Trust me - Justin Bieber

Sohia Jones, 17 år, mobbeoffer. Hun bliver mobbet hver dag i skolen. Hun er blevet misbrugt af alle hendes kærester. Det går mere og mere ned af bakke, hvilket hendes forældre lægger mærke til. Hendes forældre er gode venner med Jeremy Bieber–Justin Biebers far. De kontakter ham, og spørger om Sophia, kan være hos dem, hvilket han siger ja til. Sophia er som hans egen datter. Hun savner Jeremy, men hun har aldrig mødt Justin. Hun ved ikke engang at det er Jeremy’s søn, og at han lige er der, når hun kommer? Hun tror at han vil udnytter hende, ligesom alle de andre. Sophia elsker at synge og danse, og Justin overhører det, og vil have hende med på sin lille tourné, som der ikke er lang tid til. Men vil Justin få sin vilje, og vil hun komme med? Vil hun overhovedet snakke til Justin? Hun tror jo, at han er ligesom alle andre, og udnytter hende? Kommer tæt på hende, så hun falder for ham, og så lade hende i stikken til sidste? Opdager hun at ikke alle drenge er ens? *Læses på eget ansvar

126Likes
133Kommentarer
13298Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Hvem er Justin?

Jeg sad lige nu i et fly. Jeg skulle til Canada, og bo der i et halvt år. Mine forældre havde lagt mærke til, at alt var begyndt at gå ned af bakke for mig, så de ville have mig væk fra et stykke tid et sted hen, hvor jeg ligesom kunne være mig selv,  hvor der ikke rigtigt var nogen jeg kendte, udover dem jeg skulle bo ved. Min mors og fars gode ven, Jeremy. Han var ligesom min anden far. Han var så kærlig, og tog sig altid af mig, hvis jeg var ked af det, det gjorde min rigtige far også, men ikke så meget som Jeremy. 

Måske skulle jeg lige præsentere mig selv. Jeg hedder Sophia Jones, og er 17 år gammel. Tidligere mobbeoffer, og blevet misbrugt af alle mine kærester. Jeg kunne ikke komme over det, selvom jeg ved, at man ikke skal se tilbage i tiden, så kan jeg ikke lade vær. 

"Jeg vil bede jer om at tage seler på nu, da vi begynder at lande" hørte jeg en stemme fra højtaleren sige. Halluja endelig! Jeg tog min sele på, og lænede mig tilbage, og ventede bare på at vi kom til jorden. Da der var gået 15 minutter, var vi endelig landet, og det var jeg virkelig glad for, jeg hadede seriøst bare at flyve, det var noget af det værste i mit liv. Jeg spændte min sele op, og begyndte at gå ud af flyvet, ligesom de andre. Nu skulle jeg bare finde min kufferter, og så skulle jeg finde Jeremy, og så var alt fint. 

Jeg gik der hen, hvor mine kufferter var, og fandt den efter lidt besvær. Altså helt ærligt, det her er jo heller ikke nemt. Suk. Jeg tog mine kufferter, og begyndte på at prøve at finde Jeremy. Gud bevar Canada, hvor kan han dog være? Jeg kiggede rundt, til alle sidder, for at se om jeg kunne finde ham, men det kunne jeg jo ikke. Jeg tog min mobil op. Jeg ledte alle mine kontakter igen. Pff, så har jeg self. ikke hans nummer, det er bare typisk det her. Jeg sukkede for mig selv, og kiggede mig over skulderen, hvorfor vidste jeg ikke, men det kunne jo være, at han var der. Lige i det jeg skulle til at vende hovedet frem igen, stødte jeg ind i en. Jeg faldt, og ramte gulvet med et bum. Ja, jeg er måske ret klodset, men altså, det er alle jo, eller det håber jeg da.. 

Jeg skyndte mig at rejse mig op, og gik bare videre uden at se hvem det var. Det her var bare for pinligt. Jeg kunne mærke mine kinder brændte, og lige om lidt, ville jeg sikkert være knald rød i hovedet, hvis jeg ikke allerede var det. Okay, nu skulle jeg altså finde Jeremy, og det kunne ikke gå for hurtigt. Jeg kiggede op - Sikkert knald rød i hovedet, men det var mit mindste problem lige nu - for at se, om jeg overhovedet kunne se Jeremy, og til mit store held, fik jeg øje på ham. Jeg nærmest løb hen til ham, eller faktisk, så løb jeg, jeg skulle bare væk her fra. 

"SOPHIA!" hørte jeg Jeremy råbe, da han så mig komme løbene, og jeg kunne lige så godt sige det, jeg ser ud som en idiot når jeg løb, så er I advaret, I ville ikke se det. Da jeg var kommet hen til ham, slap jeg mine kufferter, og gav han et kæmpe kram, som han gengældte. "Hej Jeremy" sagde jeg, da jeg trak mig af krammet. Jeg smilede sikkert som en idiot, men det var altså også hundrede år siden jeg sidst havde set ham. Eller nu er jeg ikke hundrede år, men det er en tale måde. Ja, okay, håber I har forstået det, for jeg orker ikke at forklarer det, ja kald mig doven.. Okay, jeg er doven, og hvad så? Det har man vel lov til at være engang i mellem... Eller hele tiden? 

"Skal vi se at komme afsted?" spurgte Jeremy om, og jeg smilede bare stort, og nikkede ivrigt. Måske for ivrigt. Men jeg glæde mig også til at se Jazmyn og Jaxon, jeg savnede virkelig også dem. Jeremy grinte, for han vidste godt, hvad jeg hentød til, men hey? Jeg lagde ikke skjul på det? 

Jeremy tog mine 2 kufferter, efter en lang diskussion, om at han ikke behøvede, vandt han alligevel. Han var da også så fandens stædig, når det kom til mig. Jeremy tog mine kufferter ind i hans bil, mens jeg satte min ind foran, altså bare på den modsatte side af rattet, jeg kunne jo ikke kører. Det kunne nu ellers være meget sjovt. Udover det nok ville gå galt, men det er ligemeget, vi køber bare en ny bil. (Haha, har seriøst fået det på hjernen) Haha, ej, jeg burde nok hellere lade vær. For min og Jeremys skyld, det ville jo bare ende galt, hvilket vi ikke skulle have. Jeg vil ihvertfald ikke dø ung. Måske bare dø, ensom med 30 hunde? Ja, hunde, ikke katte, jeg skulle lige være modsat her. Ja, og fordi jeg dør ensom, er fordi jeg har opgivet kærlighed. Kærlighed er bare ikke mig, og sådan er det bare, det har jeg lært at leve med. Men jeg må bare videre, men igen, det er svært. 

Det tog ikke ret lang tid fra lufthaven og så hjem til Jeremy, men på den korte tid, havde vi virkelig snakket om meget, men det var også lang tid siden, vi sidste havde set hinanden, så det var rart. Igen tog Jeremy mine kufferter, selvom jeg sagde jeg nok skulle tage dem, men det ville han ikke høre tale om, så altså, jeg måtte overgive mig. 

Jeg fik nøglen til døren. Jeg låste den op, hvor jeg bagefter åbnede den for Jeremy, da han jo havde en kuffert i hver sin hånd. Ja måske er 2 kuffert lidt, men altså, jeg har masser af penge med. Mine forældre er faktisk rige, så det undrede mig, at vi ikke kom her hen noget offerere, men altså, det er jo så hvad det er. De sagde jeg bare kunne købe en masse tøj, hvis jeg manglede noget, men det er nu normalt for dem. 

Jeremy løftede mine kufferter ovenpå, mens jeg bare fulgte med. "Er Jaxon og Jazmyn ikke hjemme?" spurgte jeg om. Jeg havde virkelig savnet dem så meget. "De er lige ude og handle med Erin" sagde han og smilede til mig. Jeg smilede igen, og nikkede så. Jeg gik med ham hen til gæsteværelset, hvor jeg nu skulle have værelse. Det var stort og hvidt, og stilfuldt. Jeremy satte mine kufferter, og sagde at jeg bare kunne begynde at pakke ud, hvilket jeg gjorde. Jeg lagde mit tøj ind i wake-in-closet, selvom jeg aldrig havde brugt det, så vidste jeg hvor det var. Mit makeup endte ude på mit eget toilet, sammen med alle mine hår ting, og tandbørste. Jeg havde været her 2 gange før, og det her værelse havde altid været 'mit'. 

Jeg havde lige lagt det sidste på plads, da jeg kunne høre 2 velkendte dejlige stemmer nedenunder, hvilket fik mig til at styrte ned af trappen. Da Jazmyn, og Jaxon fik øje på mig, var de ikke langsom til at komme hen til mig. Jeg satte mig på knæ, og lidt efter blev jeg overfaldet af de 2 dejlige rødder. Jaxon gik hen til Jeremy, og rykkede lidt i hans trøje. 

"Hvornår kommer Justin?" Jaxon kigger op på Jeremy med et meget ivrigt blik, hvilket så ret sødt u... Hey vent, hvem er Justin? Jeg kiggede forvirret på Jeremy, som skulle til at svarer Jaxon. "Hvem er Justin?" Jeg kiggede mærkeligt på dem alle sammen. Erin var gået ud i køkkenet for at lave mad, da klokken var omkring 6 tiden. Jazmyn trak sig væk fra mig, og kiggede på mig, mens hendes smil det voksnede. "Justin er vores dejlige storebror!" sagde hun mega glad, mens hun hoppede frem, hvilket fik mig til at grine svagt.. Hov vent, deres store... BROR?! Nej, ikke endnu en dreng, jeg vil ikke kunne holde ud til at blive udnyttet mere, for ja, alle drenge er ens, håber bare ikke Jaxon bliver som dem. Suk. Troede lige at den her dag, skulle være god, men så får man den nyhed smidt i hovedet, tak. Jeg prøvede at smile, hvilket også gik meget godt. 

"Han kommer imorgen" hørte jeg Jeremy sige, inden han gik igennem stuen, og ud i køkkenet for at hjælpe Erin. 


*

Vi havde lige spist, og lige nu pjattede jeg med Jazmyn og Jaxon ude i haven. Det var jo sommer, så vejret var dejligt varmt. Jeg løb efter dem, men jeg løb med vilje langsomt. De grinede helt vildt begge to, og tror mig, det gjorde jeg også. Gud hvor kunne jeg mærke, at jeg havde savnet dem, de var så dejlige. Jeg lagde mig ned på græsset, og mindre end få sekunder havde jeg 2 børn ovenpå mig. Jeg åbnede øjne, som jeg havde lukket, og kunne se, at jeg havde gættet rigtigt det var Jaxon og Jazmyn, de 2 vidunderlige børn. 

*

Klokken var næsten 12, og jeg var i gang med at gøre mig klar til at sove. De skulle åbenbart hente Justin i lufthaven. De skulle køre mega tidligt, pga. en masse folk kom. Men helt seriøst? Hvorfor kom der en masse piger og drenge der hen, Justin var jo bare en almindelig dreng ik? 

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det var så første kapitel, og jeg håber I kan lide det ^^ 

Dette kapitel er måske ret kedeligt, men jeg skal jo starte den inden ^^

Nå, men hvad tror I der sker når Justin kommer? Og hun ikke ved han er kendt? Hvordan mon Justin reagere når han ser hende? Ved han overhovedet om hun er der? 

Hæhæ, Tak til dem der har like og sat den på favoritliste, det betyder meget! <3 

- Katja<3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...