Det sorte får

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 11 jun. 2013
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre hvis du så verden som den rigtig er? (Skole opgavge >:) )

2Likes
6Kommentarer
265Visninger
AA

2. Slut....?

Jeg gætter på at det var der drengen vendte tilbage, stadig lige så gammel som mig. Han kravlede bare lige så langsomt ind i mit liv. Drengen fra første skole dag.

Når jeg var alene, holdt han mig med selskab. Det føltes virkelig som om, han var den eneste der kunne se mig, i denne verden.

Han hedder Jack og han er min eneste ven.

Da jeg begyndte i ottende var det næsten uudholdeligt. Hver gang folk var på besøg, var det altid lillesøster de skulle hilse på. Aldrig så de mig, den anden søster.

I stedet sad jeg oppe på mit værelse og snakkede med Jack. Mine forældre var ligeglade, hvilket gjorde mig mest trist. Er det ikke meningen forældre skal fortælle deres børn, at man skal komme og hilse på gæsterne? Og at man ikke bare kan gå midt i det hele?

Jack fortalte, at selv forældre kan hade deres egne børn. Jeg tror han har ret. For mine forældre må have hadet mig.

Selvom de mødte op til forældremøderne, var det alligevel som om de var ligeglade. Lærerne nævnte aldrig noget. De lagde nok heller ikke mærke til, at jeg ikke lavede mine lektier.

En skygge lægger sig over mig og jeg kigger op. Der står Jack. Han smiler og sætter sig ned. Måske er han alligevel lidt mere end en ven...

Psykologen havde engang sagt at jeg måske var pyroman. Han havde forklaret, at det var når man havde stor trang til at sætte ild til ting og noget med at man føler sig glad når man ser ild… Men jeg tror ikke det er det, der er galt med mig.

Det tror Jack heller ikke. Faktisk grinte han, da han hørte det. Det havde jo faktisk være hans idé, det med ilden.

Pludselig tager Jack min hånd og klemmer den blidt. Vi møder hinandens øjne og smiler kærligt til hinanden. Det er det jeg elsker allermest ved ham, hans smil.

For mit indre blik ser jeg min søster smile en sidste gang til mig. Det smil der bringer vreden frem i mig. Som gas på ilden.

Egentlig skulle mor og far jo ikke dø… Men det var også deres egen skyld, de valgte det. De fortjente det!

Det var Jack der hjalp mig med at finde på en plan. Vi besluttede at gøre det en dag, hvor mine forældre ikke var hjemme. De skulle ikke indvolveres i det. Alligevel kom de for tidligt hjem og så ville de jo redde lillesøster.

"Hvad tænker du på?" spørger Jack.

"Ikke noget," siger jeg. "Bare fortiden…"

"Det burde du ikke tænke på" siger Jack og hæver stemmen en smule. "Nu hvor vi er sammen, så kan resten af verden rende mig noget så grusomt og fortiden skal bare blive liggende som den er."

Selvom normale folk nok vil synes, han overdriver lidt, så betyder det ikke noget for mig. Selvom folk alligevel ikke kan se ham. Jeg kommer til at grine og Jack griner med. Da vores latter er stilnet af, bliver Jack pludselig meget alvorlig.

"Elsker du mig?" spørger han. Jeg kigger forskrækket på ham, så mærker jeg varmen brede sig i mit ansigt.

"Ja," hvisker jeg.

Så læner han sig frem og kysser mig. Selvom han må være en dæmon af en slags, føltes kysset alligevel så menneskeligt, som et kys kan være.

En enkel tanke farer igennem mit hovede, at jeg måske fortæller psykologen om monsterne i morgen. Måske…

Vi rejser os begge og begynder at gå, hånd i hånd.

Jeg kommer i tanke om en gammel historie, om dæmoner der forvandlede sig til mennesker...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...