Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
857Visninger
AA

14. Michelangelo

14
Michelangelo

Jeg tager mine hørebøffer med mikrofon på, og rækker kontroller nummer et til Ubah. Da jeg går hen og tager to'eren til mig selv, begynder spillet at starte på computerskærmen. Jeg sætter mig ved siden af Ubah igen og kigger på hende med missende øjne. "Let the game... begin!" Hun smiler til mig og kigger på kontrolleren i sine hænder. "Hvordan gør man?", "Jo, denne her styrer du med..." Jeg viser hende lynhurtigt hvordan man gør, inden spillet er rigtigt begyndt, og vi er kommet ind på karakter design. "Nu skal du bare vælge din karakters udseende! Min er mega awesome.", siger jeg med et smil og laver min sædvanlige superhelte stilling. "Okay..." Hun kigger koncentreret på skærmen med tungen ude af munden. Da jeg kigger på skærmen, ser jeg at hun bare sætter en masse tilfældige ting sammen, så hendes karakter ser mega grim ud. Jeg håber ikke at hun mener det alvorligt! "Sådan!", griner hun. "Ej, okay.". "Må jeg prøve?" Jeg smiler til hende og rækker min hånd frem mod hende. Hun nikker, rækker mig kontrolleren og jeg begynder på mit mesterværk. Jeg giver hendes karakter en hvid og gylden rustning på, en matchende hjelm og et sejt sværd. Nu ligner hendes karakter min på en prik! "Tadaa!" Ubah tager kontrolleren og ændrer kønnet på karakteren, så hendes er en pige. Nu ligner hendes så min, bare i dame, pige, hunkøn, eller kvinde version. "Så har du drenge dig, og jeg har pige dig! Så laver vi et helt herredømme sammen!" Hendes smil får varmen til at brede sig i kinderne. Siden den dag, hvor jeg fandt Ubah bevidstløs i kloakkerne, har vi klikket virkelig godt. Hun var lidt genert i starten, men nu er vi allerede de bedsteste venner! Og måske kan jeg også lide hende lidt... Altså lide, lide. "Det skal hedde..." Jeg sender hende et lumsk blik. "Mubah-riget!", "Eller, eller... Ubalangelo-riget!" Ikke dårligt! Jeg gisper begejstret, og lægger en hånd på hendes skulder. "Endnu bedre! Du er næsten ligeså god til at finde på navne som mig! Men kun lidt, for jeg er mester i at finde på navne til ting. Huyaaah." Med mine fantastiske ninja-evner, laver jeg en perfekt ninja-stilling. "Det tror jeg på! Men kan du så finde på et kælenavn til mig?" Jeg åbner munden for at svare, men når det ikke, da jeg bliver afbrudt. "Ubah?"

Ubah vender sig om. "Hej Chili." Hun smiler. "Mig og Mikey spiller, vil du være med?" Chili kigger på skærmen og viger lidt tilbage. "Nej... Ellers tak." Underlig pige. Hvordan kan man sige nej til Superquest?! Hun trækker lidt på den ene mundvige og rømmer sig. "Er Zelina og Raphael sammen lige nu?" Jeg kigger undrende på hende. "Er du da sindssyg, de er nærmest klistret sammen med lim! Hmm... Gad vide hvad de laver lige nu? If you know what I mean!", svarer jeg og er lige ved at flække af grin. "Uuuh..." Ubah begynder også at grine. "Erh... Bare glem det." Chili træder et par skridt tilbage, vender sig om og går tilbage til køkkenet. "Nej Chili, ikke gå!" Ubah rækker hånden ud efter hende, men det er allerede for sent. Det lyder altså sejt, når man siger 'Men det er allerede for sent'! "Vi mistede hende, Mike..." Hun sukker kort, men drejer så hurtigt hovedet, da Chilis stemme lyder ovre fra spisebordet. "Det er okay, Ubah! Bare fortsæt med spillet!" Jeg trækker på skuldrene. "Nå, lad os vende tilbage til dit kælenavn. Hmm..." Ubah kigger på mig med store øjne. "Dit kælenavn skal være... Ubisoft!", siger jeg med et grin. "'Ub' minder om dit navn, din hud er blød og Ubisoft er navnet på nogen, der laver spil, og jeg elsker spil!" Jeg smiler og kan ikke lade vær med at rødme lidt. "Ubisoft...", gentager Ubah og spidser læberne. "Ubiblød..." Hendes blik falder ned på sofaen.

Åh nej... Det var dumt sagt, Mikey! "Hmm..." Ubah kigger på mig igen og holder en lang pause. "Okay!". "Puha Ubah, du var lige ved at give mig et hjertehop!" Ubah sender mig et forvirret blik. "Et hjertehop?", "Eller hedder det hjertestop?" Jeg lægger en hånd på min brystkasse og laver en underlig grimasse, som får Ubah til at grine. Hendes latter er stille og forsigtig, men det får hende kun til at se meget sødere ud. Mine kinder bliver røde og jeg trækker op i skuldrene. "Jeg var lidt bange for, at du ikke kunne lide dit kælenavn, hvis jeg altså lige skulle indrømme det." Ubah stopper med at grine og læner sig hen imod mig. "Jeg kan da godt lide mit kælenavn! Og du er jo mester i at finde på navne til ting!" Jeg laver en trist grimasse. "Men du er jo ikke en ting. Du er Ubah!" Hun nikker ivrigt. "Men det er stadig rigtig godt!" Jeg smiler stort og det ser ud til at smitte af på hende.

"Nå, lad os så komme i gang med at spille!", siger jeg og vælger multiplayer i Superquest. Vores karakterer starter i midten af landsbyen, hvor drager og pegasusser flyver over vores hoveder. Rundt omkring os, går der en masse online spillere rundt og få snakker med hinanden. Jeg kigger hen på Ubah og ser at hun ikke har sine hørebøffer med mikrofon på. "Ubah! Du skal tage hørebøfferne på!" Hun kigger på mig med undrende øjne. "Skal jeg? Hvor er de?", hun kigger forvirret rundt. "De ligger lige foran dig." Hun kigger på sofabordet og vi begynder begge at grine. "Nårh ja!" Hun tager dem på hovedet og vi vender vores opmærksomhed mod spillet. Ubah får sin karakter til at gå rundt i cirkler. "Hvad skal vi nu, hvad skal vi nu, hvad skal vi nu?" Jeg får min karakter til at gå hen mod kroen og Ubah følger efter. "Vi kan udføre nogle opgaver, som at slagte monsterfrøer og få en masse penge for det!", siger jeg og smiler. "Virkelige penge?" Vi når ind på kroen, hvor der sidder en masse grupper af spillere ved hver sit bord. "Nej, nej. Vi får questmoney, som vi kan bruge på opgraderinger og andre ting!" Vores karakterer sætter sig ved siden af hinanden henne ved baren. "Hvad kan vi for eksempel bruge dem til?", spørger Ubah. "Man kan købe fede rustninger, nye våben, opgraderinger til våben, nyt karakterdesign. Men ved at klare opgaver, kan man også få en masse andre ting, som ikke er questmoney. Ting, som man kan komme til at få brug for på alle de eventyr man kommer på! Lige nu kan jeg dog ikke komme videre i Superquest..." Ubah får sin karakter til at dreje hovedet og kigge på min. "Hvorfor ikke?", "Jeg er nået til en helt vildt svær drage, og jeg har prøvet at kæmpe mod den op til femten gange, men intet har virket!" Min karakter kigger hen mod hendes. "Så tør jeg ikke at kæmpe mod den drage..."

Pludselig er der en anden spiller, der lægger en hånd på Ubahs skulder. Hun drejer hovedet. Spilleren er en kriger med sort rustning, dragevinger og et skyggesværd. Han er to niveauer højere oppe end mig! "Hey snuske. Så... Du er nybegynder, hva'?" Virkelige mig drejer hovedet og kigger på virkelige Ubah, men hun kigger stadigvæk på skærmen. Men hun ser meget nervøs ud. "Øh... Ja, det er jeg..", hendes stemme ryster en smule. "Hvorfor følger du så ikke bare med mig, i stedet for at hænge ud med denne her noob? Jeg kan give dig en langt bedre rundvisning." Åh, det gjorde han bare ikke! Jeg vrisser, får min karakter til at rejse sig og skubber den anden spiller væk fra Ubah. "Hey, hun er sammen med MIG! Og du kan ikke få hende! Tag og smut med dig, for Ubah ville aldrig nogensinde hænge ud med sådan en kedelig og ikke morsom fyr, som dig!" Den anden spiller fnyser, vender sig om og går. Jeg sukker og får min karakter til at sætte sig ved siden af Ubahs igen. "Hvorfor gjorde du det, Mikey?" Min karakter kigger på hendes. "Han virkede ikke som en rar fyr. Og jeg ville ikke lade en ikke rar fyr slæbe dig med efter sig. For du fortjener ikke sådan en fyr." Jeg kan ikke lade vær med at rødme over det jeg lige sagde. Jeg håber ikke at Ubah har set det! "Det er rigtig sødt af dig, Mikey." Jeg drejer hovedet og møder virkelige Ubahs røde øjne. Hun smiler forsigtigt til mig og jeg smiler tilbage.

Samtidig vender vi begge to vores opmærksomhed mod skærmen igen. "Mikey?" Min karakter rejser sig op, og stiller sig overfor Ubah. "Jep?", "Jeg glæder mig altså rigtig meget til, at vi skal se cowboyfilm sammen.", siger hun. Hendes stemme ryster ikke mere. Hun lyder rigtig glad. "Tja... Jeg kan bare godt lide at være sammen med dig hele tiden. Du er meget sødere end mine brødre, og så er du også rigtig sjov!" Ubah har en lidt underlig humor, men det er det, jeg synes der er det sjove ved hende! Og hun slår mig ikke i hovedet hele tiden, ligesom Raph gør. Hun er helt fantastisk. "Jeg synes altså at du er meget sjovere end mig.", svarer Ubah. Hun får hendes karakter til at gå rundt i cirkler igen. Jeg leger med og griner stille. "Ved du hvad, Ubisoft? Så kan vi lave en alliance sammen, fordi vi begge to bare er så smukke og sjove! Og vi har et kæmpe herredømme, Ubalangelo-riget!" Ubah fniser og det får mig til at smile.

"Ved du hvad, Ubah? Skal vi ikke se noget tv?" Virkelige os kigger på hinanden. Ubah nikker. "Okay." Jeg smiler til hende og afslutter så spillet. Hun rækker mig sin kontroller og hørebøffer. Jeg tager også mine af, lægger tingene væk, slukker for Donnies bærbar og min playstation og stiller det ved siden af sofaen. "Okay Ubisoft, siden du er min ærede gæst og min bedsteste veninde, så må du bestemme hvad vi skal se!" Jeg tager fat i fjernbetjeningen og rækker den frem mod hende, mens jeg bukker for hende. "Ubah, min ærede herskerinde, De har nu herredømmet over mit tv og min fjernbetjening, som min bror, Raphael Hamato, hele tiden tror han ejer." Ubah rejser sig fnisende og nejer. Hun tager fjernbetjeningen og tænder for tv'et. "Lad os se..." Hun zapper lidt mellem kanalerne, og finder til sidst en tegneserie. "Du kan godt lide tegneserier, ikke?" Hun sender mig et spørgende blik. Jeg gør store øjne og nikker ivrigt. "Jeg ELSKER tegneserier!" Et smil breder sig over mine læber, da jeg griber fat i Ubah og trækker hende med mig ned i den blå sofa. Hun hviner og da vi lander kigger vi først på hinanden i tavshed. Så begynder vi at grine. Uden at sige mere, vender vi begge opmærksomheden mod tegneserien i tv'et. Min arm ligger på sofaens ryglæn, lige over Ubahs skuldre. Pludselig mærker jeg Ubahs hoved mod min arm. Jeg rødmer og kigger hen mod hende, men det ser ud til, at hun slet ikke ved, at hun sidder så tæt op ad mig. Men jeg siger ikke noget. Jeg nyder det bare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...