My Lovelife - 1D

18-årige Jennifer bor i London. Hun bor alene i en lejlighed, men hendes bedsteven, Mads kommer og er ved hende det meste af tiden. Han bor der næsten. Jenny arbejder på en Kaffebar i London og en dag bliver hendes liv ændret. Hun kommer til at møde drengene fra One Direction og hendes liv bliver meget mere forvirrende.
Hvad hun troede var sandt viser sig at være falskt

20Likes
5Kommentarer
1782Visninger
AA

8. Now i know

"Kære Jennifer.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her, men jeg synes det var for svært, så jeg skriver det derfor til dig. Mor og far ville have fortalt dig det når du blev tyve år, men det nåede de desværre ikke, så jeg er nød til at fortælle dig det. Jeg har lagt din dåbsattest med i kuverten. På den står der at du er datter af Anne Cox og Des Styles.

Da du var lidt over et år gammel fandt mor og far dig ude i skoven tæt ved den hytte de havde den gang. Du lå svøbt i et tæppe i en lille kurv. Din dåbsattest lå under tæppet. Der lå også et brev hvor de stod, at du fortjente et bedre liv og derfor havde de lagt dig foran mor og fars hytte. De skrev også at de allerede havde to børn der var lidt ældre end dig og at de ikke kunne klare at have tre børn. De havde prøvet, men de kunne ikke holde til det. De ønskede, at mor og far ville passe på dig, som deres egen datter. Jeg er ked af at du ikke er deres datter og min biologiske søster, men for mig vil du altid være min søster. Jeg ved godt, at jeg aldrig har kaldt dig søster eller behandlet dig, som en søster, men det var kun, fordi jeg vidste, at du ikke var min søster og jeg ville ikke have at du hadede mig, for at have ladet, som om at du var min søster, men jeg fortryder, at jeg ikke behandlede dig som en søster. Jeg vil altid elske dig og hvis jeg kender dig godt, så elsker du også mig. Jeg håber at du vil opsøge Anne og Des, men det bliver nok svært. De har ikke holdt kontakten til mor og far, så det bliver måske svært, men jeg ved at hvis du ønsker det højt nok, så vil du kunne finde dem. Håber at du tilgiver mig, for ikke at have fortalt dig det noget før.

Knus Luke, din bror."

~

Jeg kunne mærke tårerne trille ned over mine kinder. Var jeg ikke hvem jeg havde troet jeg var? Jeg var datter af Anne Cox og Des Styles. Deres navne lød bekendte, men jeg kunne ikke fatte at de havde givet mig væk. Hvis de ikke kunne have mig, så kunne de da havde holdt kontakten. Jeg havde to søskende. De var ældre end mig. Hvor meget? Jeg lagde brevet og tog det andet stykke papir. Det var min dåbsattest

~

"Navn: Jennifer Styles. Fødselsdato: 23. marts 1995. Forældre: Anne Cox og Des Styles. Født på: Holmes Chapel Hospital." Jeg tog brevet i den anden hånd. Hvordan har mine såkaldte forældre holde t hemmeligt for mig? Hvorfor havde de ikke fortalt, at de ikke var mine biologiske forældre? Det føltes som om at jeg havde fået en mavepuster. Jeg kiggede på brevet igen. Mads. Mads vidste det. Han vidste at jeg ikke var den jeg havde troet jeg var. Hvor lang tid havde han vidst det? Jeg kiggede nærmere på kuverten. Den var blevet sendt for lidt over en måned siden. Han havde vidst det i næsten en måned. Hvorfor havde han ikke fortalt mig det? Havde han i tanke om at fortælle mig det? Ville han holde det hemmeligt for mig?

***

Mads kom ind af døren med en tallerken med kage. Han kiggede på mig. Jeg sad med brevet og dåbsattesten. "Hvorfor fortalte du mig det ikke?" Jeg havde rejst mig uden at jeg havde tænkt over det. Han havde tabt tallerken. Den gik i stykker da den ramte gulvet. Han stod bare og kiggede på mig. Han trak ikke den mindste mine da tallerknen gav et højt brag da den ramte gulvet. Han vidste ikke hvad han skulle sige. "Hvor kunne du? Jeg troede du var min bedste ven!" Jeg løb forbi ham og hen til trappen. Stephanie var allerede på vej op af trappen. Hun havde sikkert hørt tallerkenen gå i stykker. Jeg løb ned forbi hende. Jeg prøvede at lade være med, at kigge hende i øjnene. Jeg kiggede hurtigt op på hende lige inden hun forsvandt fra mit syn. Hun fulgte mig med øjnene. Tårerne strømmede ned over kinderne på mig. Hele mit liv havde været en løgn. Jeg løb ud af hoveddøren. Hen over græsset i bare tæer. Hele vejen hjem til min lejlighed. Heldigvis var der ikke så langt, men det var alligevel hårdt. Jeg løb op af trapperne og prøvede at finde mine nøgler. Jeg havde glemt min pung ved Mads. Min mobil og mine nøgler var i den pung. Jeg kunne mærke en ny strøm af tårer presse på. Jeg løb ned af trapperne igen. Da jeg åbnede fordøren kom vinden ind mod mine bare arme. Jeg havde også glemt min jakke. Det begyndte at blæse mere, men jeg ville bare væk. Væk fra alt. Jeg løb væk fra lejligheden. Væk fra Mads. Væk fra løgnene. Jeg løb uden rigtig at have et mål. Asfalten var kold mod mine fødder. Vinden fløj forbi mig og igennem mit hår. Skyerne var blevet mørkere og skyggede for månen. Jeg løb mod skoven. Jeg ville et sted hen hvor jeg kunne gemme mig. Skoven. Mads vidste at jeg ville løbe mod skoven. Min mor og far. Jeg mener Vanessa og Jacob. De havde haft en hytte der ude. Jeg elskede at være der ude, for jeg havde nærmest boet i den hytte indtil jeg var seks år gammel. Jeg bremsede op. Asfalten trak lidt i huden. Jeg løb ned af en sidegade. Jeg løb uden at vide hvor jeg var på vej hen.

***

Jeg endte nede ved en sø. Jeg satte mig på en af bænkene. Vinden blev kraftigere. Det begyndte at regne. Jeg tog benene op til mig. Jeg lagde armene om dem, for at prøve at holde varmen. Hvorfor skulle det ske for mig? Jeg troede jeg havde det næsten perfekte liv. Vanessa og Jacob havde passet på mig, som jeg var deres egen datter. De havde begge et godt job og lavede det de elskede, men nu havde jeg ingenting. Jeg vidste ikke hvem mine forældre var eller min søskende, så jeg havde ingen familie. Jeg lagde panden mod mine knæ og lod tårerne få frit løb. Jeg sad der i lang tid. Pludselig hørte jeg en dør blive lukket automatisk kiggede jeg op. Det var ingen jeg kendte. Bare et ældre ægtepar der steg ud af deres bil. Jeg rejste mig. Jeg gik lidt langs med søen, men drejede så væk fra søen på et tidspunkt. Jeg gik ned gennem byen. De unge der var ude at feste kiggede underligt på mig. Det ville jeg også selv gøre, for jeg gik i lange bukser og en top. Ikke andet. Ingen sko, ingen jakke. Jeg gik stille og prøvede at undgå at få øjenkontakt med nogen. "Jennifer!" Jeg vendte mig hurtigt rundt og fik øje på en blond pige. Jo tættere hun kom på jo mere genkendte jeg hende. Det var Caroline. Hende fra studiet. "Hvordan er det du ser ud?" Hun stoppede op lidt fra mig og gav mig elevatorblikket. "Sådan ser en model ikke ud i byen." Hun kiggede smilende på mig. Jeg prøvede at smile, men kunne ikke rigtig. "Er du okay?" Sagde hun stille og gik tættere på mig. Hun lagde hænderne på mine overarme. Jeg rystede let på hovedet. Hun gav mig et kram. Jeg trak mig lidt væk fra hende igen. "Kom med hjem til mig." Hun tog min hånd og trak mig med. Hun trak mig med ind på et diskotek. Det var lidt pinligt, at gå igennem et diskotek i det her tøj. Vi gik op ovenpå. Der sad nogle piger over i hjørnet. "Jeg tager hjem. Vi ses i morgen." Sagde hun til pigerne og trak mig samme vej ud gennem diskoteket igen. Da vi kom ud giv vi i den retning jeg kom fra. Da vi var væk fra de larmende unge, så fik jeg øje på en velkendt, sølv bil. Jeg vidste ikke om Mads havde ringet til Liam, så jeg kiggede den anden vej og prøvede at gemme mit ansigt. Da vi havde gået i meget få minutter stoppede Caroline. Vi stod foran en stor hvid bygning. "Bor du i lejlighed?" Røg det ud af munden på mig. Hun grinede lidt. "Nej. Det er mit hus." Hun åbnede døren og vi kom ind i en hvid gang. Vi gik op af en vindeltrappe og kom op i et stort rum. Der var en stor sofa og et stort fjernsyn. Hun rev mig igennem rummet og ind på et stort værelse. Der var dobbeltseng med himmel. En Apple computer og en sofa der stod til højre inde for døren. Sengen var til venstre. Jeg gik op af den lille trappe op til det sted sengen stod. Gulvet var lidt højere der hvor sengen var. Jeg satte mig stille på sengen. Caroline gik over til hendes Walk-in-closet. Hun fandt en natkjole frem. "Her er en natkjole du kan sove i. Du ligger dig bare i sengen. Jeg tager sofaen." Hun smed kjolen over til mig. "Jeg vil ikke være til besvær." Sagde jeg stille. "Det er du skam heller ikke." Sagde hun glad og satte sig ved siden af mig. "Vil du fortælle mig hvad der er galt?" Sagde hun stille. Hun tog benene op under hende. Jeg nikkede stille. "Jeg fandt ud af at mine afdøde forældre faktisk ikke var mine biologiske forældre. Mine rigtige forældre hedder Anne Cox og Des Styles." Sagde jeg stille og lagde kjolen ved siden af mig. "Er du Harry Styles' søster?" Sagde hun ivrigt. "Hvad?" Sagde jeg forvirret. "Din biologiske far har samme efternavn, som Harry." Hun smilede glad. Hun havde faktisk ret i det hun sagde. Harry havde samme efternavn, som jeg havde, men der er vel også mulighed, for at jeg ikke er hans søster. Jeg trak bare på skuldrene. "Kender du drengene?" Sagde hun stille. Jeg nikkede stille. "Lidt. Har kun snakket med dem en gang." Sagde jeg stille og trak benene op til mig og lagde armene omkring dem. "Har du ingen du kan tage hjem til nu?" Sagde hun stille og kiggede usikkert på mig. Hun holdt øje med min reaktion, for hun så ud til at være bange, for om jeg havde misforstået hendes spørgsmål, for det kunne godt lyde, som om at hun ville af med mig, men jeg vidste at hun mente om jeg havde nogen at tage hjem til, for jeg kunne jo ikke bo her hele tiden. "Min lejlighed, men jeg har glemt mine nøgler hjemme hos min bedste ven og vi var oppe og skændes tidligere i dag. Han havde vidst det med mine forældre i næsten en måned uden at fortælle mig det." Jeg kiggede ned i gulvet. Hun lagde en arm om mig. Godt nok var hun ligeså gammel som jeg, men hun virkede ældre. "Jeg skal nok gå med dig hjem til din ven, hvis det er." Sagde hun stille. Jeg kunne mærke at hun smilede lidt, for hendes kind rørte lidt min kind. "Tak, men jeg må gøre det selv." Sagde jeg og smilede tilbage. "Okay. Få dig nu lidt søvn. Jeg vil også til og i seng." Sagde hun lidt glade end før. Hun rejste sig og gik over til sofaen. Hun løftede d hvor man sad og trak den ud. Den blev tre gange så lang, så nu kunne hun ligge der. Jeg trak af tøjet og lagde det pænt ved siden af sengen. Jeg trak natkjolen over hovedet. Det var af silke. Jeg løftede dynen og lagde mig ned under den. Den blev hurtig dejlig varm. Jeg lå og holdte øje med Caroline der gjorde sofaen klar til at hun kunne sove på den. Da hun var færdig, tog hun den blå kjole af. Hun tog en stor T-shirt på og lagde sig under den dyne hun havde fundet. Jeg lukkede øjnene og tænkte på hvordan Harry ville reagere hvis jeg var hans søster. Vidste han det i forvejen? Eller havde han heller ikke fået noget at vide? Gemma måtte da vide at hun havde en søster, for hun havde jo været seks år gammel da jeg blev født. Jeg lagde mig til at sove og faldt hurtigt i søvn.

***

Da jeg vågnede var der lyst. Jeg kunne høre fuglefløjt uden for vinderen. Jeg satte mig stille op. Hvor var jeg? Jeg kiggede rundt. Når ja. Jeg er ved Caroline. Jeg kiggede over på sofaen, men Caroline var der ikke. Hun havde pakket sofaen sammen. Jeg kiggede rundt i rundet igen. Det var et ,eget moderne værelse. Meget lyst, hvidt og ryddet. Jeg slog dynen til side og skulle til at tage mit tøj da jeg så en seddel på mit tøj.

***

"Godmorgen søde. Jeg har fundet en kjole jeg tror, vil klæde dig. Den hænger ude på badeværelset, som ligger lige uden for døren og så til venstre. Du bestemmer selv om du vil tage brusebad eller boblebad. Der er også et håndklæde der ude. Du må bruge, så meget tid du vil. Jeg sidder i stuen og du kommer bare når du er klar."

***

Jeg rejste mig og åbnede døren ud til gangen. Der var en dør lige til venstre for værelset. Jeg listede ud på badeværelset. Det var meget stort. Der var et stort badekar til venstre og en bruser i modsatte hjørne. Kjolen hang på en knage til højre for døren. Den var lys blå. Næsten hvid. Den var stropløs og blev løsere lidt under navlen. Den var meget enkel, men flot. Jeg smilede ved synet af den. Jeg tog natkjolen af og mit undertøj. Natkjolen lagdeltes pænt sammen og lagde den på en lille træ stol der var der ude. Jeg hoppede ind under bruseren. Den var dejlig varm helt fra starten af. Jeg vaskede hurtigt mit hår og tog lidt shampoo i det. Da jeg var færdig stod jeg lidt inde under vandet, men til sidst endte jeg med at gå ud og tørre mig. Jeg bandt håndklædet rundt om mig. Jeg stod og kiggede lidt på kjolen, men valgte så at tage den på. Det var sjældent jeg havde kjole på. Det var kun når jeg blev tvunget ned i en, fordi jeg skulle til noget fint, men ellers havde jeg aldrig kjole på, for jeg synes ikke det passede til mig i hverdagen, men jeg arbejdede jo også på en kaffebar og der var kjole ikke det mest praktiske. Arbejde. Gud jeg skal arbejde i dag. Jeg skyndte mig i kjolen og redte mit hår. Det tørrede hurtigere end det plejede, men det var også fint, for jeg synes mit hår er så kedeligt når det er vådt. Jeg gik ind i stuen til Caroline. "Hvor er du flot!" Sagde hun glad og nærmest hoppede op af sofaen. "Kan jeg låne en telefon og sige at jeg ikke kommer i dag?" Sagde jeg stille. "Det har jeg klaret. Jeg har ringet til Steward og sagt at han skal ringe til dit arbejde." Sagde hun glad og gjorde en bevægelse til mig om at jeg skulle dreje rundt. Jeg gjorde det og var faktisk også selv ret tilfreds, med de hvordan jeg så ud. "Hvordan vidste du at Steward havde nummeret til mit arbejde?" Sagde jeg og rettede lidt på håret. "Fordi at han altid har nummeret til sine kommende modellers arbejde." Sagde hun glad. Hun gik hen til et højt skab ved siden af døren til værelset. "Er du til høje eller flade sko?" Råbte hun til mig. Jeg stod og tænkte lidt. "Flade." Sagde jeg lidt usikkert. Hvorfor ville hun vide det? Hun kom tilbage med et par sorte stiletter. Jeg stirrede på dem med store øjne. "Tag dem på. Hurtigt, for du skal over til din ven." Sagde hun glad og gav mig skoene. Hum forsvandt ned af vindeltrappen. Jeg trak i skoene. Jeg vidste ikke om jeg kunne gå i dem, for det var lang tid siden jeg sidst havde haft højhælede på. Jeg havde lidt svært med balancen i starten, men efter få skridt, så gik det fint. Jeg var nød til at holde fast i gelænderet, for ikke at falde. Hun holdte døren for mig da vi gik ud. "Min far skal nok kører os." Sagde hun. Glad og gik ud på gaden. Hun kiggede lidt til begge sider, men gik til venstre. Hun gik hen til en stor sort firhjulstrækker. Den lignede lidt den drengene havde holdende nede i garagen. Hun satte sig ind og jeg satte mig ind i den anden side. "Hvor skal i hen piger?" Sagde hendes far venligt. Caroline kiggede på mig. Jeg sagde Mads' adresse og hendes far sagde, at han godt vidste hvor det var henne. På turen der hen sad Caroline og jeg og snakkede om hvad jeg skulle sige og hvad jeg skulle spørge ham om. Da bilen stoppede begyndte mit hjerte at slå hurtigere. Jeg rettede lidt på håret. Så var det nu. Jeg åbnede døren og steg ud. "Tak, for alt, Caroline." Sagde jeg glad og lukkede døren. Hun vinkede da de kørte. Hvad med kjolen? Den måtte jeg tænke på senere. Jeg gik op til den velkendte døren og bankede på. Det var Stephanie der åbnede. "Åh, Jennifer. Hvor er jeg glad, for at du er her. Mads gider ikke ud af sit værelse. Han har været der inde siden du tog hjem i går." Hun så meget trist ud. Hun så ældre ud, når hun var nedtrykt. Jeg smilede stille og gik forbi hende. Jeg bukkede mig ned, for at tage mine sko af. Jeg stillede dem ved siden af mine converse, så jeg ville huske dem begge. Jeg smilede en gang til Stephanie før jeg gik op. Jeg bankede stille på døren ind til Mads' værelse. "Gå! Jeg gider ikke snakke med nogen." Råbte han vredt. Jeg tog en dyb indånding og åbnede døren. "Hvad forstår i ikke ve.." Han rejste sig op da han fik øje på mig. Han stod mundlam. Han havde stadig det tøj på fra i går. "Heller ikke med mig?" Sagde jeg stille og prøvede at smile. "Jennifer.." Han gik hen og gav mig et kram. Jeg lagde armene og skuldrene på ham. Han løftede mig lidt op, for han var jo ret høj i forhold til mig. Sådan stod vi i lidt tid, før han satte mig ned. "Undskyld, Jenny. Jeg burde ikke have taget brevet.” Han lagde hænderne på mine hofter. "Jeg ved, at du gjorde det med god hensigt." Sagde jeg stille og lagde min ene hånd på den ene side af hans hovedet. Han smilede og trak mig ind til ham igen.

***

Vi satte os på sengen og snakkede lidt. ”Tror du, at det er muligt, at Harry Styles kan være søn af Des Styles og derfor være min bror?” sagde jeg efter lidt tid. Han kiggede lidt på mig, men tog sin mobil frem og søgt på Harry Styles. Der kom hans fødselsdato frem. Ting om hans søster, Gemma. Det stod også noget med hans forældre. Vi gik ind på det link og fandt navnene på hans forældre.

---------------------------------

Håber i kunne lide dette kapitel.

Hvad siger i til at Mads havde taget brevet?

Undskyld stavefejl eller mangel på kommaer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...