Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
864Visninger
AA

13. Chili

13
Chili

Jeg lægger arme og ben over kors, mens jeg sidder i Donatellos lænestol, som står i højre hjørne, og kigger ind i væggen til venstre. Helt ærligt. Jeg er dækket til af klistret havregryn, mælk og sukker og da jeg søger hjælp hos Zelina, ignorerer hun mig bare. Jeg er så enormt ked af det, selvom jeg har fået snakket med Don og vi begge er nogenlunde okay igen. Lige siden begyndelsen af det her ophold, har alting bare været noget møg. Jeg er selvfølgelig taknemmelig og ville meget hellere være her, end oppe på gaderne, men heldet kunne altså også lige være sød at følge med.

Da jeg snakkede med Donatello, startede han med ikke at ville se på mig. Da jeg endelig fik ham til at tale, kunne jeg høre, at han var utroligt nervøs for om jeg var sur på ham. Men det var jeg jo ikke. Det var bare et uheld. Jeg sagde, at det jo kunne vaskes af igen, hvis de altså har en bruser, eller noget. Det havde de, men jeg skulle nok spørge Mikey om hvor den var. Jeg ville ikke gå før jeg var sikker på at vi begge ikke var kede af det. Han sagde bare at han havde det fint og gloede så ned i en bog. Jeg blev såret. Såret over at han bare… På en måde var ligeglad. Så jeg gik ud uden at sige noget, og fik mediteret lidt sammen med Mester Splinter. Jeg kan huske dengang jeg var menneske, og min far altid mediterede om morgenen. Jeg fik dog aldrig interessen for det. Men nu tænkte jeg at det skulle prøves, for en gangs skyld. For min fars skyld. Men det var bare så svært. Det er meningen at jeg skal lade alle tanker glide forbi, men jeg kunne ikke tænke på andre end Donatello. Hvordan han nok i virkeligheden havde det med situationen. Men jeg fik klaret mig igennem en time og gik så alene rundt omkring. Indtil Zelina bare afviste mig og jeg gik vredt herop.

”Hey, er du okay?” Nej. Jeg troede jeg var alene. ”Ikke rigtigt…” Jeg kigger ned i gulvet, men så op på Donatello igen. "Men... Jeg troede slet ikke at du ville.. Nej, bare glem det.. Jeg gik ned til jeres Mester Splinter, og mediterede med ham. Det har jeg aldrig prøvet før... Men, da jeg kom ud, prøvede jeg at få Zelinas opmærksomhed, for at få lidt trøst, men hun har hele tiden travlt med din dumme bror!" Det var slet ikke meningen at jeg skulle tale sådan om ham, som jeg tror Zelina er dybt forelsket i. Men jeg er bare så trist. Jeg har ikke lyst til at blive jaloux, men det bliver svært. Det bliver jeg for det meste ret hurtigt, når det gælder min bedste veninde. ”Hvilken en?” Donatello sender mig et kort smil. Det muntrer mig en smule op. Dog ikke meget. ”Raphael…” Jeg kan ikke lade være med at skære tænder. Hvis Zelina bliver alt for optaget af ham, hvem ved så hvor meget mere vi kommer til at snakke sammen?

Jeg ser Donatello i hans brune øjne. Dem som jeg har længdes længe efter. Jeg siger ikke at jeg er forelsket i Donatello, men jeg føler bare en vis tryghed hos ham. Og hans øjenfarve gør det bare bedre, på en eller anden måde. ”Raph? En pige? Den havde jeg ikke set komme…”, siger han. ”Nå, men… Ja. Undskyld for det tidligere…” Han mener den måde han afviste mig på. Det gør mig glad at han undskylder. For det er ikke altid at Zelina kan se hvor ked af det jeg bliver over at blive afvist. Jeg sender Donatello et beroligende smil. ”Det gør ikke noget. Du var jo bare oprevet. Jeg kender det godt.” Han svarer ikke. Den pinlige tavshed begynder at sænke sig ned over os. Sig det er løgn. ”Jeg hader pinlig tavshed.” Jeg griner nervøst. ”Lad os have noget at snakke om.” Mine øjne flakker rundt omkring på Donatellos værelse. Her er en masse ting herinde. Han har en motor hængende, en masse stykker papirer og udregninger liggende på sit bord (Nu ved jeg at det var hans notesblok jeg har tegnet i), et planteforsøg ved siden af og en masse andre ting. Donatello fortæller langt og detaljeret om alt hvad han har stående, og peger på de forskellige ting. Hen ad slutningen bliver jeg lidt ukoncentreret, men jeg hørte det meste af hvad han sagde. Eller, faktisk blev jeg ikke ukoncentreret. Jeg blev bare helt... Betaget af Donatello. Spørg mig ikke hvorfor. "Eh, er der andet?" Jeg "vågner" og ser på Donatello. Han smiler venligt.

Jeg ryster kort på hovedet og kigger ned på min hånd. "Ja... Donatello... Ved du hvad.. Nej, du kender det sikkert ikke.. Eller.. Det stads, der gjorde så vi blev til reptiler.. Ved du hvad det er?" Mine øjne møder hans. "Ja, selvfølgelig. Det er TCRI og det var også det der gjorde os til dem vi er. Jeg ved ikke hvor det stammer fra, men det er en underlig, grøn substans, der ligner slim. Hvis man får det på sig, bliver man mikset sammen med det sidste levende man var i kontakt med. Det kan være planter, dyr og sådan noget i den stil. Mester Splinter startede med at være menneske, og han købte fire, små skildpaddeunger. Han mødte nogle sære fyre, der havde denne her substans og da de begyndte at angribe ham, faldt glasset til jorden og det samme gjorde bowlen med skildpadderne. Under kampen kom Mester Splinter til at træde på en rottes hale, og fordi han rørte ved substansen, blev han til en rotte. Det sidste levende skildpadderne var i kontakt med, var et menneske, derfor blev vi til forvoksede skildpadder med stor intelligens... Eller, nogen mere end andre." Han smiler. Hmmm, TCRI? Jeg gad godt vide hvad det står for. Til Chili Rallah Is? Okay, nej. ”TCRI? Spøjst navn...” Jeg kigger på Donatello og gengælder hans smil. ”Så I var små skildpaddeunger dengang I blev muteret? Og Mester Splinter var engang et menneske? Jeg har bare boet i en lille by, eller... Den var faktisk ret stor, men ikke fra min synsvinkel. Den står for en hel kommune, i det lille land, Danmark. Det er derfor du sikkert synes mit engelske accent lyder lidt underligt... Jeg havde aldrig troet at jeg skulle se sådan her ud resten af mit liv.”

Mit blik falder ned på mine ben. Der er stadigvæk underligt at se dem grønne, og ikke hudfarvede. Jeg har faktisk altid været en lille smule mørkere end de andre piger, selvfølgelig ikke når det gælder Ubah. Hun kommer jo fra Somalien, men flyttede til Danmark da hun var en lille pige. Zelina er ret bleg, men hvis man ser på Christine kan man godt se, at jeg er en smule mørkere. Dog ikke meget. Men jeg tror det er fordi, at min far har så mange penge, så vi havde ligesom altid råd til at tage på ferie hver sommer. Det havde Zelina nu ikke... ”Det er jo bare skæbnen.” Donatello smiler til mig igen, men få sekunder efter, begynder han at se tænksom ud. ”Jeg ved ikke rigtig om jeg skal tro på skæbnen... Af og til kan den gøre en både glad og trist. For eksempel, når der er sket noget dårligt, kan man jo bare sige at det var skæbnen. Jeg tror at fremtiden har noget at gøre med de valg vi tager.", svarer jeg. ”Hvad tænker du på? Du ser så tænksom ud?”. ”Ikke rigtig noget.” Jeg griner lidt for mig selv. ”Det plejer jeg også altid at sige. Jeg er ret god til at falde i drømmeland.”, ”Også her.” Og så dør samtalen igen. Det her går ikke godt. Jeg håber ikke at Donatello er alt for ked af det over det med havregrynet.

For at det ikke skal blive for pinligt, rømmer jeg mig. Donatello sukker og kigger lidt fraværende på mig. ”Ja... Der røg så vores samtale.”, siger jeg og trækker knæene op under hagen, og slår armene om mine ben. Han trækker bare på skuldrene. ”Det sker...” Donatello går over til sit bord med en masse forskellige ting liggende, finder en bog, sætter sig op i sin seng og begynder at læse. ”Nå, men... Jeg er stadig ret sulten. Jeg går ned.” Jeg bider mig i underlæben, går ud af værelset og ned ad trappen. Hvis bare vi havde en bedre kemi... Det kunnet have været vildt fedt.. Så kunne jeg også snakke med en fyr, ligesom pigerne. Og så kunne Zelina sagtens være sammen med Raphael uden jeg skulle tage mig af det og blive en smule jaloux. Men måske er det bare kærligheden? Det siges jo at kærlighed gør blind, og jeg kender det godt. Måske er det dét, der er galt med Zeze. Jeg skal nok bare vente, men det er svært. Faktisk utroligt svært. Jeg har brug for Zelina lige nu, men jeg kan jo ikke bare gå op til hende. Jeg vil ikke kalde hende for noget ondt eller få hende til at lyde ond, men... Jeg føler mig bare lidt alene. Jeg skulle måske også få det her havregryn ud af mit hår. Jeg går hen til håndvasken og vasker havregrynet, mælken og sukkeret ud med et kæmpe besvær. Mit hår bliver ligeså mørkt som Zelinas, der hvor det er blevet vådt. Før jeg tager noget nyt havregryn, vrider jeg vandet ud af mit hår og tørrer det med et viskestykke. Da jeg sætter mig ved bordet, føler jeg mig pludselig helt udmattet... Fortabt.
Ene og alene...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...