Vampyr eller ej.

Det handler om en ensom pige ved navn, Rose. Hun er 18 år. Hun har kun to venner. Hun har ikke rigtig nogen familie- de støtter hende ikke. Men alt det ændres da hun møder James. Hendes søster, Bella, er hendes bedste veninde. Hun er en helt almindelig gennemsnitlig pige, synes hun selv i hvert fald.

3Likes
7Kommentarer
515Visninger
AA

6. Bella..


Jeg var i vandet. Jeg behøvede ikke, at trække vejret. Jeg kunne ikke drukne. Der kunne ske mig noget fysisk. Kun mentalt. Jeg sadte mig på en sten nede i det klare. Jeg ville ikke findes. Ikke af James. Ikke af Bella. Eller af nogen andre jeg kendte. Jeg tænkte på James: hvad skulle jeg gøre? Det vidste jeg ikke. Elsker du ham? Elsker er et stærkt ord. Men jeg holdt af ham. Han var noget særligt. Han betød meget for mig. For ikke, at sige ALT. Hvad med Bella? Hun var jo min søster. Jeg ville beskytte hende. Hun var i fare. Det vidste jeg- jeg kunne redde. men ville jeg være i stand til det. Det blev jeg nødt til. Jeg kom af vandet. Jeg løb op til hospitalet. Jeg fandt min søster. De fleste synes jeg var skræmmende, men ikke Bella. Hun var så sød. 

 

"Hvordan går det?" jeg spurgte forsigt og blidt. Hun vidste, at hun kunne stole på mig. Hun kendte min hemmelighed- hun vidste, at jeg var vampyr. Så vi stolte på hinanden. 

 

"Det går desværre ikke så godt.." sagde hun med en lille og trist stemme. Hun var den eneste, der kunne genkende mig efterhånden. Sidst jeg havde været her, kunne ikke engang mine forældre genkende mig. De havde spurgt mig hvem jeg var, og Bella havde svaret: "Hun er min bedste veninde♥". Det havde gjort mig så glad.

 

"Hvor trælst.. Er der noget jeg kan gøre for dig?" sagde jeg med en tåre i øjet. Jeg ville så gerne hjælpe hende. Give hende et kram og sige at det hele nok skulle gå. Men det kunne jeg ikke. Jeg var nemlig ikke helt sikker. Jeg prøvede, at se hendes fremtid. Men det stod uklart. 

 

"Det ved jeg ikke.. Er du læge?" sagde hun drillende. Smilet nåede hendes øjne. Jeg gengældte det. Jeg var godt nok ikke læge, men jeg kendte en kur. Kuren bestod bare i, at hun skulle have noget af mit blod- kun en lille smule. Hun ville ikke blive en vampyr af det. Det ville styrke hendes immunforsvar.

 

"Nej, det er jeg ikke. Hvad ville du sige til, at jeg kunne kurere dig?" sagde jeg smilende. Hun skulle bare vide. det gjorde ondt i hjertet at se hende lide. Hun havde min fulde støtte. Hun skulle ikke tvinges ud i noget som helst.

 

"Jeg ville sige fantastisk, men hvordan?" sagde hun nysgerrigt. Hun var altid nygerrig når det drejede sig om mine evner. Hun var i reglen altid nysgerrig. Det var hun af natur. Det var så typisk hende. Men det elskede jeg hende for.

 

"Ser du, vampyrblod kan gøre én stærkere- i små mængder. Hvis du vil være rask er jeg bange for at det her er den eneste kur." jeg dagde det med et undskyldende smil og pegede på mit håndled. Jeg overvejede risikoen. Hun havde ikke lang tid igen. Hun var helt bleg. Hendes blonde hår skinnede. Hun var klædt i hendes natkjole- hun brød sig ikke om hospitaler. Det gjorde jeg heller ikke selv.

 

Hun svarede ikke med det samme, hun overvejede det lidt. Hun tog sig sammen og sagde:"Kommer det til at gøre ondt?" med en lille frygt i stemmen. 

 

"Det tror jeg ikke.. Men jeg er bange for at du ikke har meget tid.. Du bliver ikke vampyr af det- det kan jeg love dig. Hvis du kommer noget til, vil jeg ALDRIG kunne tilgive mig selv.." jeg sagde det hele med en meget trist stemme. Jeg mente hvert et ord.

 

"Så gør det.. Men hvis noget går galt- så vil jeg overleve ligemeget hvad.. Selv hvis det betyder at jeg bliver til en vampyr.. Du vil passe på mig, ikke?" sagde Bella med meget seriøs mine. Jeg gengældte blikket med et lille smil.

 

"Selvfølgelig, hvis det er du ønsker. Jeg lover, at jeg vil passe godt på dig." sagde jeg med stolhed i stemmen. Det her beviste hvad jeg allerede vidste- hun ville ikke miste mig for alt i verden. Jeg var åbenlyst den person i verden hun stolede allermest på- og jeg villle ikke svigte hende.

 

"Så lad os få det overstået.." sagde hun lidt bange. 

 

"Tag det roligt, jeg finder en måde hvor det bliver mindst smertefuldt for dig." sagde jeg beroligende. "Hvad med at jeg putter det i en kop- så kan du bare drikke det?" forsatte jeg beroligende.

 

Hun smilte over idéen, hun klappede i hendes hænder. Hun nikkede. Jeg tog lidt af mit blod med en lille nål. Jeg fandt en kop, fyldte det i. Jeg blandede det med lidt vand. Det opløste det ikke, men det fik det til at se lidt mere bedre ud. Jeg gik hen til hende, jeg rakte hende koppen.

 

Hun så lidt på det, men drak det så lidt af gangen. Hun kunne faktisk godt lidt smagen. Jeg smilte blidt til hende.

 

"Nu besvimer du ikke eller noget vel?" spurgte Bella forsigtig.

 

"Nej, det regner jeg ikke med. Jeg tror du har brug for lidt hvile, søde." sagde jeg hende blidt. Jeg mente det, jeg kunne se trætheden i hende øjne- men hun var stædig.

 

"Okay.. Vil du ikke nok blive her?" spurgte hun med bekymring malet i hendes ansigt. Jeg kunne mærke på hende, at hun ikke ville kunne klare hvis jeg gik fra hende.

 

"Selvfølgelig." svarede jeg med et smil. Hun faldt i søvn, lige efter jeg havde sat mig. Jeg holdt hendes hånd og gav den et lille klem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...