Von Bæk skandalen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2013
  • Status: Igang
En lille pige og hendes mor bliver bortført på åben gade, og det er op til Bo Ib Andersen og hans bror, som er journalist, at opklare sagen. Ingen vidner var til stede, og hvad gør man så?
Spor skal findes, ting skal fortolkes og ting skal opklares - men kan det lade sig gøre? Specielt nu, hvor man er to tvillingebrødre, som er vildt forskellige?

Dette er en historie, som jeg skrev til en skoleopgave, hvor vi skulle skrive en krimi. Den er inspireret af Sherlock Holmes, da han var en fantastisk detektiv, som jeg virkelig beundre!

Synsvinkelen er set fra Bo's brors synsvinkel, ligesom at man i Sherlock Holmes historier altså læser historierne fra Watson's synsvinkel.

1Likes
0Kommentarer
515Visninger
AA

3. Kapitel 3

Bilen stoppede ud for Von Bæk huset ca. 31 minutter efter vi havde sat os ind i den. Huset var en kæmpe hvid villa med altan og en kæmpe have. Nogle få steder var der stadig efterårsblomster, mens andre steder bare nogle faconklippede buske.

Bo og jeg gik med hastige skidt op mod huset, hvor vi ringede på, og kort tid efter blev lukket ind af en mand, som man vel kunne kalde for tjener, eller måske var servicemedarbejder et bedre ord, da tjener måske lyder lidt for slave agtigt.

Vi blev derefter henvist til et lille kontor, hvor vi fandt selveste Hr. Johnny Von Bæk siddende ved sit skrivebord. Han var en fin mand sidst i 30´erne, som ikke ligefrem strålede af bekrymerelse i hans fine jakkesæt. ”Oh, er det dem, Andersen” lød det høfligt fra ham, hvorefter han rejste sig fra sin skrivebordsstol, og gik hen for at lukke døren bag os. ”Ja, det er det såment” svarede min bror ham tilbage, hvorefter han satte sig ned på en lille stol, som var placeret foran Von Bæks skrivebord. ”Har De fundet ud af noget?” spurgte Von Bæk venligt, men samtidigt med en smule bekrymring i stemmen. Det første tegn på bekrymring som han overhovedet havde vist! ”Nej, desværre ikke i nu” svarede min bror venligt, hvorefter han forsatte: ”Vi kunne nemlig godt tænke os at vide, hvordan din kone ser ud. Derfor ville det være en stor hjælp, hvis du havde et billede af hende - helst et, som er så nyt som muligt. Og derudover ville det heller ikke skade, hvis du også har et billede af din datter”.

Johnny Von Bæk nikkede forstående, hvorefter han skubbede stolen ud fra bordet, og rev en skuffe ud under han skrivebord. Derefter trak han 2 billeder op af skuffen. Et familiebillede af dem alle 3, og et billede af kun mor og datter. ”De er fra i sommers” sagde han lavt, mens hans øjne ikke flyttede sig fra billederne. Der var tavshed et stykke tid, hvorefter han rakte min bror billederne. Jeg kunne se, at Bo studerende dem nøje, hvorefter han lagde billederne fra sig, rejste sig, og gik hen mod vinduet. Jeg derimod, efter min lille tilbageholdelse, gik hen og satte mig på Bo´s plads, tog billederne i hånden og kiggede godt på dem. Moderen var en smuk kvinde, tynd som et bræt, og uden tegn på at have født et barn. Hendes kindben sad perfekt, hendes blå øjne skinnede, og hendes mørkebrune hår, som på begge billeder var opsat i en knold, gav et udtryk af, at hun var forretningskvinde. Datteren derimod havde helt blondt hår, og de lyseste blå fine øjne. Hendes kinder var fine barnerunde, og hendes smil udstrålende lykke. De lignede nogle helt almindelige mennesker, dog med en lille smule flere penge på bogen end de fleste andre. Derudover kunne man se, at billederne var taget i deres egen have, da den var i baggrunden. ”Må man spørge, om det er pigernes rigtige hårfarve?” spurgte jeg forsigtigt, da jeg ikke var sikker på, at min bror brød sig om, at jeg sådan blandende mig. Jeg fik øjenkontakt med Johnny Von Bæk, som sendte mig et bekræftende nik, inden han selv svarede ”Ja”. Jeg nikkede forstående tilbage til ham. ”Og kan det være, at du måske vil fortælle hvem fotografen er?” spurgte jeg forsigtigt igen, hvorefter jeg lagde billederne stille på skrivebordet foran Von Bæk igen. ”Ja, det var en mand ved navn Per Jacobsen. Han skulle efter sigende være meget dygtig” sagde han, hvorefter han forsatte, og pegede ned på billederne: ”Ja, du kan jo selv bedømme, om du synes det”. Jeg nikkede endnu en gang til ham, hvorefter jeg rejste mig, og lod min bror overtage igen.

”Du har vel ikke din kones kontaktbog liggende et sted?” spurgte han alvorligt, og jeg kunne mærke, at han gik lige til sagen. ”Jo?” lød det skeptisk fra Von Bæk. ”Det tror jeg da, at jeg har… Men jeg er ikke helt sikker, for hun fik jo stjålet sin telefon her i weekenden, så lige nu bruger hun et taletidskort”. Mens han snakkede rejste han sig, og gik hen til et billede, som han flyttede til siden, derefter kom et pengeskab til syne. Jeg kiggede på mig bror, som kiggede iagttagende på Von Bæk, som var ved at taste koden til skabet. Der lød 7 små bip, og så en rumlen, og så var det skab ellers åben. Von Bæk rodede lidt i nogle papirer, hvorefter han gik hen til Bo, og rakte ham et stykke. ”Dette er alt hvad jeg har” sagde han stille. ”Jeg stoler nemlig fuldt ud på min kone, og føler derfor nemlig ikke trang til at spionere hende”. Bo nikkede bekræftede, kiggede kort på sedlen, hvorpå han derefter folede den sammen, og lagde den ned i hans inderlomme. Bagefter rejste han sig igen fra stolen, og kiggede så på Von Bæk. ”Jamen så har jeg bare lige et sidste spørgsmål” lagde han ud, hvorefter han sendte Von Bæk et alvorligt blik. ”Hvordan blev din kones telefon stjålet?”

Von Bæk lavede en sjov grimmasse, hvorefter han sendte os et lille smil. ”Det blev den her i weekenden, hvor min kone var på sit årlige spaophold med pigerne. Hun indrømmede overfor mig her i går, at hun havde været ret så fuld i lørdags, og derfor ikke kan huske, hvordan det gik til”. Bo nikkede bekræftede: ”Og din kones kalender? Ligger den i telefonen?” spurgte han stadig alvorligt, hvorefter Johnny Von Bæks lille smil forsvandt igen. ”Ja. Ja, det gør den”.

”Jamen så siger jeg tak!” svarede Bo ham, hvorefter han pænt gav Von Bæk hånden. ”Du hører mere, når vi ved nærmere” sagde han venligt, hvorefter de slap hinandens hænder. ”Hold mig opdateret!” svarede Johnny Von Bæk alvorligt, hvorefter han fulgte os hen til døren.

 

Inden længe sad vi igen ude i bilen, men denne gang var vi ikke på vej hjem. Vi var derimod på vej hen til gerningsstedet igen. Bo havde insisteret på, at der fandtes vidner til alle sager - når de ikke fandtes i menneskelig udgave, så fandtes de nemlig i en elektronisk.

”Men er du nu også sikker på, at der er nogle på den vej, som ejer et overvågningskamera?” spurgte jeg en smule træt, og ej for optimistisk. Han nikkede kort, mens hans øjne ikke flyttede sig fra vejen. ”Og hvordan er du så sikker på det?” spurgte jeg forsigtigt, mens jeg lænede mig en smule op af den kolde rude i bilens højre side, så jeg kunne slappe lidt af. Han trak kort på skulderne. ”Siger navnet ”Jacobsens Allé” ligesom ikke det i sig selv?” svarede han flabet tilbage på en alvorlig måde. Jeg løftede kort hovedet fra ruden, hvorefter jeg rystede på det. ”Nej, det siger ikke sig selv… Bare fordi det hedder noget med Allé, som er det jo ikke ensbetydende med, at der er videoovervågning!” svarede jeg ham irettesættende. ”Det er rigtigt!” svarede han flabet tilbage, og gav mig egentlig ret, hvilket chokerede mig en smule. ”Men hvordan er du så sikker?” spurgte jeg igen, dog lidt mindre irettesættende, ja nok nærmere nysgerrig.

Han svarede ikke lige med det samme, men løftede i stedet højre hånd fra rattet, og brugte den i stedet til at finde hans mobil frem. Hurtig trykkede han på et par taster, mens bilen nærmest ikke ændrede den mindste grad kurs, hvorefter han rakte mobilen hen til mig. Jeg tog pænt i mod den, og kiggede nu på et billede af et træ hvori der hang et kamera. ”Dette billede, min kære bror” startede han: ”Det er taget tidligere i dag ude på gerningsstedet… Og som du nok kan se, så har dette hus - nr. 97, for at være helt præcis, videoovervågning ophængt i træerne”. Jeg nikkede bare anerkendende til ham, og lod ham prædike færdigt. ”Og det er derfor ham, som vi to nu er på vej ud til, for at høre, om der overhovedet kan være nogen mulighed for, at vi kan låne hans videoovervågningsoptagelse fra i dag”. Jeg nikkede blot igen, hvorefter jeg kiggede godt og grundigt på billedet. Kameraeret var malet i en grøn bark agtig farve, så det rigtig var kamufleret oppe i træet. Det havde min bror alligevel gjort godt ved at opdage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...