Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
905Visninger
AA

3. Raphael

3
Raphael

En let brise blæser mig i ansigtet, og får min bandanas ender til at danse om hinanden i vinden. Nattehimlen er klar og sort, fyldt med stjerner, og månen lyser ned over New York City. Og lysene og larmen fra byen svarer igen. Skjold da kæft, hvor jeg elsker at bo her. Spørg mig ikke hvorfor, men larmen fra byen beroliger mig faktisk. Jeg kan ikke engang falde i søvn, hvis jeg ikke kan høre metroen buldre oven over mig. Jeg er ligeglad med hvad andre synes, om jeg er mærkelig eller ej, det er deres problem. Pludselig kan jeg mærke at mine hænder er knyttede. Men jeg tænker ikke så meget over det, det føles ret naturligt for mig.

Det får mig til at tænke på dengang Mikey fyldte mine hjemmesutter med barberskum. Mikey! Han har ikke fået sin straf endnu. Et slag over hovedet. Tanken får mig til at smile ondskabsfuldt. Åh, hvor bliver det skønt at komme efter ham og nakke ham en. Jeg vender mig om mod trappen og går hen til den. Hvor var det nu jeg så Mike sidst? Enten er han inde på sit værelse, spiller computerspil eller leger med knapper inde i skjoldvognen. Jeg går ned ad trappen og hen til garagedøren, og lukker den op. Da jeg går ind i garagen og lukker klappen, hører jeg noget larme inde i skjoldvognen.

Det onde smil smører sig over mine læber igen. "Hey Mikey." Jeg vender mig langsomt om og mine grønne øjne hviler på den store bil, som Don har peppet op. Larmen fortsætter samtidig med at jeg går hen bag ved skjoldvognen. Pludselig stopper lydende. "Åh ja, Michelangelo, du er knibe nu!" I en lumsk latter flår jeg døren op, der sidder bagpå skjoldvognen, og stamper ind i bilen. Men her er ingen Mikey. "Spike!"

Spike sidder oppe i forruden og træder rundt på alle mulige knapper. Han kigger på mig med store øjne. "Hvad laver du her, Spike?" Jeg går hen til rattet og samler Spike op. Han kravler op på min skulder. Spike er min kæledyrs skildpadde. Den mest trofaste ven jeg har haft. "Hvordan i alverden er du kommet herop?" Han lægger hovedet på skrå og blinker med de store, gyldne øjne. "Jeg vidste ikke, at du kunne tage elevatoren, Spike." Jeg ler lidt for mig selv over min platte joke og vender mig om mod bagdøren. Jeg går ud af den og mørket omslutter mig endnu engang. ”Jeg må hellere få dig tilbage i dit lille hjem, Spike.”, hvisker jeg. Jeg kan mærke Spikes hoved mod min kind, da jeg træder ind i elevatoren og venter på at den kører ned.

Jeg når ned i hulen igen, hvor jeg ser Leo stå og træne katana og Donnie sidder ved sin computer. Som sædvanlig, kan nørden ikke undvære sin computer i bare ét minut. Jeg sukker, en smule irriteret og udmattet og går hen til trappen, men Leo når at afbryde før jeg tager et skridt til. ”Raph, hvor har du været hele dagen?! Du skulle have trænet i dag, det sagde Mester Splinter jo!” Jeg beslutter mig for ikke at blive irriteret. Ikke i dag, Leonardo. Du slipper denne gang. ”Ja, ja.”, svarer jeg med et suk og går op ad trappen. Resten af vejen til mit værelse, løber jeg. Spike siger en lille lyd da han ser sin madskål på mit bord, hvor et lille salatblad ligger i skålen. Han kigger på mig med store øjne og jeg kan ikke lade vær med at le. ”Jeg ved det godt, Spike! Du kan få din mad nu!” Jeg går hen til bordet og sætter Spike på det. Spike går ret så langsomt, så jeg hjælper ham hen til madskålen ved at puffe blidt til hans skjold. Han er tydeligvis tilfreds nu. ”Okay, Spike. Jeg skal lige hen til Mikey og give ham hans straf. Du bliver her ikke? Tag en bid af dit blad, hvis du synes det er okay.” Der går to små sekunder og så tager Spike en bid af bladet. Jeg smiler. ”Det tænkte jeg nok. Vi ses, brormand!” Jeg drejer om på hælen og går ud af mit værelse. Nu skal jeg bare hen til Michelangelos værelse og give ham en over hovedet. Heroppe fra kan jeg se Leo stå med armene over kors og kigge strengt på mig. Don er fuldstændig koncentreret om sin computer. Jeg sender Leo et irriteret blik.

Hvorfor skal Leo hele tiden bestemme over mig? Bare fordi han er den ældste og vores leder, betyder det ikke, at han skal være herre over mit liv! Han er bare så... Grrr! Jeg ryster kraftigt på hovedet og vender blikket den anden vej. Løber så hen til Mikeys værelse. Jeg braser ind uden varsel. ”DU HAR LAVET DIT LIVS STØRSTE FEJLTAG-” Jeg afbryder mig selv, da jeg ser at der mangler noget. Her er ingen Michelangelo. Måske har han bare forudset min plan og gemt sig? ”Mike, jeg gider ikke dine numre! Kom frem! Opfør dig som en turtle!” Ikke en lyd. Jeg går længere ind på værelset. ”Mikey?” Ingenting. Er han her overhovedet? Jeg kan ikke se ham nogen steder. Det kunne måske også bare være fordi han roder ad skjold til, men lige meget. Nej, han er her ikke.

Jeg vender mig om og går langsomt ud af værelset. Han kan ikke være taget ud og køre, for hans skateboard står på værelset. Og han er ikke nede ved fjernsynet og spille videospil. Jeg går lidt hurtigere ned ad trappen og hen til Donatello. ”Hey Donnie, har du set Mike?” Han stirrer på skærmen samtidig med at han svarer. ”Nej. Ikke siden i morges, hvor han rendte ud i kloaktunnellerne. Han er ikke kommet tilbage endnu.”

”Men det burde han være.” bryder Leo ind. ”Mikey ville ikke bare gå rundt i kloakkerne uden noget at lave, som at stå på skateboard. Han ville begynde at kede sig for hurtigt og tage hjem.” Problemet er så bare lige at han ikke er hjemme. Don løsriver sit blik fra skærmen og kigger på mig. Jeg sender blikket videre og kigger på Leo. ”Og hvad skal vi så gøre, åh store og vise leder?” spørger jeg sarkastisk. ”Kom.” svarer Leo med et kast med hovedet. Han løber hen til elevatoren, åbner døren og træder ind. Mig og Don kigger på hinanden i to sekunder og løber så efter Leo. Da elevatoren er kørt op, vifter Leo med hånden som et tegn på at vi skal følge med. Han går hen og trækker garagedøren op. Det er stadig nat. Leo løber videre, op ad trappen og op på taget hvor jeg var før. Jeg kommer sidst op. Mig og Don står nu på hver sin side af Leo. Der går et stykke tid før han begynder at snakke. ”Okay, drenge. Nu skal vi tage os sammen.” Åh nej, ikke igen! ”Vores bror er forsvundet og vi er nødt til at finde ham! Han kunne være hvor som helst. Og hvis han bliver opdaget...”

Leonardos stemme glider væk fra min hørelse, imens jeg står og glor på ham. Jeg gider ikke skulle høre på hans vrøvleri. Lad os nu bare komme i gang! Jeg kan sagtens passe på mig selv. Og det kan jeg bevise. Imens Leo kigger på Donatello lister jeg mig lydløst væk og ned ad trappen. Da jeg står nede på asfalten, spejder jeg efter et kloakdæksel. Der er et midt ude på vejen. Jeg holder mig inde i skyggerne og kigger mig forsigtigt omkring. Ingen mennesker eller biler. Jeg løber halvvejs over vejen og knæler ved kloakdækslet. Det føles tungt og koldt om mine hænder da jeg løfter det, og det sorte, gabende hul i jorden viser sig. Jeg kigger mig tilbage engang for at tjekke om Leo og Donnie har set mig. Men Leonardo vrøvler stadig. Han har ikke engang opdaget, at jeg er væk. Jeg glider stille ned i hullet, sætter fødderne på stigen, holder fast i stigen med den ene hånd og med den frie tager jeg kloakdækslet. Jeg når lige at høre Leo råbe mit navn inden jeg smækker dækslet i over mit hoved.

Mørket sluger mig og da jeg er nået ned ad trappen er jeg tilbage i mit hjem. Kloakken. Godt så. Hvor kunne en som Mikey befinde sig lige nu? Jeg kigger rundt og er lige ved at få mine bandanas ender i ansigtet. Jeg er midt i en tunnel. De to veje jeg kan vælge er højre eller venstre. Efter at have tænkt det der er mindre end et minut, beslutter jeg mig for at gå til højre. Her er lysere i den næste tunnel, og jeg regner ikke med at Mikey ville gå den mørke vej. Han er stadig bange for mørke.
Ved du hvad man får når man krydser en kylling og en skildpadde? Mikey. Han er bange for mørket og har været det siden vi var små! Helt ærligt, han er ninja og så er han bange for mørket? Hvad er der galt med ham? Imens jeg går og tænker, går jeg bare som om mine ben er sat på autopilot. Jeg ender i mørkere og mørkere tunneller, og til sidst kan jeg kun se noget på grund af lyset fra risterne. Det kan godt være at Michelangelo er mørkeræd, men det skader da ikke at lede. Jeg vil vædde med at han ikke-

Der. Lige der, i lyset fra en af risterne. Jeg kan kende hans orange bandana. Han sidder på knæ, med ryggen til mig. Han er bøjet over noget. Eller nogen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...