Mutanter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
De fire muterede skildpadder, Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo bor i New York Citys kloakker sammen med deres rotte-sensei, Mester Splinter.

Donatello begynder at længdes efter muligheden for at lære det andet køn at kende, men at de ikke er mennesker, men mutanter. Leonardo gør alt hvad han kan for at få ting sat på plads igen, mens Raphael og Michelangelo ikke ved noget som helst om hvad der sker med Donatello.
Da Raph en dag leder efter Mikey, da Mike ikke er blevet slået for sin narrestreg endnu, er der ingen der kan finde Michelangelo nogen steder. De leder overalt, men uden held. Da drengene går op på taget af bygningen ved siden af garagen, begynder Leo at fable om at nu skal de tage sig sammen. Raph lister sig stille væk og leder i kloakkerne. Og der finder han Michelangelo, sidde ned med ryggen til og han bøjer sig over noget... Eller nogen.

2Likes
12Kommentarer
872Visninger
AA

5. Chili

5
Chili

Jeg er bange. Men alligevel ikke. Vi står alle i stilhed, ingen af os siger et ord. Den ene af skildpadderne overfor os skotter forsigtigt hen mod den gamle rotte. Den gamle sukker, men siger ingenting. Jeg kan ikke holde det her ud og jeg kan mærke at jeg står og tripper. Skal jeg bryde den pinlige tavshed? Er de her "mænd" onde? Har de kidnappet Ubah?! Hvis de har gjort noget ved hende, så... Ja, det ved jeg ikke. De er muskuløse, og de kan helt sikkert tvinge selv den stærkeste af os i gulvet.

Til sidst kan jeg ikke holde det ud længere. "Okay, HVEM er I?!", udbryder jeg. Og jeg fortryder straks, at jeg spurgte. Jeg plejer ikke at lave udbrud på den måde. Men jeg vil prøve at virke hårdfør og sætter mine hænder i siderne. Lige efter bryder Christine ind. "Og hvad har I gjort ved Ubah?" Jeg kigger hen mod Christine og kan se at hun er usikker. Men jeg er glad for at hun støtter mig. Hvis vi stadig var mennesker, ville Christine aldrig nogensinde tro på at det her var muligt. Men nu, ja nu, står vi her, er mutanter og befinder os foran fire mutanter og tre af dem er også reptiler.

Jeg drejer hovedet og kigger på skildpadderne igen. Hvis de har taget Ubah så... Ja, det ved jeg heller ikke. Hvad skal vi kunne gøre? Jeg kan se på dem at de har våben, den ene har en lang stav, den anden noget der ligner to forke og den tredje har to sværd. Rotten har en spids vandrestav. Og som sagt, har de pænt mange muskler. Og selv hvis vi var meget stærke, ville vi ikke kunne klare dem. Det er vi alt for svage til. "Og..." siger Zelina, men fortryder. Hun viser sit sædvanlige 'Whatever' tegn ved at løfte armene og sætter dem ned igen. Hun ville gerne fortsætte sætningen ligesom Christine gjorde, men hun kunne ikke finde på noget. Typisk hende. Zelina kan virkelig være spøjs nogen gange.

De tre skildpadder ser ud til at være nogenlunde på vores alder. Den ene er i normal højde og har en blå bandana om hovedet, som har huller til øjnene. De har alle sammen beskyttelsesudstyr på. Ham med den blå maske har to sværd fæstnet til bæltet, omme bag på skjoldet og hans øjne er blå. Den anden er lidt lavere end den første. Han har en rød maske, grønne øjne og hans våben, de to små forke, sidder i hans bælte. Han har flest muskler af dem alle. Den tredje er højere og tyndere end de andre to og hans maske er lilla. Hans godt to meter lange stav er fæstnet i bæltet, omme bag på skjoldet.

Og hans øjne... De er brune. Det er ikke tit at jeg har set drenge med brune øjne i mig og pigernes hjemland, Danmark. Det er mest indvandrere, med helt mørke øjne, som jeg har set. De fleste mennesker jeg kender, har alle andre øjenfarver end brun. Men ikke... Okay, det lyder vidst lidt mærkeligt, hvis jeg siger en grøn mutant med lilla bandana, ikke? Jeg bliver vækket fra mine tanker, da skildpadden i den blå maske taler til os.

"Jeg er Leonardo og det her er mine brødre, Donatello," Han holder sin arm ud for skildpadden med den lilla maske og de... brune øjne og holder så sin arm ud mod ham i den røde bagefter. "og Raphael. Vi har også en til bror, Michelangelo, men... Jeg ved ikke helt hvor han er henne." De navne synes jeg da ikke at jeg har hørt folk hedde i New York City. Der er det mere navne som Dylan, Arianna, sådan nogen navne... Ikke navne som Leonardo Da Vinci og alt muligt. Donatello kigger skiftevis på os alle. "Og hvem er I så?" Han flytter blikket fra mig og hen på Christine. "Og hvem er Ubah?"

Raphael begynder at smile et skævt smil og lægger armene over kors, mens han kigger på Zelina. Ud af øjenkrogen kan jeg se Zelina rykke uroligt på sig, men ikke på den dårlige måde. Jeg ved ikke lige hvad der er galt med hende lige nu. Måske er hun bare lidt påvirket af at vi står og snakker med skabninger som vi slet ikke troede fandtes. Ligesom morfin? Okay, overdrivelse. Måske er det den måde Raphael smiler på? Zelina kan godt lide skæve smil, spørg mig ikke hvorfor.

"Ubah er vores veninde." fortæller Christine. "Hun forsvandt da De Lilla Drager var efter os. Vi så en af jer oppe på gaderne og fulgte efter ham." Jeg kigger hen på den gamle rotte og kan se ham kigge utilfredst på Leonardo, Donatello og Raphael. Jeg mener det, jeg har altså ikke set brune øjne så tit. Og efter min mening, er brune øjne flottest. Okay, jeg kan ikke begynde at flirte med en af dem nu, tag dig sammen, Chili! Jeg griber hurtigt fat i Zelinas arm for at kunne bevare fatningen. Men hun har meget travlt med at kigge på Raphael. Måske har hun det på samme måde som jeg har det med Donatellos øjne? Hun kan jo så godt lide grønne øjne?

Jeg ryster kraftigt på hovedet. Rømmer mig. "Vi..." Jeg afbryder mig selv i sætningen og starter en ny. "Jeg hedder Chili. Og det her er min bedste veninde, Zelina." Jeg kigger på Zelina efter at have sagt hendes navn, men hun har stadig travlt. Hendes kinder bliver helt røde, men jeg tror ikke at hun selv ved at de er det. Jeg kigger hen mod Christine. ”Og min anden bedste veninde, Christine.” Christine kigger væk da jeg siger hendes navn, så jeg beslutter mig for at kigge tilbage på Donatello. Men det bliver ikke længe jeg kigger ham i øjnene, for mit blik søger hurtigt ned mod jorden, da jeg pludselig bliver genert.

Jeg har været enormt genert da jeg var en lille pige, men det er næsten helt forsvundet nu. Jeg sagde næsten! Selvom jeg ikke kan se Donatello, kan jeg nærmest fornemme, at han smiler. Stilheden sænker sig over os, og jeg kan høre Raphael hviske noget til rotten. Christine tier. Donatello tier. Leonardo tier. Rotten tier. Alle tier. For at afbryde tavsheden igen, rømmer jeg mig, lægger armene over kors og kigger på Leonardo. Dog gætter jeg på at mit blik ikke er særligt selvsikkert. ”Svar på vores spørgsmål. Hvor er Ubah?” Jeg har det godt nok underligt lige nu. ”Vi kender hende ikke.”, svarer Leonardo.

Så ligeglad som Zelina er, snakker hun kun med Raphael. Irriterende. ”Du hed Raphael, ikke?”, spørger hun. ”Undskyld, men jeg har hukommelse som en guldfisk.” Underligheden slår til igen. Zelina, Ubah, Christine og jeg er ikke de mest normale piger på jorden. Vi har en anderledes humor end andre og er ikke ligesom alle de der popduller, som går i det seneste nye. For eksempel, ændrede Zelina stil om til goth da vi var... Tolv eller tretten? Min stil har altid været farverig og anderledes, Christine er bare, ja, hvad kan man sige? Christine? Og det samme med Ubah. Man kan i hvert fald kalde os for anderledes, nu da vi er grønne og mangler fingre.

”Kald mig Raph.” Raphael hviler sin hånd på sin ene fork, eller hvad det er, og smiler stadig skævt og selvsikkert til Zelina. ”Og du kan bare kalde mig Zeze.” Jeg kan se at Zelina rødmer endnu engang. Tag dig nu sammen, kvindemenneske! Eller firben. Jeg giver Zelina en stille albue og sender hende et skarpt blik ud af øjenkrogen. Jeg hvisker: ”Der er ikke tid til flirteri nu, Zelina!” Hun kigger på mig med et for-sjov-trist ansigt. ”Heeeeeey.” For ikke at begynde at grine, kigger jeg tilbage på Leonardo.

”Sidst vi så hende var hun på denne gade!” Pludselig begynder det at dunke i mit baghoved. En smerte jager igennem mit hoved og forsvinder straks efter to sekunder. Jeg hader når det sker. Jeg ved ikke hvad det er, men når det sker, er det nærmest som om at der springer en hel vulkan i min hovedbund. Jeg tager mig til hovedet og skærer tænder. ”Vi kender hende stadig ikke.”, siger Leonardo. Rotten bryder ind. ”Eller også gør vi.” Han kigger på Leonardo. Rotten er høj, minder om en på femogfyrre eller halvtreds, og går i kimono og har en grøn vandrestav. Han har lange knurhår, en lang rottehale og store rotteører.

Jeg kigger hen mod Christine, og kan se at hun lyser op. Hun er tydeligvis glad for at høre, at Ubah måske kan findes. Leonardo er lidt forvirret og kigger først på rotten, og så hen på mig. Pludselig bryder Raphael ind. ”Måske ved jeg hvor jeres lille veninde er.” Inden han når at sige mere, lyder der en fremmed stemme bag ham.

”Hey bros! I skal møde min nye ven!” En anden skildpadde kommer frem bag Raphael. Han ser ud som de andre, hans øjne er bare blå, han har fregner, hans bandana er orange og han har nunchakus siddende i sit bælte. Og så kom overraskelsen.

Der. Lige der. Der, bag ved ham, står vores længe ventede veninde, Ubah.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...