Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
848Visninger
AA

23. Christine

23

Christine

 

Jeg udstøder et suk, mens jeg sidder i den blå sofa og stirrer ind i tv’et sorte skærm. Jeg har ingen anelse om hvad jeg skal gøre af mig selv. Lige nu har jeg mest af alt lyst til at vide præcist hvad der skete med to af mine bedste veninder, men jeg har på den anden side ikke lyst til at vække dem. De har brug for hvile. Og selvom jeg føler, at jeg burde snakke med nogen, har jeg lyst til at være alene. Men tja, det at være lidt mere asocial ligger jo også i at have Aspergers syndrom. Eller, mit Aspergers syndrom er ikke så stærkt, som det kunne have været, men stadig. Jeg trænger til at lave noget. Det er hundrede år siden jeg sidst har været i skole, og jeg kommer det vidst aldrig igen, medmindre der findes en måde at gøre pigerne og jeg til mennesker igen. Men jeg har ingen anelse om hvor det der ”TCRI” kommer fra, og jeg har aldrig hørt om det. Så det gør andre sikkert heller ikke. Måske skulle jeg lave noget matematik? Læse en bog? Leo har vel ikke noget imod, at jeg låner en…

 

”Chris?” Jeg mærker pludselig en hånd på min skulder, og drejer forskrækket hovedet. Med det samme genkender jeg de blå øjne og det venlige smil, der møder mig. Leonardo. Jeg lægger en hånd på brystkassen og puster nervøst ud. ”Åh, Leo, du gjorde mig vildt forskrækket. Jeg hørte dig slet ikke komme!” Leo griner let og sætter sig ned ved siden af mig. ”Tja, sådan er det vel bare med en ninja, der har trænet i hele sit liv.” Han rykker nervøst sin arm og lægger den på ryglænet af sofaen, lige over mine skuldre. Med det samme ved jeg, at han håbede jeg ikke lagde mærke til det. Men det gjorde jeg, uanset hvor meget ninja han nu end er.

 

Leos ansigtsudtryk ændrer sig hurtigt fra smilende til bekymret. Han læner sig en smule hen mod mig og kigger mig i øjnene. Jeg kan ikke lade vær med at rødme. ”Christine…”, siger han med en rolig stemme, der stadig lyder bekymret og… bange? ”Er du okay?” Jeg hæver en smule på brynet, ikke helt sikker på hvad han mener. Dog tror jeg godt, at jeg har fanget den. Jeg trækker en smule på skulderen og kigger ned i mit skød. ”Jeg ved det ikke.”, svarer jeg med en stille stemme. Pludselig mærker jeg Leos hånd på mit skjold. Mit ansigt bliver bare endnu mere rødt, og jeg prøver at skjule det så godt jeg kan. Åh, lad ham ikke opdage det! Jeg ryster kort på hovedet for at ryste farven ud af mine kinder, og kigger op på Leo. Men jeg kan stadigvæk mærke varmen i kinderne. Det er som om, at bare hans hånd sender, jeg ved ikke, ny energi ind i min krop, og jeg føler mig ikke så træt, som jeg var før. Leonardo ser stadig bekymret på mig.

 

”Leo, der er noget, jeg er nødt til at spørge dig om.” Han kigger nervøst på mig, får faktisk en lille rynke i panden. Han er stadig lænet hen mod mig, mens hans hånd ligger bare på mit skjold nu, hvilket betyder at han faktisk, på en måde, holder armen om mig. Og han ser anspændt ud. ”Hvorfor blev du så… sur, da Chili og Zelina forklarede hvad der skete? Du plejer altid at være så rolig, men det skiftede bare lige pludselig da Zelina kom tilbage med Chili.” Leo bliver ikke mindre anspændt efter mit spørgsmål, faktisk tror jeg, at det havde den direkte modsatte virkning. Leo sukker et dybt suk og kigger ned i sit skød. Han svarer med skuffelse i stemmen:

 

”Jeg ved godt, at jeg ikke opførte mig pænt. Jeg plejer heller ikke at være sådan, det har du ret i. Men… altså…”, han kigger op på mig igen. ”Har du nogensinde prøvet at være lederen af et hold, Christine?” Jeg trækker lidt på mundvigen, og kigger op i loftet. Tænker. ”Af og til, ja. Men ikke på samme måde, som du er.” Leonardo nikker kort. ”Det er dét. Altså, nu har jeg haft rollen som lederen af teamet siden mine brødre og jeg var omkring 13 år gamle. Og selvom jeg ligesom har vokset med min rolle, er det stadig utroligt svært at lede i dag. Raph og jeg kommer stadig tit op og skændes. Jeg tror aldrig, at vi rigtigt kommer over det. Men nu hvor du og dine veninder er her, går jeg fra at skulle lede fire ustyrlige brødre, til en gruppe på otte. Og når der sker sådan noget med Zelina og Chili… De er jo mine venner. De er en del af familien. Og jeg vil gøre alt for at beskytte min familie. Når sådan noget sker… Så bliver jeg så bange. Og som leder, begynder man at føle sig skyldig. Begynder at tro, at man ikke er god nok. At jeg ikke kan beskytte nogen af jer. Og… Mest af alt, bliver jeg bange for, at jeg ikke kan beskytte dig.

 

Leo kigger den anden vej. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg sidder bare og kigger på ham. Han vender sig ikke om. Forsigtigt læner jeg mig til venstre side, for at kunne se hans ansigt, men det vender for langt væk. ”Leo?”, spørger jeg usikkert og han drejer hovedet. Hans øjne ser blanke ud. Har han tårer i øjnene? Jeg rynker bekymret brynene, siger ikke noget, kigger bare på ham. Først kigger han nervøst ned på sit skød og trækker på mundvigen. Så kigger han op igen. Han omfavner mig. Jeg lægger usikkert mine arme om ham, men vender mig hurtigt til det. ”Hvad sker der?” Leo svarer ikke til at starte med, men efter et stykke tid hører jeg hans stemme tæt ved min nakke. ”Det er bare lang tid siden, jeg sidst har snakket med nogen om det her. Og lige nu tænker jeg på, om jeg egentlig er en god nok leder. Jeg kender min evner, og jeg ved jeg kan lede. Jeg er bare ikke sikker på hvor godt jeg gør det…” Hans stemme ryster. Jeg havde ingen anelse om, at Leo kunne være så skrøbelig i virkeligheden. ”Det må du ikke tænke om dig selv, Leonardo.”, svarer jeg med en så rolig og trøstende stemme, jeg kan få ud af halsen. ”Du må ikke tvivle på dig selv. Du er en fantastisk leder, det ved jeg du er.”

 

Han trækker sig forsigtigt væk fra mig og udstøder et træt suk. Han kigger på mig, med et forsøg på at smile. Der er stilhed imellem os et stykke tid, hvor vi bare sidder og kigger hinanden i øjnene. Så klør Leo sig i nervøst i nakken og kigger mod sofabordet. ”Faktisk kom jeg ikke hen til dig, for kun at snakke om hvad der skete i går aftes. Jeg ville egentlig gerne spørge dig om noget.” Jeg smiler til ham. ”Ja?” Mit smil smitter. ”Du er fan af det der… Star Wars, eller hvad det nu hed, ikke?”, ”Ja, det er jeg.” Leo virker mindre anspændt nu, og det er nærmest som om, at han har fået løftet noget meget tungt af skuldrene. Han sidder mere ret nu. ”Jo, altså… Øh.” Han kigger på mig og smiler det nervøse, søde smil, som jeg bare ikke kan stå for. ”Ved du hvad, jeg kan prøve at gøre det mere spænende. Vent her!” Han rejser sig hurtigt og haster ud i køkkenet. Jeg modstår fristelsen til at kigge, da køkkenet er helt åbent og man tydeligt kan se hvad han laver, men han virker så ophidset og spændt, at jeg lader vær.

 

Der sidder jeg og venter i cirka et kvarter, mens der ind imellem kommer et ”Lige om et øjeblik!”, eller ”Jeg er næsten klar!” fra Leo, der løber op og ned ad trapperne mellem køkkenet og værelserne. Da han endelig kommer tilbage, kommer han tilbage med en skål fyldt med popcorn og seks Dvd’er i hånden. ”Altså…”, han lægger filmene på bordet og stiller skålen ved siden af.  Jeg gisper af fryd. Leo sætter sig igen ved siden af mig, bare på venstre side denne gang. ”Skal vi?” Jeg smiler og nikker til ham. ”Lad os det.”

 

”Det tog noget tid at finde de seks Star Wars film, undskyld at det tog noget tid.”, Leo griner og klør sig i nakken. ”Men jeg blev nødt til at lede alle vegne for at finde dem. Raph har næsten kun gyserfilm liggende, Don ser åbenbart kun film på nettet, eller dokumentarer eller nyheder i tv’et, og Mikeys værelse roder ad skjold til. Men jeg endte med at finde alle seks film inde på Mikeys værelse. Men hvis du siger de er gode, tror jeg på dig.”, siger han og smiler kort. Jeg sidder med film nummer fire i hænderne og har et stort smil på læberne. ”Hvor er det fedt, at I har dem! For ja, de er rigtig gode!”

 

Leonardo læner sig tilbage i sofaen og lægger igen sin arm på ryglænet. ”Du styrer det, prinsesse, ikke?” Hans pludselige selvtillid og kompliment får mig til at rødme igen. Jeg trækker op i skuldrene og fniser. ”Hvad mener du med det?”, spørger jeg med et grin. Han giver et kast med hovedet, i retning af tv’et. ”Tja, hvilken vi ser nu, og sådan…” Jeg kigger ned på Dvd’en i mine hænder. 4’eren. Jeg tager den op ved siden af mit ansigt og vifter med den. ”Skal vi starte med denne her?” Leo læner sig en smule hen imod mig igen og kigger mig i øjnene. ”Se, det ved jeg ikke.”, han smiler. ”Det er kun dig, der kan vide det.” Jeg kan ikke lade vær med at fnise igen, både fordi hans smil gør mig helt fjollet og fordi jeg virkelig undrer mig over, hvor al den selvtillid pludselig kom fra. ”Så lad os se 4’eren.”, siger jeg med et smil og rækker ham den. Han smiler tilbage, går hen og tænder for tv’et, sætter Dvd’en på og kommer tilbage i sofaen igen. Bare tættere på mig end før.

 

 

Sådan går cirka to timers Star Wars. Selvom jeg har set denne her film så mange gange før, nyder jeg den ligeså meget som første gang. Leonardo ser også ud til, at være helt betaget af den. Af og til sidder vi tripper og bliver ivrige i bestemte scener. Når jeg er sikker på, at Leo er fuldstændig koncentreret om filmen, kigger jeg på hans ansigt. Han ser næsten hele tiden lykkelig ud. Spændt. Han laver faktisk nogen vildt søde ansigtsudtryk ind imellem. Når der kommer en scene han specielt godt kan lide, stråler hans øjne af spænding. Hver gang kan jeg ikke lade vær med at smile. Jeg er virkelig glad for, at han er Sci-Fi nørd, trods hans alvorlige stilling som leder af hele holdet.

 

Da rulleteksterne begynder at køre og halvdelen af popcornene er væk, læner han sig tilbage i sofaen med vidt åbne øjne. ”Wow…”, han kigger glad på mig. ”Skal vi, eh… Skal vi se den næste?” Hans øjne stråler af spænding igen, og jeg prøver at holde min generte fnisen inde så godt jeg kan, da jeg opdager, at han faktisk rødmer en smule. I stedet smiler jeg bare. ”Selvfølgelig! Men først vil jeg lige spørge dig: Hvilken person er din yndlings? Min er Luke Skywalker!” Han sætter en hånd for hagen og kniber det ene øje en smule sammen. ”Hmm… Jeg kan også bedst lide Luke, han er rolig og afslappet. Og så er han god med det der… Lyssværd, der i skibet!” Han laver en af de samme bevægelser som Luke laver, da han træner med sit nye lyssværd i Tusindårsfalken. ”Men ham Ben er også ret sej.”, tilføjer han med et smil. ”Zelina kan ikke lide Luke, hun kan meget bedre lide Han Solo.”, siger jeg og kan ikke lade vær med at grine. ”Og Chilis yndlings er faktisk Ben. Eller, hendes yndlings er Bens tidligere jeg, men ham får du at se senere."

 

Hvor er det sjovt, at se Leo på denne her måde. Der var så mange sider af ham, som jeg slet ikke vidste han havde, til at starte med. Han er for det meste meget seriøs, men kan også være en glad nørd, når han har brug for at være det. Og bare på én aften har vi lært så meget mere om hinanden, eller jeg har i hvert fald lært virkelig meget om ham. Det er en rar følelse. Af inderlig glæde smiler jeg, og rækker Leonardo 5’eren i Star Wars serien. Han går hen og sætter den på. Sætter sig derefter ved siden af mig igen. Ligeså tæt som sidst. 

 

 

Næsten halvvejs inde i filmen, når vi til kærlighedsscenen. Scenen hvor Prinsesse Leia og Han Solo kysser for første gang. Åh Gud. Jeg har ventet med nervøsitet på denne her scene. Her sidder jeg, meget tæt på Leonardo, ham jeg endelig har indrømmet overfor mig selv, at jeg kan lide, og ser en kærlighedsscene, hvor der jo er et tilhørende kys. Jeg rykker nervøst på mig da Han Solo kommer ind til Prinsesse Leia, der frustreret står og prøver at trække et håndtag til siden. Han Solo stiller sig bare ved Prinsesse Leia og prøver at tage fat i håndtaget, men Leia skubber ham hidsigt væk og skubber selv videre.

 

”Jeg vil jo bare hjælpe, Deres Højvelbårenhed.”, siger Han, men står stadig tæt på Leia, der svarer ham med sammenbidte tænder: ”Hold op med at kalde mig det.”, hvor Han bare svarer med et: ”Klart, frøken.” Leia bliver ved med at hive i håndtaget, der stadig ikke vil samarbejde med hende. ”Du gør det svært for mig.”, ”Ja, det ved jeg. Du kunne nu også være lidt sødere.” Leia svarer ikke, men hiver hidsigt videre. Han læner sig en smule op ad væggen. ”Indrøm det. Du holder jo af mig en gang imellem.” Leia skubber håndtaget fra sig og sutter på sin tommelfinger, da den er blevet beskidt. ”Måske af og til…”, svarer hun og vender sig mod Han. Han tager hendes hånd. ”Når du ikke opfører dig som en slyngel.”, afslutter hun og ser op på ham. Han ser både alvorligt og forvirret på hende. ”Slyngel? Slyngel?”, begge hans hænder gnider Leias en hånd og han smiler til hende. ”Det lyder godt.” Billedet skifter, og man kan nu se Prinsesse Leias ansigt, mens Han står med ryggen til. Hun kigger kort ned på sin hånd og op igen. ”Hold op.” Han Solo kigger igen forvirret og alvorligt på hende. Han gnider stadig hendes hånd. ”Hold op med hvad?”, ”Mine hænder er beskidte.” Han Solo løfter øjenbrynene, stopper ikke med at gnide hendes hånd. Ved siden af mig kan jeg mærke, at Leonardo også begynder at blive nervøs og rykker på sig. Vi siger ikke noget. Han Solo fortsætter: ”Det er mine også. Hvad er du bange for?” Han læner sig ned mod hende, og hun viger en smule tilbage. ”Bange?”, ”Du skælver jo.” Prinsesse Leia ryster på hovedet. ”Nej, jeg gør ej.” Leia og Hans ansigter bevæger sig tættere mod hinanden. Jeg drejer hovedet en smule og kigger ud af øjenkrogen på Leonardo. Jeg aner ikke om han kigger igen. Lad os bare håbe, at han ikke gør, for jeg sidder og rødmer helt vildt lige nu. ”Du holder jo af mig, fordi jeg er en slyngel.”, siger Han. ”Der er ikke slyngler nok i dit liv.” Deres ansigter er endnu tættere på nu. Leonardo rykker på sig. Leia ryster forsigtigt på hovedet. ”Jeg foretrækker søde fyre.” Deres læber er kun få millimeter fra hinanden nu. Jeg kan stadig fornemme Leonardo. ”Jeg er en sød fyr.”, ”Nej, du er-”

 

Og i selv samme sekund Han og Leias læber trykkes mod hinanden, holder Leos arme pludselig om mig og han kysser mig på munden. Af ren overraskelse stivner jeg i hans arme, og rødmer mere end jeg har gjort i løbet af hele denne her dag. Men efter kun få sekunder slapper jeg af og lukker øjnene. Jeg føler mig næsten elektrisk indeni, og jeg har lyst til at skrige af glæde, men jeg har alt for travlt med at holde mine arme om Leos hals, mens jeg kysser ham igen.

 

Efter det stykke tid et kys nu varer, trækker han sig forsigtigt væk og kigger rødmende på mig. ”Jeg…”, han kigger ned i sofaen. Jeg har ingen ord. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige. Mest af alt har jeg bare lyst til at danse, hoppe, grine og juble, give Leo endnu et kys. Men jeg holder mig tilbage. Dog kan jeg slet ikke lade vær med at sidde og smile. Det fjogede smil man nu smiler, når man er dybt forelsket og bliver helt fjollet. Leonardo kigger stadig ned. Hans kæber er spændte, det samme er hans muskler. ”Jeg… Undskyld…”, siger han med en rystende stemme. Jeg lægger hovedet lidt på skrå. ”Hvad undskylder du for?”, spørger jeg ham med et smil, og tager blidt om hans hage, for at få ham til at kigge op. Jeg smiler så beroligende til ham, som jeg kan. Han kigger på mig med samme ansigtsudtryk, som han havde da han spurgte mig, om jeg var okay. Bekymret og bange. Han kigger mig ikke i øjnene, men flakker med blikket i nærheden af min hage. ”Det er bare… Det kunne måske godt føles som et overgreb for dig, men det ville jeg ikke have, at det skulle være.” Jeg fniser igen. Sådan vil det aldrig være, når det er Leonardo. Han kigger nervøst, men håbefuldt på mig. ”Aldrig i livet.”, svarer jeg, og kigger på ham med et stort smil.

 

Leonardo sukker et dybt, langt og lettet suk, lægger sin arm om mig, og trykker mig ind til ham. Han er stadig en smule anspændt, men slapper en hel del mere af end før. Filmen står på pause. Leo måtte hurtigt have sat den på pause, mens vi kyssede. Det fastfrosne billede er af det stadig kyssende par, Han Solo og Prinsesse Leia. ”Jeg har aldrig taget så meget mod til mig før.”, siger Leo, en let rystende stemme. Jeg kigger op på ham og smiler. ”Jeg ville aldrig have turdet det.” Han kigger nu også ned på mig, stadig med armen rundt om mig. Han smiler tilbage. ”Jeg har flere gange i løbet af måneden overvejet at fortælle dig, hvordan jeg følte, men tidspunktet føltes bare ikke rigtigt.”,  ”Skal jeg gøre det nemmere for dig?”, spørger jeg ham og trykker mig lidt mere ind til ham. Han kigger afventende på mig. ”Okay…”, jeg puster ud. ”Cirka en halv måned efter vi kom hertil, har jeg været smålun på dig. I cirka anden måned begyndte jeg sådan… virkelig… at kunne lide dig.” Jeg rømmer mig nervøst. Jeg har aldrig prøvet sådan noget her før. ”Du er den første, jeg har været sådan rigtigt forelsket i, Leo.” Jeg rødmer igen. Selvom jeg lige har kysset med ham, og endda sidder og nusser lige nu, føles det her stadig pinligt.

 

Selvom jeg ikke kigger på Leos ansigtsudtryk lige nu, kan jeg nærmest mærke, at han smiler. ”Så er det vidst min tur.”, siger han. ”Altså, faktisk var jeg allerede tiltrukket af dig første gang jeg så dig. Selvfølgelig var jeg ikke faldet fuldstændigt pladask, men jeg synes du var og er en af de smukkeste personer jeg nogensinde har mødt. Jeg blev hurtigt forelsket i dig. Men i løbet af al den tid, har jeg ikke kunnet fortælle dig, hvor smuk du er, hvordan dine blå øjne stråler som sol, måne og stjerner, hvor meget jeg holder af dig… Hvor meget jeg elsker dig.” Ved ordet ”elsker”, holder jeg kort vejret. Det er altid så fantastisk, at vide sådan noget. At en anden person, elsker én.

 

Åh, hvor var det lettende at komme ud med alt det, jeg har rummet så længe. Jeg føler mig ikke usikker længere. Og alligevel gør jeg. Det føles helt… underligt. ”Så… Betyder det så, at vi er sammen nu? Sådan som… et par?”, spørger jeg og kigger på Leonardo. Han smiler til mig, og kigger mig direkte i øjnene. ”Hvis du har lyst?”, ”Ja!”, svarer jeg lidt for hurtigt og lidt for ivrigt, og jeg rødmer for femhundredene gang i dag. ”Jeg mener… Det vil jeg virkelig gerne, Leo.”, siger jeg mere roligt og smiler. Han griner og giver mig et kort kys på munden. Ja, det føles underligt. At vide, at Leonardo er min. Efter al den tid, fyldt med usikkerhed, fyldt med generte skuldertræk og fyldt med fjollede smil. Det føles underligt, når det endelig går op for mig, at jeg rent faktisk er sammen med Leonardo.

 

”Skal vi se videre?”, spørger Leo, og jeg kigger brat op på ham, da jeg bliver afbrudt i at være faldet i staver. Jeg nikker smilende til ham. Jeg smiler hele tiden! Leo tager fjernbetjeningen, stadig med sin arm om mig og trykker start. Vi ser videre. Og mens vi ser resten af filmen, sidder jeg lænet op ad Leonardo, mens han holder om mig og hviler sin kind mod mit hoved.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...