Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
875Visninger
AA

17. Donatello

17
Donatello

Solsystemet. Jeg taster ordet ind på to sekunder og søger. Solsystemet. Musen kører over en masse søgeresultater. Jeg ender som sædvanlig på wikipedia. Hvorfor søger jeg på solsystemet? Det ved jeg ikke. Jeg trænger til at tænke på noget andet. Jeg læser kun de tre første sætninger på siden, og klikker så tilbage igen. Musen kører videre. Lander automatisk på et link. Klik. Overskriften på emnet er ’Venus’. Mine øjne falder ned på indholdet.
Venus: (Græsk: Aphrodite; Babylonisk: Ishtar) er gudinden for kærlighed og skønhed. Planeten er sikkert navnkaldt dette, da den er den mest lyse af planeterne. (Med få undtagelser, er overfladen af Venus opkaldt efter kvindelige figurer.)

Jeg lukker hurtigt siden og sætter en hånd for panden. Jeg kan ikke klare det der. Jeg slukker for min computer og ruller stolen rundt, så jeg kigger over mod den blå sofa. Chili sidder i den med en notesblok og tegner. Hendes ansigt er roligt og... sidder hun og smiler? Der er gået lidt over to uger nu. Vores venskab er blev tættere og vi snakker tit sammen, men så er der heller ikke meget mere i det. Mine brødre har deres egen flirt, alle, undtaget mig. Kan jeg se mig og Chili sammen? Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke hvad jeg føler for hende, og jeg tror heller ikke at hun ved hvad hun føler for mig. Det er bare så kompliceret, og jeg vil snart ikke mere. Hun ser meget bedre ud med sit nye udstyr. Hun har fået albue- og knæbeskyttere, et bælte magen til mit og en grøn bandana. Grøn fremhæver virkelig hendes øjne, farven klæder hende. Hendes hår er stadig utroligt uglet, hun har ikke fået redt det i løbet af den tid hun har været muteret, og det har Zelina og Christine heller ikke. Hvilket minder mig om...

Jeg rejser mig, går hen til sofaen og sætter mig ved siden af Chili. Da hun opdager mig, fjerner hun hurtigt notesblokken og lægger den ved siden af sig, så jeg ikke kan se den, og smiler. Rødmer hun? ”Hey Donnie!” Det er første gang hun har brugt mit kælenavn. Jeg kan ikke lade vær med at rødme en smule. ”Hey Chili, jeg kom lige i tanke om noget...” Hendes grå øjne lyser op og kigger opmærksomt og spændt på mig. ”Ja?” Jeg griber fat i hårbørsten, som er spændt fast i mit bælte bag på skjoldet og rækker hende den. Hun gisper lavmælt da hun ser den, tager den forsigtigt i sine hænder og et smil breder sig over hendes ansigt. ”Åh, tusind tak, Donatello!” Hun læner sig frem mod mig og giver mig et kæmpe kram. Først bliver jeg lidt nervøs, men slapper hurtigt af, da mine arme lægger sig om hende. Chili kigger glad på hårbørsten. ”Og det er endda den perfekte type til mit tykke hår!” Hun samler sit lange hår i en hestehale i siden af hovedet, og kører børsten igennem det. ”Jeg fandt den ude på en losseplads, der hvor jeg plejer at samle dele. Jeg tænkte at du nok havde brug for sådan en.”, siger jeg med et smil. ”Av, gør det der ikke ondt?” Jeg bider mig i læben. Chili kører børsten igennem sit uglede hår med hurtige og en smule voldsomme bevægelser, hvilket burde gøre lidt ondt med alle de knuder. Hun holder en pause og kigger på mig, mens hun smiler med lukket mund. ”Jeg er vant til at mit hår er uglet. Når jeg reder det, gør det sig selv uglet i løbet af dagen, så næste morgen vil det sikkert være ligeså umuligt.” I stilhed lader jeg hende rede sit hår igennem. Hendes mørkeblonde hår er utroligt smukt, når det er redt igennem. Det virker helt fortryllende og prinsesse agtigt.

Jeg prøver på at kunne se tegningen i notesblokken, som engang var min, men uden held. Jeg gav Chili notesblokken, da hun allerede havde tegnet i den før, og hun fortalte mig, at hun virkelig savnede at bruge sine kunstneriske evner. Jeg har kun set få af hendes tegninger. Hun er utrolig dygtig, hun har nogle specielle evner. Det er bare utroligt uretfærdigt, at hun så aldrig vil kunne komme til at bruge dem. Hun er en kæmpe skildpadde nu. Chili bliver færdig med at rede sit hår og lægger børsten fra sig. Hendes lange hår falder ned over hendes skuldre som vandfald og det ser meget lettere ud nu. Hun smiler til mig. "Jeg kom lige i tanke om noget...", siger hun og folder hænderne. Hun virker en smule nervøs. Jeg kan dog bare ikke se hvorfor? "Mester Splinter gav os et tilbud i dag. Altså, mig, Christine, Ubah og Zelina. Han vil gerne træne os til at blive... Kuno.. Ku..." Hun lægger hovedet på skrå og laver en forvirret grimasse, mens hun prøver at huske hvad ordet for det hun skal sige nu var. "Kunoichi?", spørger jeg og kan ikke lade vær med at grine lidt. Hun nikker og smiler. "Det var det dét hed!"

"Vil han oplære jer som ninja'er?", spørger jeg og kigger undrende på hende. "Ja. Men han sagde, at det ville være hårdt og vi ville ikke undgå at kunne blive rigtig trætte i løbet af de første par dage. Vi måtte selv bestemme om vi ville blive ved med at blive oplært, eller om vi bare ville træne en gang imellem, for at lære at beskytte os selv." Chili skal måske oplæres som ninja... Det er utroligt sejt, men på den anden side, hvor meget tid får hun så til at vi kan være sammen? Måske skal vi træne sammen med dem? "Sagde du ja?", spørger jeg hende, en smule nervøst. Hun trækker lidt på mundvigen. "Jeg tænkte over det et stykke tid. Jeg er god til at være ubeslutsom." Hun griner lidt for sig selv. "Men jeg endte med at takke ja. Jeg tror gerne, at jeg vil holdes i form. Det tog faktisk længere tid for Christine at beslutte sig, men hun sagde også ja til sidst. Ubah var ikke så meget for det, så hun sagde pænt nej tak, men hun vil stadig gerne lære alt det der basis og at kunne bruge våben og slås bare nogenlunde. Zelina var også med på den." Så Chili sagde ja. Hun bliver en kunoichi. Men hvad hvis det tager for hårdt på hende? Mine brødre og jeg har trænet hele livet, så det er ikke besværligt for os, men Chili skal begynde fra når hun er fjorten... "Chili, nu advarer jeg dig lige... Når Mester Splinter siger at det bliver hårdt, så mener han det virkelig. Jeg har selvfølgelig ikke noget som helst imod, at du bliver kunoichi, overhovedet ikke! Jeg er bare..." De sidste ord er lidt svære at få op igennem halsen, men jeg tager mig sammen. "Bekymret for dig." Jeg kan mærke varmen i kinderne og begynder at smile nervøst for at skjule min rødmen. Chili trækker lidt op i skuldrene og kigger ned på sine ben. "Du er så god til at gøre mig glad, Donatello.", siger hun, mens hun smiler et dejligt smil. Jeg kan ikke lade vær med at rødme endnu mere og jeg klør mig i nakken.

Jeg kan godt mærke, at jeg måske er lidt småforelsket i Chili, men jeg er lidt forvirret omkring mine følelser her for tiden. Jeg ved ikke om jeg er fuldkommen forelsket endnu. Jeg har det super godt sammen med Chili og hun er min nærmeste veninde. Vi bor på værelse sammen, vi kan snakke om alt mellem himmel og jord, jeg hjælper hende med at styrke sig i matematik (Matematik er virkelig ikke hendes stærke side), hun fortæller om forskellige oplevelser hun har haft og om hendes liv som menneske. I det hele taget har vi det bare rigtig godt sammen. Men jeg ved ikke, hvis jeg begynder at blive forelsket i hende, og hun ikke kan lide mig, så er jeg bange for at ødelægge det vi har sammen, og det har jeg virkelig ikke lyst til. "Nå, men hvornår begynder træningen så?", spørger jeg, for at undlade at blive alt for rød i hovedet. "Mester Splinter sagde, at vi kunne starte hvornår det skulle være. Vi skulle bare sige til." Jeg lægger armen på sofaens ryglæn. "Måske kunne vi så træne sammen når I starter. Leo og Raph vil sikkert også være med. Jeg ved ikke med Mikey, du kender ham jo." Chili nikker grinende. Jeg rejser mig op fra sofaen. "Nå, men jeg går ud i køkkenet." Jeg gør et hurtigt kast med hovedet. "Vi ses." Chili vinker og smiler sødt til mig og jeg vinker tilbage til hende. Så går jeg ud i køkkenet, sætter mig ved spisebordet og stiller det spil skak frem, som jeg var i gang med for nogle timer siden.

Men jeg kan ikke sætte mig til at spille. Jeg ved ikke... Jeg plejer at hygge mig rigtig meget med det, men jeg har bare ikke fantastisk meget lyst lige nu, selvom jeg lige har sat det op. Jeg kigger ned på springeren, som står på det sorte og hvide skakbræt sammen med alle de andre brikker. Tager den op, og sidder bare og kigger på den. Den hvide springer. Hesten er et af Chilis yndlingsdyr, sammen med skildpadden. Hesten er egentlig også det dyr, der beskriver hende bedst. Elegant, stærk og smukt, stædigt, men kærligt. Gad vide hvilket dyr, der ville passe mig bedst? Jeg er ikke så god til at bedømme mig selv. Hvad synes Chili? Jeg sukker dybt og sætter springeren på sin plads igen. Mit hoved hviler på min ene hånd. Jeg gad virkelig godt at se flere af Chilis tegninger. Jeg har hørt fra Zelina, Christine og Ubah at hun er helt vildt god, jeg har bare ikke rigtig set nogen af dem. Kun to skitser, eller noget i den stil, men jeg kan alligevel godt se hvad de mener ud fra de skitser. Jeg har også hørt noget med, at Chili har talent for at danse. Mikey er også virkelig god til det, han elsker at danse, der er bare ingen, der har kommenteret det endnu. Jeg kigger hen mod sofaen. Den er tom. Chili må være gået op på værelset, eller også er hun sammen med enten Christine, Zelina eller Ubah, eller også dem alle sammen på en gang. Jeg burde egentlig få lavet en T-phone til dem alle sammen. Min egen specielt designede mobiltelefon, hvor jeg har lavet en til hver af mig og mine brødre. Jeg er meget fristet til at gå over til sofaen og finde notesblokken, men jeg tror ikke at den ligger der. Og selv hvis den gjorde det, ville jeg ikke gøre det. Sådan vil jeg ikke være imod Chili, jeg vil ikke være den, der snuser rundt i hendes ting.

"Don?" Jeg får en mindre forskrækkelse og spjætter i stolen. Chili står på den anden side af spisebordet, med hænderne bag skjoldet og vugger let frem og tilbage. "Wow...", siger jeg og lægger en hånd på brystkassen. "Du er allerede ved at få styr på det der med at snige sig frem i stilhed." Hun fniser og sætter sig ned i stolen overfor mig. "Jeg bliver faktisk også kaldt ninja af og til.", svarer hun med et smil. Hun kigger ned på skakbrættet. "Sidder du og spiller skak med dig selv?" Jeg trækker lidt på skuldrene. "Ikke rigtigt.", "Skal vi spille?" Jeg kigger forbavset på hende. Kan hun virkelig spille skak? Det havde jeg ikke forestillet mig. "Kan du finde ud af det?" Hun klør sig lidt i nakken og presser læberne sammen, som om at der er noget, hun vil holde inde. "Jaaaa...", svarer hun og begynder at sidde lidt uroligt i stolen. "Fedt, så lad os komme i gang. Vil du starte?" Chili bider sig i læben og holder sin ene hånd over de sorte brikker. Hendes hånd svæver lidt over dem, da hun endelig får rykket. "Det der kan du ikke, Chili.", siger jeg og griner. "Nej, det der kan du heller ikke. Og nu står du på mit felt!" Jeg kan ikke lade vær med at grine, da Chili begynder at rykke brikkerne frem og tilbage, og ser helt forvirret ud. "Og det der er heller ikke muligt." Jeg lægger min hånd på hendes. Det gibber i hende, og hun trækker langsomt og forsigtigt hånden til sig igen. "Okay...", siger hun og kigger ned i bordet med hovedet hvilene på sin hånd. "Jeg indrømmer det. Jeg har aldrig spillet nogensinde prøvet at spille skak før." Da hun kigger op og ser mig i øjnene, kan hun ikke lade vær med at smile og fnise. Jeg smiler tilbage til hende. "Vil du gerne lære det?". "Tja, jeg skal jo lære det før eller siden.", svarer hun og trækker på skuldrene og smilebåndet. "Okay, så..." Jeg læner mig hen imod hende og rykker hendes brik. "Lad mig vise dig, hvordan man gør..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...