Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
861Visninger
AA

25. Donatello

25

Donatello

 

 

Selvom det er nat, hvor de klare stjerner på himmelen lyser om kap med den fulde måne,  er den lette brise lun. Man kan godt mærke, at foråret er godt i gang, at vi er i starten af maj måned. Jeg stikker tommelfingrene under mit bælte og kigger op mod himmelen, mens vinden tager fat i min bandana. Tænk engang. Himmelen, ja faktisk Universet, rummer så meget mere end øjet blot kan se. Syv andre planeter og en dværgplanet, meteorer, glødende stjerner, gasskyer, galakser, og så meget mere. Der er så mange ting, vi endnu ikke ved om Universet. Universet er jo uendeligt og fyldt med gemte informationer.

 

Jeg ser ned i jorden og sukker kort. Det er ligesom os. Vi er skjulte informationer. Mennesker ved ikke, at vores slags mutationer findes. De kender mutationer, ja, men ikke menneskelignende skildpadder, der render rundt på to ben og er trænede i ninjitsu. Man kan heller intet finde om TCRI på internettet. Ikke engang jeg ved, hvor det stads kommer fra. Dog har jeg altid haft en brændende lyst til, at finde ud af det, og især også efter vi mødte pigerne, der startede som mennesker og ikke skildpadder, firben eller frøer. De fire piger er de eneste mennesker, der faktisk kender til vores eksistens. Hvis man altså ser bort fra alle vores fjender.

 

Chili sidder skråt overfor mig på kanten af taget, og med benene dinglende ud over kanten. Fordi jeg er bange for at hun falder ned, står jeg kun få centimeter fra hende. Hun vender med ryggen til mig og hun kigger ud mod storbyen, mens vinden blidt tager fat i hendes mørkeblonde hår. Stakkels hende. Stakkels alle pigerne. Tænk at have været helt almindelige mennesker, for så at blive muteret ved et uheld og derefter jagtet af en kæmpe gadebande. Nu kan de aldrig vise sig overfor andre mennesker igen.

 

Da jeg hører Chili sukke dybt, sætter jeg mig ned ved siden af hende. Hun virker trist. Hun drejer hovedet og kigger på mig med et smil. Da jeg ser hendes smil, banker mit hjerte en smule hurtigere og jeg kan ikke lade vær med at rødme. Hendes stemme lyder som en hvisken: ”Hey Donnie.” Hun kigger ned mod den tomme gade og de forladte bygninger under os. Jeg rykker en smule tættere på hende, selvom det kræver en del mod. ”Hvad tænker du på?”, spørger jeg hende, og kigger igen op mod stjernehimmelen. Hun gør det samme. ”Jeg ved ikke… På mine underlige interesser. Rettere sagt, mine nørdede interesser.” Jeg kigger på hende og hæver øjenbrynene. Nørdede? ”Bliver du da kaldt nørd?” Hun trækker lidt på skulderen og kigger tilbage på mig. ”Gør du?”, spørger hun og smiler skævt.

 

Jeg sukker kort og kigger ned mod gaden. Jeg kan stadig mærke Chilis grå øjne hvile på mig. ”Ja, men det er kun af mine brødre. Og især Raph. Normalt ignorerer jeg det, men af og til bliver jeg virkelig irriteret. Og på en måde også ked af det. Jeg mener… Hvorfor kan jeg ikke bare have lov til, at kunne lide matematik, maskiner, teknologi, fysik, kemi og alle de andre matematiske ting?”, jeg slår ud med hånden og drejer hovedet for at kigge Chili ind i øjnene igen. Hendes smukke grå øjne. ”Hvorfor kan man ikke have lov til at kunne lide ting, uden at få øgenavne? Det er frustrerende.” Chili kigger på mig med et bekymret ansigtsudtryk, men det bliver hurtigt erstattet med et smil. ”Hey. Det er fedt at være nørd.”, hun puffer blidt til mig med skulderen. ”Tænk på alle de ting du ved, som de ikke ved. Du har virkelig hjulpet mig med at blive bedre til matematik. Du har lært mig at spille skak. Jeg er faktisk begyndt at tro på, at jeg rent faktisk er bare en lille smule klog!”, hun griner lidt for sig selv. ”Donnie, du er den mest intelligente person jeg i hele mit liv har mødt. Uden dig ville vi ikke have vores T-phones, Skjoldvognen, Skjoldkværnen, forbindelse til internettet, tv-signal, ja selv vores kaffemaskine!”

 

Hendes ord gør mig genert, og jeg kigger den anden vej, mens jeg holder mig på albuen. Jeg rødmer, da jeg kan mærke hendes hånd på min skulder. ”Alle er nørder i noget forskelligt. Vi kan for eksempel tage dine brødre. Leo er jo fan er Space Heroes, så han er en Space Heroes nørd. Raph er en gysernørd, Mikey er en spilnørd. Du er en teknonørd.”, ud af øjenkrogen kan jeg se hende trække op i skuldrene og hendes stemme lyder lidt mere tilbagetrukken nu. ”Teknonørd er en af mine yndlingsnørder.”

 

Med en nervøs og rystende stemme, spørger jeg hende: ”Hvad er du så nørd til?” Hun kigger op mod himlen og er stille et kort øjeblik. Man kan se alle de tusinde smukke stjerner blinke i hendes øjne. ”Aner det ikke. En tegnenørd, måske?” Jeg smiler for mig selv, da jeg kommer i tanke om notesblokken, jeg har givet til Chili. Når hun har et øjeblik for sig selv, sidder hun altid i sofaen og tegner. Af og til sidder vi sammen i sofaen og laver hver sin ting, hun tegner og jeg roder med en ny dims, jeg er i gang med at lave. Sådan sidder vi bare i al stilhed. Jeg elsker, når vi har de stunder. Bare os to, der sidder og laver hver sit, men stadig er sammen.

 

”Hvad kan du egentlig godt lide at tegne, Chili?”, spørger jeg og læner mig lidt tættere hen mod hende. Normalt plejer vi ikke at sidde så tæt op ad hinanden, og det virker også fremmed. Men samtidig får jeg en fantastisk følelse, når jeg er i nærheden af hende. Af Chili. Chili smiler genert til mig og kigger ned mod gaden igen. ”Sådan lidt forskellige ting. Noget af det jeg bedst kan lide at tegne, er-”

 

Hun stivner. Hendes ansigtsudtryk viser frygt og chok. Mit hjerte springer et slag over, da jeg hurtigt lægger mine hænder på hendes skuldre og prøver at få hende til, at se mig ind i øjnene. Hun fortsætter med at stirre ned mod gaden. ”Chili? Chili, hvad er der galt?” Med en rystende hånd peger hun ned mod den tomme gade. Men da jeg drejer hovedet og kigger, ser jeg, at gaden ikke er tom. Pludselig går hele min verden i stå. Nede på gaden har en gruppe af Lilla Drager omringet en skikkelse, en pige.

 

En utroligt smuk pige. Hendes ildrøde hår er samlet i en hestehale i nakken, og hendes kindben er dækkede med fregner. Og hendes blå øjne udstråler kun frygt og rædsel. De Lilla Drager står i en cirkel om hende. De vil gøre hende fortræd. Jeg kan ikke lade det ske. Jeg ser hen på Chili, og møder hendes øjne. De er bekymrede. "Vi må redde hende!" Men hun ryster bare på hovedet, forvirret og øjnene spærret på vidt gab af frygt: "Jamen, Don, det... Jeg... Vi kan ikke-" Og jeg afbryder hende. "Gør hvad du vil, men jeg hjælper hende med eller uden din hjælp!", udbryder jeg. Hun viger forskrækket tilbage. Og i hendes øjne, kan jeg se, at jeg har såret hende. Men jeg kan ikke koncentrere mig om dét nu. Jeg må rede pigen.

 

Jeg styrter hen mod trappen, hopper over gelænderet og holder så fast om kanten på det, så jeg hænger og dingler. Giver slip, og lader mig falde. Griber fat i den næste kant. Og gør det igen og igen, indtil jeg lander på den hårde asfalt. Over mit hoved kan jeg høre Chili råbe mit navn, men jeg hører ikke efter. Jeg løber hen mod De Lilla Drager, der nu er så tæt på pigen, at de kan nå hende blot ved at række armen frem. Mens jeg løber, trækker jeg min bostav op af bæltet. Hæver den over min højre skulder og svinger den så hårdt jeg kan, hen mod den nærmeste Lilla Drage. Og rammer ham i hovedet.

 

Han snurrer en halv omgang og begynder at vakle. Han er skaldet, bortset fra en enkel tot hår han har i hestehale, lige oven på hovedet, der er farvet pastelgrøn, og en smule skæg på hagen i samme farve. Sort kortærmet skjorte, grå vest med røde striber, løse røde og sorte millitærbukser, sorte støvler og handsker, armbånd og bælte med spidse nitter. Da han kigger på mig med mørke øjne, kan jeg se hans tatovering. En lilla drages gab runder sig om hans venstre øje, og dens krop fortsætter ned ad hans kæbe, ned til halsen, rundt om nakken og slutter ved hans adamsæble. Dragon Face. Han kigger først på mig med et forskrækket ansigtsudtryk, men det forvandler sig til et smørret grin og stikkende øjne. "Jamen der har vi jo en af vores kostumeklædte venner. Hvor er resten af din søde lille familie, freak?" Jeg giver et ryk i min bostav, og får den til at snurre i min højre hånd. Lynhurtigt svinger jeg den om på ryggen og får fat i den med venstre hånd, og giver den endnu et ryk, som får den til at snurre igen. Og med en bevægelse så hurtigt som et lyn, får jeg fat med begge mine hænder på hver sin ende af bostaven. "I hvert fald ikke i dine hænder! Og lad så den pige gå!"

 

Dragon Face knurrer og peger på mig: "Lilla Drager! På ham!" Fem andre Lilla Drager kommer løbende hen mod mig. Tre af dem har knive, en har pistol og den sidste har et jernrør i hånden. Fem unge mænd med et dårligere karrierevalg? En smuk pige i fare? Det her er klart min dag! Med et kækt grin svinger jeg min bostav og blokerer vejen for den Lilla Drages jernrør. Mens jeg svinger bostaven mod min højre og rammer en anden Lilla Drage i maven, drejer jeg hovedet og skimter hurtigt pigens røde hår. Jeg får en fantastisk følelse i hele kroppen, og med ét føler jeg mig stærk som en tiger. Jeg kan klare dem. Jeg kan bekæmpe De Lilla Drager og Dragon Face. Jeg kan redde pigen!

 

"Hvad fanden har du gang i?!" En skikkelse med langt mørkeblond hår og grøn bandana træder ind foran mig, med ryggen til, og slår en Lilla Drage hårdt i ansigtet. Chili. Jeg havde glemt alt om hende. Hun vender sig om mod mig og hendes øjne stråler af vrede. Jeg har aldrig oplevet hende være vred før, selvom vi har kendt hinanden i tre og en halv måned nu. "Sig mig, hvad tænker du på, din idiot?!", råber hun ad mig. Jeg får et stik af dårlig samvittighed og får det dårligt. Chili drejer hovedet og ser hen mod den rødhårede pige. Dragon Face kommer gående hen mod hende, med en kniv i hånden. Chili sætter løb, men hendes gang er besværet og kluntet. Mens hun løber mod Dragon Face fører hun hendes højre hånd tilbage i luften, slår hendes knyttede næve mod Dragon Face og rammer ham lige på struben. Dragon Face falder om med et stramt greb om hans hals og den rødhårede pige skriger. Jeg når lige at se Chili dreje hovedet og se på mig, da hun bliver slået ned bagfra af en Lilla Drage.

 

"Nej!" Jeg får hurtigt stukket min bostav ned i bæltet og styrter hen mod Chili og den betagende rødhårede pige. Men i farten støder jeg ind i en Lilla Drage og vi begge tumler omkuld. Uden at tænke mig yderligere om, hvilket jeg plejer at gøre, kommer jeg besværligt på benene igen og ignorer den Lilla Drage bag mig. Jeg vakler i få sekunder, desperat efter at få balancen tilbage. Mit blik er er rettet mod den kolde asfalt. Jeg ser op. Og ser en Lilla Drage svinge en kniv mod mig. Jeg rykker hurtigt til siden, sparker ham i maven for at give mig selv tid og løber videre. Chili sidder på knæ, og da jeg når hen til hende, knæler jeg ved siden af. Forsigtigt lægger jeg en hånd på hendes skjold: "Chi-Chili? Er du okay?" Hun vifter mig afvigende væk og snerrer: "Jeg har det fint." Hun rejser sig og går hen til-

 

"Hvad er der sket med hende?!", min stemme knækker over midt i sætningen, og jeg føler alle mine kræfter langsomt siver ud af min krop. Den rødhårede pige ligger bevidstløs på jorden og siger ikke en lyd. Chili kigger på mig med et intetsigende ansigtsudtryk og siger blot: "Jeg ved det ikke. Hun må være besvimet." Pludselig stivner Chili, da hun skal til at sætte sig på hug ved siden af pigen. Hun kigger rundt på vores omgivelser med et hævet øjenbryn. Jeg kigger mig nervøst omkring. De Lilla Drager er væk. Meget mærkeligt. Hvis jeg kender De Lilla Drager ret, og jeg kender dem ret godt, ville de være blevet for at kæmpe videre. De giver ikke op, bare sådan lige. Jeg drejer hovedet og ser hen på Chili, for at kunne finde et tegn på, at hun forstår. Men hendes ansigt er stadig udtryksløst. Det er virkelig ubehageligt. "Vi må se at komme væk herfra. Vi må fortælle Leo og Mester Splinter om det her.", siger hun og humper hen mod garagen, cirka tyve meter fra os. "Chili, vent!" Hun drejer om på hælen og vender fronten mod mig. "Hvad?", svarer hun og jeg kan høre en udmattelse i hendes stemme.

 

Jeg drejer hovedet og kigger ned på den rødhårede pige, der bare ligger der, stille som en mus. Hendes hår er som en krone af ild om hendes hoved. "Vi kan ikke bare efterlade hende her." Jeg knæler ved siden af hende og vender hende om, så hun ligger på ryggen. De små fregner på hendes næse og kindben giver hende et fint og blødt udtryk. Jeg bliver svimmel i få sekunder. "Hvad havde du tænkt dig, Donnie?", lyder Chilis stemme et par meter bag mig. "At vi skulle tage hende med tilbage til vores hjem? Hun har allerede set to for mange af os! Og hvad tror du ikke Leonardo vil sige til det? Fire piger er nok, det er i hvert fald hvad jeg har indfanget." Med rystende arme tager jeg fat om pigen, bærer hende op i min favn og vender mig mod Chili. Mit hjerte banker hurtigere af at være så tæt på hende. "Chili, hvad hvis hun intet sted har at være? Måske kan hun hjælpe os. Og nu har hun jo allerede set to af os, hun skulle helst ikke fortælle en masse andre om nogle store muterede skildpadder, hun så en rolig nat i New York." Hun lægger arme over kors og sukker. "Du havde måske regnet med, at folk ville tro hende?" Jeg svarer hende ikke. Jeg kan ikke lide det her. Jeg har ikke lyst til at være uvenner med min bedste ven. "Fint,", siger hun og vifter med hånden, mens hun humper hen mod garagen. "Du skal bare ikke fortælle nogen, at det var min idé at løbe ned i en kamp mod Lilla Drager med en forstuvet ankel, for at redde en eller anden tilfældig menneskepiges liv." Med den smukke pige i armene, følger jeg efter Chili ind i garagen og ind i elevatoren.

Vi siger intet til hinanden på vejen ned.

Jeg har det ikke godt.

Jeg er ikke sikker på, om min familie vil blive glade eller rasende over det, jeg har gjort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...