Depressed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2013
  • Opdateret: 4 jun. 2013
  • Status: Igang
En 15 årig pige er lige blevet lukket inde på den lukkede afdeling for selvmords forsøg. Hele hendes liv har været noget lort siden hun var helt lille, hvor hendes far misbrugte hende og lokkede hende til at gøre ting hun ikke havde lyst til. Da hendes far døde begyndte hendes mor derefter at drikke alt for meget, og hun blev drillet med sine ar på håndledet i skolen. Snart kunne hun ikke klare det mere og ville begå selvmord. Men nu er hun fanget på den lukkede. Kan hun slippe ud? og hvad vil der ske hvis hun gør?

(Det her er en opgave jeg har lavet til skolen. Jeg tænkte jeg ville publicere den.)

4Likes
3Kommentarer
445Visninger

1. Kapitel 1

Rebet hang og dinglede frem og tilbage mellem nogle bredder i loftet. Det knagede stille. Jeg havde formet rebet om til en lille lykke som mit hovede akkurat kunne komme igennem. Under rebet stod en lille halvrådden træ skammel. Jeg havde siddet her ude i skuret i nogle timer nu. Mine arme blødte voldsomt ud af nogle rifter jeg havde lavet for få sekunder siden, med klingen fra en blyantspidser. Smerten og blodet fik mine tanker væk fra min familie og mine venner. At jeg omlidt skulle forlade dem, forevigt. Det føltes som om noget af min smærte flød ud sammen med blodet. Jeg kiggede igen op på rebet og sukkede stille. Mit liv var gået helt i smadder på det sidste. Det hele startede for cirka tre uger siden: Jeg var lige blevet sendt ud til den lukkede afdeling, på grund af selvmords forsøg. Jeg havde taget overdosis af sovepiller. Min mor havde fundet mig bevidstløs i min seng en time efter. Jeg var kommet godt fra det uden skader.

"Du er helt utroligt heldig at være kommet så godt ud af det uden skader." Havde lægen sagt da jeg vågnede. 'Heldig'... Ha.. Siden da havde jeg ikke været uden for den lukkede afdeling. Det var ikke fordi jeg havde fået det bedre af at sidde der inde og koge. Lægerne havde godt nok taget alle skarpe genstande, så jeg ikke havde mulighed for at skære i mig selv, men allerede på anden dag jeg var der inde købte jeg et barberblad af en eller anden fyr ved navn Mikkel. Han led selv af depression og havde været her inde i næsten to år. Han tjente en helt masse penge på at sælge sine indsmuglede skape genstande. Jeg ved faktisk stadig ikke hvordan han fik det smuglet her ind. Han ville ikke sige det til nogen. Jeg hadede livet på den lukkede afdeling. Alt var blevet taget fra mig. Min mobil, mine skarpe genstande og værst af alt: Min frihed. Jeg kunne ikke gå nogen steder uden en eller anden over-flink sygeplegeske skulle låse døren op eller følge efter mig konstant. Jeg kunne intet uden at en eller anden skulle med mig. Jeg kunne ikke engang gå på toilettet uden at blive overvåget! Det var grunden til at jeg for det meste bare sad inde på rummet jeg sov i. Jeg lå for det meste bare i sengen og gloede ud i luften. Der var daglige besøg hos psykologen der altid ville snakke med mig om min far. Tsk.. Min far. Bare at tænke på han giver mig kvalme! Flere gange som lille havde han misbrugt mig, rørt ved mig... Han havde lokket mig med små flødekarameller. Nu kunne jeg ikke engang kigge på flødekarameller uden at væmme mig. Jeg blev rant faktisk glad da han døde. Jeg blev glad ved tanken om at han var blevet mast sammen i en bil. Knust. Det varede ikke længe før jeg fandt ud af hvor forkert det var, at blive glad for ens fars død. Jeg begyndte at få det dårligt med mig selv efter det. Jeg måtte jo være syg i hovedet? Det var den eneste tanke der strømmede igennem mit hovede i den periode. Det blev heller ikke meget bedre da børnene i skolen opdagede arrene på min håndled. "Ad for satan!", "Har du set arrene på hendes arme?", "Hvordan kan du gøre sådan noget?". Sådan fortsatte det med alle mugelige kommentarer. Tilsidst fik jeg det så dårligt med mig selv at jeg tog pillerne. Min mor kom næsten aldrig og besøgte mig og når hun så endeligt kom, var hun stang stiv, eller havde så mange tømmermænd at man knap nok kan tale med hende. Hun var begyndt at drikke da min far døde. Efter min mening burde hun også være glad for det. Han havde altid slået hende og jeg tror også han havde voldtaget hende mindst en gang. Så ja som du nok kan se var min familie ikke til meget hjælp da jeg blev ramt af depression. Det var heller ikke fordi livet på den lukkede afdeling var særligt hjælpsomt. Jeg havde ikke rigtigt nogen venner her inde. Som sagt var den eneste person jeg rent faktisk havde snakket med Mikkel, og det var mest bare fordi jeg havde brug for noget skarpt til at cutte med. Når jeg cuttede gjorde jeg de altid inde på værelset. Der var ikke rigtigt nogen andre steder jeg havde chancen. Jeg gjorde det kun på benene for ikke at blive opdaget af sygeplejeskerne. Da jeg havde været inde på den lukkede afdeling i cirka tre uger, var jeg allerede begyndt at planlægge min flugt derfra. Jeg satte mig foran døren og ventede toldmodigt på at sygeplejersken skulle komme og aften tjekke. Jeg sad der i cirka en halv time, før der endeligt kom en. 

"Hvorfor sidder du der? Læg dig hen i din seng søde." Hun hjalp mig op og stå, inden hun blidt puffede mig hen til sengen. Inden jeg overhovedet havde lagt mig i sengen, vendte hun sig om igen og gik hen imod døren. Lydløst listede jeg mig frem bag hende. Lige idet døren skulle til at lukke bag hende, puttede jeg et aflangt stykke papir ind foran låsen. Jeg sukkede tilfreds og kiggede på døren. Nu ventede jeg bare på at lyset skulle slukke. Der var en lille rille under døren hvor lyset kom ud, så jeg kunne se hvornår det slukkede. Der gik ikke mere end tyve minutter før lyset slukkede og der blev stille på gangen. Jeg trykkede forsigtigt ned i håndtaget på døren og åbnede den let på klem. Papiret faldt ned på jorden og ramte gulvet i et stille klik. Gangen var bælg mørk. Jeg åbnede forsigtigt døren helt op og lukkede den lydløst bag mig. Langsomt famlede jeg mig frem langs væggen. Da jeg nåede helt hen til enden af gangen kunne jeg se ud igennem en glasdør der gik ud til haven. Jeg havde i forvejen sat et lille stykke plastik i klemme i låsen så den ikke ville kunne låses ordenligt. Jeg åbnede døren og trådte ud i haven. Et højt hegn med pigtråd på toppen omkransede hele haven. Jeg løb hen til hegnet og begyndte at klatre op. Selvom huden på mine hænder blev revet op af pigtråden fortsatte jeg hen over hegnet. Jeg hoppede ned på den anden side af hegnet og landede hårdt på jorden. Jeg satte straks i løb. Jeg vendte mig kort om og kiggede imod hospitalet. Lyset var blevet tændt i vinduerne og folk begyndte at gå ud i haven. Jeg kunne umugeligt nå hele vejen hjem inden de fandt mig. Pludselig fik jeg øje på et stort hus med et lille skur lidt fremme. Jeg  kravlede hen over busken ind til haven og løb hen til skuret. Døren til skuret stod på klem, så listede forsigtigt ind og lukkede døren bag mig. Jeg trykkede på en lille kontakt så lyset tændte. Skuret var fyldt med en masse haveredskaber og andre ting og sager. Jeg gik straks igang med at finde ting frem. Rebet lå oppe på en hylde under et lille børne telt og skammelen stod henne i hjørnet bag et gammelt sofabord. Jeg formede lykken og hang den op imellem bredderne i loftet. Og ja, nu sidder jeg så her og stirrer på det. Jeg venter på jeg får taget mig sammen til at gøre det. Langsomt rejste jeg mig op og gik hen imod rebet. Skamlen knagede protesterende da jeg trådte op på den. Min hånd gled forsigtigt hen over den ene side af rebet og efterlod et spor af blod fra rifterne efter pigtråden. Jeg trak rebet hen overhovedet og strammede knuden rundt om nakken. Jeg sukkede kort. Snart vil hele mit liv være forbi. Forevigt. Jeg sparkede hurtigt skamlen væk under mig. Rebet strammede sig om min hals og lukkede for mine luftrør. Jeg nåede kun at sige nogle få halvkvalte lyde, min krop blev slap og alt blev sort...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...