Du kommer for sent

"Johns arm strakte sig ud, låste sig fast i en vandret position. Der var ingen andre muligheder. Aftrækkeren blev skubbet tilbage bag Johns pegefinder. Mark Hoffman faldt på knæ, som skulle han bede."

En dreng skubbet til grænsen.

1Likes
1Kommentarer
250Visninger
AA

1. Du kommer for sent

Glassene klirrede, når de skålede, hvilket de gjorde hele tiden. Det var som om, at deres sorger skulle forsvinde, de kolde drinks skvulpede imod hinanden. Måske var det en voksenevne, alt imens forvirrede unge mennesker må bøvle med alle tankerne. Ja, John var ingen undtagelse.
”Må jeg gå fra bordet?” spurgte John så høfligt så muligt. Gæsterne skulle jo nødigt får et forkert indtryk.
”Ja ja, smut så med dig,” sagde hans mor, hun var fuld. John rejste sig, og stolen skrabede mod gulvet. Gæsterne kiggede underligt på ham. Havde han gjort noget forkert?
”Lektier,” sagde han for at redde sig ud af den. Hans mor nikkede. Han havde faktisk lektier for, han skulle nemlig øve sig til skolequizmesterskaberne i morgen, men hans koncentrationsevne lå på et meget lille sted.

John skridtede frem og tilbage inde på værelset. Det var, som om luften blev tyndere og tyndere, han følte sig kvalt. Mor leede inde i spisestuen. Kunne hun føle sig fri for en aften, så kunne han vel også. Han behøvedes jo ikke åbne for computeren igen og læse de nedgørende kommentarer, og han behøvedes jo ikke lytte til de dumme bemærkninger, der summer rundt om ham i skolen.
John trak de mørkeblå gardiner til side og åbnede sit vindue. Uden en lyd kravlede han op i vindueskarmen og smækkede sine lange ben ud på den anden side. Han hørte sit åndedræt. En ugle gav lyd i det fjerne, og i samme sekund sprang han.
John landede med benene solidt på jorden, der var nok ikke mere end én meter, men følelsen af spontanitet brusede i ham.

Alene vandrede John rundt i mørklagte gader. Han gik i lang tid. Havde hans mor opdaget at han var væk?
Ubevidst fulgte John Nordstjernen, den førte ham altid ud på landet, ud til markerne og piletræerne. Grise-Olsens gamle piletræer var hans yndlings.

Efter flere timer på de smalle grusveje vendte han hjem. Alt lyset var slukket. Mor var sikkert faldet om i sin lænsetol.

”John!” det var hans mor, der råbte. I dag var der skolequizmesterskaber.¨

”John, for fanden! Er du klar til quizzen?” råbte Ralph, da John kom gående på skolens gang, ikke hånligt som han plejede, men mere grinagtigt.
”Øh, jo. Klart!”
”Quiz-John, får vi lov at se dig in action?” råbte Henry bag hans ryg. Hånen var ikke til at tage fejl af.

Quizzen var hård, men Johns hold førte alligevel med flere point. John følte at han var i sit element, men kunne alligevel ikke lade være med at skæve ned til publikum for at se deres reaktioner. De smilede, hver og én.
”John, dette er det afgørende spørgsmål: nævn to amerikanske præsidenter, som blev myrdet.”
”Lincoln og Kennedy.”
”Og vi har en vinder!” konferencieren trak Johns hånd i vejret, samtidig med at klapsalven fra publikum steg.
John følte sig stor, som verdens centrum. Han kunne leve af denne latter og klappen. Måske var det sådan, han skulle blive accepteret. Var dette en form for ceremoni?
I samme øjeblik følte han den klistrende gule maling lande på hans hoved og finde sin vej ned over hans tøj. John stivnede. Publikums latter var ikke længere tilegnet hans fremragende præstation.
Hvide fjer fulgte efter malingen og plantede sig sikkert på hans, nu gule tøj. Blandt publikum kunne han se Henrys øjne stråle af succes.
John var rasende. Had og hævn boblede under huden på ham. Under publikums tilråb stormede han ned fra scenen inde i den store gymnastiksal.
Da han nåede skolens hovedindgang, skubbede han arrigt døren op. Vinduesglassene klirrede, som glassene havde gjort aftenen før.

Johns mor lå som altid besvimet i sin lænestol, da han nåede hjem. Det gjorde bare alting meget nemmere. Han åbnede lydløst lågerne til hans mors store skab og gravede den lille skotøjsæske frem bag frakker og flyttekasser. Hans mor vidste ikke, at John kendte til den. Han havde fundet den, da han som lille legede gemmeleg. Den tilhørte hans far.
Forsigtigt og med ærefrygt i øjnene tog han låget af æsken. Der var den. Sort og blank.

Da John vendte tilbage til skolen, åbnede han kontrolleret døren. Eleverne på gangene kiggede mærkeligt på ham, men ingen kunne vel bebrejde ham efter episoden i gymnastiksalen.
Han måtte finde Henry, blive kvit. Noget for noget.

John vandrede rundt på gangene. Gemte sin hånd under jakken. Elever undveg ham. Vidste de det? Kunne man se det på ham? Mark Hoffmans stemme brød den stille atmosfære: ”Ja, vi ses senere!”
John drejede rundt om hjørnet.
”John!” udbrød Mark Hoffman, ”er du okay?”
John sagde ikke et ord. Tanker kørte rundt og rundt. Var Mark Hoffman en del af det her? Han var jo en del af quizholdet. Der må vel have været en fra quizholdet med, hvordan skulle de ellers få det planlagt?
Stille trak John sin hånd frem. Den gule maling fra hånden var løbet ned over det sortblanke metal.
”John?” Mark Hoffman lød nervøs, ”John tag det helt roligt. Jeg havde ikke noget med det at gøre, jeg sværger!”
Johns arm strakte sig ud, låste sig fast i en vandret position. Der var ingen andre muligheder. Aftrækkeren blev skubbet tilbage bag Johns pegefinder. Mark Hoffman faldt på knæ, som skulle han bede.

John gik stille videre, der var ingen i nærheden. Hvor var Henry og Ralph?
Han gik mod gymnastiksalen og hørte så Henrys latter.
”Det var fandeme noget af et show, hvad?” klukkede Henry til sin kompagnon.
”Henry?” Ralph lød nervøs og pegede over Henrys skulder. John lukkede sine øjne og skubbede aftrækkeren tilbage i samme sekund, som Henry drejede sit hoved. Henry faldt også på bedende knæ. Ralph stod som stivnet. John løb.

Han løb mod nord, ud over markerne, selvom Nordstjernen ikke var der som guide. John ville have sine sidste opfattelser i dette liv til at være vinden i piletræerne og fuglene over markerne.

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op.
”Mor, du kommer for sent,” sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...