Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
899Visninger
AA

11. Raphael

11
Raphael

Christine viger hurtigt tilbage, da Don taber morgenmaden og Ubah bliver enormt forskrækket. Zelina ser slet ikke ud til at have opdaget noget. Hun må være et helt andet sted lige nu. Donnie går i panik og løber hurtigt op på sit værelse. "Er du okay?!", spørger Ubah. Jeg hører Chili hviske til sig selv: "For helvede..." Hun drejer hovedet og ser på Ubah. "Jeg har det fint... Nu bliver min hud bare helt klistret..." Hun gnubber sin ene overarm og kigger i den retning Donnie lige er flygtet. Jeg gør store øjne og står bare og kigger på Chili, der er helt dækket til af havregryn, mælk og sukker. "Typisk Donnie.", siger Mikey og griner. Det er overhovedet ikke sjovt. Jeg har lyst til at slå Mikey hårdere end jeg nogensinde har gjort oven i hovedet, men jeg holder min vrede tilbage og kigger hen mod Zelina. Af en eller anden underlig grund, beroliger hun mig. Zelina sukker et dybt suk og roder rundt i sin morgenmad med skeen. Hun har slet ikke opdaget at Chili lige er blevet badet i havregryn. Hun kigger hen på Chili, så på sin morgenmad og først da lægger hun mærke til at Chilis mundvige vender en smule nedad. "ÅH! Chili!" Hun klør sig i håret og ser lidt forvirret ud. "Hey Mike, kaster du ikke lige et håndklæde, eller noget?", spørger Ubah og kigger nervøst på Chili. Men Chili vifter bare med hænderne, for at slippe væk fra alle andres hænder. "Jeg har det fint, jeg vil ikke have noget håndklæde.". "Hun vil ikke have ét!", siger Mikey og slår ud med armene. Jeg sukker. "Jeg henter en klud at tørre op med." Jeg går hen til køkkenvasken, tager en klud og gør den våd.

Imens jeg vrider kluden, kan jeg høre Mester Splinter komme ud fra dojoen. Han går hen til os imens jeg tørrer bordet af for morgenmad. "Hvad er det der foregår, mine sønner?" Chili skal lige til at gå op til Don, men Leo spærrer vejen for hende. "Mester Splinter..." Stakkels Donnie. Jeg må hellere få snakket med ham senere på dagen. "Donatello, han tabte havregryn ned over Chili...", svarer Leo. "Jeg vil hen til Donatello!" Chili prøver at komme forbi Leo, men han er hurtig og griber fat i hendes overarme. Hun vrider sig og prøver desperat at komme fri. Jeg prøver bare at lade som ingenting og tørrer bordet af. Midt i en bevægelse stopper jeg op og kigger Zelina i øjnene. Hun kigger ikke tilbage, hun kigger direkte ned i sin morgenmad. Jeg sukker, tørrer færdigt og smider kluden hen på køkkenbordet. Da jeg sætter mig ned ved siden af Zelina, afbryder Mester Splinter endelig Leos kamp om at holde Chili fra Donatellos værelse. "Leonardo. Lad hende gå." Leo giver slip, men Chili løber ikke. Hun står og kigger på Mester Splinter. Mester Splinter nikker til Leo. "Donatello har brug for noget ro. Og jeg tror at det er bedst, hvis Chili går op og snakker med ham." Han kigger på Chili. "Gå." Chili skynder sig op ad trappen og forsvinder ind på Donnies værelse.

Det er synd for Don. Han har altid været den mest følsomme af os alle fire. Det kan godt være at Don og jeg er det fuldstændigt modsatte af hinanden, men Don er nok den eneste jeg kan åbne mig op overfor. Af mine brødre, selvfølgelig. Nu er Zelina her jo også. Jeg ser hen på hende, og hun kigger stadig ned i den tomme skål. Men så kigger hun hurtigt op på mig, men kun i få sekunder. Jeg lægger min arm over stolens ryglæn, og sukker. Mikey sidder og ser Superman i tv'et. Det er den eneste strøm af lyd, der skærer igennem luften mellem alle.

Pinlig tavshed. "Jeg hader pinlig tavshed.", siger jeg. "Lige om lidt kommer øksemorderen og dræber os alle sammen, og så er der ikke mere tavshed." Først kigger jeg på Zelina med et forvirret ansigtsudtryk, men det forsvinder da jeg begynder at smile. "Undskyld, jeg er lidt sær..." Hun kigger ned med et lille smil. "Well, øksemorderen kommer jo ikke, når vi lige har brudt tavsheden." Jeg læner mig tilbage i stolen. "Dammit...", hun løfter blikket og ser på mig. "Men Michelangelo siger ikke noget og heller ikke Ubah og Christine. Måske kan øksemorderen så komme alligevel? Eller, eller, endnu bedre... Jason Voorhees... Han burde da godt kunne komme, uanset hvad." Hun ser en smule nervøs ud og synker en klump. Jason Voorhees? Virkelig? Kender hun Jason Voorhees? Det vil jo sige at... "Jason Voorhees?", spørger jeg og læner mig frem mod bordet. "Han er nok en af mine favorit mordere.", siger jeg. "Jeg kan bedst lide Hannibal Lector.", svarer hun med et smil. "Hey, vent. Kan du også lide gyserfilm?" Zelinas blå øjne lyser op og hendes smil bliver bredere. "Selvfølgelig kan jeg lide gyserfilm! Ulempen er bare at Mikey bruger tv'et 24/7, og han er alt for kylling til at se dem." Jeg griner højt og kigger hen mod Mikey. Ubah sidder ved siden af ham i sofaen. "HEY!", råber han tilbage og jeg griner bare endnu mere. Zelina griner med. "Christine har det på samme måde." Ved siden af os slår Christine sig for panden.

"Hey, hvad siger du så til... Eh... At når Michelangelo er gået i seng, så... Kan vi, måske, se en gyser?", spørger hun. Hun rødmer, det kan jeg sagtens se. Hun kigger ned i skålen igen, men flytter hurtigt blikket igen og hendes blå øjne møder mine grønne. "Kun hvis du har lyst, selvfølgelig." Aaaah... Nu forstår jeg godt hvad hun hentyder til. Før jeg kan nå at svare, udbryder Mikey: "NANANANANANANANANA FATMAN, FABMAN, BATMAN!" Han svinger livligt med armene. Jeg ruller med øjnene og vender min opmærksomhed mod Zelina igen. For hun fortjener den i den grad. "Hvorfor ikke? Hvilken vil du se?" Jeg læner mig hen imod hende. Christine rejser sig, bærer ud og går hen til Leo. Endelig. Zelina når ikke at svare, før Mikey igen afbryder: "Hvad hvis jeg ikke går i seng?! Hvad hvis mig og Ubah ser en cowboyfilm?!" Ubah spidser læberne. "Vi skal blive oppe hele natten og se cowboyfilm." Zelina kigger hen på Mikey og griner. "Jamen det gør I ikke. Du falder i søvn." Mike rækker tunge ad Zelina og vender bare opmærksomheden mod Ubah. Zelina kigger på mig, og svarer: "Hm... En splatter - eller en psykologisk gyser. Sådan nogle kan jeg bedst lide. Men siden vi er her hos jer, bestemmer du."

Det kommer jo an på hvad jeg har. Jeg har måske en Hannibal Lector, det kan jeg ikke huske... Jeg ved at jeg i hvert fald har bare en af filmene fra Saw serien. Jeg har vidst også en Paranormal Activity, men jeg ved ikke om Zelina er til lige præcis det. Måske? "Altså... Er der en bestemt en du tænker på, for jeg ved ikke om vi har det hernede?" Jeg vifter enderne på min bandana væk fra min skulder, så de lægger sig på mit skjold. Hun sidder og tænker lidt.

Pludselig hører jeg Mikey ovre fra sofaen: "Din veninde er vidst døv, Ubah." En vrede og ophidselse hober sig op i mig, for jeg ved at det er Zelina han snakker om, og af en eller anden grund bliver jeg utroligt vred over hans sætning. "LUK SKJOLDET!" Jeg griber fat i min ene sai, der sidder i mit bælte, og kaster den hen mod sofaen. Michelangelo skriger som en lille pige og dukker sig. Saien bliver spiddet ind i sofaen, liger præcis det sted, hvor jeg ville have den skulle sidde. Mikey stikker hovedet frem og kigger ned på min sai. "Jeg blev overhovedet ikke bange, Raphael.". "Du vil måske have mere?!", vrisser jeg af ham. Jeg drejer hovedet og kigger på Zelina. Åh nej. Nu synes hun sikkert at jeg er en kæmpe idiot, med det største temperament nogensinde, der hele tiden prøver at spidde sine brødres hoveder med sin sai. "Det må du undskylde." Jeg kigger ned. "Jeg tænker vel bare... Og så er jeg lidt irriteret over det med Michelangelo og Ubah... Desuden kan vi jo se Silent Hill, hvis I har den.", siger hun. Da hun hører mit suk, tager hun fat i min hage og får mig til at se hende i øjnene. Hun griner let. En sød latter. "Han fortjener det."

Zelina... Jeg er enormt glad for at jeg mødte hende. Da hun sov hos mig i nat, snakkede vi om alt muligt. Jeg hørte endda hvor god hun er til at synge. Hun fortalte mig deres baggrundshistorie, om deres tur til New York og om hvordan de blev splittet fra Ubah efter deres mutation. Om natten vækkede hun mig, da jeg lå og snorkede i min hængekøje, der hænger højt oppe. Hendes madras lå under min hængekøje og for at kunne komme op i min hængekøje, skal man klatre armgang i et stativ. Det satte jeg op, for at træne mine muskler. Mens hun hang der i armgangen, fortalte hun mig at hun havde haft mareridt og at hun hader mareridt. Jeg spurgte hende hvorfor hun fortalte mig det, og det så ud til at hun blev såret. Jeg nåede at gribe fat i hendes arm, før hun vendte sig om og sagde til hende, at hun bare kunne sove hos mig... I hængekøjen. Hun blev tydeligvis glad, og jeg synes jeg så hende rødme. Om morgenen vågner jeg så ved, at vi ligger i ske.

Pludselig fornemmer jeg et eller andet, og bøjer mig hurtigt, men ikke voldsomt, fremover og dukker hovedet. Min sai flyver lige over hovedet på mig og jeg sætter mig op igen. Ud af øjenkrogen, ser jeg at den har sat sig fast i væggen. Jeg smiler selvglad over mine højt udviklede evner og lægger armene over kors. Zelina kigger på mig og gør store øjne. "Du er jo magisk! Hvis det var mig så... Tja, du kender nok godt svaret." Jeg sætter en finger for min tinding som en pistol og griner. "Lige igennem. Jeg er mere ninja end min lillebror her. Han træner overhovedet ikke, men det gør jeg, som du nok kan se." Jeg viser min ene overarm frem og spænder i mine muskler. Ja, det kan godt være at jeg blærer mig utroligt meget, men jeg har lov til at nyde det! Og hvorfor ikke vise det frem alligevel, når jeg har større muskler end alle mine brødre og når Zelina sidder lige foran mig? "Det kan jeg se.", svarer Zelina og kigger smilende på min overarm. Skjold da kæft, hvor jeg glæder mig. Jeg glæder mig så utroligt meget.
Det eneste jeg kan tænke på lige nu, er på i aften. I aften, hvor jeg skal se film sammen med hende, som jeg tror jeg er ved at forelske mig i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...