Trust me - Justin Bieber

Sohia Jones, 17 år, mobbeoffer. Hun bliver mobbet hver dag i skolen. Hun er blevet misbrugt af alle hendes kærester. Det går mere og mere ned af bakke, hvilket hendes forældre lægger mærke til. Hendes forældre er gode venner med Jeremy Bieber–Justin Biebers far. De kontakter ham, og spørger om Sophia, kan være hos dem, hvilket han siger ja til. Sophia er som hans egen datter. Hun savner Jeremy, men hun har aldrig mødt Justin. Hun ved ikke engang at det er Jeremy’s søn, og at han lige er der, når hun kommer? Hun tror at han vil udnytter hende, ligesom alle de andre. Sophia elsker at synge og danse, og Justin overhører det, og vil have hende med på sin lille tourné, som der ikke er lang tid til. Men vil Justin få sin vilje, og vil hun komme med? Vil hun overhovedet snakke til Justin? Hun tror jo, at han er ligesom alle andre, og udnytter hende? Kommer tæt på hende, så hun falder for ham, og så lade hende i stikken til sidste? Opdager hun at ikke alle drenge er ens? *Læses på eget ansvar

127Likes
131Kommentarer
13370Visninger
AA

3. Kapitel 2 - Nåår ham...

Jeg kunne mærke en person ruske i mig. Jeg mumlede nogen utydelig lyde, som jeg faktisk ikke engang selv forstod. "Sophia, du skal op nu! Vi skal hente Justin" jeg kunne høre på stemmen at det var Erin. Jeg havde også et meget godt forhold til hende, hun var lidt ligesom min moster, eller sådan noget. "Jaja, jeg kommer lige om lidt" sagde jeg, vendte mig om, så jeg lå med hovedet ned i puden. Jeg kunne høre hende grine, hvor efter hun gik ud af mit værelse, dog med døren åben. Jeg sukkede højlydt, og løftede så mit hoved fra min dejlige hovedpude.  

"Der er morgenmad om lidt, hvis du vil have noget" jeg kiggede hen mod døren, og så Jazmyn stå med en kæmpe smil på læben. Hun måtte have savnet Justin. Jeg vidste godt Jeremy var skilt med en der hed Patricia, men de kaldte hende altid for Pattie, når de snakkede om hende. Hun virkede som en sød kvinde. 

Jeg smilede til Jazmyn, og sagde at jeg kom om lidt, hvilket fik hende til at styrte ned af trappen. Man kunne både se, og hører at hun var helt vildt glad. Det var faktisk sødt til hende, meget sødt endda. Men hun havde altid været smilende og glad, ligesom Jaxon. Jeg rejste mig for min dejlige seng, og gik, med meget dovne skridt, hen til mi wake-in closet, som de havde givet mig, eller det hørte til værelset, men jeg havde aldrig brugt det. Jeg tog fat i håndtaget, og trak ned i det, hvor jeg derefter åbnede døren, og gik ind. Og det skal lige siges.. Det er ihvertfald ikke lille. Da der jo var varmt, fandt en af mine ynglings kjoler frem(Link i forfatter bedsked). Jeremy havde sagt, at jeg skulle gøre et godt indtryk, tage nogenlunde fint tøj på, og bla bla bla. Faktisk så lød det bare som bla bla bla for mig, måske fordi jeg ikke ville høre efter? Nå ligemeget videre. 

Jeg tog kjolen ned fra bøjlen, og gik så ud igen. Jeg behøvede jo ikke strømperbukser eller noget, selvom klokken kun var 03:00, men det er ligemeget, jeg havde alligevel kun planer om, at sidde i bilen, og slet ikke snakke til ham. Men hvad Jeremy ville sige til det, ja det vidste jeg ikke, men nu må vi jo se. 

Jeg tog kjolen med ud på badeværelset - som hørte til mit værelse -, samt undertøj, hvor jeg så skiftede. Jeg fandt en rød sløjfe frem fra en af skufferne. Jeg tog min hårbørste, og redte mit hår, hvor jeg derefter puttede sløjfen i mit hår, om bagved. Jeg orkede ikke rigtigt at gøre noget ud af mig selv, så jeg lagde bare lidt mascara på. Jeg skulle jo ikke scorer nogen.. Haha, det skulle jeg aldrig, så det kunne være ligemeget. 

Jeg gik lige på toilettet, hvor jeg bagefter vaskede mine fingere, og begyndte at bevæge mig ud på mit værelse, så jeg kunne komme ud på gangen, og ned af trappen, for at få noget morgenmad, selvom jeg ikke var ret sulten, men noget skulle jeg have. Jeg kom ned af trappen, og gik så hen mod stuen, som man skulle igennem for at komme til køkkenet. Da jeg kom ud i køkkenet, sad de alle sammen og spiste. Jazmyn og Jaxon så virkelig søde ud når de spiste.. Hvad er det jeg siger? De er hele tiden søde ud, men nu er de jo også søde, så altså, ja.

Jeg satte mig ned ved siden af Jeremy, da Erin sad over på den anden side imellem Jaxon og Jazmyn. Jeg tog en bolle, og tog lidt pålægschokolade på. Jeg skulle alligevel ud at løbe senere idag, så det gjorde altså ikke noget. 

Jeg blev hurtigt færdig, og hjalp Erin med at sætte alt i opvaskemaskinen, mens vi fjollede og drillede hinanden. Jazmyn kom løbende ind i stuen, med et kæmpe smil på læben, som fik mig til at smile stort. "Kom nu, vi skal afsted nu!" sagde hun hurtigt og ivrigt. Hun var virkelig glad for sin storebror. Jeg håber bare Jaxon ikke bliver som alle de andre drenge jeg har kendt. Justin er sikkert også en af dem, bare en af dem i en lang række. 

Mig og Erin begyndte at grine, men gik så ud gangen og fik sko, og jakke på. Vi gik ud af døren, og Erin låste, mens jeg gik ned til bilen med Jazmyn. Jaxon og Jeremy var allerede i bilen. I deres bil kunne der være 8 personer. 2 foran, 3 i midten, og 2 bagerest. Jeg åbnede døren for Jazmyn, og hjalp hende op i hendes stol, hvor jeg bagefter spændte selen for hende. Hun smilede stort, man kunne se på hende at hun ikke kunne vente, og det samme på Jaxon. Jeg valgte dog at sætte mig bagerst, hvor der kun var 2 sædder - Kun fordi jeg håbede Justin skulle sidde i midten -, og så kunne jeg være for mig selv. 

Det tog ikke ret lang tid at komme hen til lufthavene. Jeg kiggede ud af vinduet, og var ved at tabe munden, da jeg så alle de piger, og få drenge. Så mange for at se en normal dreng? Der var også politi og alt muligt andet, men hvorfor, det forstod jeg ikke. Hey, det kunne jo være der kom en kendt med det fly Justin fløj med, og så de stod og ventede på ham eller hende, for de ville ikke vente på en normal dreng. 

Jeg kunne høre Jeremy og Erin griner, nok over mit ansigt, det så sikkert også meget sjovt ud. Jeremy fik parkeret bilen, og steg ud. Erin blev sammen med de 2 små dejlige unger. Og mig? Ja, jeg blev tvunget ud af Jeremy, og til sidst opgav jeg, og gik med ham ud. Skrigene blev dog kun højere af det. 
"Hold dig til mig, og svar ikke på nogen spørgsmål" sagde han, og så alvorligt på mig. Hvorfor vidste jeg ikke, men jeg valgte at adlyde, lidt ligesom en hund. Vuf vuf. Okay, tag dig sammen Sophia, du er ikke en hund, men et menneske. Selvom det nu kunne være sjovt at være en hund for en dag, men det kommer jo aldrig til at ske, så det kunne jeg ligeså godt glemme. 

Vi var begyndt at gå hen mod flokken af mennesker, som blev ved med at skrige, råbe Jeremys navn, og spørger om alle mulige spørgsmål, som om jeg var Justins kæreste og jeg ved ikke hvad. Jeg var seriøst forvirret. Hvem var denne Justin?  

Vi kom endelig ind i lufthaven, dog med en masse besvær, men vi kom ind i live, hvilket nok var det vigtigste af alt. Jeg kiggede rundt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg fulgte bare med Jeremy, som gik ind af en glas dør, og så endnu en dør. Jeg gik med, og da jeg kom ind i rummet, var der sofaer og alt muligt. Vi kunne godt se ud, men andre kunne ikke se ind, hvilket faktisk var meget smart. Mental high-five til den person der opfandt det. Haha, jeg er så sjov idag..

Nej, du er ikke.

Stop så stemme i mit hoved, det er mig der bestemmer, så jo jeg er sjov.

Nej, du er stadigvæk ik.

Stop så!

Næ.

Helt ærligt, jeg bestemmer, og jeg bestemmer at du stopper nu.

Rolig moster.

Jeg er bestemt ikke en moster.

Jo, du er.

Nej, jeg er ej.

Jo.

Nej. 

Okay, jeg diskuterede med mig selv, noget måtte gå galt ved min fødsel, men det havde jeg hele tiden vist, så altså, jeg havde altid troet at jeg var blevet tabt, men hvad ved jeg?

Jeg ved faktisk meget, jeg er nemlig pisse klog.

Nej, du er ej.

STEMME STOP SÅ DET DER!

Tsk, hvorfor, jeg har det nu meget hyggeligt.

Helt seriøst, det er ikke sjovt mere.

Jo, det er.

Nej, det er ej, okay?

Okay?

Ja okay?

Hvorfor okay?

Hvorfor ik? 

Ja, det ved jeg ikke, men hvorfor skulle jeg stoppe? 

Fordi jeg siger det. 

Og? 

Jeg nåede ikke at komme længere ind i min diskussion, med mig selv, før døren til rummet gik op. Jeg kiggede der hen, og så en eller anden fyr komme ind. Jeg lænede mig tilbage i sofaen, som jeg havde sat mig i, mens jeg havde min diskussion, med mig selv. Han var faktisk okay læ.. NEJ SOPHIA STOP DET. 

Hvorfor han er da pisse lækker. 

Øøøh nej, ikke dig igen stemme. 

Øøøhh jo. 

Gå væk. 

Bare sig du hader mig, nu er jeg ked af det. 

Jeg sagde det ikke, jeg hentød til det. 

"Sophia, jorden kalder" jeg kom til mig selv og rystede på hovedet, og så at Jeremy stod foran mig, og viftede en hånd foran mit ansigt. Han begyndte at grine, hvilket bare fik mig til at ryste på hovedet af ham, og rejste mig op. Justin kom hen til mig, og hentød til at jeg skulle tage i mod hans hånd. Suk, jeg gad ikke, men blev nød til det. Jeg tog smilende i mod den, mens han sagde: "Justin, men du kender mig nok" jeg kiggede mærkeligt på ham. Gud Jeremy må elske det her, at jeg ikke vidste hvem han var. 

"Øøøhh, nej jeg ved ikke hvem du er" sagde jeg, og kiggede mærkeligt på ham, mens jeg tog min hånd til mig, og trådte et skridt tilbage, da jeg ikke kunne holde ud at stå så tæt på ham. Han kiggede forvirret på mig. "Siger Justin Bieber dig noget?" "Øøøhh nej?" han fik et forvirret glimt, og kiggede over på Jeremy, som flækkede af grin. 

"Justin, hun vidste ikke engang at du var min søn før igår, og ved slet ikke hvem du er, hun føler ikke med i alt det der", sagde Jeremy imellem grinene. "Så det vil sige, at hun.. Vent hvad?" spurgte han forvirret om. Ååhh gud, det må være mærkelig for den dreng, han er åbenbart ken... VENT! "Jeg ved da godt, hvem du er!" sagde jeg. Han smilede stort til mig. "Du er ham den der dreng der blev opdaget på youtube ik?" han smilede stort og nikkede. Hvorfor han smilede vidste jeg ikke, jeg kunne ikke rigtigt lide ham, men blev nød til det her. Hvorfor gav jeg dog Jeremy det løfte? "Nåår..." sagde jeg og kiggede væk, hvilket fik Jeremy til at grine mere, seriøst var det virkelig så sjovt. Jeg kunne ikke se det sjove i det. 

Justin gav Jeremy dræberblikket, hvilket han ikke stoppede af, så det endte med Justin sukkede og kiggede hen på mig. Jeg kunne ikke kigge ham i øjnene, det kunne jeg så heller ikke med nogen drenge. De eneste drenge jeg kan det med, er Jaxon, Jeremy - Nu han så en mænd, men hvad så -, og min fætter på 16 år. Han var min bedste ven, og hjalp mig igennem alt. 

"Skal vi se at komme afsted" fik Jeremy sagt, da han havde grinet af. Hvorfor det var så sjovt, vidste jeg ikke, men det kunne nu også være ligemeget. 

*

Hele turen hjem prøvede Justin at snakke med mig, så til sidst tog jeg mine høretelefoner i øret,og satte musik på, og tænk det hjalp faktisk. Nå, men da vi skulle ud af lufthaven, gud det tog lang tid. Men helt seriøst, de nåede kun at få se ham, da vi skulle skynde os hjem. Jaxon og Jazmyn var helt vildt glade for at se ham, men nu havde han nok også været væk i lang tid. Vi havde været hjemme i godt og vel 4 timer, jeg havde sovet i 2 timer. Jeg havde besluttet mig, at jeg ikke orkede at løbe, så det kunne jeg vente med til imorgen. 

Det minder mig om, jeg skal have ringet til min fætter. Jeg savnede ham utroligt meget. Jeg fandt min iPhone frem, og fandt hans nummer. Jeg trykkede på ring op, og der gik ikke lang tid før jeg hørte min fætters trætte stemme. 

"Hej det er Mathias" jeg var så glad for at høre hans stemme. "Det er Sophia" sagde jeg med en meget glad stemme. "Hva så?" spurgte han. Den her gang mere glad. "Tjo, Jeremy har åbenbart den her søn.. Øøøhhh Justin.. Er det ikke det han hedder, nå men det er også ligemeget.. Men du ved hvordan jeg har det med drenge og.." - "Sophia, jeg ved det godt, bare tag det stiller og roligt det skal nok gå." "Men.." - "Sophia, hvad er det vi har snakket om?" sagde han. Jeg sukkede. "Fint." "Dygtig pige" grinede han. Gud hvor havde jeg dog savnet hans grin. "Farvel" sagde jeg bare. Han begyndte at grine endnu mere, men sagde så farvel, hvor jeg bagefter lagde på. Det her halve år skulle nok blive langt. Jeg ringede også lige til mine forældre, og fik en snak med dem, men til sidst orkede jeg ikke mere, og sagde farvel, hvor jeg bagefter lagde på.

*

Jeg fik et mindre chok, da det bankede på døren til mit værelse. Jeg sukkede, men råbte så kom ind, og gæt hvem der dukkede op i døren. Ingen andre end Justin. "Hey" sagde han. "Hey" svarede jeg bare kort, og kiggede væk. "Har du et øjeblik?" spurgte han sødt om. Jeg sukkede indvendigt, jeg havde allemest lyst til at sige nej, men jeg havde lovet Jeremy at være sød, og jeg ville ikke bryde det løfte, også selvom jeg ikke kunne lide ham. "Ja" svarede jeg bare. 

Jeg kunne mærke Justin sætte sig lige ved siden af mig, hvilket fik mig til at rykke mig væk fra ham, så jeg sad et stykke fra ham. Han kiggede først uforstående på mig, så jeg sendte han et svagt smil, hvilket han gengældte. 

"Hvorfor ignorer du mig? Jeg vil gerne lærer dig bedre at kende" startede han ud. Øøøhh nej, sådan startede det altid. Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Jeremy havde åbenbart ikke sagt noget til Justin, hvilket jeg var taknemlig for. "Jeg.. Har haft det svært i mit liv, også grunde til jeg kom her hen..." sagde jeg bare, uden at kigge på ham, måske var det dumt at sige, eller, jeg sagde bare jeg havde haft et hårdt liv, ikke hvad jeg havde været igennem. Justin sagde ikke noget til at starte med, hvilket gjorde mig nervøs. "Ju.." - "Nej Sophia, jeg forstår dig godt, men bare prøv ikke at ignorer mig hele tiden okay?" "Fint" sagde jeg bare, og så ham gå ud af mit værelse. 

Jeg sukkede, og lagde mig ned i sengen. Der kørte en masse tænker rundt i mit hoved. Jeg vidste allerede, at jeg ikke ville kunne snakke med Justin, men jeg kunne vel prøve. 

Jeg satte mig op, og gik hen til min bærbar, som stod tændt. Jeg gik ind på youtube. Jeg trykkede i søgefeltet og skrev 'Just Give Me A Reason', og trykkede på den første med Rihanna. Seriøst jeg elskede den sang, hvilket også var grunden til jeg begyndte at synge med, og danse rundt på mit værelse. Nåede af det jeg elskede allermest, var at synge og danse, det var nærmest mit liv. Jeg fik et chok, da jeg kiggede hen på døren. Fuck! Havde jeg sunget, mens han stod.. Der. Og.. Så på!? Gud, min dag kunne bare ikke blive værre. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Her er den kjole hun har på, og hun har sat håret op på samme måde ^^


Nåå, det var så andet kapitel ^^ 

Jeg udgiver det idag, fordi jeg ikke har mulighed for at rigtigt at skrive i weekenden, og kunne bare ikke vente :P

Hvem tror I det er, der står i døren? I kan sikkert godt gætte det, men hvordan tror I så hun reagere, vil hun ignorer ham? Eller? Ja, det må vi jo få at se ;) 

Uh, elsker bare Megan Nicole(Sophia) for de samtaler hun har i sit hoved, hæ, det håber jeg, at I også kan, og i kan lige så godt vide det nu, jeg har en meget meget dårlig humor :P

Men vil I gerne have et kapitel i Justin's synsvinkel, eller? ^^ 

Og tak til alle jer der har like, og sat den på favoritlisten, det betyder meget for mig<3

- Katja <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...