Legend of Zelda fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Dette er en fanfiction til konkurrencen om spil fanfictions. Den er skrevet ud fra spillet Legend of Zelda - Ocarina of Time.
Link tror han er en lidt speciel Kokiri, der som den eneste ikke har en fe. Dog finder han snart ud af at han er Tidens Helt, der pludselig skal redde prinsesse Zelda og hele Hyrule.

4Likes
7Kommentarer
715Visninger
AA

3. Endelig en fe

For Link var alting besværligt. Han var en særling og Mido gjorde alt hvad han kunne for at gøre livet surt for Link. Det var også kun fordi Link endnu ikke havde fået en fe ligesom alle de andre Kokirier. De eneste, der vidste hvorfor Link ikke havde en fe var Deku Træet og mig selv – Navi. Og så måske også lige nogle af de andre feer, der hjalp til den aften.

Et eller andet sted kunne jeg ikke lade være med at have ondt af link. Han gjorde alt hvad han kunne for at få venner og var i virkeligheden en hjælpsom og venligtsindet dreng, men det var kun få af Kokirierne, der ville lege med ham. Da han blev gammel nok blev han iført Kokiriernes særlige tøj – den alt for store grønne t-shirt samt et brunt bælte, brune støvler og en grøn spids hue. Det klædte ham at være Kokiri og det var jo også det han så sig selv som. Han havde jo ingen anelse om at han var Hylianer så han kunne heller ikke rigtig forstå hvorfor han ikke havde nogen fe. Jeg havde sådan lyst til at være hans fe og hjælpe ham, men jeg havde jo ikke et bånd med ham som Kokirierne og feerne nu får med hinanden. Alligevel vil jeg så gerne hjælpe ham hvis det stod i min magt til det.

 

Et par år gik og Link blev større – dog lignede han stadig en Kokiri med sine skinnende blå øjne, de spidse ører og det gyldne hår, men stadig havde han ingen fe. Indtil den dag.

 

”Navi. Du må flyve ned og vække Tidens Helt. Du skal assistere ham i hans rejse mod at blive voksen og redde Hyrule. Du er hermed gjort til hans fe og skal forblive ved hans side til hans opgave er ovre.” Deku Træet havde hidkaldt mig for at give mig denne vigtige besked og Links bønder var blevet hørt. Med et let nik vendte jeg om i luften og fløj den lange vej ned til Kokirierne. På vejen støtte jeg ind i Midos fe Anya, der stoppede mig for at høre nyt fra Deku Træet. ”Jeg skal blot være Links fe” sagde jeg kort og prøvede at komme forbi, men Anya holdt mig tilbage med et hånligt grin. Hendes frækhed var lig Midos og den irriterede mig grænseløst. ”Anya jeg skal forbi!” protesterede mig, men hun holdt mig tilbage. ”Det kan da ikke være Deku Træets seriøsitet at han skal assisteres af en fe efter så mange år uden?” hendes tone var flad med en snært af håndlighed over den. ”Jo og han vil have at Link skal op og besøge ham med det samme så du må altså lade mig komme forbi!” snerrede jeg tilbage og fløj lige forbi hende og fik hendes vinger til blafre hvilket gjorde at hun vaklede i luften og måtte lande på Midos skulder for ikke at falde hovedkulds mod jorden.

Et stille smil krøb over mine læber, men jeg kunne ikke blive hængende for at nyde det – jeg måtte vække Link og bringe ham til Deku Træet.

 

Det er rart at være så lille og let – vi feer kan jo komme ind alle steder så turen til Links træ er ikke særlig lang og hurtig at komme igennem. Vi feer er nogle små skabninger – på størrelse med en almindelige mands langefinger. Men almindelige mennesker ser os som små bolde af lys fordi vores kroppe lyser op så man ikke kan se vores rigtige udseende. Det er kun overfor den Kokiri vi har et bånd med vi viser vores rigtige udseende.

 

Endelig nåede jeg til Links træ. Det var et højt træ, men selve værelset var småt og han boede alene. Indretningen var simpel – en seng, et bord og en kommode. Alt sammen af træ selvfølgelig og så med lidt halm og et tæppe til sengen. Han sov stadig selvom det var sent på morgenen. Et moderligt suk slap ud af munden på mig mens jeg så på ham, men pludselig lagde jeg mærke til at han lå og knugede tæppet til sig mens han skar ansigter. Den lille stakkel havde mareridt. En bekymret mine trak over mit ansigt mens jeg kiggede på ham og jeg fik pludselig helt ondt af ham. Nå, men vi havde altså en tidsplan at overholde – jeg måtte få ham op med det samme. Men for en fe, der aldrig har haft en Kokiri, hvordan skulle jeg så vide hvordan man vækker ham? Jeg sukkede og gav mig til at hive i hans tøj og hans øre og skubbe til hans ansigt mens jeg sagde hans navn om og om igen.

Til sidst hjalp det dog og synet af hans ansigt, da han så mig, fyldte mig med en varm brusende glæde. Det var helt ubeskriveligt den glæde og lykke han fik i øjnene da han udbrød: ”EN FE!” og hurtigt hoppede han op af sengen og rakte armene ud mod mig. Stadig med lykken brusende i min krop, lod jeg mig selv omfavne af denne unge skabning, der har savnet et kammeratskab med en fe hele sit liv. Da han var færdig med at kramme mig forklarede jeg ham, at jeg var blevet sendt af Deku Træet til at være hans fe og at han skulle skynde sig at tage med mig hen til Deku Træet. Link spiste hurtigt en skål med frugter og bær hvorefter han hoppede ned af stien fra træet.

Saria stod og ventede på ham da han kom ned og blev meget glad på hans vegne over at se at han havde fået en fe. Jeg forstod hurtigt at de var gode venner de to og lod dem tale lidt, men efter nogle minutter puffede jeg blidt til Link og hans hoved fløj op.

”Åh ja – Deku Træet!” Saria så spørgende på Link, men han rystede blot på hovedet. Pludselig vendte hun sig dog mod ham og sagde: ”Link, hvis du skal op og møde Deku Træet burde du komme med ansvarlighed.. altså du burde have noget at forsvare dig med i tilfælde af at der sker noget.” Link nikkede i forståelse og jeg kom selv på en idé – Kokiri sværdet. Det er gemt væk inde i en labyrint for at kun den modigste og klogeste Kokiri skulle kunne finde det.

Saria syntes min idé om sværdet var en god idé selvom den er en smule farlig, men af en eller anden grund vidste jeg bare at han ville klare den. Det kunne jeg mærke.

 

Rigtig nok: knap nok er han kommet ind gennem hullet til labyrinten før han finder den rullende stens tempo samt mønster, følger den og finder den store kiste hvori sværdet ligger. Da han åbner kisten sitrer vi begge af spænding og en jubel bryder løs da han hiver det op. Hurtigt finder vi tilbage og kravler ud gennem hullet hvorefter Link stolt viser sværdet frem til de andre. Selv Mido er der og hans øjne lyser gult og grønt af misundelse. Anya sidder på hans skulder med ben og arme over kors i en yderst misundelig stilling. Jeg smilede blot til hende og hev så i Link for at få ham videre. Godt nok er Deku Træet tålmodig, men der er dog grænser. ”Hvor mange rubiner har du?” spurgte jeg lidt efter. ”40” svarede han kort og jeg fik ham hurtigt skubbet ind i den lille bod, der indeholdt nødvendige ting hvis man skulle besøge Deku Træet. Link købte et lille skjold han kunne have med og derefter skyndte vi os op mod træet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...