Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
894Visninger
AA

1. Donatello

1
Donatello

Det er juleaften. Alle de andre er ved at gå til køjs bortset fra mig og Michelangelo. Mikey fik mig overtalt til at blive oppe og se en film sammen med ham. Men det er nu heller ikke slemt. Jeg er vant til at være længe oppe. Al den kaffe jeg drikker når jeg bliver oppe for at gøre et projekt færdigt. Det er meget hverdagsagtigt, fra mit synspunkt altså. Mikey og jeg sidder i tavshed og stirrer på fjernsynet. Der spiller en gammel sort-hvid film om kærlighed. En kvinde krammer hendes store kærlighed. ”George, George, George...” Replikken lyder lidt mærkelig, men det er vi ligeglade med. Det er bare en film. Jeg havde faktisk aldrig troet at Mikey ville se sådan en her film.
Parret kysser hinanden. ”Åh, Mary...” siger manden. Ud af øjenkrogen kan jeg se Michelangelo røre på sig. Jeg ignorer ham bare. Han har aldrig kunnet sidde stille.

”Hey, Donnie?” spørger han pludselig. ”Ja?” Mike stirrer på skærmen. ”Øhm... Har du ligesom nogensinde undret dig over... Hvordan det er at kysse en pige?” Jeg kigger underligt på ham. Det er det mærkeligste jeg har hørt komme ud af hans mund. Og tro mig, jeg har hørt mange mærkelige ting komme ud af den. ”Det ved jeg ikke. Sommetider. Men vi vil sådan set aldrig møde nogen piger, så jeg prøver at lade vær med at tænke på det.” Nu ser Mikey nysgerrig ud. Han undrer sig. ”Øh... Overhovedet ikke?” ”Tja, jeg prøver at lade vær.” Jeg kigger tilbage på skærmen. Parret fortsætter med kysseriet. ”Raph synes det er ulækkert. Synes du det er ulækkert? Altså... At kysse, mener jeg?” Hvorfor snakker vi overhovedet om det her? ”Nej. Vi får bare aldrig chancen, så, som jeg sagde...”

”Men... Du vil gerne, ikke?” Jeg fjerner blikket fra skærmen og tilbage på Mikey. Han kigger igen. ”Ja, på en måde. Det ved jeg ikke... Måske, hvis der altså var en pige.” ”Hvad hvis nu...” Han ser tilbage på fjernsynet. ”Jeg var en pige... Og så kunne du kysse mig?” Jeg kigger endnu underligere på ham end jeg gjorde før nu. Et smil spiller om Michelangelos læber, så jeg ved at han driller. Typisk ham. Jeg rejser mig og kaster puden jeg sad på i hovedet på ham. ”Mikey, det er fuldstændig retarderet!” Mikey braser i latter. Jeg drejer om på hælen og marcherer forbi juletræet, julepynten, vores værelser og hen til elevatoren.

Jeg trænger til noget frisk luft. Det er faktisk sjældent at jeg er ude for at få luft uden at vi skal kæmpe mod fjender. Det er hårdt at være en skildpadde mutant der bliver nødt til at leve nede i kloakkerne for ikke at have en hel hær videnskabsmænd i hælene på en. Kun om natten kan vi bevæge os ud, om dagen skal vi holde os i skyggerne. Og det er ikke nemt når man bor lige under New York City. Men det er tæt på nat nu, så jeg kan roligt bevæge mig op på tagene. Jeg åbner for elevatoren og langsomt bevæger den sig opad da jeg stiger ind. Da døren åbner og jeg træder ud kan jeg næsten ikke se en hånd for mig. Garagedøren er lukket og der er kulsort på himlen, eftersom det er vinter og hurtigt bliver mørkt. Mine øjne vender sig hurtigt til mørket og jeg går hen og flår garagedøren op. Gadelygternes lys strømmer ind og man kan tydeligt se alt det skrammel der ligger rundt omkring i hjørnerne af garagen. Skjoldkværnen, vores motorcykel, ligger skjult bag en masse ting og skjoldvognen, vores bil med hundredvis af gadges, holder henne i hjørnet. Her samler jeg alle de ting jeg bruger til mine eksperimenter.

Der er ikke en sjæl på gaden. Jeg er glad for at denne gade ikke er så kendt. Jeg løber hen mod en trappe der går op ved væggen af en bygning, men holder mig stadig i skyggen. Folk ville hurtigt blive bange ved synet af en ninja skildpadde. Endda en teenage skildpadde. Jeg tager to skridt af gangen op ad trappen. Jeg ved ikke hvorfor jeg skynder mig sådan, for jeg plejer altid at være rolig. Jeg er sikkert ivrig efter at komme op på toppen af taget, få indåndet frisk luft og genvinde roen. Jeg løber hen mod kanten, efter at være kommet op af trappen, og stopper brat da jeg er ved at falde ud over. New Yorks tårnhøje bygninger er silhuetter med små lys, der ligner ildfluer. Jeg kan høre biler køre frem og tilbage og dytte efter hinanden et stykke væk fra denne gade.

New York. Byen der aldrig sover. End ikke de mutanter der bor i den. De eneste fem mutanter i hele verden. Jeg sætter mig ned og svinger benene over kanten. Beundrer byen. Jeg gad vide hvor meget strøm der lige bliver brugt på denne by. Typisk mig at stille det spørgsmål. Mine brødre kalder mig altid tekno-nørden i gruppen. Men det er jo også rigtigt at jeg er det. Den rolige omsorgsfulde nørd. Ordet ’omsorgsfuld’ får mig til at tænke tilbage på hvad Mikey sagde. ”Øhm... Har du ligesom nogensinde undret dig over... Hvordan det er at kysse en pige?”

Det har jeg. Men jeg kan ikke lide at tænke på det. Vi kommer jo aldrig til at møde nogen piger, der er som os. Aldrig. Tanken får mig til at tro at jeg dør alene og forladt. Men jeg har jo mine brødre. Hvorfor er jeg så ikke tilfreds? Hvad er der galt med mig? Mine brødre og min far ville jeg gøre alt for! Jeg ville dø for dem! Men der mangler noget... Jeg vil have en at dele romantiske øjeblikke med, røre ved på en anden måde og udforske hende. Men jeg har aldrig haft muligheden og jeg får den aldrig. Der vil altid være en del af mig der er tom. Det tomme rum vil aldrig blive fyldt op, for jeg har ikke råd til fyldet. Det kommer aldrig.

Hvorfor skulle jeg lige blive født som en skildpadde og derefter blive muteret?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...