Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
876Visninger
AA

2. Leonardo

2
Leonardo

Donnie har ikke været sig selv her på det seneste. Han går rundt og mumler for sig selv, og han laver intet som helst hele dagen end at sidde i sin egen verden. Sådan plejer han ikke at være. Det er mærkeligt, siden juleaften har han opført sig på den måde. Selv Michelangelo er bekymret nu.

Jeg bliver afbrudt fra mine tanker ved at spark i hovedet. Jeg vakler tilbage og tager mig til hagen. Raph står med et selvtilfreds blik og smørret grin. ”Nå, hvad står du og grubler over, vor frygtløse leder?!” Jeg ruller med øjnene. Raphael. Hvorfor skal han altid være så hidsig og kampglad?! Han har altid været irriteret over at jeg fik den ære at blive teamets leder. Han ville selv være det. Men helt ærligt, hvis Raph var vores leder... Var vi helt klart døde lige nu. Jeg passer bedre til rollen end nogen anden. Mester Splinter, vores ærede far, valgte mig fordi jeg tager vores træning i ninjitsu alvorligt. Jeg er rolig i sindet, har balance, fattet og er udøvet i kamp. Jeg ved hvordan man lægger en plan. Man skal aldrig slå først og tænke senere. Sådan er Raphaels tankegang. Det virker helt sindssygt.

”Stop det der, Raph.”, siger jeg med irritation i stemmen. ”Nå, du er måske bange for, at jeg slår dig i træningen?” Jeg går hen til ham og hvæser nærmest af ham, men hviskende. ”Har du måske ikke lagt mærke til at Don opfører sig mærkeligt?! Prøv at tænke lidt over hvordan dine brødre har det i stedet for dig selv!” Raph bliver tydeligvis irriteret, men da han ser over på Donatello, får han et bekymret udtryk i ansigtet. ”Jeg forstår ikke hvad der går af ham.”, hvisker han tilbage. ”Han er som en helt anden. Hvor længe har dette varet?”, spørger han. ”Siden juleaften. Don blev oppe for at se film sammen med Mikey. Men Mikey har fortalt, at Donnie gik ud for at få luft.” Raph kigger hen mod Mike med missende øjne. ”Spørgsmålet er så om Don har set noget, der fik ham til at tænke for meget.” Suk. Nogle gange synes jeg måske, at vi er en smule hårde mod Don. Men jeg ved, at han kan tage det. Og han har nok ikke et problem med at blive kaldt nørd. Men stadig. ”Vi må forsøge at få Don til at være med i træningen igen.” Raphael nikker til mig. Jeg vender mig mod Donatello, som sidder i den blå sofa foran fjernsynet med benene over kors og tænker. Jeg går hen til ham.

”Hey, Don!” Han farer sammen da han hører min stemme og kigger forskrækket på mig. ”Ja?”, spørger han. ”Har du ikke lyst til at træne sammen med mig og Raph? Vi kan lave en duel sammen med Mikey!” Han vender hovedet væk, og enderne på hans bandana er ved at svinge op i hovedet på mig. ”Nej tak,” svarer han. ”Jeg har noget jeg skal ordne.” Så rejser han sig, går op ad vores trappe, og ind på sit værelse. Raphael kommer bagfra og klapper mig på skulderen.

”Godt klaret, frygtløse leder.”, siger han med et smørret grin. ”Ja, ja, Raph.” Nu løber Raph også op ad trappen og op på sit værelse. Nu har jeg kun mig selv at træne med. Med undtagelse af Michelangelo, men han sidder og spiller videospil og spiser pizza. Mester Splinter mediterer. Raphael sover. Og Donatello tænker.

”Kære bror… Kom tilbage til os.” Jeg stikker mine katanas i skederne der er fæstnet på min ryg, drejer om på hælen og hen mod elevatoren. Jeg må have nogen svar. Hvad så Don deroppe? Hvad skete der? Elevatorens døre åbner sig langsomt og jeg glider lydløst ind i elevatoren. Ingen lægger mærke til at jeg forlader hulen. Da jeg kommer uden for elevatoren, kan jeg se, at det er dag. Garagedøren står på klem og en smule dagslys står ind i garagen. Jeg går stille hen og trækker den op. Udenfor har fortovet, tagene og alt andet fået små sjatter sne på grund af vinteren. Jeg fryser ikke engang, selvom det er den kolde tid på året og jeg ikke har noget overtøj på. Jeg presser mig ind mod væggen på bygningen, der skal være garagen og går stille hen mod trappen, der fører op til taget på den næste grå bygning. Jeg løber op ad trappen med lydløse skridt og balance, og står til sidst på det flade tag oven på bygningen. Her er ingenting. Kun sjatter af sne og taget. New York City som udsigt og lyden af biler og mennesker, der taler indbyrdes, som herfra lyder som en hvisken. Jeg går hen til kanten af taget, sætter mig på hug og lægger hånden ned på det kolde tag. Lukker øjnene.

Jeg ser Donatello sidde på kanten af taget. Han kigger ud over byen og ligner en der ikke har nogen som helst problemer overhovedet. Men pludselig holder han vejret og får et trist udtryk i ansigtet. Han længdes efter noget. Men hvad? Hvad kan det være? Himlen over ham er sort og en let brise får hans lilla bandanas ender til at danse om hinanden. Donatello virker slet ikke glad. Og det tror jeg ikke han er. Han mangler noget, men han virker ikke til at prøve på at få fat i det.

Jeg åbner øjnene igen. Jeg er glad for at Mester Splinter lærte mig denne kunst. At kunne se ting der er sket, som er foruroligende og har indflydelse på én. Don er ikke glad. Der er noget han vil have. Men jeg ved ikke hvad det er. Jeg bliver nødt til at få ham herop og snakke med ham i nat. Jeg vender om og kaster et blik på et lille bjerg af sne. Sparker til det, og vælter hermed bjerget.
Jeg er bekymret for min bror. Hvad er det han længdes efter? Jeg går hen til trappen igen, løber ned for ikke at blive set og lister tilbage til skyggerne. Jeg smutter hurtigt ind i garagen og lukker døren.

Gad vide hvad det er Don han grubler over?, tænker jeg. Donny har aldrig opført sig på den måde før. Jeg vender mig om, og ser elevatoren stå og vente på mig. Dørene glider op, og jeg går ind. Kører langsomt ned og tilbage til mit hjem i kloakken. Da jeg træder ind er alt som før. Donatello, Raphael og Mester Splinter er i deres rum. Michelangelo spiller videospil.

Det er nat nu. Jeg står inde på mit værelse og har været vågen hele tiden. Jeg skal ind til Don, og få ham med ud og op på taget. Jeg kan ikke leve med at han skal være i denne tilstand længere. Jeg skal få snakket med ham, uanset om jeg skal trække ham ud af sengen eller ej. Jeg lister stille ud af mit værelse, hen ad den åbne øverste etage, der er noget lignende en balkon, og hen til Donatellos værelse. Der er mørkt derinde, ligesom på mine brødres. Jeg går ind i mørket og får tændt lyset på hans værelse. Til min store overraskelse sidder Don i sin seng med en varm kop kaffe i hænderne. Jeg troede han sov!

”Drikker du kaffe midt om natten?!” Det er helt klart noget galt med min bror. ”Hej Leo. Lister du ind på mit værelse midt om natten?” Jeg tror, at Donnie drikker kaffe for at holde sig vågen, for at kunne tænke mere over hvad end det her nu drejer sig om... Det er ikke sundt for ham. Han har brug for den søvn.

”Jeg skal snakke med dig, Don. Følg med op på taget ved garagen.” Han trækker på skuldrene, stiller kaffen fra sig og går efter mig ud fra værelset. Vi går lydløst ned ad trappen, hen til elevatoren, åbner dørene og træder ind. ”Hvorfor skal du snakke med mig midt om natten?” Han kigger spørgende på mig. ”Hvis jeg sagde, at vi skulle snakke sammen midt på dagen, ville Mike sikkert spørge om han måtte komme med.” Don nikker langsomt og stirrer så frem for sig. Hvorfor skal han være så tænksom?! Jeg bliver så bekymret for ham...

Vi når op til garagen og jeg går hen til garagedøren og trækker den langsomt op for ikke at vække interesse, selvom denne gade for det meste er øde. Vi går op ad trappen til taget. Sneen er åbenbart smeltet væk i løbet af dagen. Donatello følger efter mig hen til et hjørne af taget. Der står en kasse lignende ting af beton. Jeg hopper op på den og sætter mig på hug, mens Don stiller sig på siden og læner sig op af den. Jeg kigger på ham.

”Don... Du har bare gået rundt for dig selv og tænkt på ting, som vi ikke vidste noget om, i flere dage. Du længdes efter noget, som du ikke kan få fat i. Hvad sker der inde i dit hoved?” Donnie sukker en smule trist. ”Leo… Har du nogensinde tænkt over det med piger?” Jamen, hvorfor går Don og tænker på det? Hvorfor skulle vi tage af os af den slags, når der ikke er nogen? ”Nej...”, svarer jeg. ”Det plejede jeg heller ikke at gøre. Men nu, efter mig og Mikey snakkede om piger på grund af kærlighedsfilmen, tænker jeg meget mere over det. Jeg længdes efter en jeg kan være romantisk og kærlig sammen med. Men jeg ved, at jeg ikke kommer til at få den luksus.” Jeg kigger ud mod storbyen, der lyser af liv mod stjernehimmelen. ”Jamen, hvorfor ikke?”, spørger jeg, en smule forvirret. ”Tænk over det, Leonardo. Vi er mutanter. Skildpadder. Freaks. Vi er de eneste fire mutant skildpadder på Jorden, og vi kan ikke omgås mennesker. Der findes ingen piger som os. Vi får aldrig den slags kærlighed at føle.”

Jeg får et chok, da det går op for mig. Don har ret. Vi er dømt til at dø uden kærligheden fra en piges side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...