Et skridt fra døden

Egoistisk, snobbet, forkælet, er ord som beskriver 15-årige Sofia Bennet. Alt skal gå efter hendes hoved, og hun er fuldkommen ligeglad med, hvem hun træder på, på vejen til sit mål.
Eller det var hun, indtil den dag hun befinder sig i det forkerte fly, på det forkerte tidspunkt.
Mens hun befinder sig i det skæbnesvangre fly, ser hun tilbage på nogle begivenheder i sit liv og indser nogle ting, som måske ikke er alt for behagelige.
Det her er hendes historie.

Billede: Fly(London)

3Likes
0Kommentarer
572Visninger
AA

4. Second chance

Jeg kunne høre en masse stemme, men jeg kunne ikke rigtig genkende nogle. Det hele var bare en stor forvirring og jeg anede ikke hvor jeg var, eller hvad det var der skete.

”Vi mister hende”

”Hent hjertestarteren”

Jeg forstod ikke meningen med ordene, det var da ikke mig de snakkede om vel? Jeg havde det da helt fint. Eller jeg kunne ikke åbne øjnene, men det var nok bare fordi jeg halvsov endnu. Hvad lavede alle de mennesker overhovedet på mit værelse? Der havde de da ikke noget at gøre.

Mon det var et af Mias påfund, for at genere mig. Jeg ville bede dem om at skride, men jeg kunne ikke åbne munden. Okay noget var fuldstændig galt, hvad var der sket? Hvorfor kunne jeg ikke komme i tanke om det?

Et skarpt stik af smerte ved mit bryst, fik et smerteskrig frem fra mine læber. Selvom det gjorde ufattelig ondt, så viste det mig i hvert fald, at jeg ikke var blevet stum. Det var en lettelse, for hvad skulle jeg gøre uden min stemme?

”Sofia skat, kan du høre mig?” lød en grådkvalt stemme, som jeg genkendte. Den fik alle minderne til at komme tilbage, flystyrtet, alle de minder jeg havde genoplevet. Jeg kunne mærke noget vådt på mine kinder. Græd jeg? Det måtte jeg gøre.

”Jeg tror snart hun vågner” lød en ukendt stemme, ”gå venligst lidt væk, så hun kan vågne i fred”. Det måtte være en læge eller noget, så måtte jeg vel være på et sygehus. Det var første gang det skete, jeg havde aldrig været indlagt før.

Jeg prøvede at bevæge mig, men det gjorde ufattelig ondt over hele kroppen, så det opgav jeg. Jeg prøvede i stedet at tvinge mine øjne op. Jeg blinkede et par gange, og klynkede svagt, da det skarpe lys ramte mine øjne.

”Åh Gud, Sofia du er i live” min mor kom hulkende hen til sengen. Jeg skulle lige til at sige til hende at så let ville hun ikke slippe for mig. Men jeg synes ikke rigtig at det var det rigtige tidspunkt at lave sjov. Så i stedet for smilede jeg bare til hende, mit smil blegnede dog hurtigt, da jeg kom i tanke om hvor dårlig en datter jeg havde været.

”Undskyld mor” hviskede jeg, hun så forbløffet på mig, ”du skal da ikke sige undskyld, det er jo ikke din skyld at det dumme fly skulle gå i stykker og…” begyndte hun, men jeg afbrød hende, ”det er ikke det jeg siger undskyld for” sagde jeg med svag stemme, ”det er fordi jeg har været sådan en forfærdelig datter”.

”Men lille skat dog, du har da ikke været en forfærdelig datter, hvordan kan du dog tro det?” sagde hun blidt, jeg kunne mærke tårerne i mine øjne, ”jo jeg har, jeg har sagt at jeg hader dig og Mia, men det gør jeg jo ikke, jeg elsker jer og det skulle jeg have sagt noget før og.. og.. og” jeg afbrød hulkende mig selv, jeg havde det forfærdeligt med mig selv.

Min mor sad stille med tårer i øjnene, hun vidste tydeligvis ikke hvad hun skulle sige. ”Jeg elsker også dig Sofia og det må du aldrig nogensinde tvivle på” sagde hun til sidst og gav mig et forsigtigt knus. Selvom hun gjorde det så forsigtigt som muligt, så gjorde det stadig ufattelig ondt.

Jeg kiggede ned ad mig selv. Mit ene ben var i gips og det samme var min ene arm, jeg kunne mærke at jeg havde en forbinding om hovedet og udover det, så var jeg øm i hele kroppen. ”Hvor længe skal jeg være her?” spurgte jeg stille min mor om. Jeg brød mig ikke om rummet, det var helt hvidt, ingen farver overhovedet. Jeg savnede mit hyggelige lyseblå værelse og den store hvide himmelseng, som jeg plejede at sove i. Men noget af det jeg savnede mest, var nok alligevel mit walk-in closet, med alt mit dejlige tøj.

Jeg vidste godt at jeg var nød til at ændre mig, men derfor gik jeg altså stadig op i mit tøj. Man skal jo heller ikke overdrive vel?

”Jeg ved det ikke, lægerne kan ikke sige noget endnu, men jeg tror ikke at du skal være her så længe, nu da du er vågnet” svarede min mor, hendes ord forvirrede mig, mon jeg havde været der længe. ”Hvor længe har jeg været her?” spurgte jeg forsigtigt.

Min mor bed sig lidt i læben før hun svarede, ”du har ligget i koma i næsten to uger, hvor du har haft hjerte stop et par gange, så du skal jo nok stadig være under observation”. 2 uger, havde jeg været nærmest livløs i to uger? Det føltes ikke sådan. Kunne det virkelig passe, det føltes, som om der kun var gået et par dage siden ulykken.

”Er Mia her?” spurgte jeg, for at skifte emne, og så ville jeg faktisk rigtig gerne snakke med min lillesøster. ”Hun er lige nedenunder, hun skulle have noget at spise, men hun kommer nok lige om lidt” svarede min mor og smilede forsigtigt til mig.

Lige da hun sagde det, gik døren op, og ind kom Mia. Hun stivnede først i døren, da hun så at jeg var vågen, men så tog hun sig sammen og sprang hen til min seng, ”OMG Sofia, du er vågen” hylede hun og kastede sig om halsen på mig. Det gjorde pænt ondt, men jeg bed det i mig, jeg ville ikke ødelægge øjeblikket.

”Undskyld, fordi jeg har været en skrækkelig storesøster,” skyndte jeg mig at sige til hende. Hun smilede til mig ”det er lige meget nu, bare du er okay, så kan jeg leve med resten,” sagde hun. Jeg smilede over hendes ord og krammede hende med min mest raske hånd.

♦♦♦

To uger senere.

Jeg var endelig blevet udskrevet fra hospitalet, det var fedt endelig at være fri. Jeg havde dog stadig gips på benet. Gipsen på min arm var blevet fjernet, det havde ikke været så alvorligt, som de først havde troet. Jeg havde fået et par krykker med hjem, som var umulige at bruge, jeg kunne simpelthen ikke finde ud af det. Men jeg ville vel lære det på et tidspunkt.

Vi var knap nok kommet ind ad døren der hjemme, før jeg ville ud igen. Jeg var nød til at tale med Fie, og det var vigtigt. ”Mor, må jeg ikke godt tage hen til Fie?” spurgte jeg bedene, hun så forbløffet på mig, hun var ikke vant til at jeg spurgte om lov til at gå nogen steder, jeg plejede bare at gå. Men det her var den nye og forbedrede mig.

”Jo det må du da, skal jeg køre dig?” spurgte hun, jeg smilede taknemmeligt til hende, for jeg var aldrig kommet frem, hvis jeg skulle bruge krykkerne og det vidste hun godt. Jeg kom med besvær ud til bilen og fik sat mig ind, jeg var virkelig nervøs, for om Fie overhovedet ville lukke mig ind.

Vi holdt ind til siden foran Fies hus, ”du ringer bare hvis jeg skal hente dig ikke?” sagde Mor, jeg nikkede og steg ud af bilen. Jeg fik placeret krykkerne rigtigt, og begav mig i sneglefart op mod det lille røde hus. Jeg ringede på døren, med skælvende fingre.

Døren blev åbnet rimelig hurtigt. Det var Fie som åbnede døren, da hun så at de var mig, kørte der forskellige følelser igennem hendes øjne. Først vrede, så bekymring, så sorg og til sidst vrede igen, men jeg havde også regnet med at hun var sur på mig. ”Undskyld Fie” skyndte jeg mig at sige, overraskende nok lyste hun op i et smil og trak mig indenfor, ”kom ind med dig, du er tilgivet” sagde hun, ”eller i hvert fald næsten” tilføjede hun.

Hun hjalp mig ind på sit værelse. Jeg satte mig på hendes seng og så mig omkring, det var længe siden jeg havde været der. Hendes værelse var ikke ret stort, men det var rigtig hyggeligt, to væggene var mørkerøde og det gav på en eller anden måde en hyggelig stemning, de andre vægge var hvide. Møblerne var holdt i sorte farver og hvide farver, gardinerne var hvide, sengen og skrivebordet var sorte. Jeg havde altid godt kunnet lide hendes værelse, jeg havde bare aldrig sagt det til hende.

”Du har faktisk et rigtig hyggeligt værelse”, sagde jeg stille til hende og smilede prøvende. Hun grinede lidt genert, ”det har du aldrig sagt før” sagde hun stille og så usikkert ned i jorden. ”Det ved jeg godt, det er faktisk en af grundende til at jeg kom” startede jeg, ”jeg vil gerne sige undskyld for alt det jeg har gjort, altså for at jeg altid har nedgjort dig og især for det med toppen”.

Jeg skævede over til hende, jeg turde ikke se hende i øjnene. Jeg var bange for hvad hun ville sige. ”Du er tilgivet, jeg har faktisk savnet dig”, sagde hun hurtigt. Så kunne jeg ånde lettet op, måske kunne vi blive bedste veninder igen, man kunne vel altid håbe.

Hun rejste sig fra senge og gik hen til sit sorte skab. Hun rodede lidt i det og fandt noget frem derinde fra, ”jeg har faktisk reddet toppen, selvom det var svært”, sagde hun og viste mig toppen. Hun havde klippet de bogstaver jeg havde lavet af, så ryggen på toppen var bar, men kun midt på ryggen. Det så faktisk helt vildt godt ud.

”Det er jeg glad for, jeg havde det vildt dårligt med at have ødelagt den”, sagde jeg. Hun satte sig på sengen ved siden af mig, ”lad os nu bare glemme det og starte forfra ikke?” sagde hun. Jeg trak hende ind i et knus, glad for at have fået min veninde tilbage.

Jeg havde fået en ny chance, og jeg ville ikke spilde den, ligesom jeg havde gjort med den første. Det var starten på en helt ny Sofia.

♦♦♦

Hezekiah Walker - Second Chance

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...