My Lovelife - 1D

18-årige Jennifer bor i London. Hun bor alene i en lejlighed, men hendes bedsteven, Mads kommer og er ved hende det meste af tiden. Han bor der næsten. Jenny arbejder på en Kaffebar i London og en dag bliver hendes liv ændret. Hun kommer til at møde drengene fra One Direction og hendes liv bliver meget mere forvirrende.
Hvad hun troede var sandt viser sig at være falskt

20Likes
5Kommentarer
1785Visninger
AA

5. a nice time with the boys

Det var lidt ubehageligt at alle seks drenge kiggede på mig, men jeg prøvede at ignorere det. ''Det er Mr. Whinsons assistent. Hvad kan jeg hjælpe med?'' Det var en kvindelig stemme. Den var blød og venlig. Jeg havde forventet Mr. Whinsons stemme. Hans lidt hæse og dybe stemme, men alligevel venlig.. ''Mit navn er Jennifer. Mr. Whinson har sagt at jeg skulle ringe.'' Sagde jeg så venligt jeg kunne, men jeg var lidt nervøs, for at sige det forkerte. ''Mr. Whinson er desværre til et møde, men jeg kan lægge et navn og telefonnummer.'' Sagde hun blidt, som om hun var bange for at gøre mig ked af det eller såre mig. Jeg kunne høre at hun puslede med et eller andet. Sikret en blok og en kuglepind. ''Okay. Mit navn er Jennifer Johanson. Du kan bare skrive at det er Pigen fra Kaffebaren, så tror jeg godt at han ved hvem det er.'' Sagde jeg venligt og vendte mig rundt og så at alle stadig kiggede på mig. Det var virkelig creepy. De stirrede alle sammen på mig. Jeg fik lidt kuldegysninger, men det forsvandt hurtigt. ''Det vil jeg gøre.'' Hun virkede lidt overrasket, men det er jo nok heller ikke normalt at sige at det er Pigen fra kaffebaren. ''Tak.'' Sagde jeg lidt usikkert, for skulle jeg lyde glad eller trist? ''Farvel, Jennifer'' sagde hun og lagde på. Jeg stod lidt med telefonen i øret. Bib tonen lød tre gange, før jeg tog min mobil ned foran mig. ''Hvad sagde han?'' Niall sad og kiggede nysgerrigt op på mig. ''Han var til møde, men hun ville lægge en besked til ham og så ville han ringe tilbage.'' Sagde jeg stille. ''Fedt!'' Mads rejste sig og begyndte at hoppe bøsset rundt om mig imens han klappede i hænderne, som var han en pige. Nu troede drengene fra One Direction sikkert, at han var bøsse, men fuck det. Jeg hoppede på samme måde som ham. Da vi stoppede kiggede vi begge på drengene. De var flade af grin. Vi begyndte også at grine og jeg væltede selvfølgelig over mine egne ben på vej hen til sofaen. Det gjorde jeg jo altid, så der var ingen overraskelse i det. Jeg endte i skødet af Louis, som begyndte at grine endnu mere end før. Jeg grinte også lidt og kunne mærke min kinder blusse op. Jeg rejste mig fra hans skød. ''Undskyld. Jeg er meget klodset.'' Sagde jeg stille uden at kigge op. Jeg fjernede mit pandehår fra mit ansigt med en stille og langsom bevægelse. Jeg satte mig ned ved siden af ham og trak ærmerne på min trøje ned over mine knoer og holdt den ene hånd knyttet over min mund, for at skjule at jeg bed mig selv blidt i læben. Hvor var det pinligt at falde foran Louis. Det værste var at hele bandet så det. ''Det går nok, søjde.'' Sagde han og smilede et smil der fik mig til at blive blød i knæene, men nu sad jeg jo ned, så hvad siger man så? Blød i røven? Lige meget. Det var et smil jeg ville falde for til hver en tid, men jeg skulle ikke forelske mig i ham, for han var jo kendt! En ukendt klodsmajor, som mig kunne ikke falde, for Louis! Fantastiske Louis Tomlinson! Med det fantastiske smil, de fantastiske øjne, den perfekte krop og det fantastiske hår. Hvad er det jeg sidder og siger? Eller tænker... Jeg må ikke forelske mig i ham. Det ville være underligt. ''Jennifer, fortæl om dig selv.'' Jeg kom tilbage til den virkelige verden igen. Niall havde sat sig som et lille barn foran mine fødder. Han lignede virkelig et barn der ville høre en fortælling. Han så, så sød ud. Han var så cute. ''Okay. Øhm.'' Jeg sad og tænkte lidt. Hvad skulle jeg fortælle? Mit liv har ikke ligefrem været spændende. Der var ikke rigtig noget at fortælle. ''Hvordan er dine forældre?'' Sagde Niall og lavede store nuttede øjne. Han var som en lille hundehvalp. Jeg hørte et lille gisp eller suk. Hvert fald en lyd. Jeg vidste at det var Mads. Han vidste jo at mine forældre ikke levede mere. De var døde i en bilulykke, for 2 år siden. Min storebror, Luke og jeg var de eneste overlevende. Vi havde siddet på bagsæddet. ''De var nogle fantastiske mennesker.'' Sagde jeg med et så glad smil jeg kunne, men det gjorde mig alligevel trist. Jeg kunne se på Niall, at han vidste, at han havde ramt et ømt punkt. Han kiggede stille ned i gulvet. Jeg vidste at han selv blev lidt ked af at nævne det. ''Det går nok. Det er dejligt at fortælle folk om dem.'' Sagde jeg og smilede venligt i det jeg kiggede rundt på de andre. ''De var begge kunstnere, men på hver sin måde.'' Sagde jeg og lænede mig tilbage og lagde den ene hånd på den nederste del af den anden arm. ''Min mor var sangskriver. Hun havde skrevet sange til mange sangere. f.eks Miley Cyrus, Taylor Swift og Victoria Justice. Min far var maler. Han var rigtig god, men blev desværre ikke opdaget før han var død. Min bror og jeg valgte at give nogle familiemedlemmer nogle af hans abstrakte malerier og der var nogle af deres venner der så dem og ville selv have et og det fik de så.'' Jeg kløede mig på det nederste af armen. ''Hvad har du i tankerne om at blive?'' Sagde Liam og Zayn i munden på hinanden. De sad begge meget nysgerrige. Med foldede hænder og det hele. ''Altså jeg har altid godt kunne tænke mig at blive sanger.'' Jeg kløede mig på armen og kiggede over på Mads. ''Så du kan synge?'' Jeg havde helt glemt at Harry stadig var her. Han havde været så stille. Jeg nåede ikke at svare før Mads. ''Om hun kan. Stik mig en guitar så kan i høre.'' Jeg kunne høre hans ironi, men det kunne Liam vist ikke. Han rakte Mads en guitar. Den var næsten magen til den han havde der hjemme undtagen at der ikke var klistermærker på denne her, men autografer. Han begyndte at spille melodien til ''freak the freak out ~ Victoria Justice''
Jeg grinte lidt for mig selv. Han vidste jeg elskede den sang og og selvfølgelig Victoria. Det var en stor udfordring at synge den. Jeg begyndte at synge med og det gik bedre end jeg havde regnet med. Da der var gået lidt sekunder rejste jeg mig og begyndte at danse rundt. Pludselig begyndte Niall at synge med. Det undrede mig at han kendte den. Alle endte med at danse rundt i stuen og synge med. Det lød ret godt. Jeg fik et par soloer, men kun fordi at de ikke kunne teksten der, men det var fint for mig. Jeg elskede at synge. Især denne sang. Jeg kunne bare ikke lide at synge foran et publikum. Man kan godt sige jeg har lidt sceneskræk, for et større publikum. Jeg var bange, for at fejle eller falde. Det med at falde var ikke så svært, hvis man var mig. Selv når jeg står stille kan jeg vælte, men jeg havde bare en dårlig balance og var klodset.

***

''Du synger jo fantastisk!'' Harry hoppede stadig rundt selvom musikken var stoppet. Alle andre end ham havde sat sig ned. ''Tak.'' Sagde jeg stille og satte mig til rette. ''Du kan synge med os til vores næste koncert. Altså vi kan lave en opdatering på Twitter hvor vi spørger hvad vores fans siger til at der kommer en ukendt sanger og synger med.'' Harry havde allerede taget sin mobil op af lommen da Liam kiggede rundt, for at se hvad drengene sagde til hans idé. Jeg rejste mig og løb hen til Harry. Jeg tog hans mobil og gik væk fra ham. ''Nej.'' Sagde jeg bestemt. ''Jeg skal ikke synge med jer. Foran alle Directioners!'' Harry havde rejst sig og prøvede på at få fat i sin mobil, men havde ikke lange arme nok, men han kunne jo med lethed knække mig, som var jeg en gren, men han gjorde vel bare lidt sjov med det, for jeg vidste godt at han ikke ville gøre det når jeg havde sagt nej. ''Okay, så.'' Harry begyndte at kilde mig, så jeg tog mine arme til mig, for at skubbe hans væk. Han tog sin mobil ud af hånden på mig og stoppede med at kilde mig. ''Jeg kan ikke synge foran så mange mennesker.'' Jeg sukkede stille og satte mig ned på sofaen igen. ''Hvor mange år har du sunget?'' Louis havde sat sig ned ved siden af mig. For første gang lagde jeg mærke til hans parfume. Den var ret god. Normalt synes jeg at mænds parfume lugter dårligt, men hans var faktisk ret god.
''Omkring otte eller ni år, tror jeg.'' Jeg kiggede ned på mine lår. Der var kuldegysninger på dem. Det var blevet lidt koldt. ''Min mor lærte mig at synge.'' Tilføjede jeg stille. ''Du fryser jo, babe.'' Louis lagde en hånd på mit ene lår. Han havde en stor hånd. Jeg vidste godt hvad en stor hånd betød. Hvad er det jeg tænker på? Sidst jeg tænkte perverst var fire eller fem år siden! Hans hånd var varm og varmen spredte sig i min krop. ''Kom. Jeg har et par bukser du kan tage ud over dine short.'' Han rejste sig og gik ud af stuen. Mente han helt seriøst at jeg skulle låne et par bukser af ham? Lidt efter kom han ind med et par grå joggingbukser. Jeg tog i mod dem og kiggede lidt på dem. Mente han det helt seriøst? Jeg kiggede op på ham og han stod bare og smilede. Han mente det vist. Jeg rejste mig og trak i dem. De varmede med det samme. Man skulle tro at han havde haft dem på. Hvor var det dog dejligt. ''Tak.'' Sagde jeg stille og satte mig ned igen. Louis lagde en arm omkring mig. Han varmede så dejligt. Jeg kunne høre Mads rykke på sig. Han sad i den anden ende af sofaen. ''Nu skal jeg nok hygge mig med dig.'' Kom det fra Niall, som smed sig op i sofaen. Mads lagde armen om Niall, for at efterligne Louis og jeg, men de overdrev godt nok lidt med den kæresteagtige hentydning. Hvorfor var Mads pludselig sådan? Han plejer bare sidder og sig ting som "aw" og "ew" og "Hvor sødt".

***

Der var ved at blive lidt mørkt. Klokken var også ved at blive mange. ''Jeg tror, at vi skal til at hjem.'' Sagde jeg stille og rejste mig. Det samme gjorde Mads. Jeg tog fat i kanten af joggingbukserne og trak dem ned. Kulden lagde sig om mine ben. Jeg rakte dem til Louis, som smilede stort. Det var lidt underligt. Ikke kun hans smil, men at give ham hans bukser tilbage efter jeg har haft dem på. Vi gik ud i gangen og tog sko på. Liam ville køre os hjem igen, så jeg gav de andre drenge et kram og vinkede farvel da vi gik ned af ståltrappen. Da jeg krammede Louis kunne jeg dufte hans parfume igen. Den var virkelig god. Turen hjem gik hurtigere end den anden vej.
Det var dejligt at komme hjem. Mads valgte at blive og overnattede. Jeg lagde et lagen og en dyne ind på sofaen. Han tog sin trøje af og lagde den i fodenden af sofaen. Hans mave var overraskende god. Jeg gik hen og gav ham et kram. Jeg kyssede ham også hurtigt på kinden. Jeg gik stille ind på mit værelse. Jeg lagde mig på min seng. Det var dejligt at være hjemme igen. Jeg tog mine shorts af og smed dem på gulvet. Jeg trak dynen op om mig. Den blev hurtig varm. Trætheden bevægede sig ind over mig. Varmen under dynen gjorde at jeg blev mere træt. Efter få minutter faldt jeg i søvn.

~

Det var mørkt. Luften var tyk. Der var varmt. Jeg kiggede rundt. Jeg lå på ryggen. Jeg kunne ikke rigtig se noget, fordi det var så mørkt. Jeg kunne kun se omridset af ting. Der var nogle små lysende ting til venstre for mig. Der var pludselig noget der larmede og pludselig flyttede jeg mig. Nået lys voksede foran hovedet på mig. Jeg bevægede mig i den retning mod det. Jeg prøvede at vride mig fri fra noget eller nogle der havde fat rundt om mig. Det var flammer jeg var på vej mod. Jeg prøvede ivrigt at komme fri. Flammerne nærmede sig. Jeg kunne mærke varmen mod min hud. Mit hjerte bankede hurtigt. Det var som om det ville springe ud af brystet på mig. Var det sådan jeg skulle dø? Brændt ihjel, som en heks eller en død person. Ligesom mine forældre? Skulle jeg ende ligesom dem? Som aske.

Flammerne var en meter fra mig. Det var slut. Alt var slut. Jeg lukkede øjnene og tænkte på mine forældre. Jeg ville kunne være sammen med dem, men jeg vil ikke efterlade Luke alene uden nogen familie. Flammerne var få centimeter fra mig. Jeg kunne høre flammerne brænde spidserne af mit hår. Det var slut. Jeg ville dø et sted ikke vidste hvor var.

---------------------------------------------

Undskyld, for stavefejl. 

Håber i kan lide det.

Kommenter gerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...