Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
859Visninger
AA

9. Donatello

9
Donatello

Hvorfor var det lige mig, der ingen pige fik? Er det fordi jeg har det forkerte udseende? Synes andre ikke at jeg er til at stole på? Jeg forstår det bare ikke... Raph havde lige taget Zelina med sig. Det gav mig så ingen andre muligheder end Chili. Men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige... Tavsheden blev for lang, og Chili sagde: "Det er okay, Donatello. Jeg sover på jeres sofa." Og så gik hun. Det var faktisk hende jeg havde håbet på ville komme til at sove på mit værelse... Christine minder for meget om mig, Ubah er jo nærmest bedste venner med Mikey, og Zelina... Ja, vi er bare det direkte modsatte af hinanden, tror jeg. Eller, Raphael er faktisk mere det modsatte, men jeg kunne bare ikke se mig selv sammen med nogen andre end Chili. Nu var mit "ønske" jo lige blevet opfyldt, men så ender jeg alene. Skønt.

Jeg ligger oppe i min seng og stirrer op i loftet. Måske skulle jeg sætte mig ved min computer, bare for at komme på andre tanker? Men Chili er måske dernede... Og hvad hvis hun så slet ikke vil snakke til mig? Det her er alt for forvirrende. Jeg udstøder et langt suk. Måske er jeg bare dømt til at være nørden, som ingen piger overhovedet bare ville snakke til? Tja, det må jo være sådan det er. Måske skulle jeg sove lidt. Bare for at glemme alt det her. Bare for at komme lidt væk fra alting. Jeg gaber, lægger mig under mit tæppe og falder langsomt i søvn.

Der er mørkt oppe på himlen. Byen er mere stille end den plejer at være, men der er stadig lys i vinduerne. Månen er fuld og himmelen er stjerneklar. En let brise får mine bandanas ender til at svæve og danse i luften. Jeg lukker øjnene, og mærker den kolde luft mod min grønne hud. Imens jeg sidder og nyder brisen, mærker jeg en hånd på min skulder. Jeg drejer hovedet og ser op på... Chili. Hendes mørkeblonde, lidt uglede hår bevæger sig blidt med brisen og hendes grå øjne stråler som stjernerne på himmelen. Først er jeg lidt forvirret, men det aftager da hun sender mig et smil. Hvad laver hun heroppe på taget? Og hvordan fandt hun ud af hulen? Vi kigger hinanden i øjnene i et cirka et halv minut, da det hele pludselig bliver sort og afbrudt af et skrig.

Jeg vågner med et sæt, da jeg hører noget falde til gulvet og en der skriger, men ikke for højt, og kigger rundt. Her er helt mørkt og jeg kan næsten ikke se en hånd for mig, men jeg kender mit værelse godt nok til at vide hvor hvad er. Jeg trækker tæppet af mig og kravler forsigtigt ned ad stigen til min seng. Mens jeg går hen for at tænde lyset, kan jeg høre en snøfte. Da lyset bliver tændt, ser jeg en grædende Chili stå henne ved min store computer. Hun kom vidst til at ramle ind i min kontorstol, så den væltede. Jeg skynder mig at løbe over til hende og lægger min hånd på hendes skjold. Jeg kigger hende ind i de grå øjne. Hun har varme tårer trillende ned ad kinderne. "Rolig, hvad sker der?", spørger jeg hende forsigtigt. Hun tørrer sine øjne og snøfter. "Der er så mørkt derude! Jeg kan ikke lide det!" Hun må være voldsomt mørkeræd. Og jeg har medlidenhed med hende. "Du kan da sove herinde!" Nej, jeg siger det ikke for at gribe min chance. Jeg siger det, fordi at jeg ikke vil have at hun skal være alene derude og græde. Chili snøfter igen og tørrer flere tårer væk fra hendes kinder, men da hun blinker, kommer der bare flere. "Vi-Virkelig? Jeg troede ikke at du ville have, at jeg skulle være her..." Om hun skulle være her? Jamen... Selvfølgelig vil jeg da det! Jeg tror der har været en lille misforståelse. Eller måske ikke. Jeg har ingen anelse. "Jeg troede ikke at du kunne lide mig, siden du bare ville sove på sofaen..." Jeg fortryder lidt den måde jeg sagde det på. Jeg vil helst ikke gøre hende mere ked af det. Jeg rødmer flovt, men jeg tror ikke at Chili lægger mærke til det. "Men, eh, ja. Selvfølgelig." Chili virker en smule forvirret. Hendes øjne er stadig våde, men der kommer ikke flere tårer ud af dem. "Ja-Jamen jeg troede ikke at du kunne lide MIG, siden vi bare... Stod der..." Hun holder en pause og kigger ned i jorden, mens hun folder sine hænder og bider sig i læben.

"Men øh.. Det her er lidt.. Pinligt.." Hun ser på mig og er lidt forlegen. "Det er bare fordi... At, øhm..." Jeg håber ikke at det er mig, det drejer sig om. Dog tror jeg heller ikke at det er det, men det kunne jo godt være. "Hvad?", spørger jeg. "Jo, altså..." Hun tager sig til albuen og trækker op i skuldrene. "Jeg er mørkeræd... Og, øhm.. Lige nu tør jeg ligesom ikke helt og... Sove alene." Hun rødmer og bider sig i læben igen. Hvordan skal jeg...? Okay, Donatello, lad vær med at spekulere nu. Bare vær der for hende. "Du kan i hvert fald altid sove her." Jeg sender hende et opmuntrende smil og hun smiler tilbage i et snøft. Hendes kinder er stadig røde. "Jeg troede ikke at du ville have jeg lå ved siden af dig hele natten.". "Jeg har da intet imod at du ligger ved siden af mig." Jeg håber ikke at det her lyder for forkert! "Tak, Donatello. Det er virkelig sødt af dig." Hun kigger rundt.

"Hvor er din seng?" Den er ved væggen overfor min computer, men den er ligeså høj som Mikeys, så jeg forstår godt hvorfor hun ikke lige opdagede den. Jeg peger på den og smiler til hende. "Lige der.". "Nååååårh!" Chili smiler og begynder at fnise. "Jeg er ret blind." Hvor er jeg glad for at jeg har muntret hende op. Det kan godt være at det er midt om natten, men jeg har intet problem med at stå op for hendes skyld. Især ikke hvis det er på grund af hendes fobi. "Ja, men den er nu også lidt gemt, kan man sige." Hun smiler genert til mig og går hen til stigen, op til min seng. Hendes hånd griber forsigtigt om træet, mens hun kravler stille op og kravler hen til kanten. "Kommer du?", siger hun, mens hun vinker til mig. "Ja." Jeg går op i sengen og ser på Chili, men jeg kigger hurtigt væk igen.

Det er første gang at jeg skal sove så tæt på en pige. Jeg har faktisk aldrig nogensinde sovet i nærheden af en pige, så ja. "Tror du, at der er nok plads til mig her? Er der nok af dyner, tæpper, eller hvad I nu sover med?" Åh nej! "Jeg har ikke nogle ekstra tæpper her for tiden. Mine brødre har nakket dem alle sammen. Men heldigvis er min dyne stor nok til os begge to." Jeg skjuler min nervøsitet med et smil. Jeg skal sove under samme dyne med Chili. Jeg håber ikke at jeg overtræder hendes grænser! Chili rødmer og folder hænderne. "Okay..", svarer hun med et svagt smil. Hun gaber. "Jeg er meget træt..." Først nu kan jeg se de sorte render hun har under øjnene. Stakkels hende. Hun må ikke have fået meget søvn i flere måneder. "Du ser også sådan ud.", svarer jeg med et drillende smil, men flytter hurtigt blikket. Jeg gaber og lægger mig ned. "Godnat, Chili."

Pludselig hører vi Michelangelo udbryde: "I'M THE KING OF THE WORLD!", efterfølgende af en høj latter. Mit værelse ligger længst væk fra Mikeys værelse, men jeg kan sagtens høre når han larmer derinde. Men uheldigvis ligger mit værelse lige ved siden af Raphaels. "LUK SKJOLDET, MIKEY! DER ER NOGEN, DER PRØVER AT SOVE!" Tja, Chili får da i hvert fald ikke meget mere søvn, hvis de fortsætter sådan. Chili ser først ud mod åbningen til mit værelse, og så tilbage på mig. "Er dine brødre altid sådan?" Hun sidder stadig op. "Ikke altid, men de er sådan det meste af tiden. Men det er også lige meget, de er nu som de er." Pludselig får Chili tårer i øjnene og vender ryggen til. Nu sagde jeg ikke noget forkert, vel? For pokker, Donatello! Jeg skynder mig at sætte mig op og får vendt hende med fronten mod mig. "Hvad sker der?"

Chilis skuldre ryster og tårerne triller atter ned ad hendes kinder. "Jeg har en lillebror, som jeg aldrig kommer til at se igen." Hun kigger ned på dynen. "Jeg kan godt forstå dig." Tænk hvis jeg aldrig nogensinde skulle se mine brødre igen? Hvis jeg nu stod i Chilis sted. Hvis man nu tager Mikey og Raph, de er jo begge mine lillebrødre. Selvom de kan være møg irriterende, så holder jeg jo stadig forfærdeligt meget af dem. Jeg gyser helt ved tanken. "Og min familie... Jeg er ikke flyttet hjemmefra endnu! De må være syge af bekymring! Jeg må-" Hun afbryder sig selv, da hun kigger ned på sine hænder. De er ligesom mine, bare mere feminine og de har ikke den samme grønne farve. Tre fingre i stedet for fem. "Jeg kan ikke tage hjem. Jeg kan ikke tage hjem når jeg ligner et monster." Hun kigger hurtigt op på mig og sukker trist. "Det er ikke fordi DU ligner et monster. Men det gør jeg." Jeg prøver at smile opmuntrende til hende. "De klarer sig. Bare rolig. Og du ligner ikke et monster, lad vær med at sige sådan. Du er en virkelig køn skildpadde." Chili snøfter mens en tåre triller ned ad hendes kind. "Tak, Donatello." Men hun er ikke helt glad endnu. Hendes mundvige vender stadigvæk nedad. Jeg sender hende endnu et opmuntrende smil og lægger en hånd på hendes skulder. "Lad dine nuværende tanker passere og få noget søvn." Hun nikker stille, gaber og lægger sig ned. "God idé." Mens hun ligger der, ser hun pludselig en hel del mere udmattet ud end før. Men jeg forstår det godt. Hun har sikkert været sulten, kold og bange i en hel måned. Det har sikkert kostet tårer. Og tårer gør altid at man bliver udmattet. "Godnat, Donatello.", siger hun, mens hun lukker øjnene. Jeg lægger mig ned ved siden af hende.
Før vi begge når at falde i søvn, siger hun: "Og tak."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...