Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
900Visninger
AA

21. Chili

21
Chili

 

Hele vejen gennem tunnellerne har virket så mørk og omtåget, da jeg ikke kan koncentrere mig på grund af den uudholdelige smerte i min ankel. Halvdelen af min vægt bliver støttet op ad Zelina, mens jeg prøver at bære den anden halvdel selv. Jeg har aldrig nogensinde følt mig så tæt på at skulle dø. Zelinas og mine ben ryster stadig, men det er kun noget jeg kan fornemme, da smerten fjerner al min koncentration fra omverdenen. Zelina stopper op og pludselig bliver jeg mødt af lys, og jeg bliver blændet. "Zelina!", hvisker jeg med en smule panik i stemmen, men Zeze hvisker bare stille og roligt tilbage: "Vi er her nu, Chi. Bare tag det roligt." Jeg sukker udmattet, og går med hende ind i lyset. Jeg prøver at ignorere smerten i min fod, og kigger rundt for at se, hvor vi er. "Hjemme...", sukker jeg lettet. Jeg har lyst til at græde af lettelse, men undlader det.

 

Zelina hjælper mig ned ad trappen og hen mod den blå sofa, mens hun kalder: "Mester Splinter! Donatello!", hendes stemme ryster en smule, kan jeg høre. Hun sætter mig forsigtigt ned på den blå sofa, og straks begynder udmattelsen at skylde ned over mig. Bag mig kan jeg høre Mikeys stemme: "Hvad er der sket?" Zelina vakler en smule. "Det... Chili... Hun..." Mikey skynder sig over til Zelina og holder fast i hendes arme. "Du må hellere sætte dig ned, Zeze. Du ser ikke for godt ud." Mike hjælper Zelina ned og sidde i en af lænestolene ved siden af sofaen. Mester Splinter står nu foran mig, og jeg havde knap nok lagt mærke til, at han kom. Mine øjenlåg er blevet tunge og har lyst til at glide i, men jeg holder dem fra det. Splinter lægger sin ene hånd på mit hår. "Det skal nok gå, Chili.", siger han med ro i stemmen og lysten til at græde kommer væltende igen. Donnie kommer løbende hen til sofaen. "Chili!", siger han forskrækket og knæler foran mig. Han lægger begge sine hænder på mine skuldre, og jeg har lyst til at skrige, da det også gør ondt, men jeg bider mig bare hårdt i læben. "Chili, hvad er der sket?! Hvordan er du blevet så forslået?!" Jeg begynder at få tårer i øjnene, og da jeg lukker dem hårdt i, triller en af dem ned ad min kind. "Donnie..!", min stemme er blevet til en lille piven igen.

 

Han tysser stille på mig, og får mig til at lægge mig ned på sofaen. Raphael står nu ved Donatellos side og bøjer sig fremover.  "Hvem har gjort det her imod dig?!", spørger han med vrede i stemmen. Jeg prøver at forklare, men det bliver bare til ord og hvisken: "Mænd... Sort... Sprøjte..." Nu kommer Leo, Chris og Ubah også. "Åh nej!", siger Ubah og skynder sig hen til os. Hun kigger hen på Zelina. "Er du okay, Zeze?" Christine kommer også til undsætning. "Vi blev bekymrede for jer!", siger hun og kigger skiftevis på mig og Zelina. "Hvor i alverden har I været?!", siger Leonardo med hævet stemme. Zelina svarer ham: "Vi... Vi vare oppe. På overfladen. Og vi blev angrebet.", "I var oppe på OVERFLADEN?! Hvad TÆNKTE I PÅ?!" Han råber næsten nu. Zeze kigger ned i gulvet og jeg krymper sammen. "Lad vær... Det var ikke hendes skyld, Leo..." Han vender sig om og stirrer på mig. "Hvad?", spørger han, stadig med raseri i stemmen. "Jeg... Jeg ville bare så gerne ud. Jeg følte mig isoleret."

 

Før Leonardo når at råbe igen, træder Donatello frem. "Undskyld mig.", siger han og knæler igen ved siden af mig, da han var henne ved Zelina lige før. Han kigger undersøgende på mit ansigt og på min krop. "Hvor har du ondt?", spørger han og tager sig til hagen. "Over det hele.", svarer jeg og lukker øjnene. "Men mest i min fod.", "Hvilken en?", hører jeg ham spørge. "Den venstre." Jeg åbner øjnene igen, da jeg kan mærke hans hænder på min fod. "Okay... Chili, du bliver nødt til at lade mig undersøge den og jeg vil komme til at rykke på den. Kan du klare det?" Jeg bider mig i læben og nikker langsomt. Kære øverste i denne verden, lad det her blive kort. Don begynder at rykke på min fod og bukker den på forskellige måder, og jeg gør alt hvad jeg kan for ikke at skrige eller sparke ham i hovedet. I stedet for at udbryde et skrig, kommer der en hostende lyd ud af munden på mig, men smerten i min fod gør mig helt ligeglad. Av. Av for helvede, hvor gør det ondt. Selvom det kun er et halvt til et helt minut Donnie undersøger min fod, føles det som en evighed. Da han endelig stopper, ånder jeg lettet ud.

 

"Din ankel er vidst forstuvet. Jeg kan ikke gøre mere, andet end at forbinde den. Du bliver nødt til at hvile den indtil det er overstået.", siger han, og lægger sin ene hånd på min overarm. "Du er også forslået, mest på skuldrene. Du vil med garanti føle dig øm i hele kroppen i lang tid, men jeg lover dig, at det nok skal over." Donnies ord får mig til at smile, træt, udmattet og lettet. "Tak, Don...", hvisker jeg og smiler kejtet. "Men du skal også tage dig af Zelina! Hvad hvis hun er blevet ramt?! De havde pistoler!", min stemme hæver sig og panikken er ved at snige sig ind. Jeg er fuldkommen ligeglad, hvis Zeze, min bedste veninde, er kommet noget til, skal der tages af hende! Hun reddede mit liv og beskyttede mig fra mændene, hun hjalp mig igennem de mørke tunneller og hele vejen hjem, og hun har været modigere end jeg nok selv ville have været. Jeg prøver desperat at rejse mig op, men Donatello griber forsigtigt fat i mig og får tvunget mig ned igen. "Det skal jeg nok, Chili. Det bliver okay igen, og det gør hun også." Han drejer hovedet og kigger på Raphael. "Raph, kan du hente bandagen ude på badeværelset og forbinde hendes ankel, mens jeg tager mig af Zelina?" Raph nikker kort og går hen til Zelina. "Tag det roligt. Hvem der nu end har gjort det her, skal jeg nok få fat på dem." Så løber han ud på badeværelset efter bandage.

 

Mikey kommer hen fo at hjælpe mig med at komme op og sidde. Leo går tættere på sofaen. "Fortæl os præcist hvad der skete.", siger han og lægger armene over kors. Jeg bider mig i underlæben og kigger ned på mine ben. Jeg får sikkert mit livs største skideballe nu. "Jeg var bare... Jeg var bare træt af at være hernede og savnede den friske luft... Det var ikke fordi, at jeg hader jeg, overhovedet ikke, men altså... Jeg følte mig fanget, så jeg gik ud i tunnellerne alene og fandt vejen op til den forladte blindgyde. Så gik jeg op på taget og..." Og så begyndte jeg at græde, men det har jeg ikke lyst til at fortælle dem. Så jeg springer den del over. "Og... Så var jeg bare deroppe og mærkede den friske luft lege med mit hår og nød at være der. Men pludselig blev jeg omringet af en masse mænd i sorte jakkesæt, slikhår og nogle af dem med mørke briller på. De lignede en slags agenter." Mine læber presser sig sammen til en smal streg, og jeg tør ikke se Leo i øjnene. Jeg synker en klump i halsen. Raph kommer tilbage med bandagen og begynder at forbinde min skadede fod. Jeg har virkelig ikke lyst til at fortælle Leo hvad der skete, men ud skal det jo, selvom jeg har lavet den største fejltagelse med overhovedet kunne lave. Jeg føler mig som en lille lus.

 

"Je-Jeg prøvede at slippe væk, men blev skubbet tilbage af en af mændene. Da jeg gang på gang prøvede at komme og skreg på hjælp, sparke og slog de mig, og jeg prøvede hele tiden at komme op og stå. Da jeg til sidst ikke kunne mere og gav op... Så... Så kom en af mændene hen til mig. Han var lidt ældre end de andre og bredere af bygning. Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg lå bare helt... sti-stille. Han trak en... En spr-" Det løber mig koldt ned ad ryggen og jeg ryster kort på hovedet. "Han trak en sprøjte med bedøvelse frem fra hans jakke. Jeg... Jeg troede virkelig, at jeg snart skulle... d-dø. Men da han skulle til at bukke sig ned over mig, kom Zelina og reddede mig. Hun slog manden, trak min arm over sin nakke og løb. Jeg husker skud fra pistolerne og de mørke tunneller i kloakkerne... Resten virker omtåget..." Jeg skjuler mit ansigt med min ene hånd i skam.

 

"Så du gik op til overfladen, uden en af os eller din T-phone, og lod dig blive angrebet. Hvis du bare var blevet hernede var intet af det her sket! Prøv lige at se på dig selv og på Zeze! Synes du selv, at det var klogt gjort?!" Leonardo er rasende. Jeg har aldrig set ham være så vred før, andet end den første gang vi mødte drengene og Mester Splinter, og han kom op og skændes med Raphael. Jeg krymper mig sammen igen. "Undskyld...", hvisker jeg. "Lad nu vær, Leo!", siger Christine og Zelina bryder også ind: "Det er jo for helvede ikke al sammen hendes skyld! Jeg gik også op på overfladen, hvis du overhovedet husker det!" Nej... Lad nu vær med at skændes på grund af mine valg. "I kunne jo også prøve at tænke før I gør sådan noget?! Hvor glade er I lige for, at det her er sket?!", forsvarer han sig selv. Mester Splinter slår sin stav hårdt ned i gulvet, og vi alle tier.

 

"STOP.", råber han og halvdelen af os bukker hovedet. "Det er ligeså meget vores skyld, som det er deres skyld. Lad nu Zelina og Chili hvile sig. Donatello, få madrasser og tæpper ind på dit værelse, og lad dem så være alene derinde. Jeg gætter på, at I to trænger til at være for jer selv og få sat alt på plads i jeres hoveder.", han kigger skiftevis på mig og Zelina. "Bishop, hans mænd og De Lilla Drager er stadig efter jer, selvom I har været ude af syne i tre måneder. Og nu hvor Chili lige har vist sig, vil de bare sætte endnu mere gang i søgningen. Husk på, at I alle," Mester Splinter peger på Christine, Ubah, Zelina og jeg. "stadig er rævene, som jagthundene er efter."

 


Jeg slår øjnene op og sukker irriteret. Femte forsøg. Jeg kan stadigvæk ikke sove. Zelina har været rigtig træt, forvirret og chokeret, og nåede hurtigt at falde i søvn. Jeg sætter mig besværligt op. Hele min krop er helt øm og jeg har svært ved et røre mig. Jeg gnider mit ene øje og ser en skikkelse, der står i åbningen til værelset. "Hej Raph...", siger jeg med en hæs stemme. Han står med en sovende Zelina i sine arme og kigger nervøst på mig. "Du må gerne bære hende med ind, hvis det er.", siger jeg og svarer på hans stille spørgsmål. Han går stille tættere på mig, og hans ansigtsudtryk har skiftet sig til at være bekymret. "Hvordan har du det?", hvisker han. Jeg prøver at rejse mig ubesværet op, men det gør så ondt i mine skuldre og min fod, at jeg ikke kan lade vær med at stønne. "Jeg har det vel fint nok... Takket være jer alle sammen. Dig, Donnie, Splinter, alle jer andre... Og Zelina." Jeg kigger på hendes fredfyldte ansigt og sukker trist. "Hvis bare jeg ikke var gået derop..." Raph tysser på mig. "Hey, du kunne ikke vide det. Hun skal nok komme ovenpå igen, okay?" Jeg nikker stille. "Du burde sove.", siger Raph. "Du trænger til det.", "Det gør Zelina også. Gå nu ind med hende, jeg går ned til Mester Splinter." Han vender sig om, men kigger sig over skulderen og hen på mig en sidste gang. "Han er i dojo'en.", siger han. "Tak.", sukker jeg og humper ud fra værelset.

 

Der er ikke mange udenfor værelserne. Ubah og Mikey sidder og spiller Superquest på Dons bærbar, mens Don sidder henne ved sin stationære computer. Jeg har helst ikke lyst til, at skulle bekymre folk yderligere, så jeg humper ned ad trappen og hen mod dojo'en så lydløst jeg kan. Michelangelo og Ubah begynder at grine helt vildt, og tager Donnie's opmærksomhed, så jeg lister mig hurtigt forbi og når hen til dojo'en. Ingen af dem så mig. Jeg sukker lettet. Jeg skal lige til at banke forsigtigt på træet i papirsvæggene, da jeg hører Splinters stemme derinde. "Kom ind." Nervøst trækker jeg skydedøren til siden og lukker den pænt efter mig igen.

 

Alle stearinlys er tændt inde i den store dojo, og lyser hele rummet op med gylden glød. Mester Splinter sidder i midten af dojo'en, i zen stilling, med lukkede øjne. Jeg har vidst lige afbrudt hans meditation. "Undskyld, at jeg forstyrrer, sensei. Men... Må jeg godt tale med dig?" Mester Splinter åbner øjnene. "Selvfølgelig. Tag plads." Han slår sin arm ud mod puden overfor sig, og jeg sætter mig i zen stilling overfor ham, med fingrene mod hinanden for at vise respekt. "Hvad går dig på, Chili?" Jeg får det dårligt i maven, da jeg skal til at fortælle om episoden på taget igen. Jeg kan ikke lide det. "Jeg har det skidt,", begynder jeg. Han ser afventende på mig. "Da jeg gik op på taget, gik jeg ikke kun rundt og nød det... Jeg var rigtig ked af det. Selvom vi har været her i tre måneder, savner jeg stadig min familie." Det vender sig endnu mere i maven på mig. Jeg prøver at holde ryggen rank, som mine forældre altid har sagt, jeg skal gøre. Mester Splinter lader sin hånd glide ned ad sit lange, tynde skæg og hans røde øjne hviler i mine. "Fortæl mig om din familie."

 

"Mine forældre er skilt. Hos min far boede jeg i et stort hus med ham, min stedmor, Ellen, og to katte, Freja og Chagall. Min far, Jesper, havde også en hest, Contreau hedder den. Hos min mor, Birgitte, boede jeg i et lille sommerhus, hvor vi havde et marsvin, der hedder Bruno. Jeg har tre søskende. De to ældste har ikke den samme far som jeg har, men det har min lillebror. Min søster, den ældste, hedder Pernille og min storebror hedder Peter. Min lillebror...", jeg synker. "Min lillebror hedder Tait." Tårer er begyndt at falde ned ad mine kinder. "Oppe på taget vældede alle gode og dårlige minder frem, som jeg havde haft sammen med dem... Det gør så ondt." Min ryg kan ikke holde sig rank længere og jeg bukker sammen i gråd. Jeg skjuler mit ansigt i mine hænder. "Jeg ved, jeg ikke kan komme tilbage... Jeg ved, jeg har mistet dem." Jeg kan mærke Mester Splinter lægge en hånd på min skulder. "Kom.", siger han.

 

Jeg kravler hen til ham på alle fire, og sætter mig ved siden af ham. Han lægger sine arme om mig, og trykker mig ind til sig. "Da jeg var menneske...", han holder en kort pause. "Boede jeg i Japan sammen med min kone, Tang Shen. Dengang hed jeg ikke Splinter, men Hamato Yoshi. Jeg var lykkelig sammen med Tang Shen, indtil min bedste ven, Oruku Saki, blev forelsket i hende og hans sind blev forgiftet af jalousi, der ændrede sig til had. Han gjorde alt hvad han kunne for at få mig til at ligne en jeg ikke var overfor Tang Shen, men hun ville ikke lytte. En dag lykkedes det ham at overvinde mig en kamp, og han brændte vores hus ned og tog Tang Shens liv. Den dag mistede jeg min lille datter, Miwa, som jeg havde fået sammen med Tang Shen. Hun var ikke andet end et halvt år gammel." Jeg kigger op på Mester Splinter. Han har engang været et menneske, ligesom pigerne og jeg. Hans øjne er lukkede og hans ansigtsudtryk ser forpint ud. "Jeg mistede mange ting. Mit hjem. Min familie. Mit navn." Han åbner øjnene og kigger på mig. "Men jeg har også fået så meget. Mine fire sønner, og nu også jer." Han stryger en hånd over mit hår og smiler med lukket mund. "I alle fire har mistet jeres familier og jeres gamle identitet som mennesker. Men tænk også på hvad I har fået. Takket været Michelangelo er Ubah i live, og takket været Raphael og Donatello blev Leonardo overtalt til at holde jer boende. Selvfølgelig ville jeg heller ikke lade jer være deroppe alene. Og du har stadig Zelina, Christine og Ubah."

 

Jeg sukker trist og udmattet. "Det er lige dét,", siger jeg og min stemme hikster. "Det er min skyld, at vi næsten mistede Zelina. Hun kunne have været død bare på ét skud. Og det er min skyld, at vi blev muterede. Det var mig der ville ind i den butik, og jeg gik med til at røre ved den substans, "TCRI". Hvis ikke jeg havde været så dum, var det her aldrig sket!" Mester Splinter lader mig skjule mit ansigt i hans skulder og han lægger sin hånd på mit skjold. "Det er også min skyld, Chili. Jeg burde ikke holde jer hernede, udenfor omverdenen, når I er vant til at kunne gå udenfor og få vejret. Jeg skal nok sørge for, at det aldrig sker igen." Mine skuldre ryster og jeg begynder at græde. Mester Splinter tysser roligt på mig. "Læg dig ned med hovedet i mit skød. Du må gerne sove herinde." Jeg gør som han siger, og ligger med hovedet i hans skød, mens jeg græder. "Jeg vil hjem.", hvisker jeg med en pivende stemme og lukker øjnene. Mester Splinter trækker vejret roligt og stryger mig igen over håret. "Det ved jeg."
Og så falder jeg i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...