Von Bæk skandalen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2013
  • Status: Igang
En lille pige og hendes mor bliver bortført på åben gade, og det er op til Bo Ib Andersen og hans bror, som er journalist, at opklare sagen. Ingen vidner var til stede, og hvad gør man så?
Spor skal findes, ting skal fortolkes og ting skal opklares - men kan det lade sig gøre? Specielt nu, hvor man er to tvillingebrødre, som er vildt forskellige?

Dette er en historie, som jeg skrev til en skoleopgave, hvor vi skulle skrive en krimi. Den er inspireret af Sherlock Holmes, da han var en fantastisk detektiv, som jeg virkelig beundre!

Synsvinkelen er set fra Bo's brors synsvinkel, ligesom at man i Sherlock Holmes historier altså læser historierne fra Watson's synsvinkel.

1Likes
0Kommentarer
442Visninger
AA

2. Kapitel 2

Det varede ikke længe før vi nåede til gerningsstedet, og selvfølgelig var der politi overalt. Bo skyndte sig ud af bilen, og begyndte at gå i modsat retning af politiet, mens jeg blev stående et par minutter omkring bilen. Bo gik og kiggede ned langs hækken et stykke tid, bagefter vendte han rundt, og kiggede så op i skyerne, og til sidst kiggede han langs vejen. Han lignede en, som ikke vidste hvad han foretog, og egentlig bare var kommet for at få tiden til at gå. Pludselig rev han sin iPhone op, og begyndte at gå rundt med den, som om den manglede signal. Jeg grinte en smule af ham, selvfølgelig lavt og stille, så ingen ville ane mistanke, og kiggede så væk fra ham, for hvis ikke jeg vidste bedre, så var min bror godt i gang med hans efterforskning.

Jeg valgte derimod, at lade Bo være i fred, og gik i stedet hen til politiet, som straks bedte mig om, at træde til side. Jeg gjorde selvfølgelig ikke hvad de sagde, da jeg vidste, at hvis man ville have den gode historie, så måtte man nogle gange bryde loven. Jeg gik langs gaden i den modsatte retning af Bo, hvor jeg ledte efter spor. Jeg kiggede godt mellem buskede, i græsset og ved rendestenen, men ingenting lykkes det mig at finde. I stedet var jeg bare blevet sjaks våd, og havde sikkert også redet mig en forkølelse. Pludselig stod Bo ved siden af mig, og hviskede i mit øre, at ”vi smuttede nu, da der ikke var mere at finde”. Jeg nikkede stille, hvorefter jeg fulgte med ham ganske stille. Vi gik langsomt forbi gerningsstedet, hvor nogle politimænd stadig stod, mens nogle andre gik rundt med nogle politihunde lidt længere nede af vejen, faktisk præcis der, hvor Bo startede. Jeg nikkede pænt til politimanden, hvorefter jeg kiggede ned mod jorden. Jeg nåede akkurat lige at se, hvordan Bo smed en 1 krone op i luften, som han prøvede at fange, men til gengæld snublede over en sten, hvilket gjorde, at han med ét lå lige så lang han var. Jeg skyndte mig hen til ham, og fik efter lidt tid hjulpet ham på benene igen. En politimand kom og ville høre, om Bo var okay, hvilket han forsikrede ham om, at han var, og så var det ellers fint. Bagefter skyndte vi os så hen til bilen, Bo låste den op, vi steg ind, og hurtigt var vi ellers væk fra det regnfulde gerningssted igen.

 

”Er du okay” spurgte jeg forsigtigt Bo, da vi havde kørt et stykke tid. Han nikkede for sig selv, hvilket var helt normalt. ”Jamen det var da godt, for det så altså ikke helt godt ud det styrt der… Ja, faktisk så virkede det en lille smule dumt, at du sådan kastede med den 1 krone. Det havde du da ikke behøves, når du jo nu vidste, at det kunne være glat, eftersom det regner” sagde jeg, og lød måske en lille smule som mor. ”Årh” var den eneste lyd, som der kom ud mellem hans læber, og jeg vidste, at det betød, at jeg snakkede for meget. ”Jamen helt ærligt Bo, kan du dog ikke give mig ret i, at det var ganske dumt? Er du i ikke på arbejde eller hvad? Er det så ikke ganske dumt, sådan at gå at falde?” snakkede jeg videre, velvidende om, at jeg nok irriterede ham mere end jeg gavnede. Han rystede langsomt på hovedet, mens han parkerede bilen, og derefter slukkede for motoren. ”Nej, jeg kan desværre ikke give dig ret, da grunden til mit fald var ganske planlagt”, svarede han, hvorefter han åbnede bildøren og steg ud. Jeg fulgte hans eksempel, og gik derefter lige i hælene på ham. Jeg sagde ingenting hele vejen op til 4. sal, døren til venstre, men lige så snart, at døren klappede i, så røg det straks ud af mig: ”Du faldt med vilje?! Det var da det mest tåbelige jeg længe har hørt”. Min bror sukkede et af sine mange dybe suk, og jeg vidste, at netop det suk her betød, at han ikke forstod hvordan vi kunne være i familie. Det var én af de få ting, som han aldrig havde formået at forstå eller opklare.

Bo satte sig i sofaen, og rev derefter et glas frem, hvori der lå en tot hår. ”Jeg faldt med vilje på grund af denne” svarede han mig alvorligt, mens han holdte glasset ud i strakt arm foran os. Jeg nikkede for mig selv, mens jeg så for mig, hvordan Bo rent faktisk var faldet. Det var jo netop lykkes ham, at lande inde under politiets afspærring, og oven i købet, var jeg løbet hen og havde stået for politiets synsvinkel, mens jeg bare ihærdigt havde prøvet at få min bror op. Jeg smilede en smule for mig selv. ”Det var altså derfor du faldt med vilje” sagde jeg glad, med en smule stolthed i stemmen over, at jeg jo selv regnede den ud. Han skulle da ikke tro, at jeg var dum, bare fordi jeg blev født som nr. 2 - eller rettere sagt 8 minutter efter ham.

”Ja, det var derfor” sagde han lavt og alvorligt, mens han tog en mobiltelefon frem, som ikke så for godt ud. Man kunne se, at nogen havde trampet på den, og oven i købet manglede der et batteri. Sim-kortet sad dog stadig i, hvilket kunne undre mig meget. Bo derimod rev straks sim-kortet ud af telefonen, kiggede kort på det, og smid det så væk fra sig. ”Det kan ikke bruges til noget” sagde han lavt, mens han foldede hænderne sammen, og satte dem mod panden for at tænke. Jeg tog forsigtigt sim-kortet og kiggede lidt på det. Det var et taletidkort fra TDC, og derved var det sikkert ikke engang et sim-kort som tilhørte Von Bæks kone, eftersom det jo lod til, at de havde mange penge.

Bo tog hænderne væk fra panden, hvorefter han rev sin iPhone op. Bagefter gik han hen til sin computer, fat et stick frem, og overførte nogle billeder, som han havde taget til computeren. Jeg vidste godt, at han havde taget billederne, da han jo lignende en mand som manglede signal på et tidspunkt, men alligevel var det faktisk utroligt, at han havde nået at tage billeder af hele vejen på så kort tid. Det var som om, at hver en lille bid af vejen var med, og der manglede ikke et stykke.

Billederne så fine ud, og faktisk var der ikke noget mistænkeligt ved dem - andet end der faktisk ikke var andre mennesker til stede end politiet og os. ”Tænker du på det samme som mig?” spurgte jeg forsigtigt mig bror, som svarede på mit spørgsmål med et ”Hmm”. Jeg var ikke engang i tvivl om, om han rent faktisk vidste hvad jeg hentydede til, da jeg efterhånden kendte ham for godt. ”Burde der ikke…” begyndte jeg, hvorefter jeg straks blev afbrudt af Bo, som afsluttede min sætning: ”Være vidner på vejen… Jo, det burde der” sagde han, og igen virkede det som om, at han snakkede med sig selv. ”Og det kan ikke være fordi det er regnvejr?” spurgte jeg forsigtigt, da jeg vidste, at han måske ville tage dette som et af mine dumme spørgsmål. Han rystede kort på hovedet. ”Selv i regnvejr, er der vidner til stede” svarede Bo alvorligt, men virkede ikke sur over mit spørgsmål. ”Vores spørgsmål er dog bare, hvor de vidner befinder sig henne”. Jeg nikkede stille, hvorefter jeg gik over mod sofaen igen. Jeg kiggede på glasset med hårlokken, og lå mærke til det fine rødlige skær, som der var i håret. ”Øh Bo?” spurgte jeg forsigtigt, mens jeg stadig kiggede på hårlokken. ”Hvordan ser Fru. Von Bæk egentlig ud?”. Mit blik fandt vej over på Bo, som rettede sig lidt op. ”Det er faktisk et godt spørgsmål” startede han. ”Faktisk sagde Johnny Von Bæk ikke noget om det, hvilket virker meget mistænkeligt, når nu det er en person, som man aldrig har mødt, som man prøver at finde”. Han gik stille hen af gulvet, mens han løftede pegefingeren op foran munden, og bankede den ind mod hans læber. Jeg studerede blot min bror, som var gået i tænkestilling, da det pludselig slog mig. ”Vi bør…” begyndte jeg, men blev også denne gang afbrudt af min bror. ”Vi bør tage over til Von Bæk”. Jeg nikkede bekræftede. ”Det var lige mine ord” sagde jeg for sjov, hvorefter min bror sendte mig et alvorligt blik. Jeg trak kort på skulderne, hvorefter jeg rejste mig fra sofaen. ”Noget siger mig, at nogle vigtige informationer er gået tabt, eller måske endda undladt” lød det fra ham, hvorefter han åbnede hoveddøren og gik ud. Jeg skyndte mig som sædvanlig efter ham, men huskede heldigvis lige inden jeg lukkede døren, at tage en paraply med mig - den forkølelse skulle jeg nok komme i forkøbet!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...