Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
848Visninger
AA

18. Leonardo

18
Leonardo

Mens jeg pudser min katanas klinge, kigger jeg mig selv i øjnene på spejlbilledet. Blå som Christines. Mine øjne er bare en tand mørkere blå end hendes. Jeg ser virkelig frem til at træne sammen med hende, Chili og Zelina. Men mest af alt sammen med Christine. Siden hun kom har alting været anderledes. Jeg ved ikke hvorfor. Det har det bare, men selvfølgelig ikke på den dårlige måde. I løbet af to uger og få dage har jeg lært meget om hende. Hun har en lidt sjov form for humor, men jeg kan godt lide den. Hun er virkelig klog, næsten på niveau med Donnie (Kun næsten!), hun er født med at hendes hænder af og til ryster, hun har gået til ridning, kampsport og fægtning, og det bedste af det hele: Hun elsker science fiction! Jeg skal helt sikkert vise hende min yndlings serie en dag, Space Heroes. Kaptajn Ryan er en fantastisk leder, måske er det derfor, at han er min yndlings person i det show. Jeg blev jo udvalgt til at være leder af Mester Splinter og jeg ved, at jeg udfører jobbet godt, men af og til føles det bare som om, at mine brødre ikke er taknemmelige over mit lederskab. Af og til ville jeg ønske, at jeg bare kunne pakke min rolle sammen, lægge den ned i en skuffe og så bare slappe af. Det er ikke så nemt at være leder, som alle folk tror.

Jeg kigger rundt på mit værelse. Lyset fra mine gigantiske lamper giver en blid glød. Mit værelse er et af de eneste steder, sammen med dojoen, hvor jeg bare kan være i fred og ro, være lidt mig selv. Det bliver måske lidt underligt også at have Christine herinde, samt de andre piger, der hænger ud sammen med os. Tre af dem skal være kunoichi'er og det betyder, at jeg har endnu flere at lede over. Det bliver endnu sværere at være leder, når det allerede er svært at kontrollere tre yngre brødre, især Raphael. Men pigerne har ikke noget andet sted at bo, og jeg vil ikke bare smide dem ud og efterlade dem. Det ville ikke være rigtigt. Jeg fortryder at jeg var så meget imod at de kom og boede hos os, jeg fortryder det faktisk ret meget. Jeg hader når Raph har ret. Men jeg er glad for at han havde ret. Træningen med Christine, Chili og Zelina begynder om et par dage. Selvom Ubah sagde nej tak, skal hun alligevel være med de første par gange for at lære basis og beskytte sig selv, og Don, Raph, Mikey og jeg skal også være med til træningen. Efter pigerne har lært at kæmpe med slag, spark, og så videre, vil de få uddelt våben. Gad vide hvad Christine får? Måske noget med en klinge... Ligesom mit våben. Selvom Christines hænder har det med at ryste af og til, har jeg lagt mærke til, at hendes bevægelser er elegante og kontrollerede. Og hun er køn. Hun er virkelig køn. Blå øjne så klare som himmelen, et fantastisk grin, et sødt smil og hendes bølgede, gyldne hår. Selvom hendes hår er virkelig uglet og rodet, nu hvor hun ikke rigtig har haft fat i en hårbørste, er det stadig virkelig smukt. Hmm. Jeg lyder forelsket. Er jeg det? Jeg aner det ikke.

Jeg ryster kort på hovedet, og gnider mine øjenlåg med min ene hånd. Min katanas klinge er nok helt pudset nu. Jeg lægger sværdet og kluden fra mig, vender mig om og går ud fra mit værelse. Mit blik glider over hulen. Donnie og Chili sidder i køkkenet og spiller... skak? Mikey ligger som altid i sofaen. Ubah ligger sammen med ham med hans arme om sig. Raph er i nærheden af trappen, hvor han laver armbøjninger, mens Zelina sidder ved siden af og læser et af hans tegneseriehæfter om gys. Jeg sukker et langt og træt suk, prøver at få øje på Christine. Vent... Hvor i alverden er hun? Hvis jeg ikke kan se hende her fra toppen af trappen, er hun enten inde i dojo'en sammen med Mester Splinter, eller også ville hun være inde på værelset, men det er hun jo ikke. Og hun kan jo ikke være inde på de andres værelser, kan hun? Jeg rykker forvirret på hovedet og prøver at finde ud af, om jeg ikke har overset hende. Men det kan jeg ikke have gjort. Jeg ville aldrig kunne overse Christine. Måske skulle jeg spørge Mester Splinter... Jeg går ned ad trappen med hastige skridt og hen mod dojo'en i samme tempo. Jeg kan mærke de andres blikke brænde i nakken på mig, men jeg ignorerer det.

Da jeg når hen til dojo'en åbner jeg stille den tynde papirsdør, glider ind i rummet og lukker lydløst døren efter mig. Mester Splinter sidder foran det lille træbord på en af puderne. Han åbner langsomt øjnene og smiler varmt til mig, mens jeg går hen og knæler overfor ham på den anden side af bordet. "Leonardo?" Jeg bukker kort for Mester Splinter. "Undskyld hvis jeg forstyrrer, sensei. Jeg ville egentlig bare vide om du havde set Christine?" Mester Splinter lader blidt sin hånd køre ned ad sit lange skæg. "Hmm... Christine er vidst lige udenfor indgangen til hulen. Du må hellere gå ud til hende. Jeg fornemmer, at der er noget, der ikke er som det skal være." Jeg mærker straks et sug i maven af bekymring, men gør hvad jeg kan for ikke at vise det. "Tak, Mester Splinter.", siger jeg og bukker. Jeg rejser mig op, går ud af dojo'en og lukker forsigtigt døren efter mig igen. Udenfor indgangen. Mit blik falder hen mod trappen, kører op og holder stille på den skjulte indgang. Igen kan jeg mærke de andres øjne hvile på mit ansigt. Mester Splinter havde ret. Der er noget galt. Jeg begynder at småløbe op ad trappen, trækker i røret og går hurtigt igennem døren. Mens døren langsomt lukker sig bag mig, prøver jeg desperat at få øje på Christine.

Jeg har det skidt. Det er ikke rart at vide, at Christine nok ikke er okay. "Leo?" Jeg drejer hovedet til venstre, og ser en Christine sidde et par meter fra mig med knæene trukket op under hagen. "Chris.." Jeg går over til hende, knæler og lægger en hånd på hendes skulder. Hendes øjenlåg er en smule hævede og hendes øjne ser røde ud. Hun har grædt. "Hvad sker der?" Da jeg spørger, falder hendes blik med det samme ned mod jorden. Begge mine hænder lægger sig om hendes overarme og jeg rykker mit ansigt tættere på hendes. "Christine. Hvorfor er du ked af det?" Hun presser sine læber sammen til en smal streg og kigger mig igen i øjnene. Hendes øjne er fyldt med tårer. "Jeg... Det..." Hun ser ned igen og begynder at pille ved sin blå bandanas ender. Hendes hænder ryster. Jeg tager blidt fat om hendes hage med to fingre, og får hende igen til at se mig i øjnene. Jeg siger ikke noget til hende. Jeg vil selv lade hende tale ud, det vil måske være nemmere for hende. Tårerne begynder at trille stille ned ad hendes kinder. Endelig begynder hun at fortælle:

"Da jeg var menneske... Der havde jeg en far og en mor, der stadig er sammen. Og en lillesøster..." Hun holder en pause og skjuler halvdelen af sit ansigt med den ene hånd, mens hun rigtigt begynder at græde. Det gør ondt på mit indre at se hende sådan her. "Hun er tre år yngre end mig.", siger hun. "Jeg havde også to katte. Oskar og Daisy. Min søster hedder Amalie." Jeg tørrer forsigtigt en tåre væk fra hendes bløde kind og stryger min hånd over hendes kønne hår. Da Christine trækker vejret ind, kan jeg høre at hun hikster en smule. "Amalie kunne være så møg irriterende... Men hun var også den bedste lillesøster nogensinde. Og mine forældre... Jeg savner dem alle sammen, Leo... Jeg savner dem så meget!" Nu bryder hun sammen. Hun bukker sammen i ryggen og skal til at skjule sit ansigt i sine hænder, men før hun når at gøre det, slår jeg armene om hende og omfavner hende. Hun lægger sine rystende hænder på mit skjold og hulker ind i min skulder. Jeg trækker hende tættere ind til mig. Christine... Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne hjælpe hende. Hendes familie... Jeg kan ikke forestille mig hvor ondt det må gøre. På dem alle. Hendes forældre og søster har jo ikke set hende i lidt over en halv måned nu, og Christine kan ikke fortælle dem hvor hun er. Hvad hvis jeg mistede en af mine brødre? Eller Mester Splinter? Jeg får det bare endnu mere skidt end jeg har det i forvejen af, at opleve Christine være så ulykkelig.

Christine hikster tydeligere nu og hulker højere. "Sssh...", tysser jeg stille på hende og holder hende i overarmene, så jeg kan se hendes ansigt. Hendes bandana er blevet en mørkere blå rundt om øjnene på grund af hendes tårer. Med begge hænder tørrer jeg hendes tårer væk på hver sin kind, og lader min højre hånd fjerne en tot hår fra hendes ansigt og lader så begge mine hænder hvile på Christine skuldre, der ryster en lille smule. Hun snøfter. "Christine... Jeg er så ked af at du har det på denne her måde. Jeg kan slet ikke forestille mig hvor ondt det gør. Husk..." Jeg stryger min ene hånd ned ad hendes arm. "Jeg er her. Og jeg vil altid, altid, altid være her." Christine presser læberne sammen og gnider sit ene øje. Først da lægger jeg mærke til det. Hendes hår. Det... "Du har fået redt dit hår." Et smil breder sig over mine læber og det smitter tydeligvis. "Ja..", svarer hun, smiler genert og fører en hånd op til sit hår. "Chili lånte mig sin nye hårbørste.", hun trækker lidt op i skuldrene. "Wow..." Jeg smiler stadig. Christines hår ser bare endnu smukkere ud nu. "Hmm... Christine!" Jeg tager hendes hånd og rejser mig op, så hun bliver trukket med mig op. "Ja?" Hendes stemme ryster stadig lidt. Jeg svarer hende ikke, men tager fat i hendes skuldre og vender hende om. "Siden din bandana er lidt længere end vores andres..." Jeg tager fat i hendes bandana og begynder at binde den om. "... Vil jeg give dig noget specielt." Mine hænder bevæger sig langsomt og sikkert, mens de binder Christines normale bandana om til en bandana bundet med en stor sløjfe. Da jeg er færdig, træder jeg et par skridt tilbage. Chris mærker på bagsiden af sit hoved med sine hænder og jeg kan fornemme at hun smiler. "Speciel ligesom du." Christine vender sig om mod mig med et smil. Ud af ingenting omfavner hun mig, og siger: "Tak, Leonardo." Jeg krammer igen, smiler beroligende. "Det skal nok gå, Christine."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...