Twilight efterfølger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Har skrevet et kapitel som kunne blive til flere. Det er forsættelse af the twilight saga.

6Likes
4Kommentarer
665Visninger
AA

2. 1 kapitel

”Se mor!” Jeg kiggede nysgerigt ned i hendes lille hånd, hvor der lå en lille turkis blomst, som yndefuldt åbnede sig. Det gav mig et sus af glæde, og frihed, men vigtigst af alt, kærlighed. Jeg kiggede ind i hendes små guld, brune øjne, som gjorder, at jeg følte mig levende. ”Den er smuk, ligesom dig.” Jeg kyssede hende blidt på panden, mens et smil kom frem på mine læber. ”Renesmee, lige meget hvad så vil jeg altid være ved din side. Intet kan skille os. Vi er adskillige For altid.” Hun nikkede tilbage forstående, med verdens sødeste smil. ”Det ved jeg mor! Du bliver ved med, at sige det” grinede hun. Men jeg mente det, hvert et ord, hvert en stavelse, og sådan vil være for altid. Forevigt.

”Bella!” Råbte en velkendt stemme. ”Jacob, du ændrer dig aldrig” råbte jeg tilbage. Han kom løbende os i møde, med et stort grin i ansigtet. ”Vi er ellers på vej tilbage, men du må gerne gå med hvis du vil?” Spurgte jeg også selvom jeg allerede kendte svaret. ”Ja klart.” Han gik hen, og satte sig på hug foran Renesmee, og sendte hende et venligt smil. ”Hvad har du fundet?” Han kiggede på hendes hånd som stod halvåbent, så man kunne se noget af den turkise blomst. ”En blomst” Hun foldede sin hånd ud, så man kunne se den rigtig. Jacob smillede sødt til Renesmee, og bagefter til mig. Så tog han blomsten, og satte den i håret på hende. ”Sådan nu er du klar til sommerballet.” 

Resten af vejen forsatte det sådan. Jacob blev ved med, at flirte med Renesmee, og hun blev ved med, at smile og grine. Også selvom jeg måtte accepter, at det vil blive Jacob og Renesmee ligesom jeg og Edward, så er der noget der siger inde mig selv, at det er forkert. Han er min bedste ven, og selvfølgelig er det jo mærkeligt, at han lige skulle præge på min datter. Men her foregår der altid noget mærkeligt.

”Nå, der er i, vi har ventet på jer.” Det var Edward der kom gående os i møde. Min dejlige, skønne, elskelig mand. ”Hej far.” Renesmee gav hurtigt slip på Jacob, og farede direkte imod Edward, som svingede hende højt op i luften, og bagefter satte hende roligt ned igen. ”Hvad sker der?” Spurgte jeg en anelse nervøs. Bare der ikke var sket noget forfærdeligt. Heldigvis beroligede Edwards smil mig. ”Der er en i skal møde” svarede Edward stille, mens han langsom gik hen til mig, og tog varsomt min iskolde hånd. ”Han venter os” forsatte Edward. Jeg kiggede over på Jacob, som heller ikke så ud som om han helt forstod det. ”Hvem er det?” Nu var mit blik vendt tilbage på Edward. Han gav mig et drillesmil, mens han tog sin anden hånd op til mit ansigt, og strøg den ned af min kind.

”Et nyt medlem til vores kreds.” Et… nyt… medlem. Hvad! Hvorfor? Hvordan? Havde Volturi allerede fået det, at vide? Og hvorfor skulle vi dog ha en ind, vi klare jo os så godt. Det hele er for meget, at tænke på. ”

”Hvorfor?” Åh nej nu har jeg det forfærdeligt, noget skal man bare beholde inde i hovedet, men jeg måtte bare ud med det.

”Carlisle, ved hvorfor.” Lige der kom de første ord ud som tvivl.

”Skal vi gå ind?” Fortsatte Edward, og tog fat i Renesmees hænder i stedet for, og kiggede en smule advarende over på Jacob, som stod forstenet ligesom mig. Det måtte også være et chok for ham. ”Jacob, det her er nok ikke lige noget som du skal få, at vide endnu.” Jacob nikkede forstående tilbage, og efter han havde krammet Renesmee farvel fortsatte han ud i skoven.

”Han hedder Christian, og han er en af de mange unge vampyrer, ligesom dig Bella, og jeg tro han kom fra Atlanta i Georgia.”

”Gad vide hvad der ske?” Tøvede jeg stille.

Inde i stuen stod alle, og talte i munden på hinanden. De så virkelig ud som om de havde travlt.

Carlisle var den første der lagde mærke til os, og bagefter begyndte de andre også, at få øjenkonkakt med os.

Det var som om de lavede en vej til os, som vi smilende gik igennem.

Så dukkede han op. En dreng på højde med Edward, mørke brunt hår, og store mørke øjne. Han var iført en normal mørke brun skjorte, og et par sort bukser. En klassiker.

Han så sød ud, og hans smil var godt nok tiltrækkende. Jeg kunne også godt mærke på Edward han var en smule nervøs, men det var en smule underligt, for jeg mærkede at det ikke var på grund af det.

”Hej, jeg hedder Christian, og i må være Bella, Edward, og Renesmee, den smukke lille menneskevampyr.” Edward sagde ellers han kom her fra Amerika, men det lød som om han var fra et andet land. Et land som jeg ikke kunne komme i tanke om.

”Han er nyfødt, og skal bo hos os indtil han har fået kontrol over hans tørst.” Kom Carlisle ind.

”Jeg vil gerne lære, at drikke dyre blod, så jeg kan leve blandt mennesker.” Fortsatte Christian stille, og roligt. ”Og derfor skal Jasper lære ham op.” Afbrød Carlisle igen! Jeg kiggede hurtigt hen på Jasper, som nikkede tilbage til Carlisle, med et skummelt smil som gjorder mig en smule utilpas.

”Hvor kommer du fra? Din stemme lyder ikke!” ”Amerikansk. Nej, jeg er heller ikke født i Amerika, jeg kommer oprindeligt fra Italien, og hvis i har brug for at vide det, så var det også der jeg blev bidt.” Da blev jeg for alvor nysgerrig, hvem var han endeligt?

”Hvem bed dig?” Kom det fra Edward. Det var første gang jeg har hørt Edwards bange stemme. Det føltest helt underligt.

”Volturi” Svarede Christian som om det ikke betød noget. ”Har du været en af Volturi?” Spurgte jeg skrækslagen. Hvad nu hvis Aro ikke havde tilgivet os, og havde sendt Christian så han kunne dræbe os eller holde øje med os, og så gi Aro en hel rapport. Hvad nu hvis han skulle kidnappe Renesmee, og bringe hende til Aro, lige meget hvad, så tror jeg ikke mere på Christian.

”Lige meget hvad, så er det overstået, og jeg er færdig med Aro, Markus, og Gaius.” Han lød rimelig overbevisende, men det var ikke beviser nok for mig.

”Christian, er kommet videre, og vi skal gi ham en chance, så ingen skal dømme ham forstået?” Sagde Carlisle med en lidt højere stemme end den vi var vænnet os til. Alle nikkede tilbage bortset fra mig og Edward. Det fik Carlisle til, at sende os nogle blikke jeg aldrig havde set før på ham. Det var rimelig ubehageligt. ”Ikke Bella, og Edward?”

Den her gang blev vi nødt til, at nikke tilbage, men jeg kunne mærke på Edward, at han følte det samme som mig. Mistænksomhed.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...