Problem venner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2013
  • Opdateret: 4 jun. 2013
  • Status: Igang
Sofie og Anne har begge almindelige pigeproblemer, såsom drenge, tøj og make up. Men udover det har de begge større ting at tænke på. Annes familie er igen ramt af kræft og Sofie har sat et næsten umuligt mål for sig: at tabe 10 kilo inden sommerferien.

0Likes
0Kommentarer
88Visninger

1. Shop 1

Jeg kikkede ned på tøjet der lå i mine hænder. Jeg ved sweateren ville se god ud på mig, så hvorfor overhovedet prøve den? Hvorfor overhovedet købe den? Tøj ville ikke hjælpe på min situation, intet ville hjælpe.

Mens jeg stod i mine egne tanker, trak Sofie det uhumske gardin fra og afslørede et par tæt siddende bukser.

”Hvordan sidder den?” spørger hun munter og peger ned på sine bukser. Der slår det mig hvor meget magt ens veninder har. Jeg kan så lidt som at hentyde hun ser fed ud i dem og hun vil aldrig kikke på dem igen eller jeg kan rose den måde de snor sig om hendes kvindelige former og hun vil købe den med det samme. Helt ærligt klæder de hende ikke, men som en rigtig veninde kan man ikke sige det ligeud.

”Tja de er da meget pæne.” sagde jeg samtidig med jeg lige så stille lagde sweateren på disken ved siden af prøverummet. ”Men mon ikke de er lidt stramme i taljen?”

En mørk skygge trak sig hen over Sofies ansigt, men den forsvandt lige så hurtig som den var kommet. Havde den overhovedet været der?

”De virker slet ikke små eller noget. Desuden regner jeg med at tabe mig et par kilo.” svarede hun vrissen.

Sofie var for opslugt af sig selv til at se mine himmelvendte øjne. Lige siden lejrturen har hun kommet med sådan nogen små bemærkninger. Før i tiden ville sådan nogen bemærkninger såre mig. Hvad havde hun regnet med? Vi vejer lige meget og er det så en hentydning til at jeg også skal tabe mig? Men nu prellede det af på mig som vand på en gås. Mine tanker lå et andet sted henne, hvor overfladiskhed ikke ville hjælpe mig.

Som en rigtig ven burde jeg sige noget i retningen af: ”Nej din krop fejler intet.” Men jeg var for træt. For træt til lidt smalltalk.

”Jeg kommer om lidt.” jeg hænger min taske over skulderen og spankulere ned af gangen, med mens jeg lod mine fingre glide hen langs tøjet, jeg ville for et år siden dåne over. Mine fødder stoppede foran afdelingen med gør det selv eller som der står på det kiksede skilt der hang lige over hovedet på mig; ”DIY (Do it yourself).

Jeg lader mig blik glide hen over hylden med sakse og den ene lille saks der snart ville falde ned springer mig i øjnene. Bare farven trækker mig tilbage til en tid, en lykkelig tid.

Det var lige før aftensmad og mor havde lagt en masse forskellige farvede papir frem. Duften af hendes parfume skar i næsen.

”Så skal vi lave gækkebreve.” sagde hun bestemt og samlede et stykke papir op, hvilken farve kan jeg ikke huske. Men jeg huskede hendes elegante små fingre der nærmest fløj hen over papiret med saksen i hånden. Den lille grimme grønne saks.

Smerten i maven forstørrede sig. Hvordan kan jeg huske sådan nogen små ubetydelige ting som sakse, men ikke hendes smil eller øjenfarve? Hvorfor kan jeg ikke huske hendes stemme? Hvorfor blev hun taget væk fra mig?

Jeg tog saksen stille ned, som om den var lige så skrøbelig som en glasfigur og krammede den tæt ind til mig som da mor krammede mig da jeg var lille.

Jeg skyndte mig hen til den nærmeste kasse og betalte med sænket hoved. Bange for at ekspedienten skulle spørge hvad jeg skulle bruge saksen til. Hun sagde ingenting og da jeg havde proppet saksen ned i tasken og gik igen hen til prøverummene så jeg hvor tynd hun egentlig var. Som om hun ville knække sammen ved det mindste skub, hun var alt for skræmmende tynd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...