My Lovelife - 1D

18-årige Jennifer bor i London. Hun bor alene i en lejlighed, men hendes bedsteven, Mads kommer og er ved hende det meste af tiden. Han bor der næsten. Jenny arbejder på en Kaffebar i London og en dag bliver hendes liv ændret. Hun kommer til at møde drengene fra One Direction og hendes liv bliver meget mere forvirrende.
Hvad hun troede var sandt viser sig at være falskt

20Likes
5Kommentarer
1769Visninger
AA

9. Does he know?

"Søn af Anne Cox og Des Styles." Jeg sank en stor klump. Vidste Harry at jeg var hans søster? Gjorde Gemma? Jeg kiggede rundt på sengen, for at finde min pung fra i går. Mads rakte mig den. Den havde ligget på det lille hvide bord. "Tak." Sagde jeg og tog min mobil op af den. Jeg tastede Liams nummer ind. "Hej Liam. Kan jeg komme over til jer senere i dag?" Sagde jeg lidt glad, men også lidt usikkert. "Øh... Selvfølgelig. Skal vi hente dig?" Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, så jeg svarede bare nej. Jeg lagde på og kiggede på Mads, som lignede et spørgsmålstegn. "Jeg vil gerne finde ud af om Harry ved det." Sagde jeg usikkert. Hvad var det jeg havde gjort? Hvad nu hvis Harry ikke vidste det og jeg kom til at afsløre det? Jeg sank en stor klump. Mads satte sig ved siden af mig på sengen. Han lagde en arm om mig. Jeg lagde mit hoved på hans skulder og han lagde automatisk sit hoved ovenpå mit. Hvad skulle jeg sige, for at finde ud af om Harry vidste det, uden at sige, at han er min bror. Min bror. Det er underligt, at sige det når jeg ved, at det er om en anden end Luke. Luke havde jo altid været min bror. Det er han stadig. Jeg er ligeglad med om vi er slægtet. Han er og vil altid være min storebror. ”Jenny, jeg går lige i bad, for jeg begynder at kunne lugte mig selv.” Sagde han og grinede lidt. Nu da han nævnte det, så lugtede han ikke bare. Han stank. ”God idè.” Sagde jeg drillende og lagde mig på sengen. ”Hvis kjole er det der enlig?” Sagde han i det han åbnede skabet og tog noget tøj ud. ”Kan du huske hende pigen fra studiet? Hende der løb ud på toilettet.” Sagde jeg og rettede lidt på kjolen. ”Ja. Hende der var i gang med et fotoshoot og pludselig bare løb sin vej.” Han lukkede skabet og gik hen mod døren. ”Hun hedder Caroline og det er hendes kjole, som jeg har lånt.” Jeg satte mig op af muren. ”Okay. Jeg kommer om lidt igen.” Sagde han og forsvandt ud af døren. Jeg tog min mobil og tjekkede Twitter. Harry havde postet et billede af drengene. De sad alle sammen med en øl i hånden, undtagen Niall. Han sad med en burger eller en sandwich. Jeg favoriseret billedet og låste mobilen. Jeg rejste mig og gik hen og tog hans guitar. Jeg sad og spillede lidt. Jeg var ikke lige så god til det, som Mads, men jeg havde ikke spillet særlig meget i lang tid. Jeg var bedre til klaver. Det var Luke der havde lært mig det.

***

Jeg stillede guitaren hen igen, da jeg kunne høre, at døren ud til badeværelset gik op. Da han kom ind på værelset kastede jeg mig i armene på ham. ”Hvor har jeg dog savnet dig!” Sagde jeg drillende og fik det til at lyde som en elsker. ”Jeg har også savnet dig, Jenny, men så lang tid tager jeg altså ikke om, at bade.” Han satte en finger i hver sin side på mig, så jeg trak mig væk. Jeg rakte tunge af ham. Jeg lagde mig på sengen igen. ”Hvornår kører vi hjem til drengene?” Sagde Mads og smed sit vasketøj i vasketøjskurven. ”Nu.” Sagde jeg og rejste mig. Jeg tog min pung og åbnede døren. ”Damerne først.” sagde jeg drillende og viste med armen, at han skulle gå ud igennem døren. Han nejede elegant og gik ud af døren. Jeg begyndte, at grine lidt, men stoppede igen da vi nåede trappen. Stephanie stod ude i køkkenet og gik ud til os da hun kunne høre os på trappen. ”Hvor er det dejlig, at se at du er kommet ud af dit værelse.” Sagde hun glad og lagde en hånd på hans overarm. ”Hvor tager i hen nu?” sagde hun glad og så yngre ud end da jeg kom. ”vi tager hjem til nogle venner.” Sagde Mads roligt. ”Hvordan kommer i der hen? Din bil er jo i stykker.” Sagde hun bekymret og gik ud i køkkenet. ”Vi tager en Taxi.” Sagde jeg glad. ”Okay.” Sagde hun stadig lidt bekymret. ”Vi ses, mor.” Mads gik ud og gav hende et kys på kinden. Vi gik ud til vejen og gik ud til den store vej. Vi vinkede en taxi ind til siden.

***

”Hej guys!” Råbte Niall glad da han åbnede døren. Han gav os begge et stort kram og forsvandt så op af en trappe. ”Drenge! Jenny og Mads er her nu!” Råbte han og kom ned af trappen igen. ”Louis, du holder tæt!” Hørte jeg en sige. Jeg kunne ikke lige finde ud af hvem det var. Lidt efter kom den sexede fyr, Louis, ned af trappen. Efter ham kom Harry. ”Hej Jenny!” Louis kom hen og gav mig et stort knus. ”Hej Louis!” sagde jeg og krammede igen. ”What’s up, girl?” Harry kom hen og holdte hånden frem, så jeg skulle slå min knytnæve mod hans. Jeg slog min næve mod hans. Det gjorde enlig lidt ondt, men det forsvandt ved tanken om, at Harry var min bror. Jeg gik ind i stuen. Zayn sad og så fjernsyn. ”Hej Jenny.” Sagde han uden og fjerne blikket fra skærmen. ”Jamen også hej til dig.” Sagde jeg lidt fornærmet. Jeg satte mig ned ved siden af ham med et bump. ”Hvad ser du?” Sagde jeg glad. Jeg var faktisk ligeglad, men jeg prøvede, at få ham til, at fjerne blikket fra skærmen. ”Noget om os.” Sagde han stolt. Jeg lo en gang og kiggede så over på de andre. De var allerede godt i gang med en samtale. Louis sad med sin mobil. ”Hvad laver du?” Spurgte jeg og lænede mig over mod ham. Han duftede fantastisk. ”offentliggører, at Eleanor og jeg ikke er sammen mere.” Sagde han en smule nedtrykt. Yes! Så har jeg en chance hos ham. Nej, du har ej. Se det dog i øjnene. Han er kendt og du er.. Du ved ikke engang hvem eller hvad du er. ”Det er jeg ked af at høre.” sagde jeg stille og prøvede, at virke så trist som jeg kunne. ”Det går nok. Vi var bare blevet lidt trætte af hinanden, men vi er gode venner.” Sagde han lidt gladere og havde tydeligvis lagt mærke til, at jeg ikke virkede særlig trist. Jeg smilede, så meget jeg kunne uden, at se dum ud. Han lagde mobilen fra sig og gik ud i køkkenet. Jeg blev siddende og prøvede, at finde hoved og hale i de andres samtale, men det kunne jeg ikke, så jeg gik ud til Louis.

***

”Hvor lang tid siden er det i gik fra hinanden?” Sagde jeg usikkert da jeg gik ud i køkkenet. ”I går aftes.” Sagde han og vendte sig om mod mig. Han stod med en kop te i hånden. ”Det er fint, at i er bedste venner og at forholdet ikke har ødelagt det hele.” Jeg gik hen og lænede mig mod køkkenbordet ved siden af Louis. ”Ja.” Sagde han efter lidt tid. Der blev en pinlig tavshed. Alle mulige emner fløj gennem hovedet på mig. Pludselig røg det ud af munden på mig: ”Hvor lang tid har du sunget?” Jeg kiggede op i loftet. Kunne jeg ikke have fundet et mere anderledes spørgsmål? ”Siden jeg var 15 år, tror jeg.” Han tog en slurk af sin te. ”Har du spillet på nogen instrumenter?” spurgte jeg lidt mere interesseret. ”Ja. Jeg har spillet klaver siden jeg var 9 år.” Sagde han glad. ”Jeg har også spillet klaver.” Sagde jeg meget glad. Der var et eller andet ved, at være i nærheden af ham, som gjorde mig så glad og skør. Han kiggede interesseret på mig. ”Hvad kan du spille?” Sagde han og så drillende på mig. ”Det er lang tid siden jeg sidst har spillet.” Jeg tog en tot hår om bag øret og rettede på kjolen. ”Kom.” Sagde han og tog min hånd. I det hans hud rørte min sitrede det. Det var en dejlig følelse af lykke. Han trak mig med ind i et rum ved siden af stuen. Han slap min hånd og satte sig ved et stort, sort piano. ”Sæt dig.” sagde han og klappede let ved siden af sig. Jeg satte mi lidt mod min vilje. Jeg vidste ikek om jeg kunne spille mere. ”Prøv at spille noget du kan huske.” sagde han og rykkede lidt længere ud mod kanten af bænken, så jeg kunne nå alle tangenterne. Jeg lagde fingrene på klaveret og tøvede lidt. Jeg ville ikke kvaje mig foran Louis. ”Kom nu.” Sagde han ivrigt. Jeg tog en dyb indånding og trykkede tangenterne ned. Jeg spillede Paparazzi med Lady Gaga. Man kunne næsten høre Louis’ kæbe ramme hans brystkasse. Da jeg kom til det stykke hvor man skulle synge, så var jeg meget bange, for at jeg kom forkert ind, men det gik meget godt og Louis kommer også ind lidt efter. Vi sad lidt, men blev afbrudt af Harry der stod i døren. Han stod og kiggede på os. ”Hvad er der galt?” Sagde jeg glad og stoppede med, at spille. ”Louis. Må jeg lige snakke med dig?” Sagde han roligt. ”Selvfølgelig.” Svarede han og rejste sig. ”Jeg kommer tilbage.” Sagde han advarende. Jeg grinede lidt, men da de forsvandt, så blev jeg stille. Jeg sad og spillede My heart will go on. Jeg kunne høre Harry og Louis snakke, men jeg kunne ikke høre hvad de snakkede om. Pludselig ringede min telefon. Det var Luke der ringede. Jeg tog mobilen op til øret og rejste mig. ”Hej Luke.” Sagde jeg så glad jeg kunne. ”Mads har fortalt mig det hele.” Sagde han stille. Jeg kunne mærke tårerne presse på. ”Okay.” Sagde jeg toneløst. ”Undskyld, at jeg ikke har fortalt dig det før, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det og jeg vidste ikke hvordan jeg ellers skulle sige det ud over, at skrive brevet.” Sagde han stille. Jeg kunne høre på hans stemme, at han var ved at græde. Jeg havde aldrig hørt ham sådan før. ”Luke. Du skal ikke være ked af det.” sagde jeg stille. Der var en tåre der løb ned over min ene kind. ”Jeg elsker dig stadig og jeg har fundet min biologiske mor og far.” Sagde jeg stille. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage mere, så jeg lagde på. Luke skulle til og sige noget, men jeg ville ikke græde ned i telefonen. Jeg lagde mobilen ned i pungen og løb ud af rummet. Jeg løb ud af hoveddøren og ud på gaden. Der var ingen ud over en ældre dame der lige var steget ud af sin Taxi. Jeg gik over og satte mig ind i den. ”Kør mig hen til den store sø inde midt i byen.” Sagde jeg og tørrede tårerne væk fra kinderne. ”Okay, frøken.” Sagde han lidt bekymret.

***

Jeg satte mig på den samme bænk, som jeg havde gjort i går. Den var kold. Jeg lod tårerne få frit løb. Tanken om, at jeg har mistet min rigtige familie, for længe siden og nu har jeg også mistet min anden familie. Jeg tørrede lidt mascara af under øjnene. Jeg tog benene op under mig, for at holde varmen. Min jakke var ikke tyk nok. Lidt efter var der en arm der lå over skuldrene på mig. Jeg var ligeglad med hvem det var. Jeg lagde mig ind mod personen. Det var ikke Louis’ velkendte duft. Den her var mere naturlig. Jeg kiggede op og så de velkendte krøller. Det var Harry der sad ved siden af mig. ”Jennifer.” sagde han stille. Jeg trak mig lidt væk, så jeg kunne se hele hans ansigt. ”Jeg ved godt, at det er underligt lige nu, men jeg tror, at du vender dig til det.” Sagde han og trak mit hoved ind til hans brystkasse. ”Hvor lang tid har du vidst det?” Spurgte jeg stille og usikkert. Jeg var ikke sikker på, at det var det han mente. ”Jeg har vidst det da du kom hjem til os første gang.” sagde han usikkert. Jeg kiggede op på ham. ”Jeg kunne se det lidt på dig og jeg vidste, at jeg har haft en søster der hed Jennifer, men jeg vidste ikke, at du var så tæt på. Jeg troede faktisk, at du var død.” Han rødmede lidt da han sagde det sidste. Jeg grinede lidt. Han vidste det. ”Ved Gemma det?” Jeg tog en tot hår om bag øret. ”Ja, mine forældre gør også.” Sagde han stille. Hvad? Havde han fortalt det til sine forældre? ”Hvordan reagerede de?” Jeg fjernede lidt mascara under øjnene. Jeg havde ikke flere tårer. ”De blev lidt glade. Altså de havde jo ikke troet, at de skulle se dig igen, men de vil gerne have dig over til aftensmad en dag.” Sagde han glad. ”Seriøst?” Sagde jeg ivrigt. ”Ja. De vil gerne møde dig.” Sagde han glad og også lidt chokeret over mit ivrige svar på, at de gerne vil have mig til middag. Eller have mig med til, at spise middag. Jeg sad og smilede lidt, for mig selv. ”skal vi tage hjem til de andre igen?” sagde han stille. Jeg nikkede og rejste mig. Han tog sin jakke af og lagde den over mine skuldre, så jeg ikke frøs.

***

På vej tilbage til drengenes hus forklarede han hvordan Gemma og hans forældre var. ”Hvordan har din gamle familie ellers været?” spurgte han da vi gik ind på vejen hvor de boede på. ”De var meget musikalske og meget glade, for børn.” Sagde jeg glad ved tanken om mine forældre. ”Det var vidst godt, at det var dem du kom hjem til.” Sagde han lidt drillende. Han lagde armen om mig. ”Hvad nu hvis der er nogen der ser os?” Sagde jeg usikkert. Han grinede lidt. ”Vi twitter om det.” sagde han og gav mig et klem. Jeg nikkede bare stille.

***

De andre sad inde i stuen og småsnakkede. Da vi kom ind i stuen blev der helt stille. De kiggede alle sammen på os. ”Hvad?” Sagde jeg stille. Jeg kiggede over på Louis. Han fjernede sit blik fra mit og kiggede på Harry. ”Ved du det?” Han kiggede forventningsfuldt på Harry. ”Jep. Jeg har fået mig en søster.” sagde han glad og gav mig et klem. Jeg smilede bare glad til ham. Jeg gik hen til sofaen og satte mig ved Louis. ”Går det?” Spurgte han stille, så kun jeg kunne høre det. Jeg nikkede. Jeg var glad, for at han bekymrede sig, for mig. Jennifer fat det nu! Han er ikke interesseret i dig! Jeg lagde min pung mellem mine lår og trak mine hænder ind i ærmerne. ”Kom.” sagde han stille. Han rejste sig og trak mig med ud af rummet. Ingen så ud til, at det var underligt. ”Hvad nu?” Spurgte jeg lidt bange. ”kom nu bare med.” Sagde han glad og tog min anden hånd. Han åbnede døren ind til et stort værelse. Der stod en dobbeltseng midt i værelset. ”Læg dig under dynen.” sagde han stille og tændte for radiatorerne. Jeg gjorde, som han sagde og lagde mig under dynen. Han satte sig på sengekanten og kiggede på mig. ”Hvad nu?” Sagde jeg usikkert og smilede skævt. ”Hvordan er det, at vide at dine forældre faktisk ikke var dine forældre?” Spurgte han og trillede tommelfingre. ”Det er lidt underligt, men jeg kan jo ikke rigtig blive sure på nogen. Mine forældre døde jo og Luke fortalte mig det.” Sagde jeg stille og satte mig op. ”Hvad med Harrys forældre? De gav dig jo trods alt væk.” Sagde han stille. ”Ja, men hvis de ikke havde gjort det, så havde jeg måske ikke lavet det jeg elsker mest. Synge, spille musik og danset.” Sagde jeg glad. Han smilede for sig selv. ”Hvor lang tid har du sunget?” spurgte han efter lidt tid. ”Siden jeg kunne tale.” Sagde jeg glad. ”Du synger godt.” sagde han stille. ”Tak. Du er heller ikke helt værst selv.” Jeg trak dynen op om mig. ”Ikke værst?” Han løftede det ene øjenbryn. ”Ja.” Han nikkede stille. ”I morgen. Os to. Singstar!” sagde han drillende. ”Okay. Det er en aftale.” jeg holdte hånden frem, så vi gav hånd på det. ”Du får, så meget kløv.” sagde han drillende. ”Tro på, søde.” Jeg stivnede ved, at kalde ham søde. Han stivnede også selv, men slappede hurtigt af igen. Jeg havde virkelig dummet mig. Nu havde han sikkert regnet ud, at jeg kunne lide ham. Pis. Du er fandme også for dum, Jennifer! Der var stille i lidt tid. Det var lidt akavet og jeg tror, at vi begge var trætte. Jeg var i hvert fald. ”Hvor tit går du i kjole?” Spurgte han stille. ”Aldrig. Det her er en af mine veninders.” Sagde jeg lidt træt. ”Den klæder dig. Den fremhæver dine former.” Sagde han lidt flovt.

--------------------------------------

Håber i kan lide dette kapitel.

Hvad er jeres mening om at Harry vidste det uden, at sige noget?

Og hvad er jeres mening om, at hendes biologiske forældre gav Jennifer væk?

Undskyld for mangel på kommaer eller stavefejl.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...