Vampyr eller ej.

Det handler om en ensom pige ved navn, Rose. Hun er 18 år. Hun har kun to venner. Hun har ikke rigtig nogen familie- de støtter hende ikke. Men alt det ændres da hun møder James. Hendes søster, Bella, er hendes bedste veninde. Hun er en helt almindelig gennemsnitlig pige, synes hun selv i hvert fald.

3Likes
7Kommentarer
515Visninger
AA

8. Mødet med James.


Jeg fandt indgangen til hulen. Jeg pakkede mine ting sammen. Og i dét jeg vendte mig om så jeg ham. James. Jeg burde egentlig have vidst at han ville være her. Men det havde jeg ikke skænket en tanke. Ikke før nu. Han så stille på mig.

 

"Hvad vil du mig?" spurgte jeg forsigtigt. Jeg havde ikke noget imod ham. Ikke som sådan. Men efter hans lille erklæring, havde alting ændret sig. 

 

"Ikke noget.." svarede han blot, han virkede forlegen. Han virkede ikke som om han vidste hvilket ben han skulle stå på.

 

"Så siger vi det.." svarede jeg smilende. jeg gik langsomt væk fra ham. hen mod døren. Men han stilte sig i vejen. Jeg sukkede.

 

"Hvad nu?" sagde jeg med en forsigtig stemme. Jeg kunne ikke lide det her. Jeg vidste godt, at han ville have et svar. men jeg havde ikke noget svar til ham. Jeg ville ikke gøre det her mere kompliceret end det var i forvejen. 

 

"Vil du ikke nok svare mig?" spurgte han med oprigtig mine. Han ville et svar. Super. Men på hvad?

 

"Hvad skal jeg svare dig på?" spurgte jeg opgivende. Jeg ville give ham lov til at lege med mine følelser. Ikke mere.

 

"Hvorfor gik du bare din vej sidste gang?" spurgte han såret. Fedt. Hvordan skulle jeg forklare ham det?

 

"Fordi det blev for meget for mig.." svarede jeg. Det var ikke en løgn, men det var heller ikke hele sandheden. Jeg prøvede at komme forbi ham. Forgæves. Han skubbede mig bare blidt væk. Han var bare for meget. Jeg havde ikke brug for at han kom og komplicerede mit liv. Han stod bare der og grinte af mig. Fantastisk..

 

"Fortsæt," mumlede han. Han smilte et smil som kun han kunne. Jeg kunne mærke en rødmen brede sig på mine kinder. Skønt.

 

"Jeg tror og troede bare ikke på, at du mente hvad du sagde.." svarede jeg stille. Jeg mente det. Det gav ingen mening at han skulle være forelsket i mig. Han måtte da være forelsket i en anden. Det sagde jeg i hvert fald til mig selv. Jeg satte mig ned, da jeg indså at han ikke ville lade mig gå frivilligt. Jeg sukkede indvendigt.

 

"Hvorfor skulle jeg sige det, hvis jeg ikke mente det?" spurgte han forvirret. Hvor så han sød ud. Måden han kiggede på mig på- STOP. Jeg prøvede at stoppe mig selv. Jeg måtte ikke tænke på ham. Jeg prøvede, at lukke ham ud af mit sind. Men det kunne jeg ikke. Det var det samme som at benægte mig selv- det var simpelthen ikke en mulighed. Og det udnyttede han fuldt ud. 

 

"Det ved jeg ikke. For sjov skyld? For at se hvordan jeg ville reagere?" sagde jeg med en vrede indeni. Jeg ville ikke skændes med ham. Men det kunne ikke fortsætte på den her måde længere.

 

"Sådan er jeg ikke. Det burde du af alle mennesker da vide." svarede han irriteret. Jeg vidste, at han havde ret. Men jeg følte bare, at han havde trådt på mig. Han burde have fortalt mig det for længst.

 

"Jeg kender dig, ja. Men jeg forstår bare ikke hvorfor du skulle være forelsket i mig?" sagde jeg forvirret. Jeg forstod ham ikke. Jeg kunne til tider være sød og sjov. Men ingen var sådan hele tiden. Det blev for kedeligt i længden. 

 

Han sad og så helt mundlam ud. Jeg benyttede hans tavshed til at gå. Jeg ville ikke engang høre hans svar. Jeg ville bare væk herfra. Jeg kunne mærke tasken slå mod min hofte i det jeg gik op af trappen. Han tog blidt min hånd. Jeg prøvede, at få ham til at slippe mig- men han var stædig.

 

"Lad mig nu bare være i fred.." sagde jeg. Jeg ville ikke være med til det her. Jeg havde aldrig bedt om noget af det her. Og nu stod jeg her og sårede min bedste ven, fordi han ikke ville fortælle mig sandheden. Jeg ville bare være hans ven. Men det ville han ikke godtage.

 

"Det kan jeg ikke.." svarede han trist og usikkert. Jeg forstod ham ikke. Det gav ikke nogen form for mening i mit hoved. Han kunne sagtens glemme mig. Og det var sådan jeg gerne ville have det. Det troede jeg da.

 

"Hvorfor ikke? Det ville gøre det hele meget nemmere.." sagde jeg alvorligt. Jeg mente hvad jeg sagde. Jeg sagde det ikke, for at såre ham. men fordi jeg synes, at han havde ret til, at få sandheden, at vide.

 

"Fordi jeg på en eller anden måde ikke kan give slip på dig. Selv hvis det ville gøre det nemmere for dig." sagde han med et forpint udtryk. Kunne det virkelig passe?

 

"Hvad mener du?" spurgte jeg ham uforstående. Jeg var ikke helt med længere. Selvfølgelig holdt jeg af ham, og jeg elskede ham vel også- på min egen måde. Mit hjerte sagde, at jeg ikke kunne undvære ham. Min hjerne sagde, at det nok ville være bedst for alle parter.

 

"Du og jeg blev forbundet, allerede dengang jeg forvandlede dig. Jeg ændrede dig. Jeg gjorde dig stærkere. At give slip på dig, ville være som at give slip på mig selv. Det er simpelthen ikke muligt." svarede han nervøst. Han rødmede. Han var bare så sød. Fint. Han vandt.

 

"Okay, men jeg har altså en aftale et andet sted." sagde jeg forsigtig. Jeg rødmede. Han havde lige sagt, at han ikke kunne undvære mig. Hvor sødt. Det ændrede et eller andet i mig. Men jeg kunne ikke blive. Jeg prøvede at nå hen til udgangen. Uden at græde. Det var ikke nemt, men jeg forsøgte.

 

"Må jeg tage med dig?" spurgte han med et lille smil. Jeg kunne ikke sige nej til ham, hvor gerne jeg end ville. Jeg nikkede blot inden jeg forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...