikke for at lyde selvglad, men jeg forstår godt hvorfor hun er nervøs. Jeg er den stærkeste og mest muskuløse af os alle sammen, og for en nybegynder, kan det godt være en udfordring, at få lagt mig ned.

Da Mester Splinter råber på start, bliver jeg hurtigt vækket fra mine tanker, og slår min højre knytnæve ud i luften. Med kontrollerede og stærke bevægelser slår og sparker jeg ud i luften, som var der en usynlig fjende foran mig. For mine brødre og jeg, er det her jo pærenemt, da vi jo har trænet ninjitsu siden vi var helt små. Pigerne har aldrig nogensinde bare prøvet det mindste ninjitsu, men de klarer det faktisk ret godt, selvom de er nybegyndere. De bevæger sig selvfølgelig lidt langsommere og en smule mere klodsede end os, men de har stadig en god bevægelse alligevel. Chilis har rytme i sine bevægelser. Christines er elegante, Ubahs er glidende. Zelinas bevægelser er hurtige og hun har styrke i hendes arme. Kampsport klæder hende. Hun kunne blive rigtig dygtig, det tager bare meget lang tid. Vi afslutter vores kata med et buk mod Mester Splinter. Så vender modstanderne sig mod hinanden igen og stiller sig i kampposition. Mester Splinter nikker anerkendende. ”I har alle fire nået store fremskridt på blot en måned…”, siger han til pigerne. ”Jeg er stolt af jer. Men dette er kun kata. I har stadig meget og lære. Jeg har vist jer hvordan man nedlægger en fjende kun ved hjælp af sine benmuskler, kontrol og hastighed. Nu er det jeres tur.” Jeg kan se Chilis muskler spændes. Gad vide om hun kan klare det? Denne her øvelse er faktisk ret svær, selvom den virker meget simpel. Angriberen skal løbe hen mod modstanderen, lade sig falde, glide hen ad gulvet, og så låse benene fast om modstanderens skinneben, mens angriberen ligger på siden. Så skal angriberen tviste hofterne mod jorden, og få tvunget fjenden ned i gulvet. Som sagt, det virker simpelt, men det er svært.

Modstanderne står anspændte og kampklar. Der går få sekunder, så råber Mester Splinter på start. Jeg står stille, mens jeg ser Chili styrte frem, lader sig falde og glider hen ad gulvet på siden. Jeg er ikke sikker på om hun kan klare det. Jeg ved jo ikke rigtig noget om det, men stadigvæk. Chili låser sine ben fast om mine, og med et hurtigt og kraftigt ryk, bliver jeg slået ned i gulvet. Af overraskelse, når jeg ikke at beskytte bagsiden af mit hoved. Mit hoved bliver slået i gulvet og allerede nu kan jeg mærke en kraftig hovedpine. Jeg sætter mig op, tager mig til baghovedet og ømmer mig. ”Argh…” Jeg kigger op, og ser Chili række en hånd ned mod mig. Hun smiler med lukket mund. Jeg tager hendes hånd, og hun hjælper mig op. Da alle elever står op, går de langsomt væk fra hinanden igen. Hvem har nedlagt nogen? Klarede de det alle fire? Jeg nåede ikke at se det. "Udmærket.", siger Splinter. "Vi fortsætter til meditation nu." Vi går alle hen til Mester Splinter, sætter os i zen med vores fingre mod hinanden som et tegn på respekt, og begynder at meditere sammen med ham. Selvom meditation kan være enormt kedeligt engang i mellem, finder jeg det til tider også virkelig befriende. Man lader alle tanker passere, falder ind i sig selv og kommer væk fra omverdenen. Og det har jeg stærkt brug for fra tid til anden.

Resten timen foregår i dyb stilhed og meditation. Da timen er færdig, bukker vi for Mester Splinter, og går stille og roligt ud af dojo'en. Jeg gaber og strækker mig i armene. Meditation har gjort mig en smule søvnig. Jeg går hen til Chili, som står et par meter fra mig, og dunker hende blidt på skulderen. "Wow.", siger jeg og smiler til hende. "Jeg troede ærligt talt ikke, at du ville kunne lægge mig ned, men... Du har godt nok stærke ben!" Chili smiler let. "Tak, Raph..." Og selvom hun smiler, virker hun ikke ligeså glad som hun plejer at være. Jeg sender hende et bekymret blik. "Hvad er der galt?" Hun er stille i få sekunder. Hun tager sig til albuen og vender ryggen en smule til. "Jeg synes bare at... Nej, det er lige meget." Hun skal lige til at gå væk, men jeg griber hende i armen og trækker hende tilbage. "Chili... Hvad sker der?" Hun ser en smule nervøs ud... En smule... Bange? "Jeg synes bare at... At jeg har kunnet mærke på Zelina, at hun ikke har det særligt godt. Det gør mig ked af det. Jeg forsøgte at få fat på hende da vi gik ud, men hun skyndte sig bare væk. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre..." Hun kigger op mod mig og Zelinas værelse. "Om hun vil være alene, eller om hun har brug for opmærksomhed..." Chili sukker og ryster på hovedet. "Jeg bliver hele tiden så forvirret. Jeg vil ikke have, at Zelina er ked af det, men jeg ved heller ikke hvad der skal gøres." Jeg lægger en hånd på hendes skulder og smiler beroligende. "Bare sæt dig ned og tænk lidt." Ja, det kan godt være, at jeg er den stærke og hårde type, men jeg har altså også følsomme sider og empati for andre. Chili nikker langsomt, går hen til spisebordet og sætter sig. Donnie kommer hurtigt over til hende og sætter sig ved siden af hende. Jeg kan se på hans ansigtsudtryk, at han ved at hun er ked af det.

Don har altid været den mest følsomme af os, den mest kærlige af os. Han er nærmest den lim, der holder os alle sammen fast til hinanden, for han ved hvordan vi alle sammen forskelligt føler og han får tingene til at holde mellem mig og Leo. Uden Donatello, ville familien nok være skilt ad for længst. Min opmærksomhed fjerner sig fra Donnie og Chili, og vender sig mod åbningen til mit værelse. Og Zelinas. Jeg går op ad trappen og hen mod værelset. "Zelina?" Da jeg stikker hovedet ind ad åbningen, ser jeg en Zelina, der sidder under min hængekøje med ryggen mod væggen, knæene trukket op til hagen, mundvigene nedad og med en tåre ned ad den ene kind.

Det gør ondt på mig, at se hende ked af det. Jeg elsker hende rigtig højt... Hver eneste gang jeg ser hende, hver eneste gang vores hænder rør hinanden, hver eneste gang vi snakker sammen, og bare hver eneste gang vi er i hinandens selskab, banker mit hjerte hurtigere og jeg føler mig... glad. Lykkelig. Jeg elsker hende. Og jeg ville ønske, at jeg kunne indrømme det overfor alle andre end kun mig selv. Zelina tørrer hurtigt tåren væk og kigger forsigtigt den anden vej. Jeg går hen til hende og knæler foran hende. Hun ser mig ikke i øjnene. Jeg tager en finger under hendes hage og løfter hendes blik. Hendes øjne er fulde af tårer. "Hej Raph..." Hun snøfter og tørrer tårerne væk igen. "Zeze?", "Jeg har brug for noget opmuntring..." Det gør ondt i mit indre. Det gør ondt, at hun har ondt. "Fortæl mig hvad der sker først." Hun synker en klump. "Det..." Hendes stemmer ryster. "Det..." Tårerne strømmer ned ad hendes kinder. Jeg har selv lyst til at græde nu. Men jeg vil ikke gøre det værre. Og jeg vil ikke bare sidde og græde for øjnene af hende. Min hånd lægger sig forsigtigt på hendes hoved og jeg stryger hende over håret. Hendes sunde, fyldige, smukke, brune hår. Zelina bukker sammen, skjuler sit ansigt og begynder at hulke lavt.

Mit hjerte er lige ved at knuses ved synet. Jeg skynder mig at lægge mine arme om hende og trækker hende ind til mig, som ville jeg beskytte hende for omverdenen. Ingen vil få lov til at bore sine skarpe kløer i hende. Det er noget, jeg har lovet mig selv. ”Rolig nu...” Utroligt man skulle høre det komme fra mig. Zelina sukker med et rystende åndedrag, trækker sig blidt ud af min favn og tørrer tårerne væk. ”Jeg... Jeg har måske lidt hjemve.” Jeg lægger min hånd på hendes skulder. ”Hjemme i Danmark havde jeg fire brødre... Faktisk var de to yngste slet ikke i familie med mig, men jeg tog dem som lillebrødre. Mine forældre er skilt, så jeg boede to forskellige steder. Og så havde jeg også en hund hjemme hos min mor. Jeg kan huske alle de sjove og hyggelige stunder, jeg har haft med dem... Og lige så snart jeg tænker på det, får jeg rigtig ondt. Jeg ved, at jeg aldrig vil se dem igen. De ville sikkert ikke engang kunne genkende mig når jeg ser sådan her ud...” Zelina snøfter og fjerner en tot hår fra sit ansigt. Jeg synker en klump i halsen. Det må ikke være særligt sjovt at være pigerne. Deres forældre, søskende og andre i familien må jo være ved at dø af bekymring, de er jo aldrig kommet tilbage fra deres ferie.

Der var engang, hvor Mester Splinter bare pludselig forsvandt ud i det blå. Jeg var oprevet og rendte tit ud på tagene og ledte, og hver gang jeg ikke fandt noget, fik jeg det dårligere. Men mine brødre og jeg fandt ham til sidst, og så begynder den lange historie... Det kommer bare ikke til at være det samme med hensyn til Zelina og de andre. Jeg lægger igen mine arme om hende og hun trykker sig ind til mig. ”Det er okay, Zeze. I det mindste har du stadig en chance for at vise dem, at du er okay og er i god behold. Jeg ved ikke hvordan, men det vil lykkes en eller anden dag. Og jeg vil hjælpe dig. Det lover jeg.” Zelina omfavner mig og jeg krammer igen. Jeg kan mærke, at hun stadig ryster en smule, men hun er mere rolig nu. Jeg snuser duften af hendes hår ind, mærker hendes krop i mine arme og jeg kan mærke mit hjerte banke hurtigere igen. Jeg er glad for, at hun er her. Glad for, at hun er i live.
Og der er aldrig nogensinde nogen, der vil få lov at ændre på det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...