Von Bæk skandalen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2013
  • Status: Igang
En lille pige og hendes mor bliver bortført på åben gade, og det er op til Bo Ib Andersen og hans bror, som er journalist, at opklare sagen. Ingen vidner var til stede, og hvad gør man så?
Spor skal findes, ting skal fortolkes og ting skal opklares - men kan det lade sig gøre? Specielt nu, hvor man er to tvillingebrødre, som er vildt forskellige?

Dette er en historie, som jeg skrev til en skoleopgave, hvor vi skulle skrive en krimi. Den er inspireret af Sherlock Holmes, da han var en fantastisk detektiv, som jeg virkelig beundre!

Synsvinkelen er set fra Bo's brors synsvinkel, ligesom at man i Sherlock Holmes historier altså læser historierne fra Watson's synsvinkel.

1Likes
0Kommentarer
487Visninger
AA

5. Kapitel 5

Vi satte os ned i bilen, og satte kursen mod nord. ”Og hvor har du så tænkt dig, at vi skal finde Per Jacobsen henne?” spurgte jeg en smule sarkastisk, mens jeg holdte mit blik fast rettet mod ham. ”I Birkerød” svarede han venligt tilbage, og tog sig vist ikke af min flabethed. ”I Birkerød? Og hvorfor - hvis man må spørge, har du så fået den opfattelse af, at han bor der?” Spurgte jeg, mens jeg stadig kiggede indtrængende på ham. ”Den opfattelse har jeg fået ved at kigge på nummerpladen på bilen, min kære bror” svarede han mig, helt uden at fortrække en mine. Han sad simpelthen der, og lignede en, som havde kontrol over situationen - en situation, som var så langt væk fra målet, at det var helt urealistisk! ”For en nummerplade? Er du rablende skør? Man får jo bare udleveret en skide nummerplade, når man køber en bil. Hvorfor skulle hans så lige sige, at han bor i Birkerød?” Jeg råbte en smule, og jeg kunne godt mærke på mig selv, at jeg var ved at komme lidt for højt op i det røde felt, men altså helt ærligt? Han havde da aldrig været så langt ude før! ”Ja, det er rigtig” svarede han roligt, som om han slet ikke bemærkede, at jeg lige havde råbt. ”Men på denne her nummerplade stod nummeret 0,34,60” sagde han i et almindeligt toneleje, mens hans blik stadig lå på vejen. ”Så du vil til Birkerød, fordi en nummerplade hedder 0, 34, 60?” spurgte jeg henførende, hvorefter jeg så hans hoved bevæge sig op og ned. Jeg baskede lidt ud med armene: ”Jeg tror altså ikke, at det er ham der Per, som der er sindssyg… Jeg tror mere på, at det er dig” sagde jeg strengt, hvorefter jeg tog en dyb indånding. Han trak bare kort på skulderne og smilede sit irriterende skæve smil til mig.

 

Vi nåede Birkerød, og senere også en gade, som hed ”Sir Jacob”. Navnet sagde mig ingenting - andet end det var det mest åndssvage navn til en gade jeg nogensinde havde hørt. Vi gik op til et stort rødt hus, som var nummereret med tallet 13. ”Måske skulle vi vente til i morgen?” spurgte jeg forsigtigt min bror, hvorefter jeg så på mit ur. ”Klokken er altså to om natten!”. Han nikkede bekræftede til mig. ”Så lang tid har vi altså ikke, hvis det her skal ende godt” svarede han mig, hvorefter hans gang satte farten op. Vi nåede op til hoveddøren, som Bo bankede hårdt og kontant på. Der gik længe inden nogle åbnede. Faktisk for længe! Selv jeg ville kunne nå at stå op fra sengen, trukket i morgenkåben, fundet mit boldbat og havde åbnet døren, end denne mand nåede. Heldigvis blev Bo ved med at banke, og lidt efter stod en kraftig bygget mand med store fødder og rødt hår foran mig. ”Og hvad vil I?” spurgte han vredt, hvorefter han foldende hænderne sammen, og lige så stillede knækkende alle fingrene én for én. ”Vi vil gerne stille dig nogle spørgsmål angående en forbrydelse i dag” svarede Bo alvorligt, mens jeg bare stod nikkede ved siden af. ”Det kender jeg ikke noget til” svarede han surt, hvorefter han truende vente sig mod Bo. Det så dog ikke ud til at skræmme Bo den mindste smule, da han gik endnu tættere på ham. De kiggede på hinanden, og selvom Bo stod et trin længere nede end Per, som var de i nøjagtig samme højde. Man kunne godt mærke på Per, at Bo´s opførelse provokerede ham - og ikke at sige, at den også provokerede mig en smule. Pludselig slog Per ud efter Bo, som heldigvis og til min lettelse nåde at dukke sig, og i stedet satte en knytnæve lige i maven på Per i stedet. Et lille støn slap ud mellem Per´s læber, før der kom ild i hans øjne. Per løftede langsomt min bror op i begge hans arme, og stirrende vredt på ham. ”Du ved for meget!” råbte han, hvorefter han kastede Bo ind i gangen, og kom lige bag efter ham. Bo var hurtigt på benene igen, og skulle da også provokere Per endnu mere med hans ”Kom du bare an”. Det virkede for mig så åndssvagt, at Bo altid ville lægge sig ud med de store drenge, når man ud fra oddsene godt vidste, at han ville tabe.

Bo gav Per et kæmpe slag i hovedet, og lidt efter stod det ud med blod fra Per´s næse. ”Nu skal du få!” brølende Per, hvorefter han løb i retning mod Bo, som stadig bare stod og smilede. Jeg ville gerne hjælpe min bror, men ønskede sådan ikke helt at blande mig. ”Find dem!” sagde Bo til mig, mens han hårdt sparkede ud efter Per, som greb fat om Bo´s ene ben. Jeg nikkede chokeret, da jeg egentlig burde hjælpe min bror, men skyndte mig så derefter rundt i huset. Der var fyldt med billeder. Familie billeder, portrætter, naturbilleder og udflugtsbilleder. De var alle sammen utrolig flotte, og man kunne nok godt regne med, at det var Per selv, som havde taget dem. Dog var det lidt mytisk, at der på de fleste billeder opholdte sig den samme person. En kvinde i starten af 20´erne. Hendes smil var så charmerende og yndefuldt, og hendes glæde strålende ud af øjnene. Ellers så alt ganske normalt ud i stuenettagchen. Jeg nåde til en trappe, som både gik op og ned. Jeg overvejede kort, hvorefter jeg forsatte ned mod kælderen. Jeg havde set så mange film, at jeg godt vidste, at min største chance for at finde det jeg søgte opholdte sig i kælderen. Jeg skyndte mig ned af trapperne, mens jeg råbte ”Er her nogen?”. Da ingen svarede tændte jeg lyset, og så mig så langsomt omkring. Selv hernede virkede alt normalt. Der var en dryppede vandhane, et blinkede lysstofrør og en lille susen, hvilket nok betød, at et vindue kunne stå åben et sted. Desværre fandt jeg ikke hvad jeg søgte, og gik med hastige skridt hen mod trappen igen. Min fod satte jeg på det første trin, da jeg opdagede det mørkerøde badeforhæng under trappen. Stille listede jeg mig hen til det, og trak det til side, hvorefter jeg fandt noget, som lignede det, jeg søgte. En gammel dør gemte sig bag forhænget, og ikke nok med det, så var der endda lås på! Hurtig kiggede jeg rundt i rummet efter en nøgle eller en genstand, som jeg kunne slå låsen op med. Dog var der ikke noget i nærheden, og derefter valgte jeg, at sparke den gamle dør ind. den sad godt fast, men det skulle ikke stoppe mig. Efter et par lange hårde spark åbnede døren sig, og et lille rum kom til syne. Det var mørkt inde i rummet, og det eneste lys som lyste rummet en smule op, var det lys, som kom ude fra gangen i kælderen af. Jeg kunne fornemme, at der var en seng, en reol og et skrivebord inde i rummet, men ellers havde mine øjne ikke vendet sig til lyset i nu. ”Er her nogen?” spurgte jeg forsigtigt, hvorefter jeg igen ikke modtog nogen respons. Et dybt suk undslap mine læber, hvorefter jeg stille trissede ud af rummet igen. ”Øv altså” sagde jeg ganske stille, hvorefter jeg hørte et kæmpe bum ovenfra. ”Bo?” råbte jeg op af trappen, hvorefter jeg hørte et svagt svar: ”Jeg er okay”. Samtidigt med begyndte en lille stemme at græde, og da vidste jeg, at jeg ikke var alene. Jeg gik ind i rummet igen, fandt min mobil frem, og lyste rundt omkring. Da der stadig ikke var noget at se, lagde jeg mig ned på gulvet og lyset ind under sengen. Her så jeg til min forbavselse den sødeste lille pige ligge grædende. ”Hej lille ven” hviskede jeg forsigtigt, hvilket fik hende til at kigge bange på mig. ”Du skal ikke være bange” begyndte jeg roligt: ”Vi er kommet for at bringe dig hjem”. Hun nikkede kort, hvorefter hun begyndte at ryste. ”Rolig, rolig” hviskede jeg, hvorefter jeg rakte min hånd ind til hende. ”Du kan godt stole på mig. Jeg kender din far, Johnny. Han vil gerne have, at dig og din mor kommer hjem”. Hendes paniske øjne kiggede undersøgende på mig, hvorefter hun stille lagde sin hånd i min. ”Sådan der, min ven. Kom du bare ud” sagde jeg så venligt, som jeg overhovedet kunne. Stille og roligt fik jeg hende ud, og rejst hende op. Hun havde tårerender under øjnene, og hendes hår var helt vildt uglet. ”Kom” sagde jeg forsigtigt, og rakte hende min hånd. Hun tog pænt i mod den, og sammen gik vi ud af det mørke rum og ud i gangen, hvor Bo til min overraskelse stod. Hans blik flakkede mellem mig og hende, hvorefter han satte sig på knæ foran os. ”Du skal ikke være bange” sagde han stille og roligt, hvorefter han rakte sig hånd frem mod hende. Stille slap hun min hånd, og tog i stedet for i mod Bo´s. Jeg gik en smule væk, og satte mig på fryseren, så jeg havde et godt overblik over dem. ”Ved du hvor din mor er?” spurgte Bo forsigtigt. Von Bæks datter nikkede bekræftede, men sagde ingenting. ”Kan du vise mig det?” spurgte Bo igen forsigtigt, men også venligt. Datteren nikkede igen, hvorefter hun trak sin hånd væk fra Bo´s og pegede i retning af mig. Jeg hoppede straks ned fra fryseren og gik over til dem. ”Hvor? Jeg kan da ikke se hende” sagde jeg stille, hvorefter datteren igen pegede mod fryseren. ”Der?” spurgte jeg lidt ferbrilsk. ”Er du helt sikker på det?”Hun nikkede igen, hvilket fik Bo til at rejse sig, og gå over mod fryseren. Da han nåede derhen åbnede han stille låget, og der mødte synet mig. Jeg følte virkelig en stor trang til at brække mig, men reagerende alligevel som en voksen, da jeg hurtigt satte en hånd for datterens øjne.

I fryseren lå moderen ganske rigtigt. Hun var piv frossen! Men ikke nok med det, så lå hun desværre ikke i et stykke - nej, nok nærmere i 10 stykker. Det var ulækkert, det var klamt og det var modbydeligt!

Jeg sank en klump i halsen, hvorefter Bo lukkede fryserens låg igen, og stille forsvandt denne smukke kvindes krop. Så var det altså ikke kun oldingens tulipaner, som fik kottet hovedet af.

 Bo tog datteren mod over skulderen, og forsatte derefter op af trapperne. Stemningen var trist, og fuld af sorg. Da vi nåede stuen ettagencen, så jeg Per sidde bagbundet til en stol. Han var slået ud, men ikke død. Datteren begyndte at skrige panisk, hvilket førte til, at Bo gik ud i køkkenet med hende i stedet. Jeg derimod blev og så på ham. Jeg dannede den største spytklat jeg kunne, og sendte den lige i retning på ham. Bagefter tastede jeg 112 på min mobil, som jeg stadig havde i den ene hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...