Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
892Visninger
AA

10. Leonardo

10

Leonardo

 

Jeg slår øjnene op, og det første jeg ser, er Christines ansigt. Hendes vejrtrækning er tung og rolig. Hun sover... Nå, så må jeg hellere lade vær med at vække hende. Jeg smiler kort for mig selv og fjerner en lys, krøllet hårlok fra Christines ansigt. Jeg burde nok finde en bandana til hende senere. Hun er altså meget køn. Især hendes blå øjne. Men dem kan jeg jo ikke se, nu hvor hun sover.

 

I nat vågnede Christine. Hun vækkede mig, og i starten var jeg forvirret og spurgte hvad der skete. Men hun sagde bare at hun lå dårligt på liggeunderlaget, og spurgte om hun kunne ligge på noget andet. Der var så kun en eneste ting hun kunne ligge på, men jeg var lidt nervøs for om det trådte over hendes grænser. Men hun ville gerne ligge i min seng. Så hun lagde sig ved siden af mig. Vi sagde ikke rigtigt noget til hinanden. Vi sagde bare godnat og faldt i søvn. Nu er jeg så vågnet og hun ligger her stadig. Jeg lister mig stille ud af sengen og ud fra mit værelse.

 

Tænk virkelig at det her sker. Det er lidt besynderligt. Don ville så gerne møde en pige, og et par dage efter står vi foran tre andre mutanter og den fjerde har Mikey reddet fra at dø. Eller, jeg tror egentlig ikke på det, men det sagde han. Jeg har fået en idé til hvad jeg kan foretage mig indtil Christine vågner op. Jeg laver morgenmad til hende. Hun må være utroligt sulten, når de har løbet rundt på gaderne i næsten en hel måned. Da jeg går ud af mit værelse, ser jeg Raph er på vej ned ad trappen, og Donnie og Mikey er også gået ud af deres værelser. Raphael når ned for enden af trappen, da han ser os. "Sover Christine også? Og Ubah?" Han kigger fra mig og over på Mikey. Jeg nikker. "Hun sover som en sten." Raph kigger undrende på os andre. "Hvor er Chili?”. "Hun er sikkert flygtet, fordi hun synes Raph er for grim at glo på." Mikey griner og skynder sig at spurte ud i køkkenet, da Raph begynder at knurre. Ved siden af mig sukker Donatello og siger: "Nej. Hun gik ind til mig i nat." Raphael lægger armene over kors. "Hvad mener du med det? Sov hun ikke hos dig i forvejen?" Øh, Raphael, du spurgte hvor Chili var henne? Der er et eller andet galt med ham. "Det er en lang historie.", svarer Don og går ud i køkkenet.

 

Inde fra køkkenet, råber Mikey: "JEG HAR FÅET EN IDÉ!". "Hvad er det for en idé?, spørger jeg og kigger ud mod køkkenet. Raph trækker på skuldrene og løber ud i køkkenet. "VI LAVER MORGENMAD TIL VORES NYE BOFÆLLER!" Jeg løber hurtigt efter Raphael og ud i køkkenet. Raph når lige at få fat i cerealpakken før Mikey og griner hånligt. Jeg skynder mig at få fat i toastpakken. "Først til mølle!", siger jeg med et smil. Don tøver og får hurtigt fat i havregrynet. "EJ!" Mikey lægger armene over kors og kigger surt på os. "Fint." Han går hen til køleskabet og åbner det. "Øh.." Han finder pizzaen fra i går frem, stiller den på køkkenbordet og kigger på den. "Den skal have et twist..." Jeg ruller med øjnene og vender min opmærksomhed mod Christines morgenmad.

 

"Hey Leo, måske skulle vi få pigerne til at stå op?" Jeg drejer hovedet og kigger på Raphael, der står ved siden af mig og hælder cereal ned i en skål. "Ikke sådan så de har fart på, bare sådan stille og roligt?". "Vi tager bare den pige vi sov på værelse med, og vækker hende.", svarer jeg, mens jeg sætter toasten i brødristeren og venter på at de hopper op. Raph hælder mælk på Zelinas morgenmad. "Fint, fint." Så løber han ud af køkkenet, op ad trappen og ind på sit værelse. Jeg kigger hen mod Mikey, som ser på mælkekartonen, som Raph lige har stilt fra sig. "Jeg ved det!", han tager kartonen, finder en skål, lægger et pizzastykke i og hælder mælk på. Ad, Michelangelo! Regner han virkelig med at Ubah vil spise det der?! "Yeah! Har vi noget sukker, Donnie?" Don kniber det ene øje sammen og kigger undrende på Mikey. Han står med den pakke sukker i hånden, som han lige selv har brugt. "Yeah..." Donatello rækker Mikey sukkeret, og løber så ud af køkkenet.

 

Jeg ud af køkkenet og op til Christine. Jeg lister stille ind på værelset. Hun ligger stadig i sengen og sover ligeså fredfyldt, som da jeg vågnede. Da jeg kommer hen til hende, rusker jeg blidt i hende og hvisker hendes navn. "Christine?" Hun drejer om på siden, så hun har fronten mod mig og hendes øjne åbner sig langsomt. Hendes blå øjenfarve er en smule lysere end min. Den ligner en skyfri himmel. Christine sætter sig gabende op og holder en hånd foran munden. "Hvad?". "Kom med mig." Det tager mig lidt tid, at få taget mig sammen til at få tvunget mine næste ord ud. "Du skal op, prinsesse." Hun smiler let og gnider sit ene øje. "Hvad nu?" Jeg smiler glad til hende. Spændt på hendes reaktion. "Jeg har en overraskelse til dig." Christine er meget træt og der er sorte render under hendes øjne, men hendes øjne stråler som en sol. Hun rejser sig og strækker i kroppen, for at vågne lidt mere op. "Okay, jeg kommer nu." Jeg lægger en hånd på hendes skjold og følger hende med ud fra værelset.

 

Da vi er ude, kan vi se at Zelina og Ubah allerede sidder nede ved spisebordet, men Donnie og Chili er kommet ud endnu. Christine virker mere vågen da vi går ned ad trapperne og bliver mere frisk, da jeg trækker en stol ud for hende, så hun kan sætte sig. Efter hun har sat sig og jeg er på vej ud i køkkenet, hører jeg Christine spørge: "Sover Chili længe, eller?". "Hør her, Chris. Hvis du ikke ved det, tror du så jeg ved det?", besvarer Zelina hende med et grin. I køkkenet, som faktisk er åbent og pigerne sidder lige ved siden af, står Raph og Mikey og ser en smule nervøse ud. "Hvor er Donnie og Chili?!", hvisker Raph frustreret til mig, og før jeg kan nå at svare, afbryder Mikey. "Hey dudes, jeg tror ikke at pigerne vil spise uden deres veninde er der..." Han hvisker også. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, så jeg trækker bare på skuldrene. Deres morgenmad når jo alligevel ikke at blive muggen, og så lang tid tager det jo ikke for Don at hente en søvnig pige. Begge mine brødre ignorerer mig, og løber hen til pigerne med deres morgenmad. Typisk. Jeg tager tallerkenen med Christines fint anrettede toast, går hen til hende og stiller den foran hende med et smil. "Bon appetit." Christine smiler tilbage, men vender hurtigt opmærksomheden mod trappen.

 

"Hej Chili!" Jeg drejer hovedet og ser at Donatello og Chili kommer gående imod os. "Godmorgen Chris!" Hun sætter sig hen ved siden af Zelina og ser på Ubah, der laver en forvirret grimasse over hendes morgenmad. "Og godmorgen, Ubah!" Hun drejer hovedet og sender Zelina et smil. "Godmorgen, Lagkage." Lagkage? "Godmorgen din... Sveskefisk.", svarer Zelina og giver Chili et varmt knus. Okay, nu er jeg meget forvirret. Raphael kommer hen til mig, og hvisker med forvirring i stemmen: "Hvad skete der lige for det der?" Chili opdager sandsynligvis, at vi står og hvisker, og sidder så og fniser sammen med Zelina. Jeg må godt nok sige, at de fire piger, som vi har fået fat i, ikke er som alle andre på jorden. Ja, siger den som har været muteret skildpadde hele livet. Jeg går langsomt væk og lader dem spise deres mad i fred.

 

Men før jeg når helt væk, kommer Raph over og banker mig på skjoldet. "Synes du stadig de er uvelkomne?" Jeg fnyser og sukker irriteret. Skjold da kæft, hvor kan Raphael bare være irriterende. "Så vær fornærmet.", svarer han og skubber mig væk. Han går væk fra mig og lægger armene over kors. Da jeg står med ryggen til, fornemmer jeg pludselig noget, og vender mig lynhurtigt om. Donatello er på vej hen til Chili med havregrynet, men da han er lige ved at være henne ved bordet, snubler han.
 

Og al havregrynet og mælken vælter ud over Chili.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...