She's broken.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2013
  • Opdateret: 3 jun. 2013
  • Status: Igang
"Jeg rakte hånden ud og smadrede spejlet, og i det øjeblik jeg smadrede spejlet, smadrede jeg også mig selv. Og det værste var, at det hele var og er min skyld."


0Likes
0Kommentarer
316Visninger

1. One shot.

Jeg satte mig foran spejlet og kiggede på den skikkelse der stod i spejlet foran mig. Hun så, så fremmed ud, men alligevel så bekendt.
Hun var bleg, hun havde rander under øjnene fra de lange søvnløse natter, og ikke mindst var hendes ellers så klare blå øjne blevet helt rødlige efter alle det tårer hun havede grædt, - jeg ville så gerne række ud efter hende, give hende en hånd, hjælpe hende. 
Hun så, så alene og knust ud. Jeg ville gøre alt for at hjælpe hende, men jeg kunne ikke.
Jeg kunne kun stå og kigge på at hun blev ødelagt, det var som om at jeg så hele hens liv inde i spejlet, og det eneste jeg kunne gøre var at stå og kigge på.
- Jeg så hvordan børnene i skolen kaldte hende grimme ting, hvordan hun løb hjem grædene, jeg så hvordan hun prøvede så inderligt at holde sin sult inde, for hun ville ikke spise. Hvad nu hvis hun tog på? Så ville de jo bare kalde hende tyk igen. 
Jeg så hvordan hun havde så mange drømme, men hun følte at de aldrig ville blive til noget... Hvordan hun gang på gang lod folk trampe på hende, hun var ikke stærk nok til at sige fra. Jeg så hvordan hun så inderligt havde brug for en person, men ikke turde spørger om hjælp, - hun turde ikke stole på nogen. 
Hun var bange for alting, jeg kunne se det hele ske med hende, men jeg kunne ikke gøre noget. Det eneste jeg kunne gøre var at stå og se hende blive fuldstændig knust, se hende trække sig selv helt der ud hvor hun ikke længere kan bunde.
Jeg så hende drukne, jeg så hende falde, jeg så hende give op.
Hun gav op til sidst, det hele blev for meget - hun begik ikke selvmord, hun gav bare op. Hun stoppede helt med at kæmpe i mod, hun vandrede bare rundt som en krop med en død sjæl inden i. Hun følte sig så tom, eller... jeg ved ikke om man kan kalde det følte, for hun følte slet ikke mere.
- Hun kunne ikke finde den livsglæde hun havde før, alting var blevet taget fra hende. Hun havde ladet folk kører rundt med hende som var hun en marionetdukke, men hun turde jo ikke sige fra; hun var så bange for alting.
Vær gang hun fortalte at hun var bange spurgte folk, "jamen hvad er du dog bange for?" - men hun vidste det ikke engang selv, hun vidste jo ikke hvad hun var bange for.
Og et andet spørgsmål var, "hvad er der galt?" - det er svært at svarer på hvad der er galt, når ingenting er rigtigt.

 

Lige som hun troede at tingene ikke kunne blive værrer, blev de meget værrer. - hun mistede en af sine bedsteveninder. Hun døde ikke, men deres venskab blev flået i stykker, knækket midt over, det blev knust.
Det tog hårdt på hende, og hun græd hver dag over det. 
Så begyndte hun for alvor at stoppe med at spise, hun var nu også blevet bange for mad. Men ingen forstod hende. Ingen ville være der for hende. 
Det var som om hun skreg og skreg, men ingen hørte hende. Jeg kunne se at alt i hende skreg, jeg kunne se at hun ikke kunne klarer det mere. Jeg var den eneste der kunne se at hun skreg, - men jeg kunne ikke hjælpe hende. Jeg havde mistet hende, hun var blevet til en fremmede, en tidigere bekendt.
Jeg havde givet op på hende, præcis som alle andre havde gjort, men hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke klarer det mere, jeg ville væk fra hende.
Jeg prøvede hele tiden at flygte, men hun trak mig tilbage, tvang mig tilbage. 
Hun tvang mig ind i hendes routine, ind i alle hendes problemer, så jeg til sidst også blev fanget i dem. Det var som om at jeg bare ikke kunne løbe fra hende, uanset hvor meget jeg prøvede, hun trak mig altid tilbage.

 

Som jeg stod der og kiggede på at hun blev knust, gik det op for mig... Jeg var den blege pige med randerne under øjnene i spejlet, jeg var pigen der havde givet op, jeg var pigen der druknede, jeg havde givet op på mig selv.
 

Jeg rakte hånden ud og smadrede spejlet, og i det øjeblik jeg smadrede spejlet, smadrede jeg også mig selv. Og det værste var, at det hele var og er min skyld.

 

Tak hvis i gad læse det, havde bare brug for at komme ud med mine følelser.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...