Vampyr eller ej.

Det handler om en ensom pige ved navn, Rose. Hun er 18 år. Hun har kun to venner. Hun har ikke rigtig nogen familie- de støtter hende ikke. Men alt det ændres da hun møder James. Hendes søster, Bella, er hendes bedste veninde. Hun er en helt almindelig gennemsnitlig pige, synes hun selv i hvert fald.

3Likes
7Kommentarer
513Visninger
AA

2. Where am I?


Jeg vågnede til lyden af fodtrin. Jeg så mig omkring. Hvor er jeg?! Der var mørkt over det hele. Lige ind til en skikkelse trådte frem med en lygte i hånden. Han betragtede mig med et tilfreds smil.

 

"Hvem er du? Hvor er jeg?" spurgte jeg ham med forvirring og bekyring malet i mit ansigt. Jeg skulle bare væk herfra. Hjem til min familie. Hjem til mine venner. 

 

"Mit navn er James. Du er nede i en af de gamle hule i parken." Han svarede selvsikkert og roligt. Han lignede en engel. Han vikede faktisk sød. Selvom jeg ikke rigtig 'kendte' ham. Der var et eller andet helt særligt over ham. Han så at jeg kiggede på ham. Han smilte stort, jeg begyndte at rødme. Han grinte af mig. Hvilket gjorde rødmen endnu værre. Til sidst tog jeg mig sammen.

 

En pludselig smerte fik mig til, at tage mig til halsen. Jeg stilte mig foran spejlet. Jeg var helt bleg. mere end jeg plejede- og det siger ikke så let. Mit hår havde den kendtegnende brune farve. Jeg så skræmt på mit spejlbillede. Det lignte ikke mig. Det lignede en vildt fremmede.

 

"Hvad har du gjort ved mig?" spurgte jeg. Jeg var officelt gået i panik. Jeg kunne i mit spejlbillede se, at jeg havde fået et mærke på halsen. Jeg massede det lidt. Det hjalp, men det gjorde stadig vildt ondt. Jeg betrgtede mærket gennem spejlet, jeg kunne ikke kende mig selv længere.

 

"Jeg har bare forvandlet dig til en vampyr," han sagde det  med et selvtilfredst smil. Han fik det til, at lyde, som om det ikke var noget særligt. Men det var det altså. For mig, var det lidt mærkeligt. Jeg synes, at jeg burde kende ham. Ansigtet virkede så bekendt. Nå ja, han havde fulgt efter mig i evigheder. Det var vildt irreterende, men også lidt sødt. Sh. 

 

"Hvorfor gjorde du dog det?" jeg spurtge med åbenlys nysgerrighed. Jeg var meget nysgerrig. Jeg ville gerne lære ham bedre at kende. Jeg havde faktisk ikke mere end to venner. Jeg havde kun mine to venner og min familie. Jeg følte ALDRIG, at de støttede. De så næsten aldrig til min side. Jeg havde altid måttet klare mig selv. Så jeg kunne godt bruge én som ham. Han gjorde mig faktisk glad. Overraskende nok, eftersom de fleste, der havde set ham, var blevet bange. Lige fra det øjeblik de så ham.

 

"Jeg var ensom," svarede han med et undskyldende smil, "du virkede anderledes, du virkede som lidt af en outsider. Ligesom mig selv." Han smilte stort, da han sagde det sidste, det gjorde jeg også. Bare det, at han smilede fik automatisk mig til at smile. 

 

Jeg var faktisk ikke engang sur på ham. Jeg forstod ham. Jeg gav ham et STORT kram. Han smilte, hvilket jeg også kom til. Han påvirkede mig utroligt meget.. Mærkeligt.. Jeg plejede ikke, at gå så højt op i hvad folk omkring synes om mig. For mig var det vigtigste hvad jeg selv synes om mig selv.

 

"Hvad synes du om, at være vampyr, James?" røg det ud af munden på mig. Jeg rømede og så undskyldende på ham. Det var ikke for at være uhøflig. Men jeg var vildt nygerrig.

 

"Det er vel.. okay." han smilte forsigtigt, men det var et ægte smil. Det kunne jeg se. Jeg smilte blidt til ham inden jeg lagde mig til at sove. Jeg mærkede hans intense blik, men ignorerede det. Jeg mærkede, at søvnen overvandt mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...