Vampyr eller ej.

Det handler om en ensom pige ved navn, Rose. Hun er 18 år. Hun har kun to venner. Hun har ikke rigtig nogen familie- de støtter hende ikke. Men alt det ændres da hun møder James. Hendes søster, Bella, er hendes bedste veninde. Hun er en helt almindelig gennemsnitlig pige, synes hun selv i hvert fald.

3Likes
7Kommentarer
552Visninger
AA

5. Vågen igen


Jeg vågnede op. Jeg var badet i sved. Jeg havde besøgt min søster, alene. Jeg var på vagt, efter min drøm. James var forsvundet. Selvfølgelig. Jeg gik i 'bad'. Det skal lige siges, at det var et meget primitivt bad. Det var teknisk set, kun en balje med vand og et forhæng, så folk ikke kunne kigge ind. Det var praktisk. Jeg fik det meget bedre, efter at det kolde vand ramte mig. Jeg blev pludselig meget frisk. Jeg kom i noget tørt tøj. Jeg valgte en kjole. Jeg sadte mit hår. Jeg lod det sidde lidt rodet. Det klædte mig faktisk, eh nej vel?Jeg indledte en jagt. På jagt efter James. Jeg ledte desperat. Hvor var han dog henne? Han plejede altid, at sørge for at være i nærheden af mig. Han var lidt overbeskyttende. Men jeg synes faktisk det var ret sødt. Det havde jeg ikke sagt til ham- for han ville bare himle med øjnene eller grine af mig. Jeg gennemsøgte alle steder. Stadig ingen spor af James. Jeg var ikke som de andre vampyrer, jeg var 'vegetar'. Hvilket vil sige, at jeg ikke drak menneskeblod. Jeg spiste og drakk det samme som almindelig mennesker- jeg havde ikke brug for andet, for at holde tørsten og længslen efter blod væk. Jeg gik mig en tur. Jeg endte oppe ved klippen. Der var udsigt lige ud til vandet. Jeg nød udsigten. Jeg sad i mine egne tanker. Jeg fik et chok da jeg mærke to hænder på mine skuldre. Jeg var blevet stærkere efter at jeg var blevet vampyr. Jeg stirrede op i James' øjne. Jeg smilte. 

 

"Hvor havde du lige gemt dig henne?" jeg sagde det med et løftet øjenbryn og nysgerrig mine. Jeg vidste, at han så på mig mens jeg sov. Det var ikke nogen hemmelighed. Men det var ufatteligt nuttet. Han rødmede.

 

"Jeg.. øhm.. Jeg var bare gået en tur.." mumlede han usikkert. Hvad skete der med ham her til morgen? Han virkede som om, der var noget, der gik ham på. Jeg blev bekymret. Han plejede at være så selvsikker.

 

"Er der noget galt?" spurgte jeg ham. Han rødmede endnu mere. Med et flovt smil på læben. Jeg grinte lidt. Han plejede at være så sikker på sig selv. Han måtte være forelsket i en eller anden. Gad vide hvem..

 

"Ikke noget.." han sagde det med en drillende stemme og et stort smil. Jeg begyndte at kilde ham. Jeg smilte stort. Jeg vidste hvor kilden han var. Og tro mig, det var ikke så lidt. 

 

"Fortæl! Fortæl! Fortæl!" kvidrede jeg. Han fik grineflip og rødmen bredte sig til hele hovedet. Han vidste, at han var afsløret. 

 

"Hvad afslørede mig?" han spurgte med et stort og drillende smil. Typisk ham- hvis der var noget han ikke ville svare på, skiftede han bare emne. Men jeg gav ikke op.

 

"Du er usikker. Du rødmer. Og du smiler et meget forelsket smil, søde" sagde jeg med et stort smil. Jeg kendte ham for godt. Han kunne ikke skjule noget for mig- og det vidste han. Han rødmede stadig og smilte. Han vidste det allerede selv. Han så engang imllem sig selv gennem mine øjne. Det kunne han jo ikke undgå. Jeg kunne jo ikke undgå at tænke på ham, når vi snakkede sammen.

 

"Hvad hedder hun så? Hvem er hun?" spurgte jeg friskt. Jeg er vildt nysgerrig, som i nok kan forstå. Jeg drillede ham. Bare sådan en lille smule.

 

Han svarede ikke med ord. Han stirrede mig i øjnene. Jeg stirrrede tilbage. Hvad skulle det her betyde? Jeg kunne ikke forstå ham. Mente han mig? Var han forelsket i mig? Han nikkede med et smil. Hvorfor skulle jeg også være så klog? Han grinte af mig. Jeg rækkede tunge af ham, jeg vendte mig væk fra ham. Mente han det virkelig? Selvfølgelig holdt jeg af ham. Han tog sig af mig, da ingen andre ville, Jeg kunne godt mærke, at det kildrede i min mave når han kom for tæt på mig. Han grinte, jeg rømede. Selvfølgelig havde han lagt mærke til det. 

 

"Er du seriøs?" røg det ud af min mund. Jeg tog hånden op for min mund. Det var ikke ment på den måde, men jeg følte bare, at han legede med mine følelser. Han kiggede uforstående på mig. Jeg sprang. Ud fra klippen. Jeg skreg ikke. Jeg smilte blot. Jeg vidste, at jeg ikke ville komme til skade. Han råbte og skreg på mig. Men jeg havde brug for at være alene. Det her kunne ikke passe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...