Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
856Visninger
AA

26. Leonardo

26

Leonardo

 

Vi står alle sammen, også Mester Splinter, i en halvcirkel overfor den blå sofa. På sofaen ligger en pige, der ser ud til at være på vores alder, med flammerødt hår og fregner. Hun er stadigvæk bevidstløs, præcis som hun var, da Donatello kom hjem med hende. Jeg siger ikke noget, men står bare med armene over kors og kigger på pigen. Mit hoved føles kogende og en hovedpine er ved at snige sig ind på mig. Jeg er vred. Virkelig vred. "Siden hvornår har du besluttet dig for, at det er en god idé at bringe mennesker hertil, Don?", vrisser jeg og drejer hovedet for at se på ham. Men han står bare og kigger på pigen, som om at der ikke fandtes andet at tage sig til. "Ja, godt nok ville jeg gerne have pigerne hertil, men denne gang er jeg på Leos side, Donnie.", siger Raphael og kigger også på Donatello. Don sukker dybt. "Jeg kunne ikke, drenge. Hvad hvis de ville komme tilbage? Hun havde været fortabt." Jeg ville ellers have troet, at Chili ville stille sig op for ham og forsvare ham, men hun står med ryggen halvt vendt mod alle os andre, og siger ikke noget. "Og hvad så med, når hun vågner?", Raph lægger armene over kors. "Skal vi så bare sige: "Hej tilfældige pige, som Donatello mødte på gaden, vi er fire kæmpe skildpadder og vi vil gerne give dig en kop varm kakao", og så bare lade som ingenting?" Jeg sukker. Selvfølgelig skulle Raph komme med sådan én. "Har vi kakao?", hører jeg Mikey spørge muntert bag mig, men jeg kigger bare på ham over skulderen og tysser på ham.

 

"Vær nu ikke for hårde imod ham." Zelina træder frem og hoster kort. Hun har stadig en smule sygdom tilbage. "Altså jeg er enig med jer i, at det ikke er godt, at mennesker ser os. Men hvad hvis hun faktisk har brug for hjælp?" Hendes hale svinger roligt fra side til side. "Vi kan vente på, at hun vågner?", tilføjer Mikey, men Chili snapper hurtigt efter ham. "Vi har stadig tid til at få hende væk herfra, hun er stadig bevidstløs." Hendes stemme er hård og kold. Sådan plejer hun ikke at være. På den anden side, er jeg enig med Chili. Vi kan stadig nå at få pigen væk fra kloakken, væk fra vores hjem og fra vores hemmeligheder. Nogen på gaden vil sikkert finde hende, og hun vil måske slet ikke kunne huske noget. Eller også ville hun tro, at hun havde set syner. Men hvis hun alligevel går rundt og fortæller folk om, at hun så to store skildpadder, der gik på to ben som mennesker, ville folk måske tro på hende... Nej, de ville ikke tro hende. Hvorfor skulle de?

 

Jeg åbner munden for at sige noget, men lukker den igen, da jeg kan mærke én tage min hånd i sin. Mit hjerte springer et slag over. Christine. Hendes blå øjne kigger bedende ind i mine. "Leo... Vi bliver nødt til at hjælpe hende. Det er ikke normalt, at en ung teenager går rundt i en forladt gade i New York. Jeg ved godt, at det måske vil blive sværere med endnu en person her, men vi kan ikke lade hende blive tilbage på gaderne." Mine øjne flakker og jeg kan mærke de andre stå og stirre på os. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Christine giver min hånd et klem. "Fint.", siger jeg. "Vi lader hende blive." Jeg kigger hurtigt hen på Mester Splinter. Han ser hverken fornøjet eller utilfreds ud. Det er svært at læse hans ansigtsudtryk.

 

Mester Splinter når lige at åbne munden for at sige noget, da vi hører pigen mumle og straks drejer vi alle sammen vores hoveder, og kigger på hende. Donatello går hen til sofaen og knæler ved siden af pigen. "Er du okay?", spørger han forsigtigt. Jeg kan høre pigen mumle et 'hvad', mens hun sætter sig op med en hånd for panden. "Årh, jeg havde bare den mærkeligste drøm.", svarer hun, stadig med blikket rettet mod sit skød. Jeg hæver et øjenbryn. Er hun slet ikke overrasket over at se en hel flok mutanter stå foran hende? Donnie tøver og kigger undrende på hende. "Der var en masse lede bøller og to kæmpe skildpadder på to ben. Jeg var måske lidt for meget på internettet i går." Hun sukker, gnider sine øjne og kigger endelig op. Donnie stivner, da pigens blå øjne næsten bliver så store som golfkugler. Der går få sekunder i anspændt stilhed. Så begynder pigen at skrige.

 

Donatello springer forskrækket tilbage og pigen kravler over i den anden ende af sofaen, mens hendes skrig runger gennem hele boligen. Mikey går om bag pigen og læner sig hen mod hende. "Hej!", siger han med et smil, og vinker til hende. Hun vender sig forskrækket om, og begynder at skrige igen. Mikey springer tilbage og begynder også at skrige. Det her gør ikke min hovedpine bedre. "Vent!", råber Ubah og løber hen til sofaen. "Vi er venner! Vi er søde!", siger hun med hævet stemme for at overdøve skrigene, og vifter vildt med armene. Jeg lægger en arm om Christine og trykker hende ind til mig, nærmest som om jeg prøver at danne et skjold om hende, også selvom situationen overhovedet ikke er farlig. Måske for ens trommehinde. "Stop!", hører jeg Mester Splinter råbe og han slår sin stav så hårdt ned i gulvet, at smældet overdøver pigens skrig. Pigen lukker med det samme munden, mens hun stirrer forskrækket på Mester Splinter. Mikey står med en hånd på brystkassen og kigger skræmt hen på pigen, selvom han ikke burde være det. "Vær sød ikke at skrige! Jeg var lige ved at gemme mig inde i mit skjold!" Jeg himler med øjnene og ignorerer ham.

 

Pigen kigger skiftevis på os alle sammen og hendes vejrtrækning er hurtig. Jeg er lige ved at fortryde, at jeg sagde ja til hun skulle blive. "Hve-Hvem er I?! Hvad er I?" Don rækker tøvende en hånd ud mod hende. "Bare rolig. Vi vil kun hjælpe dig." Men pigen viger væk fra Donnie, trækker knæene op under hagen og skjuler sit ansigt i sine hænder. Hun begynder at vugge blidt fra side til side, og jeg kan høre hende mumle: "Jeg drømmer, jeg drømmer, jeg drømmer, jeg drømmer..." Jeg kigger på Christine med et suk. Hun sender mig et prøvende smil og trækker let på den ene skulder. Mine øjne flytter sig og følger Raph, da han går hen og sætter sig på sofabordet. "Hey, pige!", pigen kigger op på Raph med store øjne, og ser bare endnu mere skræmt ud end før. "Hva-Hvad?" Raph sukker kort og hans skuldre sænker sig en smule. "Vi vil bare stille dig nogle spørgsmål." Pigen synker en klump.

 

Jeg trækker mig forsigtigt væk fra Christine og går, sammen med Mester Splinter, hen til pigen. "Mit navn er Mester Splinter. Disse fire er mine sønner, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo.", han kigger på hver af os. Derefter slår han en arm ud mod pigerne: "Og disse fire piger er Zelina, Christine, Ubah og Chili." Vi smiler alle sammen imødekommende til hende, for at hun skal være mindre bange. Chili ser bare mere anspændt ud. Pigen slår armene om hendes ben. Selvom hun stadig ligner en lille, bange mus, virker hun ikke ligeså nervøs længere. "Mit navn er April.", svarer hun med rystende stemme. "Okay, April...", Raph rejser sig og sætter sig på sofaens armlæn, lige ved siden af April. "Vil du have en kop varm kakao?" I det samme begynder alle bortset fra mig, Mester Splinter, Chili og April at grine. Wauw, Raph. Wauw. Jeg lægger armene over kors og kigger irriteret på ham, men han sender mig bare et selvtilfredst smil. "Helle for at lave kakao!", udbryder Zelina og skynder sig ud i køkkenet. "Vent Zeze, jeg vil være med!", råber Mikey og løber efter hende. Ubah følger efter. Ud af øjenkrogen kan jeg se Mester Splinter smile.

 

"Nå, men April, det med spørgsmålene...", fortsætter Raph, tager en sai op fra sit bælte og begynder at rotere den rundt med sine fingre. Hun kigger på Raph og bider sig nervøst i læben. Jeg må hellere gribe ind nu, for ellers besvimer den stakkels pige sikkert endnu engang. Med faste, dog rolige, skridt, går jeg hen til April, sætter mig på hendes højre side og læner mig tilbage i sofaen. "Tag dig ikke af ham - han er ikke så slem, som han ser ud.", siger jeg og griner, da jeg ser Raphael kigge gnavent på mig. April fniser genert. "Bare rolig, April. Vi venter med spørgsmålene til vi alle sammen er faldet lidt mere ned. Og du må undskylde, at vi skræmte dig. Nogle af os er bare ikke vant til mennesker." Hun svarer mig ikke, men sidder bare og kigger ned i sit skød. Efter et stykke tid, kigger hun op på Donatello og spørger: "Jeg drømmer ikke, gør jeg vel?" Donatello skal lige til at svare hende, men Chili bryder hurtigt ind. "Nej, desværre." Det sidste ord virker som om, at det smager grimt i munden på hende. Det lyder som om, at hun spytter ordet ud med væmmelse.

 

Hvad er der galt med Chili i dag? Hun plejer overhovedet ikke være sådan. Hun plejer altid at være sød og rolig mod os andre, men i dag er hun nærmest som Raphael, når han er blevet mopset. Don vifter med hånden ad Chili og smiler til April. Mellemrummet i hans fortænder står tydeligt frem. "Du må undskylde Chili, April. Jeg tror bare, at hun har fået det forkerte ben ud af sengen." Chili rejser sig brat op, og jeg rejser mig op lige efter hende. Når Raphael er mopset, kan han også finde på at blive voldelig, hvis man kommer med kommentarer. Chili kigger på mig med øjne, der stråler af vrede og jeg kan se hendes kæbemuskler spændes og løsnes, spændes og løsnes. "Idioter.", vrisser hun, og drejer om på hælen for at gå op ad trappen, og op på hende og Donnies værelse. Jeg skal lige til at gå efter hende, men da jeg når til foden af trappen, holder Mester Splinter hans lange vandrestav op foran min brystkasse. "Lad hende køle af, Leonardo." Mester Splinter ser på mig med et bekymret ansigtsudtryk. Jeg nikker bare stille. "Ja, sensei."

 

"Jeg håber virkelig ikke, at jeg volder for mange problemer for jer." April kigger nervøst på Mester Splinter og jeg. "Det er okay, April.", svarer Christine og går hen og tager igen min hånd. "Chili kan godt få nogle raserianfald engang imellem." Hun giver min hånd et klem, og jeg føler mig med det samme stærkere. April nikker stille og hendes røde hestehale falder ned over hendes skulder. Donatello lægger en hånd på Aprils ene skulder og først der ser jeg, hvor meget hendes skuldre ryster. Hun kigger ikke op på Donnie, men bliver ved med at kigge ned. "April?" I det samme Don siger hendes navn, skjuler hun hendes ansigt i sine hænder og bryder ud i gråd. "Hey, hvad sker der?" Raph går hen og sætter sig der hvor jeg sad før. April kigger hen mod Mester Splinter med varme tårer trillende ned ad hendes fregnede kinder. "Det er bare... Jeg har intet sted at være. Grunden til, at jeg var ude midt om natten, var fordi jeg ledte efter min far. Min far er forsvundet, og jeg har ingen steder at være. Og de lede gutter kom ud af ingenting, da jeg gik og ledte. Pludselig ender jeg her, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre." Hendes stemme knækker og hun tørrer tårerne væk med rystende fingre. "Det er okay.", siger Don og sender April et trøstende smil. "Alting skal nok blive godt igen. Du kan bo her hos os! Vi kan hjælpe dig med at finde din far, og indtil da kan du bare blive her. Ikke også, Mester Splinter?" Don kigger sig over skulderen og hen på Mester Splinter. Mester Splinter nikker. "Selvfølgelig. Leonardo?" Han kigger på mig med hævede øjenbryn. Selvom det altid er Mester Splinter, der tager beslutningerne, vil han alligevel høre min mening. Det er det man skal, når man er leder. Tage beslutninger. Jeg nikker. "Selvfølgelig er jeg okay med, at du bliver her, April."

Løgn.

Det her gør kun min situation som leder værre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...