Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
841Visninger
AA

7. Christine

7
Christine

Det her er simpelthen bare for underligt. Er jeg nu sikker på at det her ikke bare er en meget lang drøm, som jeg har svært ved at vågne fra? For at være sikker, niver jeg mig selv hårdt i armen. Min hånd ryster. Men det kan jeg ikke rigtig gøre for. Det er noget jeg er født med. Jeg lider også af en adfærds diagnose, asperger som gør at jeg ikke kan sætte mig ind i folks følelser. Den gør, at jeg er naturligt asocial og bedst kan lide at være alene. Men det har jo ikke noget at gøre med mine hænder, det er som sagt noget jeg er født med. Og der er intet af det her, som jeg kan bruge til noget lige nu.

Da jeg niver i min arm, kan jeg mærke at det gør ondt. Nej. Det er ikke en drøm. Det er virkelighed. Men det kan det da ikke? Denne her slags sker kun på film! Jeg har ikke læst noget om, at man kan blive muteret om til reptiler af noget grønt slim. Men det sker altså. Jeg står overfor fire andre mutanter, tre af dem er skildpadder. Den sidste er lige gået med Ubah. Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo. Er det egentlig ikke navne, som nogle kunstnere fra Italien hed? Som Leonardo Da Vinci? Leonardo er faktisk ret sød og venlig. Ikke kunstneren, jeg mener skildpadden. Med den blå maske og blå øjne. Gad vide om han vælger mig? Vil han gerne have mig med ind og sove hos ham? Det håber jeg. Jeg har ikke rigtig lyst til at sove på værelse med Raphael, han virker alt for aggresiv. Og Donatello... Ja, det ved jeg ikke. Jeg føler mig bare mere tryg ved Leonardo. Donatello kigger hen mod Leonardo. "Så kan du vælge, Leo." Please, lad det være mig! "Jeg tror allerede jeg ved hvem jeg har valgt." Leonardo smiler. Han har vidst allerede glemt at han lige har været oppe og skændes med Raphael. Leonardo griber fat i mig.

"Kom med." Jeg kan ikke lade være med at smile og nikker til ham. Imens vi går væk fra de andre, kan jeg høre Zelina sige: "Så er der kun os to tilbage." Jeg er rimelig sikker på at Raphael vælger Zeze, sådan som de har stået og sendt hinanden blikke. Leonardo følger mig igennem tunnellen, drejer om et hjørne og fortsætter ned igennem endnu en tunnel. Her er lys fra lamper i væggene, men det er alligevel ikke meget. Lidt længere forude, kan jeg høre Michelangelo og Ubah le højt. Ved siden af mig, udstøder Leonardo et lille suk. Vi siger ikke rigtigt noget til hinanden, vi går bare. Her er overraskende nok ikke særligt rodet hernede. Altså i kloakkerne. Jeg havde troet at der ville være en masse... For at sige det på en pæn måde, møg hernede, men det er der ikke. Måske, men kun måske, ville jeg kunne vænne mig til at bo hernede. Det kommer så an på om vi bor her permanent, eller om det bare er for en kort periode. Hvis det er for en kort periode, hvad skal vi så gøre bagefter? Jeg kan bedst lide lykkelige slutninger, så jeg håber, at vi bliver her permanent.
Efter vi har gået endnu en tunnel igennem, når vi til en blindgyde. Jeg kigger op på Leonardo, men han kigger ikke igen. Han kigger op på et rør, hvor fire andre rør går ned over det lange i hver sin firkant. Hans hånd rækker ud efter nummer to i rækken og han trækker ned i det. Foran os bliver murstenene trukket fra hinanden, som når en elevator åbner sig. Jeg følger med Leonardo ind ad døren, som lukker sig bag os.

Nu står jeg i en kæmpe bolig. Selvfølgelig ikke en normal bolig med maling på væggene og flotte møbler. Væggene her er bare mursten. Der er en trappe op til noget, der ligner en balkon, bare uden gelænder. På balkonen er der fire åbninger. Det må være hver sit værelse. Under balkonen, på højre side af trappen, er der et køkken, hvor et spisebord og fem stole står. På venstre side, er der endnu et rum, men det er lukket med en tynd papirsdør i turkis. Overfor trappen, lidt i midten af hulen, er der en blå sofa og foran en kæmpe tv skærm, med en playstation sat til. Cirka fem meter derfra, står en stationær computer, men der er også en sammenklappet bærbar. Og lidt derfra står en masse spillemaskiner. Det her sted er helt utroligt! Hvor har de fået fat i alt det her? Leonardo smiler til mig. "Kom. Lad mig vise dig mit værelse."
"Okay." Jeg sender ham et varmt smil, og sammen går vi op ad trappen og ind i værelset, der ligger tættest på trappen.

Leonardos værelse er ret flot. På venstre væg hænger der en grøn cykel på to jernstænger. Under den hænger der tre korte sværd, og ved siden af står der et lavt bord med en skriftrulle. På begge sider af bordet, står der bunker af bøger. På højre væg hænger der et stort billede af en rustning. Den ligner noget, der er japansk. Ved siden af det billede hænger der to korte, let buede sværd på kryds, og under det store billede, hænger en bue og en pil. Ved siden af hænger der en tegning af nogle bjerge. Under står der en holder af træ med to lange sværd. Leonardo har godt nok mange sværd! I indgangen af hans værelse, hænger der røde silkeforhæng, der er trukket fra. Ved siden af forhængene står der en bogreol propfyldt med bøger. Der står endda to stakker bøger ved siden af reolen, fordi der ikke er mere plads! Men det, som jeg bedst kan lide ved Leonardos værelse, står næsten i midten af det. Der ligger et stort tæppe, hvor et lavt bord står på det. På bordet ligger der en skriftrulle, en skrapbog og tre pensler. På hver side af bordet hænger der to kæmpe store lamper, der ser ud til at være japanske. I den ene ende af værelset, står Leonardos seng. "Nå?" Leonardo kigger på mig. "Her er hyggeligt.", svarer jeg med et smil. "Heh..." Leonardo går hen til det lave bord og kigger ned på skriftrullen. Jeg kigger rundt på de mange bøger han har. "Læser du?" Ej, hvor var det et dumt spørgsmål. "Ja, det gør jeg." Leonardo sender mig et smil. "Hvad med dig?"
"Massere. Da jeg var menneske, læste jeg endda et magasin, der hedder "Illustreret Videnskab"." Jeg kigger ned i jorden og griner lidt. "Zelina, Chili og Ubah siger meget at jeg er... Hvad kan man sige, en klogeåge?"

"Har du været menneske?" Jeg kigger op med et forvirret blik og kan se at Leonardo kigger spørgende på mig. Jeg nikker til ham. "Vi blev muteret af noget, der hedder TCRI. Noget der muterer en levende skabning om til det sidste levende væsen, de var i kontakt med.", svarer jeg. "Kender det godt. Det er det samme vi blev muterede af, da vi var helt små. Hvornår var det, at I blev muterede?" Pas på, nu kommer vores lange historie:

"Efter folkeskolen havde vi arrangeret en tøsetur til New York, Chilis drømmeby. Vi tog Ubah og Zelina med. Zelina havde vidst kun været i udlandet én gang før, og jeg tror ikke Ubah nogensinde havde prøvet at rejse. Efter vi havde været der i et par dage, fandt Chili ud af, at der var en dyrehandel ikke langt fra hotellet med firben, øgler, skildpadder, osv. Chili er helt skør, når det gælder sådan noget, så hun fik os overtalt til at tage med. Zelina synes at firben er ret 'awesome', så dem flippede hun ud over. Chili fik mig over og kigge på skildpadder og Ubah kiggede på frøer. Da vi kom ud fandt Ubah en knust glasbeholder med noget grønt stads i. Der stod TCRI på glasset. Ubah rørte ved det og sagde til os, at vi skulle prøve at mærke hvor sjovt det føltes. Det gjorde vi. Men dage senere blev vores hud grønnere, vores ansigt- og hovedform ændrede sig og vores fingre voksede sammen. Vi blev nødt til at flygte. Vi gemte os på gaderne i flere uger, hvor en mand kaldet Bishop en dag fandt os og jagtede os. Han fik De Lilla Drager til at hjælpe sig, men da De Lilla Drager en dag fik skilt os ad fra Ubah var vi næsten hjælpeløse. Indtil vi fulgte efter en af jer og nu er vi her." Mit blik flytter sig ned på min hånd. Den ryster igen.

"Det er noget af en historie...", svarer Leonardo. "Men du er meget køn, som skildpadde." Jeg løfter hurtigt blikket og mine øjne hviler på Leonardo. Mine kinder bliver varme og jeg kan ikke holde smilet tilbage. "Synes du? Hm. Jeg føler mig ellers ikke særligt køn med den der.. grønne hud og skjold og... Ja. Ikke får at sige noget ondt om jer, men jeg.. Er bare ikke vant til det her. Jeg troede slet ikke det kunne være muligt." Jeg trækker på skuldrene. "Jeg er da glad for at Chili kan smuksere mig på de tegninger hun laver. Hun har de mest utrolige evner man kunne forestille sig." "Altså, for at være helt ærlig..." Han holder en kort pause. Jeg håber ikke at det er på den dårlige måde. "Er du den kønneste skildpadde jeg har set." Nu er jeg helt sikker på at mine kinder er knaldrøde. "Øhm... Tak." Jeg smiler skævt og prøver at skifte emne.

"Tror du ikke vi burde gå i seng?" Leonardo sender mig et lettet smil. "Jo, det burde vi nok." Tænk at det allerede er så sent. Jeg er ret glad for at være på værelse med Leonardo. "Hvor skal jeg sove?" Her er kun en seng, og jeg er ikke sikker på at Leonardo vil sove i ske med mig! Leonardo går hen til sin seng, og trækker noget frem, der ligger under den. Da han vender sig mod mig, kan jeg se at det er et liggeunderlag. "Jeg har dette liggeunderlag. Mikey ødelagde min madras i går, desværre..." "Det er fint nok.." Tror jeg? Jeg er lidt bekymret for at jeg måske kommer til at ligge dårligt i nat. Men jeg smiler alligevel beroligende til ham. Han sukker lettet, vender sig den anden vej og gør liggeunderlaget klart. Jeg kigger på ham imens han lægger betræk på.

"Hey, Leonardo?", spørger jeg. "Ja?" Han drejer hovedet og ser på mig. "Hvad mener du om... Altså, hvad synes du om at jeg næsten er ligeså høj som dig?" Det her er lidt flovt... Og underligt. "Eh... Det er vel cool nok?" Han sender mig et lidt forvirret blik. Jeg rødmer flovt. "Det er bare, da jeg gik i folkeskole var der ikke så mange drenge der synes om høje piger og sådan.. Eller.. Ja." Det lød bare for dumt! Det jeg mente, var at de fleste drenge nok foretrak piger, der var lavere end dem, men det var nogle helt forkerte ord, der kom ud af min mund! Men Leonardo smiler bare. "Jeg kan da godt lide høje piger." Jeg fniser lidt. Der er ikke rigtig nogen, der har givet mig den slags komplimenter før. Jeg gengælder Leonardo smil. "Nå.. Øhm.. Skulle vi ordne det liggeunderlag?" Jeg drejer hurtigt hovedet og kigger den anden vej. Han skal helst ikke se hvor rød jeg er i hovedet.

Okay, sker det her virkelig? Er jeg ved at blive vild med en dreng, som jeg slet ikke troede på kunne eksistere? Da jeg er kommet mig lidt, kigger jeg hen på Leonardo igen. "Ja, det kan vi godt.", svarer han. "Jeg har vist et par tæpper, derovre." Han peger hen mod det lave bord, der står ved venstre væg. Under det ligger der en bunke tæpper. Jeg går hen og tager to tæpper, går hen til Leonardo, lægger det ene af dem på liggeunderlaget og sætter mig på det. "Hvor sover du?" Endnu et dumt spørgsmål, Christine. Leonardo går hen til sengen lige ved siden af liggeunderlaget, og kaster sig ned på madrassen. "Lige her." Hans smil bliver afbrudt i et gab.

"I burde også være trætte, jer piger. Hvor lang tid har I flygtet fra De Lilla Drager?", spørger han. "Lidt mere end en måned." Jeg lægger mig ned på ryggen og trækker det andet tæppe over mig. Mit blik sætter sig fast i loftet og jeg sukker kort. "Jeg kan huske dengang jeg var yngre... Hvor min mor altid sang godnatsang for mig, for at jeg kunne føle mig tryg." Mit blik løsriver sig fra loftet og flytter sig hen på Leonardo. "Jeg savner det en smule." Leonardos øjne flytter sig og kigger ned på madrassen. Der går et stykke tid før han svarer. "Tja... Hvis jeg kunne synge for dig, havde jeg gjort det." Nårh! "Det var sødt af dig, Leonardo."

Jeg smiler glad, men bliver også afbrudt af et gab. "Jeg er rigtig træt. Jeg tror jeg lægger mig til at sove nu. Godnat, Leonardo." Jeg drejer om på siden og lukker øjnene. Hvor er Leonardo dog sød. "Godnat, Christine." Det er det sidste jeg hører, før jeg falder i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...