Vampyr eller ej.

Det handler om en ensom pige ved navn, Rose. Hun er 18 år. Hun har kun to venner. Hun har ikke rigtig nogen familie- de støtter hende ikke. Men alt det ændres da hun møder James. Hendes søster, Bella, er hendes bedste veninde. Hun er en helt almindelig gennemsnitlig pige, synes hun selv i hvert fald.

3Likes
7Kommentarer
512Visninger
AA

3. A new life..


Dagene gik. Tid var ikke længere noget jeg gik op i. Lige ind til den dag, hvor folk eftersøgte mig. Jeg havde været væk i flere måneder. Men jeg var ligeglad. Jeg skulle ikke tilbage. Jeg kunne simpelthen ikke tage tilbage til det. Mine forældre var åbenbart bekymret for mig. For første gang i meget lang tid. Det var for lang tid siden. Hvis de virkelige elskede havde de støttet mig. De ville have forkælet mig, ligesom min lillesøster. Bella. Det gjorde helt ondt, at tænke på hende. Hun havde altid fået alt hvad hun pegede på. Lige siden hun blev født. Hun havde altid været ønskebarnet. Jeg var uønsket. Af mine egne forældre. Det var bare for meget. Men jeg burde have vidst det. Jeg havde siddet stille i flere minutter.

James havde ikke sagt noget. Han var meget forsigtig. Jeg troede ikke, at han var bange for mig. Men han kunne se, at jeg virkelig havde brug for at sidde og tænke. Han havde været virkelig flink over for mig. Flinkere end de fleste, jeg havde mødt. Jeg kunne mærke, at han smilede til mig. Og jeg gengældte det hurtigt. Jeg følte, at jeg stod i gæld til ham. Han havde gjort mit liv meget nemmere- og bedre. Jeg behøvede ikke, at bekymre mig om noget som helst. Jeg skulle bare slappe af og nyde, at jeg for første gang i lang tid, fik lov til bare at være mig selv.

 

Jeg følte, at jeg endelig var ønsket et sted. Som om jeg havde et sted hvor jeg hørte til. Og det sted havde vist sig at være ved siden af James. Det gjorde mig egentlig ikke noget. Vi havde det godt sammen. Jeg behøvede aldrig at sige noget. Da han med det samme vidst hvad jeg tænkte. Han var tankelæser. 

"Vidste du godt, at du kan kontrollere folks følelser?" spurgte James mig forsigtig. Jeg tænkte lidt over det. Sådan havde jeg aldrig tænkt på det. Men der kunne nok godt være noget om det. Hver gang vi havde været ude at jage, havde jeg opgivet. Jeg kunne smerten som ofret følte- og det var bestemt ikke rart.

 

"Jeg var ikke helt sikker, men jeg havde det på fornemmelsen." jeg svarede roligt og eftertænksomt. Jeg vidste ikke hvad han mente. Han plejede ikke, at stille mig spørgsmål. Men det skulle han da være velkommen til. Jeg havde ikke noget at skjule.

 

"Savner du ikke dine venner og familie?" røg det ud af hans mund. Jeg tænkte mig lidt. Jeg tænkte på, hvordan de behandlede mig. De undgik mig åbenlyst, hver gang jeg var i nærheden. Jeg savnede ikke rigtig nogen af dem. På nær Bella. Bella. Det smertede mig. Hun lå jo på hospitalet. Hun var blevet syg og dårlig. Jeg vidste ikke hvorfor eller hvad det var for en syge. Men jeg var bekymret. Oprigtigt bekymret.

 

"Ikke rigtig. På nær min lillesøster, Bella." svarede jeg med tårer i øjnene. Han kom hurtigt hen til mig. Han lagde armene rundt om mig, han så mig dybt i øjnene. Han vidste hvad jeg tænkte og følte. Men alligevel ville jeg gerne spørge ham selv.

 

"Må jeg besøge min søster?" spurgte jeg med en stemme, der kunne smelte enhver mands hjerte. Og åbenbart også James'.

 

"Selvfølgelig. Jeg venter her og så ses vi bare." Det første svarede han med et smil. Men den anden svarede han med åbenlys smerte. 

 

"Vil du gerne med mig? Eller vil du hellere blive her?" spurgte jeg. Jeg rodede lidt i hans hår. Han smilte stort, og prøvede at skjule smerten. Jeg prøvede at forstå smerten i hans øjne. Måske var han bange for at miste. Hvis det var derfor havde han altså ikke noget at være bekymret for. Jeg ville hellere end gerne blive hos ham. Jeg ville gerne have ham med. Men jeg ville ikke tvinge ham. 

 

"Jeg tager med," svarede han med et lille smil. Han var så sød. Jeg gav ham et stort og kærligt kram. Han var bare fantastisk. Han støttede mig altid. I forhold til visse andre. Jeg var så taknemlig. Jeg faldt i søvn. Han lagde mig i sofaen. Han sad i stolen og betragtede mig med et stort smil. Jeg lod som om jeg ikke så det og lukkede øjnene. Jeg faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...