Antiokia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2013
  • Opdateret: 3 jun. 2013
  • Status: Færdig
I historien følger vi 2 personer.
En 16 årige korsridder ved navn Pierre.
Og en 15 årig muslimsk pige ved navn Basima.

Det er i starten af 1100-tallet og Pierre er med i det første korstog.
Deres første besøg er Antiokia, senere tager de til Jerusalem - deres mål.
Men er Pierre af rette støbning til at være korsridder? Kan han klare blodbadene? Og aller vigtigst, kan han følge sit hjerte?

1Likes
0Kommentarer
357Visninger
AA

4. Jerusalem - Korsridderne kommer

Det strømmede med kvinder og børn på vej ned mod Salomons tempel. Hassan og jeg var også blevet sendt af sted derned. Jeg forstår ikke helt hvorfor, men der skulle åbentbart være sikrere der. Men da jeg ser hvor mange mennesker der er samlet ved templet, hiver jeg fat i min bror og går væk fra strømmen af mennesker.

 

”Basima, hvad laver du? Mor sagde vi skulle til templet, for der var vi i sikkerhed” siger Hassan sikkert. ”Hassan kan du ikke se, at når der er så mange mennesker er det ikke sikkert. Korsridderne ville styrte direkte mod templet når de ser hvor mange der er. Jeg ved godt mor sagde det, men jeg har en dårlig fornemmelse af at gå derhen.” svare jeg selvsikkert igen, selv om jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke tror på, at der overhovedet er et sikkert sted.

 

Jeg ser mig febrilsk omkring, men der er mange mennesker over alt. ”Kom den her vej” siger jeg og holder fast i Hassans arm. Jeg går skråt mod folkemængden for at komme ud af centrum af denne kæmpe menneske bevægelse. Hassan følger lydigt med, og det jeg taknemlig for. Det begyndere at tynde lidt mere ud. Jeg opdager at jeg gået tilbage, og jeg kan se vores hus herfra. Men da jeg kigger mig tilbage mod templet, indser jeg at det ikke vil være bedre, at gå den vej. Vi er fanget.

 

Jeg går længere op, forbi vores hus. Men lige pludselig løber alle folk i alle mulige retninger for at komme væk. Korsridderne er kommet ind og der flyder allerede blod ned ad gaderne. Jeg kan se korsriddere længere fremme, og ved at hvis jeg bliver stående, er der ikke meget hjælp at hente. Jeg holder et bedre tag i min bror og hiver ham med ind af den første dør i et hus ved siden af. Jeg lukker hurtigt døren og begynder at flytter borde og andre ting hen for.

 

Mit hjerte banker voldsomt af frygt. Jeg går ind i et andet rum af huset, med min bror lige i hælene. Det er et soveværelse. ”Hassan kravl ind under sengen og du skal være helt stille, lige meget hvad der sker, vil du love mig det?” spørger jeg mens jeg anstrenger mig voldsomt for at min stemme ikke afsløre min nervøsitet og frygt.

Han ser op mig, krammer mig og kravler ind under sengen.

 

Jeg lukker døren til sove værelset og går ud i det store rum med ildsted til at lave mad på. Der ligger en jernstang henne ved ildstedet. Jeg har set sådan ind i butikkerne, men min familie har ikke råd til sådan noget. Man brugte den vist til at flytte gløder med eller sådan noget.

 

Den ligger godt i hånden synes jeg. Jeg svinger for sjovt med den, og jeg bliver lidt overrasket over kraften i den, når man svinger den. Jeg beslutter at den kunne være meget god at beskytte sig med.

 

Der er folk der skriger og græder ude på gaden det frygteligt at hører på, ikke mindst fordi korsridderne også råber deres kampgejst ud når de svinger sværdet. Hvert skrig blander sig med med lyden af et sving med et sværd, hvor efter skriget brat stopper.

Det er den mest ubehagelige lyd jeg nogensinde har hørt.

 

Jeg giver et lille skrig af forskrækkelse fra mig, da nogen rykker i døren. Jeg sætter hurtigt hånden for munden og bakker så langt tilbage jeg kan, lige til jeg støder ind i væggen bag mig. Jeg hæver jernstangen foran mig, klar til angreb.

Ikke fordi jeg tror det ville hjælpe mig særligt meget mod et sværd, men det er da bedre end ingenting.

 

Der bliver skubbet til døren igen, bare med lidt mere kraft. Sådan bliver det ved, indtil døren kan åbnes så man kan komme ind. Jeg trykker mig helt ind til væggen, da jeg ser det er en korsridder. Han ser mig ikke med det samme, men da hans øjne begynder at vænne sig til det dunkle mørke herinde, opdager han mig hurtigt.

”Nå nå, hvad har vi så her?” siger han med den mest skræmmende og hæse stemme.

 

Han stikker sit sværd tilbage i skaftet, som han ellers havde hævet, da han kom ind. Jeg begynder at ryste let, da han forsigtigt træder nærmere. Da han ikke er så langt væk fra mig råber jeg ”STOP!”, og han stopper overrasket op. ”Ikke et skridt nærmere!” råber jeg advarende med en let rystende stemme, han begynder at le. Han ser fornøjet på mig og siger ”Hvad vil du gøre? Du er en kvinde! Kvinder kan ikke slås” Han træder prøvende et skridt frem, og ler endnu højere da han ser, jeg ingen ting gør.

 

Jeg begynder at ryste mere og har svært ved at skjule det. Han har ret. Kvinder kan ikke slås. De kan ikke kæmpe. Men det holder mig ikke tilbage fra at prøve. Jeg svinger jernstangen hurtigt, før han når at reagere, og rammer ham lige i maven. Han bukker sammen, og hans latter forstummer med det samme.

 

Hans ser op på mig, og jeg kan kun se had i hans øjne. ”Din djævel!” udbryder han og tager hurtigt fat i jernstangen, inden jeg når at reagere, og hiver den ud af hånden på mig.

 

Jeg er lige pludselig forsvarsløs, og går næsten i panik. Han er hurtigt henne ved mig, og hiver fat i mit hår. Jeg skriger af smerte. Det gør forfærdeligt ondt at blive revet i håret. Han tager sin ene hånd rundt om min hals, uden at kvæle mig, mens han kaster mig ind væggen. Jeg for en frygtelig hovedet pine og har næsten ikke kræfter til at rejse mig op.

 

Han står bare og kigger ned på mig med det ondeste smil, jeg nogensinde har set. ”Man skal behandle en mand ordentligt, ellers kommer man galt af sted, djævel!” hvæser han. Han sætter sig ned i hug og holder mit ansigt i sin ene hånd. ”Ja køn er du! Du mangler bare at lære at respektere en mand!” siger han til mig. Jeg ser op på ham og spytter ham lige i hovedet.

 

Han langer mig sådan en, at jeg ikke kan føle hele mit venstre ansigt. Han ser foragtelig på mig og trækker sit sværd frem. ”Du er ikke værd at gemme på!” hvæser han til mig. Han skal lige til at hugge sværdet ned i mig, da han pludselig bliver helt bleg. Og falder om.

 

Pierre:

 

Jeg trækker mit sværd ud af ryggen på ham, og han falder om. Jeg ser på den unge piges ansigt. Venstre side er helt ophævet. ”Rolig, jeg gør dig ikke noget” hvisker jeg beroligende. Det ser dog ikke ud til at hjælpe. Jeg går hen og hjælper hende forsigtigt op. ”Du ikke sikker, hvis du ikke gemmer dig” siger jeg alvorligt. Hun ser bare overrasket på mig men siger ikke noget. Vi står begger bare og stirer på hinanden. Jeg tager fat i hende, men hun stritter i mod og jeg giver slip.

 

”Du kan ikke blive stående der, det ved du godt ikke?” siger jeg. Og hun nikker forsigtigt med hovedet. Jeg tager fat i hende igen, og åbner døren ind til soveværelset i huset. ”Gem dig under sengen, jeg siger der ikke er noget værd i dette hus, også burde du være sikret for lidt tid” Jeg smiler prøvende til hende, men hun svare ikke igen med et smil.

 

Jeg sukker højlydt, og siger ”kvinder” før jeg går ud af døren. Jeg når at gå forbi liget af korsridderen, før hun kommer ud af døren. Hun kigger på mig og hvisker meget lavt et ”tak” før hun går ind i rummet igen og lukker døren. Jeg smiler lidt for mig selv, da jeg går ud af døren.

 

Hvis det bliver opdaget at jeg har dræbt en af mine egen OG hjulpet en ”djævel” tror jeg ikke jeg slipper ligeså godt fra det som sidste gang. Men det er en rar følelse man får når man bliver takket for noget. Det gør det hele lidt nemmere at overskue.

 

Fortæller

”Mange blev dræbt den dag i Jerusalem. Nogle mener at tallet var helt op på 70.000 mennesker der døde den dag.

Basima og hendes bror Hassan, var nogle af dem der overlevede. De blev sat til at bære lig ud af byen sammen med de andre overlevende muslimer.

Kilder fortæller at der var så mange døde, at bunken af lig uden for byen var højere end det højeste hus i Jerusalem. Men helt præcist hvor mange der døde vides ikke.

 

Pierre tog hjem efter massakren i Jerusalem. Hans søster var der hjemme i bedste velgående. Hun havde fundet sig en mand. Men Pierre havde også været væk i et par år.

Minderne om korstoget og de uskyldige mennesker han dræbte, plaget ham i lang tid. Men han har lært at leve med det. Det nok også det bedste man kan gøre for sig selv. For man kan desværre ikke ændre på noget i fortiden, men fremtiden bestemmer du jo selv over. Den er dannet på baggrund af de valg du har valgt og vælger i dit liv.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...