Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
876Visninger
AA

22. Michelangelo

22
Michelangelo

Raphs grønne øjne udstråler ikke andet end raseri. Han står med siden til mig og kigger ned mod gadelygterne på den forladte vej, mens byens energi lyser hans ansigt op. Den kolde aftenvind tager fat i de løse ender på hans røde bandana og får dem til at danse blidt om hinanden. Han siger intet, stirrer bare ned fra taget.

Jeg siger heller ikke noget. Med Raph stående ved siden af mig, sidder jeg på kanten af taget og dingler med benene. Der har været total stilhed mellem os lige siden vi gik herop. Raph er tydeligvis sur. Nej, ikke sur, vred. Nej, heller ikke vred. Hans syder af raseri. Normalt plejer jeg at fyre jokes af og opfører mig underligt, for at muntre ham op, når han er så sur. Men selv jeg ved, at det ikke er tidspunktet at fjolle rundt på.

Jeg udløser et dybt suk, og mine skuldre sænker sig. Vi har alle sammen været i chok efter hvad der skete med Zelina og Chili. Men jeg tror mest, at det er Raph, der føler sig skyldig. Nu har jeg ikke forstand på hvad andre folk føler, men jeg har levet sammen med Raph hele mit liv, og jeg ved, at han altid har skullet være den stærkeste, den modigste. Lige siden vi var små børn, har han drømt om at blive lederen af teamet, indtil Leo han fik titlen af Mester Splinter. Men selvom… Selvom at Raphs drømme blev knust, har han stadigvæk noget af det der tilbage, tror jeg. Han virker som at han… ligesom vil beskytte os. Selv Mester Splinter, som vi alle godt ved kan klare sig selv, siden han er så hardcore, som han er.

Jeg ser op på Raph, men han kigger ikke igen. ”Raph-”, ”Lad vær, Mikey.”, afbryder han, før jeg kan nå at sige noget. Hans arme ligger over kors og han ser væk. ”Jamen, Raph-”, prøver jeg igen, men han afbryder mig igen. ”Jeg ved godt, hvad du har tænkt dig at sige,”, siger han hårdt, og med en smule mere hævet stemme. ”At det ikke var min skyld, at jeg ikke kunne vide det, at det nok skal gå.” Raph drejer hovedet, og ser på mig med kolde øjne. ”Men ved du hvad? Det er fuldkommen løgn!” Han sænker armene og hans muskler i overarmene spændes, mens han går tættere på mig. Jeg viger tilbage fra ham og gør store øjne. ”Det er løgn!”, svarer jeg. ”Jeg mener… Det er løgn, at det er en løgn! Det er en løgn, det du siger, for det er ikke en løgn!” Jeg rejser mig op fra kanten og går væk fra den, og tættere på Raph.

”Bare hold op!”, siger Raph, næsten råber. ”Jeg gider ikke dine åndssvage jokes!” Han går et skridt tættere på. ”Og jeg prøvede heller ikke på at være sjov!”, svarer jeg ham, ligeså vred og med samme tone. ”Jeg prøver på, at hjælpe dig!” Raph skubber mig voldsomt væk fra sig, og jeg vakler, prøver desperat at få balancen igen. ”Du kan ikke hjælpe med noget som helst, Mike! Du kan ikke ændre det på nogen måde!” Jeg tier. Måske er det bedre, at jeg bare lader ham råbe i fred. ”Hvis jeg havde holdt øje med hvor Zelina gik hen, hvad tror du så, der havde været sket?! Hvis jeg havde holdt øje, var hun aldrig gået derop alene! Hvis jeg havde holdt øje, var Chili heller ikke bare gået! Kan du ikke se det?!”

 

Han virker forpustet, af en eller anden grund. Hans skuldre ryster, og det samme gør hans åndedrag. Jeg har aldrig set ham sådan her før, og jeg har levet sammen med ham i femten år. ”Jeg har bragt alle i fare så mange gange! Da vi var små, blev Leo og jeg angrebet af en alligator, der på en eller anden måde var kommet ned i kloakkerne, på grund af mig! Jeg har engang været ved at give Donnie en på kæben, bare fordi jeg blev fornærmet! Min vrede har gjort, så jeg engang havde tænkt mig at tæve dig med et jernrør, men jeg blev holdt tilbage af Leo og Don! Jeg var ikke engang i stand til at finde Mester Splinter, da han forsvandt!”

 

”Men Raph…”, han ser på mig. Han ryster stadig. ”Du slap væk sammen med Leo. Du slog ikke Don. Og du sagde undskyld til mig, efter at du havde været lige ved at slå mig med røret.” Raph ser væk. Hans blik er rettet mod gaden igen. ”Du er ikke nogen ond person. Prøv at tænke over hvor mange liv, du har reddet.” Han ser stadigvæk ikke på mig. ”Og jeg kan tage liv uden overhovedet at tænke. Hvis jeg ikke snart tager mig sammen, vil Zelina måske-”, han afbryder sig selv og står stivnet. Hvad vil Zelina? Hvad er det, han snakker om? Jeg ved, at Zeze og Raph er værelseskammerater og de er rigtig gode venner… Han bliver ved med, at snakke om hende.

 

”Vent lidt…”, siger jeg, og går tættere på Raph. ”Du er forelsket i Zelina, er du ikke, Raph?” Raph ser brat op på mig. I stedet for at svare, går han hen til mig, og læner sig helt hen imod mig, så vores ansigter er få centimeter fra hinanden. ”Mikey… Zelina er den mest fantastiske og den smukkeste pige, jeg nogensinde har mødt.  Når jeg har lyst til at smadre hele mit værelse i al raseri, kan blot hendes smil få mig til at køle ned på en tid, der er mindre end sekunder. Hendes latter giver mig håb for, at alt bliver okay. Alt ved den pige, gør mig tryg. Derfor vil jeg også have, at hun skal være tryg ved mig. Jeg gør alt hvad jeg kan, for ikke at flippe ud på nogen, når hun er i nærheden. Jeg gør alt hvad jeg kan, for at forstå hende og trøste hende. Og jeg gør alt hvad jeg kan, for at beskytte hende.”, hans stemme er begyndt at ryste igen. ”Jeg har lovet mig selv, at uanset situationen, vil jeg beskytte hende. Lige meget om jeg skal ofre mig selv, for at hun er i sikkerhed. Men at beskytte hende jeg elsker, bliver et problem, når jeg ikke engang kan undgå, at hun næsten bliver slået ihjel på overfladen.”

 

Jeg er helt mundlam. Raph har aldrig nogensinde i hele vores liv indrømmet den salgs overfor en af hans brødre. Og især når det gælder mig. Michelangelo, den mindste af alle brødrene, der irriterer ham så tit, at man ikke kan holde tal på det. Raphael, den næstyngste af alle brødrene, der altid har været den stærkeste og den modigste af os alle, indrømmer hans følelser overfor Zelina, og det er mig der får det af vide?

 

Jeg ser Raph direkte i øjnene. De er fulde af tårer. Raph bakker væk fra mig, og hen til kanten af taget. Han siger ikke noget. Han står bare med den ene fod på den forhøjede kant af taget, og ser på mig med et trist ansigtsudtryk. Og uden et ord, vender han sig om og hopper over på det næste tag. Mens jeg står her med blæsten i min orange bandana, ser jeg på min ulykkelige storebror, der begiver sig ud mod centrum af New York City.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...