Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
906Visninger
AA

6. Michelangelo

6
Michelangelo

Jeg kender ikke nogen af de piger, der står foran mig, bortset fra Ubah. Den ene er høj, tynd, en skildpadde og har krøllet, blond hår, den anden er et firben, er normal højde og har brunt hår og den tredje er på højde med den anden, mørkeblond hår og en skildpadde. Alle tre står og stirrer på mig og Ubah, og mine brødre glor på mig på en ubehagelig måde. Jeg ved ikke om jeg skal kalde det pinligt, eller ej. Måske er det lidt pinligt, nu hvor Mester Splinter også er her...

Jeg prøver bare at lade som ingenting, ved at smile, som jeg jo gør det meste af tiden. Pludselig bryder den høje og firbenet tavsheden: ”Ubah!” Pigen med det mørkeblonde hår løber hen til Ubah og trækker hende væk fra mig. Jeg kigger undrende på hende. ”Hvad har han gjort ved dig? Jeg skal nok ordne ham, Ubah!” Hun rusker i Ubah, men Ubah klemmer bare øjnene sammen og kigger på mig, mens hun svarer pigen. ”Han er min ven... Han har ikke gjort mig noget...”. ”Åh..”, svarer pigen og kigger også hen mod mig, mens hun taler til Ubah. Hun virker lidt kuk-kuk! ”Undskyld, Ubah.”, siger hun og bider sig i læben. Den høje løber over til Ubah og krammer hende. ”Ubah, hvor er vi glade for at se dig!” Hun smiler næsten ud over hele ansigtet. Mit smil er derimod blegnet, for jeg er mega forvirret. ”Vi troede du var forsvundet for altid...”, siger firbenet. ”Eller... Jeg gjorde i hvert fald.” Hun griner, men fortsætter sin sætning, eller hvad man nu kan sige. ”Ej, det er godt du er tilbage.” Ubah spidser læberne og krammer overhovedet ikke med, da den høje stadig har armene slynget om hende. Haha!

Hun smiler. ”Mig og Mikey har haft det vildt sjovt!” Det er helt rigtigt! Vi har spist pizza, spillet videospil, joket, puttet mere barberskum i Raphs hjemmesutter, læst tegneserier og.. Jeg har sikkert pralet lidt af mine super, seje ninja evner. Jeg er jo en hel del klogere, bedre og kønnere end alle mine brødre! Så det er jo klart, at Ubah synes det var sjovt!

Pludselig hører jeg Raphael knurre ad mig. Jeg vender mig hen mod ham. Han har armene over kors og kigger irriteret og vredt på mig. ”Mikey!” Åh nej! Jeg vil ikke slås i hovedet! Og da heller ikke, fordi jeg har reddet Ubah fra at drukne i kloakslam? Okay, måske ikke det, men jeg er jo en superhelt? ”Hvad?!” Jeg sukker opgivende. ”Hun var besvimet, og på en eller anden måde endt hernede! Hvad skulle jeg ellers gøre?!”. ”Reddede du hende?” Jeg drejer hovedet, og ser skildpadden med det mørkeblonde hår kigge på mig med missende øjne. ”Jeg er en superhelt!”, svarer jeg hende og smiler. Raph knurrer og giver mig en over hovedet. ”AV!” Jeg tager mig til hovedet, sukker irriteret og ruller med øjnene. Leonardo sukker. ”I det mindste er du da uskadt.”

Pigen med det mørkeblonde hår kigger over på Donnie, men kigger hurtigt væk igen og vender sig mod Mester Splinter. ”Undskyld, men… Vi kender ikke dit navn.” Mester Splinter bukker. ”Splinter.” Pigen med det mørkeblonde hår kigger rundt på pigerne og så tilbage på Splinter. ”Splinter... Mig og pigerne, vi... Vi bliver nødt til at skjule os på gaderne og vi har intet sted at være. Kan vi.. Jeg ved ikke... Kan vi overnatte hos jer indtil vi finder ud af noget?” Virkelig? Det ville være for fedt! Kom nu, Mester Splinter, sig nu ja! Sig nu ja!

Jeg begynder at ømme mig i baghovedet, da Raphaels slag gør utroligt ondt. Ubah går hen til mig. ”Er du okay?” Jeg nikker til hende med et smil. Mit blik vandrer rundt på de andre og ender på Leo. Han kigger først på Splinter, så pigen, så Splinter, så pigen, så Splinter... Okay, bare Splinter, pigen, Splinter, hehe. ”De kan da ikke overnatte her! Der er ingen plads til det og... det kan de da ikke!” Typisk Leo. Han skal altid ødelægge den gode stemning! Eller er det ikke Raph, der har den rolle? ”Jeg synes det er fint, at de er her...”,, siger Donatello. ”Det er jo også kun for en kort periode.” Han kigger kort på pigen og så på Leo. Jeg kigger hen mod Raph, og ser at han ikke er særligt glad. Han kigger på Leo med et knivskarpt blik. ”Hvad siger du, bror?” Raphael går hen til Leonardo og stiller sig så tæt på ham, at deres brystkasser næsten rør hinanden. Åh nej. Nu kommer det. ”Vil du lade de stakkels piger dø af sult og tørst, jagtet af De Lilla Drager til deres ben knækker sammen under dem og de bliver tæsket til blods? Er det virkelig sådan du er, frygtløse leder?” Nu kommer de op og skændes. Det gør de altid. Pigen med det mørkeblonde hår læner sig hen mod firbenet, og den høje rykker uroligt på sig. Firbenet smiler bare og kigger på Raph. Er hun glad for at de kommer op og skændes? Hun må da være ligeså sær som Raph er. ”Der er jo ikke plads her, Raphael! Hvor er det lige du havde forestillet dig, at de skulle sove?!” Pigen med det mørkeblonde hår bliver urolig og tager firbenets hånd, og den høje kigger frem og tilbage på Leo og Raph. Ubah og jeg står bare og iagttager dem. ”Det er ikke mig der er ham, der lægger planer her!” Raph begynder at råbe. ”Det er DIG!”

Jeg må hellere gøre noget. Eller nej, det må Donatello. Han er den eneste der kan få revet dem fra hinanden. Jeg kigger hen mod Don og hvisker til ham: ”Donnie!” Han går hen til mig og hvisker tilbage. ”Ja?”. ”Ja, men det er jo ligesom ikke mig, der har inviteret fire piger herhen og vil holde sleepover, VEL?!”, svarer Leo igen. Jeg peger på Leo og Raph, og kigger på Donatello. ”Gør noget!”, hvisker jeg. Raphael er begyndt at blive hidsig, hvilket er typisk ham, og råber endnu højere. ”Hvis de bliver fanget af De Lilla Drager bliver de ført til Bishop, for at blive undersøgt og bliver skåret i to halve stykker! Vi har selv været tæt på at blive det på grund af Bishop! Hvor havde DU måske tænkt dig, at de skulle sove, hvis de ikke måtte blive her?! De DØR på grund af din beslutning! Vil du virkelig tage FIRE liv fra de piger til ingen verdens nytte?! De slags piger vi har længdes efter at møde?! Selv DIG, Leo!” Av. Den må have gjort ondt. Raph griber hårdt fat om fæstet på sin ene sai. Jeg kan høre firbenet, og den mørkeblonde et stykke væk, hviske. ”Zelina..”, hvisker skildpadden med det mørkeblonde hår. ”Hvad er der?”, spørger firbenet. ”Det her er altså ikke rart.”. ”Slap af Chi, det skal nok g-” Firbenet, som jo sjovt nok hedder Zelina, kigger hen mod Leonardo, som har taget fat i fæstet på sit sværd, og tøver. ”Bare glem det.”, siger hun.

Jeg kigger panisk hen mod Donnie igen. Han nikker. ”Jeg har en idé!”, udbryder han og træder ind mellem Raph og Leo. ”Pigerne kan da bare sove på vores værelser. En på hver.” Han kigger rundt på os alle sammen. ”Hvad siger I til det?” Raph går få skridt væk fra Leonardo og svarer: ”Jeg er med på den.” Jeg skynder mig at blande mig ind i det, og rækker hurtigt hånden i vejret. ”OGSÅ MIG!” Jeg gør store øjne for at understrege min iver, selvom mine brødre aldrig gider, at tælle min stemme med, for de kan nemlig ikke klare at sådan en intelligent padde som mig, er så sej som jeg er. Leo tøver lidt, men nikker så. ”Det... Det er okay. I kan blive.” Zelina bryder også ind. ”Yaa!” Don smiler og kigger hen på mig. ”Nu skal vi bare finde ud af, hvem der sover med hvem. Mike, du starter med at vælge.”. ”Det var en god løsning, Donatello.”, siger Splinter og smiler varmt til ham. ”Tak, Mester Splinter.”, svarer han med et smil. Han kigger hen på mig, og det samme gør Raph. Han er tydeligvis glad for at få sin vilje.

Jeg tager øjeblikkeligt fat i Ubahs arm, og trækker hende med mig tilbage til vores hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...