Antiokia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2013
  • Opdateret: 3 jun. 2013
  • Status: Færdig
I historien følger vi 2 personer.
En 16 årige korsridder ved navn Pierre.
Og en 15 årig muslimsk pige ved navn Basima.

Det er i starten af 1100-tallet og Pierre er med i det første korstog.
Deres første besøg er Antiokia, senere tager de til Jerusalem - deres mål.
Men er Pierre af rette støbning til at være korsridder? Kan han klare blodbadene? Og aller vigtigst, kan han følge sit hjerte?

1Likes
0Kommentarer
360Visninger
AA

1. Antiokia - erobringen

Antiokia

Fortæller:

”Vi befinder os i starten af det 1100 år hunrede, hvor Frankerne erobrede Jerusalem på deres 1. korstog. Vi spoler lige lidt tilbage, til før de erobrede Jerusalem. Det er den 6. maj år 1098 og Bohemunds krigere står uden for Antiokias mure. Vi følger den unge franske 16 årige kriger, Pierre, på sin første korstog.”

 

Bohemund: ”... Denne onde race har ikke ret til dette land! Vi, kristne, må kæmpe side om side med gud, og udslette disse djævle! Vi må udslette dem, så de ikke når at sprede deres dæmoniske tanker. Vi, guds børn, må hjælpe dem vi kan og vise vejen mod lyset og mod gud. For VI er guds børn! Vi er blevet udvalgt af gud til denne krig!”

 

Jeg hujede og trampede sammen med de 50.000 andre korsriddere. Jeg kunne høre kampråb fra alle sider, og jeg kunne mærke kampgejsten bølge igennem mig. Vi stormede mod Antiokias mure, alle 50.000 mand. Bohemund havde bestukket vagtmandskabet natten før, så de åbnede byporten da vi kom. Bohemund var godt nok en klog og snu leder!

 

Folk skreg og græd, men vi var ligeglade, vi stormede bare frem.

Jeg huggede til højre og til venstre med mit sværd, og dræbte en masse uden rigtigt at ænse hvem.

Vi havde lært ikke at se dem i øjnene. Bohemund havde forklaret alle dem der var med, hvor det var deres første korstog, at hvis man så en djævel i øjnene, var man fortabt. For det var især igennem øjnene, at en djævle kunne sprede sine dæmoniske tanker.

 

Men da jeg så en ung kvinde i øjnene, vidste jeg med det samme, at det ikke var derfor. Man kunne se frygten i hendes øjne, og man kunne mærke hendes sorg og fortvivlelse. Det var derfor man ikke måtte se dem i øjne. Jeg vil gætte det var hendes døde mand, hun sad med i armene. Og hans blod hun var smurt ind i. Hun mindede mig om min storesøster, og jeg fik en mærkelig trang til at beskytte hende.

 

Den dag nogle af Bohemund's øverste betroede korsriddere, kom for at hente mig, til at deltage i korstoget, nægtede min far, at lade mig deltage, jeg var jo kun 16 år gammel!

Men lige meget hvor meget min far protesterede, så ville korsridderne ikke godtage det.

Men så blev min far sur, og sagde det blev over hans lig!

Det tog korsridderne ret bogstaveligt, den ene trak sit sværd og stak det igennem maven på ham.

 

Min store søster og jeg, som havde holdt lidt afstand, og set på, kom løbende. Jeg kan egentlig ikke huske så meget andet, end den anden korsridder tog fat i mig og trak mig med, og at jeg så min søster sidde med min far i favnen, med tårer strømmende ned af kinderne. Og jeg kan huske følelsen af magtløshed.

Jeg havde kun min far og min storesøster den gang. Min mor døde for lang tid siden. Nu har jeg kun min storesøster, eller det håber jeg.

 

Jeg giver et sæt fra mig, da et skrig hiver mig tilbage til nutiden. Og i det næste sekund ser jeg en korsridder, som med et sving hugger den unge kvindes hoved af med sit sværd.

 

Jeg kan mærke raseriet stige op i mig. Jeg hæver mit sværd klar til angreb, og går mod korsridderen. Han havde ikke behøvet at dræbe hende! Han ser forundret på mig, men da jeg kommer tættere på, og stadig har sværdet rettet mod ham, kan jeg se frygt i hans øjne. Jeg skal til at hugge mit sværd i ham, da 2 muslimske kriger kommer mod os. Jeg når lige at flytte mig til side, så jeg ikke bliver ramt af den enes muslimske krigers sværd. Jeg svinger hurtigt mit sværd rundt og for hugget hans venstre arm af. Han skriger af smerte, og mens er jeg hurtig klar igen og stikker sværdet igennem brystkassen på ham.

 

Jeg trækker det langsomt ud igen, og manden falder sammen. Jeg ser forskrækket på ham. Jeg kigger hen på korsridderen, som jeg nær havde dræbt, men han kæmper stadig med den anden muslimske kriger.

 

Jeg ser mig omkring. Der er døde eller alvorligt sårede over alt. Hele gaden er badet i blod, selv op ad væggene er der blod. Der er flest muslimer der ligger døde, ikke så mange korsriddere. Det skræmmende at se på, men på en måde også fascinerende. Tænk at man kan dræbe så mange mennesker, minimum halvdelen af byens beboer er døde. Og det ikke kun mænd, kvinder og børn ligger også døde.

 

5 dage senere

 

Jeg kaster stønnende et til lig ned i massegraven. Det er næsten en uge siden vi erobrede Antiokia, og vi ville have været på vej til Jerusalem, hvis det ikke lige var på grund af en kæmpe muslimsk hær, der holdt os fanget.

Der lugtede frygteligt af halvrådne lig i hele byen, og sorgen fra de overlevende muslimer gjorde det ikke bedre. Det var faktisk dem der skulle bære de døde hen i massegraven, men jeg var også blevet sat til det, da jeg næsten havde dræbt en af mine egne. Jeg havde forventet, at jeg ville blive hængt eller halshugget, men så let slap jeg ikke. Jeg skulle bære lig hen i massegravene sammen med ”djævlene”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...