Det sorte får

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2013
  • Opdateret: 11 jun. 2013
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre hvis du så verden som den rigtig er? (Skole opgavge >:) )

2Likes
6Kommentarer
261Visninger
AA

1. Hvad der er galt med mig...

Jeg mærkede den brændende varme mod min hud. Et øjeblik føles det, som om det er den virkelighed, jeg er i. Så kommer jeg tilbage til virkeligheden.

Siddende på en bænk, kigger jeg ud på haven. Andre ville nok se en helt normal have, med blomster og træer. Men jeg er jo ikke normal, jeg er anderledes. Fordi hvad jeg ser, er monstre der lurer i skyggerne, mens de mindre dæmoner leger ubekymret i blomsterne.

Det var da jeg var fire, fik jeg at vide sådan noget ikke fandtes. At det ikke var pænt at lyve om sådan noget. Men jeg var jo et barn, jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre når nærmede sig. Jeg blev bange…

Igen løb jeg til mine forældre, som det lille barn jeg var. De troede selvfølgelig ikke på mig og så blev jeg sendt til psykologen.

Der lærte jeg at lyve om dem. At lade som om de ikke var der. Det var et af monstrene der hjalp mig. For ikke alle var lige onde, nogen gange hjalp de mig. Da jeg blev fem, sagde psykologen, at der ikke var noget i vejen med mig. Hun sagde det bare var min fantasi der havde spillet mig et pus.

En vind flyver gennem bladende og får blomsterne til at svaje. Det minder mig om den første skoledag…

På vej til skole, havde jeg set en dreng, der nok var på min alder, stå midt inde på en blomstereng. Han vinkede til og jeg vinkede tilbage.

Jeg er sikker på min mor ikke lagde mærke til det. For ellers ville hun have gjort noget dengang.

Jeg så drengen igen i skolen, men da jeg gik hen og begyndte at snakke med ham, kiggede de andre mærkeligt på mig.

Jeg fortalte ikke min mor om det da jeg kom hjem, men aftalte i stedet med mig selv, aldrig at snakke med fremmede igen. Ikke uden jeg vidste de var mennesker.

Så derfor troede mine forældre at jeg bare var meget genert, men de ville snart opdage det var noget andet…

Det er egentlig ikke derfor jeg går til psykolog. Nej… Psykologen ved ikke noget om monstrene, men han kender til gengæld til mit hævntogt.

Vi snakkede om det forleden, men han nåede ikke at få hele sandheden. Den der også omhandler monstrene. Jeg fortalte ham om min perfekte lillesøster. Og ja… Jeg vrængede også, da jeg fortalte psykologen om hende.

Hun blev født da jeg var 7 år. Lidt sent, men det var mine forældres valg. Da jeg var mindre, syntes jeg at det var dejligt med en lillesøster. En jeg kunne passe på og videre fortælle de historier, monstrene fortalte mig. Selvfølgelig kun de lykkelige…

Det ændrede sig da hun begyndte i skole. Fordi hun så, jo ikke monstrene, så hun havde selvfølgelig ingen problemer. Og hun fik masser af venner. Snart havde hun glemt alt om mig. Den søster der gerne ville beskytte hende. Alle havde glemt mig. Mine forældre. Mine klassekammerater. Selv min lære…

Ja, det var ynkeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...