Et skridt fra døden

Egoistisk, snobbet, forkælet, er ord som beskriver 15-årige Sofia Bennet. Alt skal gå efter hendes hoved, og hun er fuldkommen ligeglad med, hvem hun træder på, på vejen til sit mål.
Eller det var hun, indtil den dag hun befinder sig i det forkerte fly, på det forkerte tidspunkt.
Mens hun befinder sig i det skæbnesvangre fly, ser hun tilbage på nogle begivenheder i sit liv og indser nogle ting, som måske ikke er alt for behagelige.
Det her er hendes historie.

Billede: Fly(London)

3Likes
0Kommentarer
577Visninger
AA

3. What I´ve done

Jeg følte at jeg svævede. Jeg vejede ingen ting, jeg var lige så let som en fjer. Jeg svævede lidt rundt oppe i luften, først vidste jeg ikke hvor jeg var. Men så genkendte jeg stedet, det var mit hjem, hvad lavede jeg der? Var jeg ikke død?

Jeg måtte jo være død ikke?

Levende var jeg i hvert fald ikke, så meget var jeg da sikker på. For man svævede ligesom ikke bare lige rundt i luften, når man var levende. På en måde var jeg lettet over at det var slut, jeg havde ikke kunnet mærke det, lige pludselig sad jeg bare ikke i flyet mere.

Jeg svævede tættere på det lille hvide hus, som altid havde været mit hjem. Jeg smilede, da jeg så alt det velkendte. Alt lige fra den flotte og velholdte have, som altid havde været min mors store stolthed, til hullet i hækken, som min ven Marcus var kommet til at lave engang, hvor vi spillede fodbold. Det var længe siden, jeg tror ikke at vi var mere end 8 år gamle.

Jeg svævede endnu tættere på, jeg regnede egentlig med at jeg ville stoppe, når jeg nåede til hoveddøren. Men det gjorde jeg ikke, selvom jeg prøvede, jeg svævede lige igennem. Ja så var jeg da i hvert fald sikker på at jeg var død. Jeg svævede ind i vores lille køkken, hvor min mor sad og læste i sin elskede digtsamling, hendes største drøm var engang selv at udgive digte.

Min mor sad på en af træstolene ved vores køkkenbord. Jeg havde altid syntes at køkkenet var hyggeligt, det havde noget bondeagtigt over sig, med de hvide diske, med træ bordplade og matchende skabe. Selv tapetet lignede noget fra en gammel gård, det var hvidt pyntet med striber af røde roser.

Min mor lignede bare ikke en der passede ind i bondegårdsidyllen. Med sit hvide jakkesæt og stramme knold lignede hun en rigtig forretningskvinde, hvilket hun også var. Siden min far forlod os, havde hun droppet drømmen om at blive forfatter, og i stedet koncentreret sig om at tjene penge.

Som hun sad der og læste i sin digtsamling, lignede hun slet ikke den mor jeg kendte. Den mor jeg kendte havde altid rynket pande og altid et hårdt skær i sine blå øjne. Som hun sad der, så hun lykkelig ud, det hårde skær i øjnene var væk og rynkerne i panden var også væk.

Hun lignede den mor, hun havde været, før min far skred fra os. Jeg smilede, da jeg så hvor lykkelig hun så ud. Idyllen stoppede dog brat, da en pige, med langt brunt hår og brune øjne, kom brasende ind. Hun så rasende ud og begyndte at råbe, ”har du taget min lyseblå trøje?”. Det irriterede mig at hun kom og ødelagde idyllen, hvorfor skulle hun lige komme og afbryde?

 Min mor så op, det hårde skær i øjnene var tilbage. ”Jeg har ikke taget din trøje Sofia” sagde hun irriteret.

Sofia?

Det kunne ikke passe, det måtte ikke passe.

Den uforskammede pige kunne ikke være mig, kunne det?

Men selvfølgelig var det mig, hvem skulle det ellers være? Jeg vidste jo godt at det var mig, jeg kunne jo selv huske den episode, der blev afspillet i det lille køkken. Jeg var så rasende på det tidspunkt, jeg tænkte overhovedet ikke klart. Det eneste jeg havde fokuseret på var at nogen havde taget min trøje, og jeg skulle bruge den.

Pigen, som jo så var mig, fortsatte med at råbe, ”nogen har jo taget den, og det kan kun være dig eller Mia”. Hun stampede i gulvet af vrede, jeg nægtede at indse at det var mig, og hendes øjne lynede. ”Vi har ikke taget din trøje Sofia” blev min mor ved, ”har du kigget i vasketøjskurven?” sukkede hun opgivende.

”Nej, for jeg havde jo ligesom lagt den frem, så fat det dog” skreg Sofia, jeg kunne bare ikke erkende at det der var mig. Det gav et ryg i min mors skuldre og hun rettede hovedet op, over ordene der kom ud af Sofias, eller min, mund. ”Jeg hader dig” råbte jeg, det gjorde ondt inden i, da jeg hørte ordene komme ud af min mund.

Jeg besluttede at jeg ville se hende som Sofia og ikke mig selv, det kunne jeg bare ikke klare.

 Sofia stormede ud af køkkenet, jeg blev trukket efter hende, som om vi var forbundet. Men før jeg nåede ud af køkkenet, så jeg det, det som gjorde allermest ondt, når jeg så det udefra. Tårerne i min mors øjne. Jeg havde ikke lagt mærke til dem den dag, men nu så jeg dem og jeg fik dårlig samvittighed som bare pokker.

Sofia stormede op af trapperne og ind på sit værelse. Hun stormede hen til døren, som førte ind til hendes walk-in closet, og rev den op. Hun trampede ind og hev en tilfældig trøje ned fra en af bøjlerne, den var lyse lilla og var helt sikkert fra et designermærke. Alt tøjet var mærkevarer, jeg ville ikke gå i andet.

Hun hev hidsigt trøjen over hovedet og stormede ud af døren igen. Hun gik med faste skridt ind på Mias værelse. Mia var min lillesøster, og vi var langt fra altid enige, hvis der var en rekord i søskende skænderier, ville vi helt sikkert få første pladsen.

Sofia stillede sig midt i rummet og så tænksom ud. Jeg vidste godt hvad hun tænkte på, nemlig hvor kunne den lyseblå trøje befinde sig. Hun stormede ind i Mias walk-in closet, hvor vasketøjskurven som tilhørte Mia befandt sig. Sofia rev låget af og rodede kurven igennem, hun holdt triumferende hånden over hovedet. Hun havde den lyseblå trøje i hånden, ”jeg vidste det” mumlede hun for sig selv, ”dumme tøs, det skal du få betalt”.

Jeg vidste hvad hun ville gøre. Det var forfærdeligt og jeg ønskede at hun kunne høre mig, jeg tiggede og bad hende om at lade være, men hun kunne ikke høre mig. Hun gik hen til det hvide skrivebord og fandt en saks, hun smilede lidt for sig selv, over den ”gode” ide hun havde fået.

Hun gik ind i Mias walk-in closet igen. Hun hev en bestemt trøje ned fra bøjlen og begyndte at klippe i den. Det var ikke en hvilken som helst trøje, det var Mias absolutte yndlings trøje, den var hvid og gik til lige over navlen, den var løs og sad så man viste den ene skulder. Jeg havde også altid syntes at den var enormt fed, men det ændrede ikke, at den skulle ødelægges.

Sofia klippede to huller lige ved brystet, så den ikke kunne laves, så fandt hun en sort sprittusch, fra skrivebordet, og skrev med store bogstaver på ryggen af trøjen: HOLD DIG FRA MINE TING!!!

 Sofia hængte trøjen tilbage på bøjlen og forlod rummet. Hun gik ind på sit værelse og hentede sin taske, og gik ned af trappen igen. Hun gik ud af hoveddøren uden at sige et ord til min mor. Hun tog sin iphone op af tasken og ringede til Fie, min bedste veninde, ”kommer du over på cafeen?” det var ikke et spørgsmål, mere en ordre. ”Så få en anden til det, jeg er ligeglad, kom nu bare over” sagde Sofia irriteret, ”vi ses om lidt” hun lagde på før Fie kunne nå at svare.

Sofia gik over til cafeen, som var vores faste tilholdssted. Hun satte sig ved et af de små runde borde, ude foran cafeen og ventede på Fie. Jeg kan godt huske, hvor irriteret jeg var, over at hun ikke bare kunne skynde sig lidt mere.

Endelig kom Fie, hun skyndte sig forpustet hen til Sofia. Hun satte sig tungt ned på den sorte cafe stol, og hev efter vejret, hun måtte have løbet for at komme hen til cafeen hurtigst muligt. Men det lagde jeg selvfølgelig ikke mærke til den gang, det var først nu at jeg kunne se det. ”Det var du længe om”, sagde Sofia irriteret og stirrede på Fie med sammenknebne øjne.

”Undskyld, men jeg skulle lige have Maria til at overtage min vagt i genbrugsbutikken” mumlede Fie, stadig forpustet. Hun tog sin jakke af, og ville hænge den over stolens ryglæn, men standsede mit i bevægelsen da Sofia sagde med bidende stemme ”tag den på igen” hun sendte Fie et irriteret blik.

”Hvorfor?” spurgte Fie forvirret, ”der er så varmt her”

”Det er lige meget, vi har samme trøje på og det er simpelthen for kikset” hvæsede Sofia

”Hold nu op Sofia, det er da lige meget” mumlede Fie og så ned på sin lyse lilla T-shirt,

”Nej det er ikke lige meget, det er kikset og det ligner at vi har aftalt at have ens trøjer på” blev Sofia ved, ”i øvrigt for den dig til at se lidt tyk ud.

 Egentlig sagde jeg det vel fordi, at T-shirten klædte Fie bedre, end den klædte mig og det var ikke acceptabelt. Jeg skulle være centrum for opmærksomheden, Fie skulle være lidt i baggrunden. Jeg havde altid pillet hende ned når hun så godt ud, fået hende til at føle at hun ikke var god nok. Det var nok også grunden til at hun fik nok af mig.

Hun rejste sig fra stolen og tog Jakken i hånden, ”ved du hvad Sofia, jeg vil ikke finde mig i det her mere” sagde hun med rystende stemme, hun havde tårer i sine blå øjne, ”farvel Sofia”, hendes blonde hår flagrede om skuldrene på hende, da hun drejede om på hælen og med hastige skridt forlod cafeen.

”Du kan ikke bare skride” råbte Sofia efter hende, men hun hørte ikke efter, ”okay fint, vi to er så færdige med hinanden”. Sofia rejste sig også fra stolen og forlod cafeen med rasende skridt. Ingen skulle bare skride fra mig, og jeg mener ingen. Jeg havde altid været typen der tog hævn og det vidste jeg at jeg også havde gjort denne gang.

Sofia styrtede hjem, hun gik direkte ind og sagde ikke et ord til min mor. Hun gik bare direkte op på mit værelse og styrede direkte imod skrivebordet. Hun hev den nederste af skufferne ud og tog en hvid top, med sølvstropper, op af skuffen. Det var en top, som jeg engang havde lånt af Fie, og den var enormt flot.

Sofia fandt sprittuschen frem igen, og fandt så også en saks i øverste skuffe på mit skrivebord. Hun skrev med store bogstaver på toppen: LUDER

Så tog hun saksen og klippede bogstaverne ud, så den umuligt kunne blive brugt igen. Jeg vidste at det ville gøre ondt, når Fie fik den, for den top betød virkelig meget for hende. Hun havde vidst fået den af sin sommerflirt sidste sommer.

Sofia smilede for sig selv og rejste sig op, klar til at udføre sin mission. Hun tog toppen i hånden og begav sig hen imod Fies hus. Fie boede ikke ret langt fra mig, så det tog ikke mere end ti minutter at komme derhen. ”Lad nu være,” tryglede jeg Sofia om, men hun kunne jo stadig ikke høre mig. Hun ringede på døren og ventede, det var Fie, som åbnede.

”Hvad laver du her?” sagde hun og skulle til at smække døren i, men Sofia var hurtigere og satte foden i klemme, så døren ikke kunne lukkes. ”Jeg kom bare for at aflevere den her” svarede Sofia og smilede et stort og falskt smil.

Fie så mistroisk på hende og tog imod toppen. ”Tak” sagde hun bare og skulle til at gå ind igen, da hun opdagede dét. Hun foldede toppen ud og gav et klynk fra sig, da hun så hvad der stod skrevet. Hun tog hånden op for munde og begyndte at græde.

”Hvad har du dog gjort din lede heks” hulkede hun og smækkede døren i, Sofia nåede kun lige at fjerne foden. ”Ingen pisser på mig” mumlede Sofia for sig selv, men selvom hun så selvtilfreds ud, så vidste jeg at hun inderst inde havde dårlig samvittighed, hun havde ikke regnet med at det ville ramme så hårdt.

Et stik af smerte ramte mig, det trak mig væk fra Sofia. Jeg blev flået op i luften og jeg skreg af både frygt og smerte. Jeg anede ikke hvad der skete med mig, men det var i hvert fald ikke rart. Jeg blev revet rundt oppe i luften, mens en masse billeder kørte forbi, jeg genkendte alle billederne.’

Det var alle de onde ting jeg havde gjort mod folk.

Det hele var med, selv den gang jeg i 4. klasse skubbede en lille dreng ned fra en gynge, fordi jeg selv ville have gyngen. Alle de gange jeg havde svinet Fie til, alle de gange jeg havde været led mod Mia og til sidst alle de gange jeg havde opført mig som en forkælet møgunge overfor min mor. Jeg havde tit sagt til hende at jeg hadede hende, hold da op hvor jeg fortrød alt det jeg havde gjort.

Men midt i al den elendighed jeg havde været skyld i, var der også gode øjeblikke. Alle mine hyggelige stunder med Fie, det var før min far forlod os, før jeg blev forvandlet til et monster. Han forlod os, da jeg gik i 3. klasse, det ødelagde noget inden i mig, jeg ved ikke hvordan det gik så galt, men jeg ændrede mig efter det. Jeg blev til en forkælet møgunge, min mor prøvede at gøre det godt igen at far var væk, ved at købe alle de ting, jeg gerne ville have, til mig.

Jeg blev trukket nedad igen, ned på en fantastisk strand. Det var på Cypern, jeg genkendte det, det var der vi var på ferie, da jeg var 13. Det var der jeg havde fået mit første kys. En piges grin afbrød mine tanker, hun kom løbende hen ad stranden, hånd i hånd med en dreng. De så lykkelige ud. I mens jeg så til, løftede han hende og hun svang benene rundt om hans ryg, deres læber mødtes i et kys, der endte brat, da de væltede omkuld i sandet.

De grinede begge to og rejste sig op. Pigen rettede på sin lyserøde bikini og fik sat de hårnåle på plads, som var gledet halvt ud, da de faldt. Jeg huskede det hele, det havde været en fantastisk ferie, det var et af de få øjeblikke hvor jeg ikke havde opført mig åndssvagt.

Mike havde fået mig til at være sød. Jeg ved ikke hvordan han gjorde, men når jeg var sammen med ham, havde jeg ikke den der trang til at nedgøre folk, måske fordi jeg havde ham og ikke behøvede at imponere andre fyre.

Men al den lykke endte også brat, for det kunne jo ikke holde. Ferien sluttede og vi mistede kontakten, selvom vi havde aftalt at holde kontakten, så gik det ikke. Ingen af os havde mod på et langdistance forhold, da det kom til stykket.

Jeg havde haft et par kærester siden det, men det havde aldrig holdt særlig længe. Ingen af dem kunne hamle op med Mike. Siden Mike var jeg blevet værre og værre, jeg havde opført mig som en rigtig diva og jeg havde bare trampet på alt og alle.

Måske var det ikke så mærkeligt at jeg næsten ingen veninder havde. Jeg havde Fie, men hende mistede jeg jo, jeg tror at det var et par måneder før flyet, at det gik galt mellem os. Jeg havde et par andre veninder, men jeg så dem ikke særlig tit, Isabelle og Anna, jeg hang ud med dem engang imellem. De kunne bare ikke måle sig med Fie. Jeg savnede hende, først nu hvor jeg var på kanten til at dø, kunne jeg se hvor meget hun havde gjort for mig. Hun smed altid hvad hun havde i hænderne for at være sammen med mig, og hvad havde jeg så gjort til gengæld?

Intet andet end at svine hende til, jeg var verdens dårligste veninde. Hvis jeg nu ikke døde alligevel, men det var jeg nu rimelig sikker på at jeg gjorde, så ville jeg gøre det hele godt igen.

 Jeg blev hevet op i luften igen, denne gang røg jeg dog ned med det samme igen.

Jeg var igen tilbage ved mit hjem. Men det var et minde fra længe siden, for min mor var i haven og min far sad og læste avis i en af havestolene på terrassen. Marcus og jeg løb rundt på vores græsplæne og spillede fodbold, jeg smilede da jeg genkendte mindet.

Det var dengang Marcus lavede hullet i hækken. Jeg svævede helt ind i haven og satte mig på havestolen ved siden af min far. Jeg smilede, da Marcus fik sparket lidt for hårdt til bolden, den røg direkte ind i hækken og knækkede mange af de tynde grene af på vejen.

Sofia gav sig til at græde og Marcus så helt vildt flov ud. Mine forældre grinede bare ad dem, min mor gav Sofia et knus, ”rolig nu Sofia det gør ikke noget”, man kunne se at hun kæmpede for at lade være med at grine. Sofia så på hende med store øjne, så jeg selv kom til at grine.

Marcus havde fået fat i bolden, og de spillede videre, de var dog lidt mere forsigtige efter det lille uheld.

Jeg blev trukket af sted igen, det begyndte at blive lidt irriterende at jeg ikke måtte blive ved de lykkelige minder.

Jeg blev trukket frem i tiden og befandt mig i køkkenet, hvor Mia sad og græd. Hun havde sin ødelagte trøje i hænderne, min mor prøvede forgæves at trøste hende. Sofia kom ind i køkkenet, og kastede et kort blik på Mia, hun skulle til at bakke ud af køkkenet igen, men min mors stemme standsede hende.

”Du bliver her Sofia!” min mors stemme var hård, ”der er nogle ting vi lige skal snakke om”.

”Fint, men gør det hurtigt, jeg har lidt travlt” sagde Sofia flabet. Min mor fik et hårdt drag omkring munden, ”denne gang er du gået for vidt Sofia” begyndte hun, ”du kan ikke bare ødelægge andres ting,”

”Hun kunne da bare holde sig fra mine ting” hvæsede Sofia, ”hun havde ingen ret til at tage min T-shirt”

 ”Jeg taler ikke kun om Mias trøje, Fies mor har haft ringet”, der kom den, selvfølgelig kunne man ikke slippe ustraffet for sådan noget, Sofia rejste sig med et ryk og ville forlade køkkenet. ”Sæt dig” råbte min mor, Sofia gjorde som hun sagde. Det var sjældent at min mor flippede sådan ud, jeg vidste jo også godt at jeg var gået for vidt dengang, det kunne man også godt se i Sofias ansigt.

”Jeg har fået nok,” Sofia stivnede, der ville komme et eller andet ubehageligt, det vidste jeg og jeg vidste også godt hvad det var, jeg kunne tydeligt huske det, det var det der var grunden til at jeg havnede i flyet. Grunden til at jeg nu var tvunget til at genopleve alle de ubehagelige ting jeg havde gjort.

”Jeg sender dig på sommerlejr, for vanskelige unge” der smed hun bomben, Sofia stirrede forbløffet på hende. ”M-men det kan du da ikke” stammede hun, og stirrede bedene på min mor, ”det kan jeg og jeg har allerede meldt dig til”.

”Fuck dig!” skreg Sofia, ”Jeg hader dig, faktisk hader jeg jer begge to” hun pegede anklagende på både min mor og Mia. ”I ødelægger mit liv” og med de ord forlod hun køkkenet.

Tiden spolede frem igen, denne gang befandt jeg mig i lufthavnen. Min mor, Mia og Sofia var netop ankommet til lufthavnen. Sommerlejren forgik i Frankrig, så jeg skulle ud at flyve. Der stod en dame med et skilt over hovedet, hvor der stod: Lykkedalens sommerlejr

Så bliver det ikke meget mere sukkersødt vel? Det var lige til at brække sig over. Sofia og min familie bevægede sig over mod damen. ”Og hvad hedder du så?” spurgte damen venligt, Sofia gad ikke svare, hun var i sit provokerende humør, ”det rager ikke rigtig dig vel?” sagde hun bare.

”Sofia!” hvæsede min mor, ”opfør dig ordentligt!”, hun sagde lidt venligere til damen ”hun hedder Sofia Bennet”. Damen krydsede mit navn af på listen og fortsatte rundt til de andre, som også var kommet hen til hende.

Da alle var samlet, blev vi tjekket ind, og begyndte vi alle at bevæge os over mod gaten. Min mor og Mia måtte ikke komme med igennem, så de måtte sige farvel til Sofia inden hun blev tjekket ind. ”Pas nu godt på dig selv min skat” sagde min mor med tårer i øjnene og gav Sofia et stort knus, Mia gav hende også et knus ”jeg kommer til at savne dig” sagde hun stille.

”Vi ses når jeg kommer hjem” mumlede Sofia bare og forlod min familie. Mens hun gik, blev jeg ført tættere og tættere på hende, så tæt på at vi til sidst smeltede sammen og blev én person. Jeg panikkede, jeg ville ikke opleve flystyrtet en gang til, det var slemt nok første gang.

Men jeg var fanget i min egen krop, jeg kunne ikke gøre noget, alt hvad der skete, var forudbestemt, jeg var bare passager.

Vi kom ombord på flyet og fandt vores pladser. Jeg vidste at vi kom tættere og tættere på det uundgåelige. Jeg satte sig på min plads, og faldt rimelig hurtigt i søvn, jeg sov under hele opstigningen. Jeg vågnede først da der blev en del turbulens, flyet rystede en del.

Men man tænkte ikke nærmere over det, det var jo normalt at der var turbulens, når man fløj. Det stoppede da også et par minutter efter, så jeg kunne ånde lettet op. Jeg hadede når der var turbulens, det var så ubehageligt.

Det gav et ryk i flyet. Jeg troede bare at der endnu engang var turbulens, men jeg blev klogere. Jeg prøvede virkelig at lade være med at gå i panik, da pilotens stemme lød ned igennem flyet ”vi har nogle små problemer med flyet, vi prøver at lave en nødlanding. Sæt jer venligst på jeres pladser og spænd sikkerhedsbæltet,”. Det gav endnu et voldsomt ryg i flyet, jeg gav et skrig fra mig. Jeg ville ikke dø som 15 årig, der var så mange ting jeg ikke havde set.

Der var andre i flyet, som også begyndte at skrige. ”Forhold jer i ro og undgå for alt i verden at gå i panik” lød pilotens stemme over højtalerne. Ingen panik, ingen panik, ingen panik, messede jeg inde i mit hoved, det hjalp bare ikke en pind, jeg gik totalt meget i panik.

Et højt brag lød fra flyet og jeg skreg igen. Det lød som lidt mere end de små problemer piloten snakkede om. Flyet sagde end knagende lyd og begyndte så at bevæge sig nedad, med ufattelig meget fart på. Jeg græd, der var så mange ting jeg ikke havde fået sagt til dem jeg elskede. Jeg havde ikke fået fortalt min familie hvor meget jeg elskede dem, eller mine veninder hvor meget de betød for mig. Jeg havde bare taget dem alle sammen for givet.

Og så spørger man sig selv, hvorfor? Hvorfor fik jeg det aldrig sagt? Jeg har ikke svaret, eller måske alligevel. Jeg havde været for egoistisk og kun tænkt på mig selv. Dårlig karma kan man vel sige, jeg betalte i den grad prisen for min egoisme.

”Undskyld” hviskede jeg for mig selv, lige inden alt blev sort.

♦♦♦

Jeg slog øjnene op, da et hårdt stød gik igennem mit hoved. Flyet fortsatte stadig nedad, jeg var svimmel og lavede den fejl at kigge ud af vinduet. Der var helt gråt udenfor og flyet gik næsten lodret ned. Det blev for meget for mig, jeg lænede mig frem og kastede op.

Jeg prøvede at tænke klart, prøvede at finde ud af hvad jeg skulle gøre. Flyet gav et hårdt ryk, så jeg knaldede hovedet ind i sædet foran mig. Noget varmt og klistret løb ned over mit ansigt. Blod. Jeg kastede op igen, var der noget jeg ikke kunne klare, så var det blod.

Det gik først op for mig et stykke tid efter, at der var helt stille i flyet. Jeg så mig omkring, mange så ud til at være besvimet, nogle sad ligesom jeg og stirrede ud i luften. Mens andre sad og knugede hinanden.

Endnu engang lod der et højt brag fra flyet. Det begyndte t bevæge sig endnu hurtigere, det gik så stærkt at jeg mistede bevidstheden.

 Det sidste jeg husker er at jeg skreg.

♦♦♦

linkin park - what i've done

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...