Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
893Visninger
AA

15. Christine

15
Christine

 

"Hvorfor det? Har I ikke lov til at gå op på overfladen, hvis I har lyst?", spørger jeg og lægger hovedet lidt på skrå. Jeg sidder stadig på trappen og snakker med Leonardo. Det har jeg gjort lige siden i morges. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg føler mig ret tryg i hans nærvær. "Altså vi skal jo... Eh, nok lige spørge ham først." Vi har ikke rigtigt noget at lave lige nu. Jeg tænker på at få noget luft. Jeg er selvfølgelig ikke helt vant til at bo i kloakken endnu. "Jamen hvorfor kan I ikke bare gå op?" Min øjne flytter sig og ud af øjenkrogen kan jeg se at Ubah og Michelangelo ser tv. Faktisk tror jeg, at de begge to er ved at falde i søvn. "Jeg... Jeg synes bare at vi burde lade vær." Jeg kigger på ham og han rykker uroligt på sig. "Okay så..." Gad vide hvorfor, de ikke bare kan gå op uden tilladelse? Det var da en af dem jeg så som en skygge, oppe på overfladen. Men jeg har ikke rigtig lyst til at bringe emnet videre, så jeg spørger bare: "Hvad skal vi så?", og hæver et øjenbryn. "Jeg ved ikke, du sagde du kunne lide at læse, hvis det er så..." Hans øjne flakker lidt, men ender så med at hvile på mig igen. Jeg smiler sødt til ham. "Jeg vil gerne dele en bog med dig." Han smiler tilbage til mig. "Så lad os finde en bog!", "På dit værelse?", spørger jeg og lægger hovedet på skrå. "Tja, hvorfor ikke?" Ja, hvorfor ikke? Han har milliarder af bøger deroppe!

 

Leonardo rejser sig og rækker mig sin hånd. Jeg tager den, og han trækker mig op. Vi går op ad trappen i et stille tempo, og går så ind på Leonardos værelse. Jeg drejer hovedet, kigger på hans bogreol og går hen til den. Den første bog jeg ser, er en tyk bog med et natblå bogomslag og store guldbogstaver. "'Japans Historie'?" Jeg drejer hovedet og kigger på ham, og han smiler. "Jeg har ikke læst den færdigt endnu, men den er meget god indtil videre!" Jeg smiler tilbage til ham. "Jeg vil gerne læse den sammen med dig, selvom jeg så ikke læser den fra starten af.", "Nej, nej, starten er vildt fed, den skal du også læse! Og hvis det er, så overlever jeg nok at læse den igen." Nu håber jeg ikke at han bare siger det, for at være sød. Jeg vil helst ikke forstyrre hans læsning! "Okay, så gør vi det.", svarer jeg og tager bogen ud af reolen. "Og tak." Leonardo kigger rundt på sit værelse. "Skal vi ikke gå ned til dojoen, der er mere ro?", spørger han. "Okay." Han smiler til mig og mine øjne flakker lidt rundt i rummet. "Skal vi så bare gå derned?", "Jep." Han tager fat i min hånd, og straks kan jeg mærke mine kinder blive varme. Min ene hånd ryster imens jeg har fat i bogen, og Leonardo følger mig ned til dojoen.

 

Men da vi når derned, bremser jeg lynhurtigt Leonardo, før han går derind. "Hvad hvis Mester Splinter er derinde?" Jeg har aldrig været inde i en dojo før... Må folk, der ikke er ninjaer, overhovedet gå ind i sådan en? Ja, jeg er klog på mange ting, men ikke lige Japan. "Så..." Han tænker sig lidt om, og der går lidt tid før han svarer. "Så finder vi et andet sted.", svarer han og sender mig et sødt smil. "Okay, så..." Leonardo trækker skydedørene med turkis papirvægge, til siderne og da jeg er gået ind, lukker han dem efter os. Mester Splinter er ikke herinde, men der er derimod en masse andre ting herinde. Gulvet er dækket af en masse store bambusmåtter, og i midten står et lavt bord magen til det inde på Leonardos værelse. Rundt omkring på nogle hylder, står der brændende stearinlys som den eneste belysning i dojoen. På bordet står der også en et par stearinlys, hvor stearinen sidder fast på træet. To små puder ligger på hver sin side af bordet og på midten af bordet står to små kopper uden håndtag, med en tekande ved siden af. "Wow. Her er smukt dekoreret." Leonardo står ved siden af mig og smiler. "Jeg sidder tit herinde og mediterer sammen med Mester Splinter.". "Jeg har ikke prøvet at meditere før.", siger jeg og trækker let på mundvigen.

 

Leonardo går hen til det lille bord, tager den ene af puderne og lægger den ved siden af den anden. "Du burde prøve det,", siger han og sætter sig på den ene pude. "Det er virkelig afslappende." Jeg går hen og sætter mig på puden ved siden af Leonardo. Leonardo kigger på tekanden og lægger forsigtigt sin hånd på den. Han smiler med lukket mund og kigger på mig. "Teen er stadig varm. Vil du have noget? Det er grøn te." Jeg ser ned på tekanden og nikker så. "Ja tak." Han tager fat i håndtaget og hælder op med rolige og elegante bevægelser. Det virker helt naturligt for ham, og i hans hænder, ligner det at tekanden vejer ligeså meget som en fjer. "Tak, Leonardo." Han sender mig et smil. "Nå, skal vi begynde?" Jeg lægger bogen på bordet, og åbner den langsomt. På første side, står titlen med store bogstaver, sort på hvidt. Under den, er der en skitse af en ninja klædt i sort og et sværd fæstet til ryggen. Lige inden jeg bladrer til begyndelsen af bogen, lægger Leonardos sin hånd ovenpå min og bremser mig. "Vent..." Jeg drejer hovedet og kigger spørgende på ham. "Jeg har glemt at fortælle dig noget, Christine." ... "Ligesom du har et kaldenavn, Chris, har jeg jo selvfølgelig også et. Mine brødre kalder mig det mere end mit normale navn.", siger han og blinker et par gange.  "Hvad er det så, jeg skal kalde dig?"
"Bare kald mig Leo."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...