Von Bæk skandalen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2013
  • Status: Igang
En lille pige og hendes mor bliver bortført på åben gade, og det er op til Bo Ib Andersen og hans bror, som er journalist, at opklare sagen. Ingen vidner var til stede, og hvad gør man så?
Spor skal findes, ting skal fortolkes og ting skal opklares - men kan det lade sig gøre? Specielt nu, hvor man er to tvillingebrødre, som er vildt forskellige?

Dette er en historie, som jeg skrev til en skoleopgave, hvor vi skulle skrive en krimi. Den er inspireret af Sherlock Holmes, da han var en fantastisk detektiv, som jeg virkelig beundre!

Synsvinkelen er set fra Bo's brors synsvinkel, ligesom at man i Sherlock Holmes historier altså læser historierne fra Watson's synsvinkel.

1Likes
0Kommentarer
479Visninger
AA

4. Kapitel 4

Inden længe var vi igen på Jacobsens Allé, hvor vi steg nu af bilen, og gik begge to op til døren til huset nr. 97. Jeg ringede straks på, og efter lidt ventetid åbnende en gammel mand døren. ”Hvad vil I?” spurgte han surt, da han fik øje på os. ”Hmm…” svarede jeg forskrækket, da han lignede en, som burde være på plejehjem. Han var i hvert fald godt oppe i 80´erne - ja, måske i starten af 90´erne. Hans ryg var helt krum, hans hår helt hvidt, hans næse en smule skævt, og hans hud en anelse for bleg, og derudover hang den også en smule, hvilket hav ham en masse rynker. Han stod og gjorde alt for at kigge ondt på os, selvom hans ansigt egentlig vendte nedad, og det eneste som gjorde ham i stand til at stå oprejst, var hans stok.

”Vi er kommet for at høre, om du ved noget om den forbrydelse, som blev begået her på vejen tidligere i dag?” spurgte min bror venligt, og det lød ikke til, at han overhovedet var blevet forskrækket over synet af den gamle mand. ”Nå er I det?” svarede den gamle mand kækt: ”Og I er måske fra politiet eller sådan noget?” Min bror nikkede, mens jeg rystede let på hovedet. ”Min bror er” svarede jeg straks, da han kiggede undrende på mig: ”Jeg er dog ikke… Jeg er journalist”. Manden klemte sine øjne en smule sammen, så han lidt fik et udtryk af en kineser. Vi kiggede uskyldigt på ham, og  håbede ikke, at jeg røbede os i, at vi faktisk løg.

”Jeg har fortalt jer alt hvad jeg ved!” råbte han så pludselig, hvorefter han svingede en smule med den venstre arm. I et kort øjeblik var jeg sikker på, at han ønskede at ramme mig, hvilket gjorde, at jeg vig et par skidt tilbage. Bo derimod blev bare stående. ”Det tror vi gerne” sagde Bo så, hvorefter han sendte ham et kort smil. ”Men derfor ville det alligevel være en stor hjælp, hvis de kunne finde tid til, at tale med os igen”. Den gamle mand nikkede kort, hvorefter han vendte sig rundt, og gik ind i hans hus. Bo fulgte lige efter ham, mens jeg holdte mig et par skridt tilbage. ”Årh, så du er rigtig Chelsea fan?” spurgte min bror om i et venligt toneleje, mens han tøffede efter oldingen. ”Selvfølgelig!” svarede den gamle man kort. ”Er du også det?”. ”Selvfølgelig!” svarede min bror, hvorefter han sendte mig et ledende blik om, at jeg nok ikke skulle nævne hvem han virkelig holdte med. ”Hvem er så din yndlingsspiller fra holdet?” spurgte den gamle, da vi endelig nåede stuen, hvorefter han satte sig ned, i det man straks kunne fornemme var hans lænestol. ”Torres” svarede min bror hurtigt, hvilket imponerede mig en smule. ”Ja!” råbte den gamle mand glad: ”Han er også bare min yndlings!... Så kan de komme med alle deres Messi´er og Ronaldo´er, og spille åh så gode - men den eneste rigtige mester her, det er altså Torres”. Min bror nikkede bare bekræftede mens han smilede venligt. ”Så så du vel også kampen mellem Chelsea og München tidligere på året? Der hvor Chelsea blev mester i champions league?” Den gamle mand lyste helt op, og smilede et kæmpe smil, hvilket skubbede hans rynker helt op i ansigtet på ham. ”Ja, det gjorde jeg da! Det var så fedt, at se hvordan tyskerne fik tæsk… Ja, de forfærdelige tyskere! De render jo alle vegne! De laver hærværk her og der! Jeg har flere gange i løbet af de sidste par måneder været ude og råbe af dem - og ja, så for man da bare et flabet svar tilbage i hovedet om, at man er en gammel bedstefar! Det er simpelthen for galt!” begyndte den gamle mand at skælde, mens min bror og jeg blot nikkede bekræftede til ham. ”Ja, ved I hvad? De har faktisk haft smadret mit vindue 2 gange! Derudover er det mine tulipaner, som har fået klippet hovederne af, og derudover har de tegnet med graffiti på mit plankeværk i haven!...” han hidsede sig mere og mere op, og var efterhånden helt tomat rød i hovedet. ”Så nu har jeg taget skrappere midler i brug. Jeg har investeret i en masse overvågningkameraer, så jeg kan se hvem de labaner er! Og så en dag - ja, så haps du, så sidder de lige i fælden, og så skal de bøde for alt det, som de har budt mig!” afsluttede den gamle mand sin lange tale, træk en smule efter vejret, og stemningen lettede en smule, hvilket gjorde, at man mærkede, hvordan det faktisk lettede sig fra hans hjerte, at han kom af med aggressionerne. Hans tomatrøde farve forsvandt langsomt fra hans ansigt, og min bror nikkede stadig forstående. ”Det er jeg da ked af at høre...” lød det fra Bo, og da jeg kendte ham for godt, vidste jeg, at det var hans falske tone, som han havde på. ”Er det sådan, at jeg kan få lov at se de optagelserm som du allerede har optaget? Det kan være, at jeg kan hjælpe dig” lød den venligt fra mig bror, hvorefter den gamle mand smilede glad. ”Du kan tro, at du må se de optagelser! Hvis bare du får fanget en af dem, så vil jeg være glad og godt tilfreds!” svarede den gamle mand, hvorefter han rejste sig fra sin stol, og gik hen til hans skrivebord, hvorpå der stod en computer. ”De ligger alle sammen på den tingest der” sagde han, mens han pegede på computeren. Bo nikkede pænt, tændte for computeren, fandt videoerne, og kopierede dem til hans telefon.  

 

Vi nåede igen lejligheden, efter en halv times kørsel tilbage fra den gamle mand, som Bo fik lokket videooptagelserne fra. Jeg havde undervejs taget mig en lille lur, da jeg virkelig følte det tiltrængende.

Hurtigt var vi begge to oppe på 4. sal døren til venstre, og sad begge to plantet foran Bo computer, som straks gik i gang med at loade videoerne. ”Du klarede den gamle mand flot!” roste jeg min bror stolt, og sendte ham et lille smil. Han smilte hurtigt et lille skævt smil tilbage, som han plejede, når jeg endelig roste ham. ”Det var såmen ingenting” sagde han ganske let, mens hans blik rettede sig mod computeren, som  næsten havde loadet færdigt. ”Men…” spurgte jeg forsigtigt: ”Men hvordan vidste du, at manden var Chelsea fan?” Jeg vidste godt, at jeg aldrig selv havde regnet den ud, og hvis det havde været mig, så havde jeg nok vendt om på hælene og trukket halen mellem benene og rendt min vej med det samme, da hans sure mine jo ikke i starten havde virket til, at han ville byde os velkommen. ”Åh, du ved min kære bror” startede han, og lød næsten helt sarkastisk sød. ”Jeg kiggede blot på farverne i gangen, billederne på væggen, og den tatovering, som den gamle mand havde siddende i siden af halsen”. Det lød næsten for let, når han sagde det på den måde, men det var det altså ikke! Jeg havde ikke lagt mærke til at den gamle mand havde en tatovering! Jeg havde ikke engang lagt mærke til farven på væggen. ”Nårh… På den måde” svarede jeg ham lavt, og rettede derefter min opmærksomhed på computeren, som nu endelig var færdig med at loade.

Bo fandt et par optagelser, som var sat med en datomærkning til i dag ved 11.30 til 13.30-tiden. Den første han åbnede viste ingenting - blot et par flyvende blade og en gammel avis. Den næste var nærmest ligeså kedelig som den første - her kom der dog en kat gående hen over vejen - hele 2 gange!

Den tredje video var dog meget mere spændende. Her kom Fru. Von Bæk og datteren nemlig gående ned af gaden - hånd i hånd. De smilede og så glade ud. Lidt efter kørte en bil op ved siden af dem, hvorefter en mand med noget rødbrun hår, tæt kropsbygning og store fødder trådte ud. Han stillede sig hen til Von Bæk´erne, og det lignede, at han talte med dem. Ja, faktisk lignede det, at Fru. Von Bæk og ham manden stod og skændes! Fru. Von Bæk rystede kraftigt på hovedet, mens hun holdte den lille pige tæt ind til sig. Derefter tog hun sin mobil op, og begyndte at snakke. Pludselig rev manden så telefonen ud af hånden på hende, smidte den på jorden, og trampede på den. Så tog han en kniv frem, som han holdte hen mod morderen. Han gav tegn til, at Von Bæk´s datter skulle gå ind i bilen, hvilket hun lignede en, som var parat til, hvis ikke hendes mor, havde grebet ud efter hende. Derefter kom manden tættere på med kniven, som Fru. Von Bæk heldigvis for basket en smule væk, ved at slå ham hårdt over armen. I stedet ramte kniven mandens hår, og falder til jorden. Manden, som nu så temmelig rasende ud, åbnede bildøren og trak en sort sæk ned over Fru. Von Bæk. Bagefter smidte han hende ind i bilen. Hendes datter stod rystede og så til, hvorefter hun selv blev smidt ind i bilen. Derefter skyndte manden sig i halv-gallop hen til bildøren i venstre side, ind i bilen, og kørte derefter hurtig væk.

”Øh” kom det stille fra mig, da jeg var en smule mundlam. ”Det forklarede jo den røde hårlok”. Bo nikkede bekræftede til mig. ”Og det forklarede også en hel del mere” sagde han lavt, så lavt, at man kunne tro, at han egentlig bare stod og snakkede med sig selv.

Bo åbnede derved internettet på computeren, søgte på TDC og kom hurtigt ind på deres hjemmeside. Der skrev han Fru. Von Bæks nummer ind, og tastede derefter hendes kode til hendes konto. ”Koden?” spurgte jeg spørgende, mens jeg refererede til det, at min bror bare sådan uden videre kunne hendes kode. ”Nårh…” svarede han uden nogen følelse i stemmen. ”Jeg tjekkede Johnny Von Bæks kode ud, da han åbnede pengeskabet. Det er ret indlysende, at de begge to bruger datterens fødselsdag, dog med deres egne initialer bagved”. Jeg bed mig kort i underlæben, for at undgå at svare. I stedet udvekslede vi bare blikke.

Bo havde nu fået Fru. Von Bæk kontaktliste op på skærmen. På den stod der også hvem hun havde snakket med inden for de sidste par dage. ”Betina, Lone, Lone, Betina, Jette, Lone” læste jeg højt, mens jeg skimmede kontaktlisten. ”Hov vent! Per!” råbte jeg af bare forundring. Bo stoppede straks, og klikkede på navnet Per. Han havde prøvet at ringe til hende i mellem 3-7 gange hver dag inden for den sidste uge. ”Kan du se, hvor han har ringet fra?” spurgte jeg Bo alvorligt, hvorefter han rystede på hovedet. ”Nej, det kan jeg ikke. Men jeg kan sige dig, at vi skal have fat i denne mand, for det er helt sikkert ham!” svarede Bo alvorligt, hvorefter han rettede sig op, så han ikke længere han ind over computeren. ”Hvordan er du nu sikker på det? Det kan da lige så godt være fotografen, som tog billederne af dem her i sommers” sagde jeg alvorligt, men stolt, da jeg jo egentlig havde fuldstædig ret. Det kunne jo godt være ham!

”Det er ham!” sagde Bo højt. ”Han er manden som vi leder efter!”  Han pegede hen på computeren, som stadig stod med Per’s opkald vist på skærmen. Jeg rystede kort på hovedet. ”Jeg er ikke så sikker” sagde jeg lavt, mens jeg rettede mit blik mod mine hænder. ”Det er altså ham, Per Jacobsen. Det siger da sig selv. Det er ham den tidligere millionær, som folk mente var sindssyg, og derved gad ingen at handle med ham mere. Han gik konkurs og omkring 5 år siden - husker du ikke det? Det var i avisen og alt muligt”. Jeg rystede blot på hovedet. ”Det kunne lige så godt være en anden Per! En Per Hansen, eller en Per Jensen” kom det protesterede fra mig, da jeg ikke var så sikker på, at man bare lige sådan kunne bedømme det. Min bror trak opgivende på skulderne, hvorefter han hentede sin jakke. ”Jamen du må synes, hvad du synes vil. Men jeg tager altså hen til ham nu, og det kan ikke gå for langsomt. Jeg har hørt de vildeste rygter om, at den mand kan være sindssyg, og hvis det er tilfældet, så ved man aldrig, om han kunne finde på at gøre dem noget, eller måske endda bortfører flere af hans kunder”. Jeg overvejede lidt, mens jeg rejste mig fra stolen. At møde en sindssyg kunne da være meget fedt, så tjo ja, hvorfor ikke? ”Okay, jeg tager med - jeg er på!” sagde jeg optimistisk, hvorefter jeg igen fulgte efter min bror.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...