Legend of Zelda fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Dette er en fanfiction til konkurrencen om spil fanfictions. Den er skrevet ud fra spillet Legend of Zelda - Ocarina of Time.
Link tror han er en lidt speciel Kokiri, der som den eneste ikke har en fe. Dog finder han snart ud af at han er Tidens Helt, der pludselig skal redde prinsesse Zelda og hele Hyrule.

4Likes
7Kommentarer
662Visninger
AA

4. Moden, stærk og modig

Foran os stod det store Deku Træ som en fast klippe af træ med sin store krone, der bredte sig over os og skyggede for den varme sol. Enkelte lysmyg svævede under den og fuglende sang i grenene. Dog var stemningen dyster og dæmpet. Med en dyb buldren begyndte træet at tale.

”Link, jeg har hidkaldt dig for at fortælle dig din skæbne. Landet Hyrule står for fald. En ond mand vil forsøge at overtage landet og for evigt ligge det i mørke. Men for at forstå alt dette må jeg fortælle dig hele historien:

 

Før tidens begyndelse, før ånder og liv eksisterede, opstod tre gudinder over kaosset, der dengang var Hyrule.

Din: styrkens gudinde, Nayru: gudinden af visdom og til sidst Farore: modets gudinde.

Din brugte sin flammende styrke til at skabe landet og jorden, Nayru tilgav jorden sin visdom og skabte således ånden af lov til verden og med sin rige sjæl skabte Farore alt levende på jorden til at opretholde denne lov.

Da arbejdet for gudinderne var færdiggjort steg de til himmels og tre hellige trekanter forblev på det punkt hvor gudinderne forlod verden. Disse trekanter er denne verdens basis og deres hvilested er blevet til det Hellige Rige.

 

Denne mand har forsøgt at bryde døren til det Hellige Rige, men han fandt ud af at man, for at åbne døren, skal bruge de tre spirituelle sten – Kokiriernes smaragd, Goronernes rubin og Zoraenes safir.

Legenden siger, at i tider som disse vil en sagnomspunden helt rejse sig for at bekæmpe det onde over Hyrule og forsegle det i det mærke dyb af det Hellige Rige. Denne helt bliver kaldt Tidens Helt.

 

Jeg er stærkt overbevist om at du er denne helt, Link. Og derfor vil jeg bede dig hjælpe mig, for jeg er døende. I natten dybe mørke krøb et monster ind under min bark og dybt ind i mig. Den er ved at fortære mig indefra for at finde den spirituelle sten… du må hjælpe mig Link – bevæg dig ind i min bug og find monsteret…”

Efter at Deku Træet havde talt åbnede han en indgang i barken, der gjorde det muligt for Link og jeg til at komme ind. Link stod som frosset til jorden et øjeblik, men genoptog fatningen og hankede op i både sværd og skjold. Beslutsomheden i hans blik var ikke til at tage fejl af. Han vidste at dette var grunden til at han var anderledes – han var sikker på at Deku Træet havde ret.

Hele hans holdning gjorde ham meget ældre at se på og jeg kunne ikke lade være med at beundre hans mod. Selv var jeg ikke helt lige så stærk og måtte flyve tættere på ham da vi langsomt bevægede os ind i mørket.

”Navi, jeg har brug for dit lys til at kunne se noget..” sagde han lavt da vi gik ind og hurtigt klemmede jeg hænderne sammen for at skinne så meget jeg kunne. Det var dog kun et par meter jeg kunne lyse frem, men det var nok til at få øje på den store brune ting, der lå længere henne i hjørnet. En kiste. Gad vide om monsteret lå i den? Med et par hurtige vingestød var jeg henne ved kisten og kiggede nøje på den hvorefter Link bukkede sig ned for at åbne den. ”Tr-tror du ikke det er bedst hvis vi liiiige overvejer situationen.. noget ondt kunne jo gemme sig der?” fik jeg fremstammet med en stille stemme. Klokkerne i min stemme var nu erstattet med en lille bange piges stemme og jeg lød ikke helt så fint som før. Han rystede blot på hovedet og så på mig. ”Noget siger mig at dette er en gave fra Deku Træet..” han åbnede langsomt kisten og vi kiggede begge ned i den.

En slangebøsse. Hvorfor mon der lå en slangebøsse inde i det store Deku Træ?

Ved siden af lå en lille seddel hvorpå der stod en forklaring: denne slangebøsse er beslaglagt fra en tidligere kokiri, der brugte den uhensigtsmæssigt og for at skade andre.

Ah, så Deku Træet havde gemt den væk så den ikke blev brugt af andre.

En pludselig buldren begyndte og derefter en raslen. Link og jeg fór sammen og jeg gemte mig lidt bag hans skulder. ”Navi, jeg skal bruge dit lys… og din viden” sagde han lavmeldt og da jeg atter steg frem og lyste stirrede jeg direkte ind i et kæmpestort edderkoppeøje i gule og grønne farver. Jeg gav et hvin fra mig og nåede lige akkurat at flyve længere ned for ikke at blive ramt af en klo. Link var dog hurtigere end jeg – han manøvrede et par skridt til højre og prøvede at slå på edderkoppens ben, men blev pludselig forstyrret da store edderkoppeæg ramte ham i hovedet nu havde han flere fjender at skulle slås med. Med en kraftanstrengelse fik jeg mit lys til at skinne endnu kraftigere så han kunne se noget mere og jeg blev helt overrasket over hvor hurtigt han kunne bevæge sig.

”Neeeej! Nej mine små babyer!” udbrød edderkoppen i en dyb ubehagelig stemme. Den fik små prik til at løbe ned langs min ryg og til min forbavselse så jeg at dens øje blev rødt af vrede. ”Man slår ikke Dronning Gomas små babyer ihjel! Dø!” skreg hun skingert og hurtigt prøvede jeg at fange hendes opmærksomhed ved at flyve ind foran hendes øje, men jeg var alt for optaget af at finde hendes svaghed til at se kloen, der fløj mod mig.

Det føltes som om hele min lille krop blev knust og mit lys døde ud et øjeblik. Jeg hørte Link råbe mit navn i panik og følte et stik af glæde over hans bekymring, men vi var endnu ikke færdig med denne edderkop. Efter et par sekunder kom jeg til kræfter igen og forsøgte at lyse så meget op som før, men min energi var ikke helt den samme. Link fejede over gulvet og slog efter  Gomas kløer, men lige meget hjalp det.

På nuværende tidspunkt kunne jeg se at hans energi også var ved at løbe ud, men alligevel blev han viljefast ved. Der måtte være en svaghed! Lige i dette sekund fik jeg øje på det, men samtidig blev Link kastet mod muren. Et let skrig forlod min mund mens jeg fløj så hurtigt jeg kunne ned mod ham. På vejen dryssede jeg lidt støv i det ene øje Goma havde og blændede hende et par sekunder – længe nok til at forklare Link hendes svaghed og give ham den energi jeg havde tilbage.

”Link! Skyd med slangebøssen mod hende øje! Det er den eneste svaghed hun har!” han stønnede som svar og prøvede besværet at komme på benene, men vaklede og landede på halen igen. Hurtigt satte jeg mig på hans skulder og begyndte at messe stille. Langsomt blev mit lys svagere, mens Link blev stærkere. Hurtigt rejste han sig op og tog fat i slangebøssen for derefter at sigte direkte i Gomas øje da hun endelig kunne se igen. Pludselig blev rummet lyst og den store edderkop forsvandt ind til en ganske almindelig lille skovedderkop. Faren var drevet over.

 

Da vi kom ud så Deku Træet mat og dødt ud. Havde vi ikke nået det? En sorg krøb ind over mit hjerte og langsomt begyndte vi begge at snøfte. De andre Kokirier havde fået nys om hvad der var sket og langsomt blev pladsen foran Deku Træet fyldt op. Saria løb hen og krammede Link i lang tid hvorefter hendes tårevædede ansigt brød ud i et smil. ”Du lever!” hendes fe – Kalu – fløj også langsomt hen til mig og gav mig sin hånd. Jeg sendte ham et bedrøvet smil og han nikkede i forståelse. Alle Kokirierne sad nu med bøgede hoveder foran Deku Træet.

Pludselig brummede han stille og alle så op. ”Li.. Link!.. Du må.. huske det jeg sagde.. drag ud mod Hyrule.. tag til slottet.. mød prinsesse Zelda… hun vil forklare dig resten…Tag imod denne sten og vis den til hende..." en stor mørkegrøn ædelsten hvilket i guld kom til syne lige over Links hoved. Det var Kokiriernes Smaragd - skovens spirituelle sten. Derefter døde Træet hen i stilhed.

Som var vi alle forenet i én person begyndte hele pladsen at bryde ud i gråd og nogle Kokirier tog deres huer af og hang dem på Deku Træets døde grene.

Efter noget tid fik Link taget sig nok sammen til at tage hjem og pakke det mest nødvendige. Han tog sværdet og skjoldet med sig og derefter begav vi os ud mod udkanten af skoven. Da vi nåede broen, hvor jeg fandt hans mor for nogle år siden, hørte vi en raslen i buskende bag os. Sarias grønne hår og smukke hoved dukkede op med et trist udtryk.

”Vi Kokirier er ikke i stand til at overleve ude i den store verden… men du er ikke en rigtig Kokiri, er du Link?” han trak stille på skuldrende og jeg kunne se hvor meget det smertede ham at skulle sige farvel til sin bedste ven. Med et trist udtryk så jeg på Kalu og igen nikkede han bekræftende. ”Men… mens du er af sted.. så tag min okarina med dig og spil på den når du tænker på mig, ikke?” et stille smil krøb over hendes læber da hun rakte træfløjten ud mod ham og han tog taknemligt imod den. Derefter vendte han blot om og begyndte at gå mod skovbrynet. Det havde været en meget underlig dag med alt hvad der var sket og jeg kunne mærke at både Link og jeg var ved at være alt for udmattede. Vi slog derfor lejr under et stort grantræ og lagde os til ro for natten. Vi sagde ikke noget til hinanden – kiggede blot hinanden i øjnene hvorefter Link lukkede sine og små tårer løb ned over hans kinder.

Det måtte være hårdt for en dreng i hans alder at skulle stå til ansvar for alt, der var sket i dag. Men efter at have set hans måde at håndtere Dronning Goma på var jeg sikker på at han nok skulle klare det. Jeg vidste at han ville klare det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...